Anmeldelse: Julie Hastrup - Vildskud

Jeg glæder mig altid til en ny Julie Hastrup-krimi. Til tider er der knald på gru og spænding og andre gange ikke helt så meget. Denne 8. bog i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, hører til i den sidste kategori.

Dette er meget tydeligt en bog, som står forfatterens hjerte meget nært. En bog, hun har været nødt til at skrive, fornemmes det. Denne bog handler om selvtægt og de følelser der raser i en person, som har oplevet at en i den nære familie mister livet eller er udsat for meningsløs og umotiveret grov vold.

Nikolaj Bille er sorgterapeut og leder en sorggruppe med tre mennesker i dyb sorg. Alle har de mistet en i deres nærmeste familie og alle har de svært ved at slippe sorgen. Fælles for dem er også, at de har brug for en syndebuk at give skylden for deres tab. En at bebrejde og en de kan lægge alle de svære følelser over på. Da gruppen får et 4. medlem som helt tydeligt bærer nag og som ikke lægger skjul på sine tanker om hævn over den person, som hun mener er skyld i sin søsters død, vender stemningen i gruppen. Mille, som hun hedder, får pludselig hele gruppens vrede frem og deres møder tager en drastisk drejning.

Vildskud er en anderledes Julie Hastrup-krimi. Der er skruet ned for kærlighedsforhold og de følelser der er forbundet med det. Vi hører om følelserne omkring Niclas, som stadig er indlagt i Sverige og i gang med genoptræningen. En lille snert af følelser omkring en anden person, som jeg personligt godt gad have set udvikle sig - men måske næste gang. Forbrydelserne og opklaringen af dem, fylder en del – det er godt. Dog synes jeg, at krimidelen bliver lidt tynd og med for mange ”tilfældigheder” på en eller anden måde. Allerede før side 100, havde jeg dannet flere mulige scenarier i hovedet, som mere eller mindre viste sig, at holde stik. Der er ikke rigtig noget nyt i selve krimidelen, og plottet kunne have udviklet sig mere overraskende end som så.

Det der fylder mest i Vildskud, er det psykologiske, synes jeg. Og på den gode måde, for den er dyb og den er følelsesladet og den sætter tanker i gang og den giver klump i både mave og hals. Den rammer ret flot spot on, på alle de forbudte og tabubelagte følelser. Følelser om hævn og ønsket om at se de ”skyldige” lide lige så meget som man selv gør. At også de, får ødelagt deres liv. Men det er skruen uden ende, for som Julie Hastrup helt diskret trækker frem, så ønsker en af personerne at hævne en, der har mistet livet pga hævn. Det bliver tydeligt på mere end én måde, hvorfor selvtægt er en dårlig idé, selvom det kan føles som det eneste, der umiddelbart kan lindre ens sorg.

Hvis jeg skulle give karakterer udelukkende ud fra et krimiperspektiv, så ville jeg nok lande Vildskud på 3 krimperler, men den har et vigtigt budskab og jeg var både fanget og rørt hele vejen igennem, så derfor ender den på 4 krimiperler.

Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet

Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.

I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kvinden med dødsmasken

Kvinden med dødsmasken, er 3. og sidste del af en trilogi, hvor af de første to er Pigen uden hud og Kold angst. Det ser dog ud til, at denne alligevel ikke bliver sidste del, da forlaget allerede har solgt bog nr. 4 til det store udland. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du læser de to første inden du kaster dig over denne. Ellers går du simpelthen glip af alt den vigtige baggrundsviden!

Der er ingen tvivl om, at Mads Peder Nordbo, virkelig ved hvad han har med at gøre og har fingeren på pulsen i forhold til det grønlandske samfund. Jeg hørte i radioavisen i går, at Donald Trump har sat sig det mål, at få Grønland gjort amerikansk. Det gør Kvinden med dødsmasken til en højaktuel bog.

Der er en del politisk spil i både denne 3. bog og i de to foregående. Ikke så det fylder og bliver tørt, men dog på en måde, som gør, at man skal holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i det hele. For mit vedkommende, gør det samme sig faktisk gældende omkring selve handlingen i Kvinden med dødsmasken.

Vores hovedperson Matthew Cave, er så småt ved at komme sig over et drab han har begået tidligere i fortællingen. Et drab, som blev begået i selvforsvar og for at redde en anden. Et drab på en morder. Alligevel har det forandret ham grundlæggende. Samtidig spirer en forelskelse til den ødelagte grønlandske pige, Tupaarnaq. Pigen er forsvundet og selvom Matthew er sikker på hendes uskyld, så er hun jaget af politiet for en række mord begået af en kvinde. Inden længe, findes der DNA-spor, som tyder på at morderen er en anden kvinde. En kvinde som har været død og begravet i mere end to måneder.

