Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil

Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.

Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK 

Anmeldelse: Julie Hastrup - Vildskud

Jeg glæder mig altid til en ny Julie Hastrup-krimi. Til tider er der knald på gru og spænding og andre gange ikke helt så meget. Denne 8. bog i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, hører til i den sidste kategori.

Dette er meget tydeligt en bog, som står forfatterens hjerte meget nært. En bog, hun har været nødt til at skrive, fornemmes det. Denne bog handler om selvtægt og de følelser der raser i en person, som har oplevet at en i den nære familie mister livet eller er udsat for meningsløs og umotiveret grov vold.

Nikolaj Bille er sorgterapeut og leder en sorggruppe med tre mennesker i dyb sorg. Alle har de mistet en i deres nærmeste familie og alle har de svært ved at slippe sorgen. Fælles for dem er også, at de har brug for en syndebuk at give skylden for deres tab. En at bebrejde og en de kan lægge alle de svære følelser over på. Da gruppen får et 4. medlem som helt tydeligt bærer nag og som ikke lægger skjul på sine tanker om hævn over den person, som hun mener er skyld i sin søsters død, vender stemningen i gruppen. Mille, som hun hedder, får pludselig hele gruppens vrede frem og deres møder tager en drastisk drejning.

Vildskud er en anderledes Julie Hastrup-krimi. Der er skruet ned for kærlighedsforhold og de følelser der er forbundet med det. Vi hører om følelserne omkring Niclas, som stadig er indlagt i Sverige og i gang med genoptræningen. En lille snert af følelser omkring en anden person, som jeg personligt godt gad have set udvikle sig - men måske næste gang. Forbrydelserne og opklaringen af dem, fylder en del – det er godt. Dog synes jeg, at krimidelen bliver lidt tynd og med for mange ”tilfældigheder” på en eller anden måde. Allerede før side 100, havde jeg dannet flere mulige scenarier i hovedet, som mere eller mindre viste sig, at holde stik. Der er ikke rigtig noget nyt i selve krimidelen, og plottet kunne have udviklet sig mere overraskende end som så.

Det der fylder mest i Vildskud, er det psykologiske, synes jeg. Og på den gode måde, for den er dyb og den er følelsesladet og den sætter tanker i gang og den giver klump i både mave og hals. Den rammer ret flot spot on, på alle de forbudte og tabubelagte følelser. Følelser om hævn og ønsket om at se de ”skyldige” lide lige så meget som man selv gør. At også de, får ødelagt deres liv. Men det er skruen uden ende, for som Julie Hastrup helt diskret trækker frem, så ønsker en af personerne at hævne en, der har mistet livet pga hævn. Det bliver tydeligt på mere end én måde, hvorfor selvtægt er en dårlig idé, selvom det kan føles som det eneste, der umiddelbart kan lindre ens sorg.

Hvis jeg skulle give karakterer udelukkende ud fra et krimiperspektiv, så ville jeg nok lande Vildskud på 3 krimperler, men den har et vigtigt budskab og jeg var både fanget og rørt hele vejen igennem, så derfor ender den på 4 krimiperler.