Det grønlandske folk tror på ånder og er generelt temmelig overtroiske. I Grønland findes der noget som hedder en Qivittoq. Det er sindssyge mennesker, som bliver udstødt af samfundet og som herefter vandrer ud på isen eller op i fjeldene for at søge ensomheden. Herude i den iskolde intethed, bliver de endnu mere vanvittige og kommer tilbage efter hævn. Med dette i tankerne, er det ikke svært at forestille sig den angst der begynder at sprede sig i det lille samfund, da de hører om den døde kvinde. Da ordet Qivittoq også bliver nævnt af mordersken ved et af drabene, bryder panikken ud.

Mads Peder Nordbo, forstår virkelig at skabe stemning i sine bøger. Jeg følte kulden, jeg mærkede mørket og jeg fornemmede tydeligt både ensomhed og angst. Jeg synes det er super interessant at høre om den barske, skræmmende, men smukke grønlandske natur. Hvor nemt det er at miste livet deroppe, hvis man træder bare et lille skridt forkert og fx havner i det iskolde hav. Omgivelserne er beskrevet så præcist, at det føles som at læse en film. Desværre blev det mere brudstykker end en hel film for mig i denne bog. Jeg synes desværre, at det er lidt en rodet fortælling. Jeg synes det blev svært at hitte rede i tid, sted og personer. Dét mørke og den ensomhed der burde have påvirket mine følelser, fik mig i stedet til at kede mig i længden. Der er både spænding, uhyggelige passager og sågar en snert af action, men for mig blev det desværre lidt ved netop dét – passager. Jeg havde svært ved at fastholde min opmærksomhed på bogen og det tog mig lang tid at komme igennem den. Når hovedpersonen bare ud af det blå gætter hvor morderen er gået hen og derefter opsøger vedkommende helt alene, så bliver det også en smule for urealistisk for mig.

Men … slutningen sammenholdt med en viden om, at der er en bog nr. 4 i støbeskeen, gør at jeg glæder mig til at læse om, hvad der mere kommer til at ske med Matthew Cave. Han er beskrevet yderst levende og nærværende, så jeg næsten føler at jeg kender ham en lille smule. Denne gang, kan det dog kun blive til 3 krimiperler fra mig.

Anmeldelse: Janni Pedersen & Kim Faber - Vinterland

Så nåede jeg langt om længe til at få læst en af årets mest hypede krimier, nemlig Vinterland. Mine forventninger var nok mest høje, men jeg har hørt en del forskellige meninger om den, så jeg glædede mig til, at danne min egen. 

Igen i år, gik vores sommerferie til Italien, så med en laaaang køretur foran os, skulle vi også have en god lydbog med. Valget faldt ... tadaaaa, på Vinterland, så denne bog har jeg lyttet til. 

Vi følger flere personer, men vores to hovedpersoner er Signe Kristiansen og Martin Juncker. De er nære kollegaer, men Juncker er for nyligt flyttet sammen med sin demente far, i en lille by uden for København. Juncker har lavet rav i den på flere måder, så han trængte til luftforandring. Da den lille by hans far bor i, manglede en ny betjent, og da faren ikke længere kan klare sig selv, og heller ikke kan få tid til udredning pga lange ventelister, har Juncker taget konsekvensen og er flyttet ind hos ham og har takket ja til jobbet som landbetjent. Det er selvsagt en stor udfordring, når der samtidig er sket et brutalt mord i byen. Juncker har nok at se til. 

Inde i København, er der sprunget en bombe midt i et velbesøgt julemarked. Ingen tager skylden, så Signe og kollegaerne er på bar bund og må gennemgå overvågningskameraer og gennemføre en stor mængde afhøringer, for at finde hoved og hale i hvad der er sket og ikke mindst hvorfor. 

Det er to spændende og meget omfattende historier. Hovedpersonerne er begge meget livagtige og jeg kunne fra starten sætte mig ind i deres personligheder og tankemåder. Begge bærer de på ting der gør ondt. Specielt Signes historie rørte mig og den topper til det umenneskelige hen mod slutningen. Ubærligt simpelthen. Specielt fordi jeg allerede havde set den søde hævn ske fyldest. Og glædet mig til den ... hæhæ. Jeg håber hun finder en vej alligevel, og så bliver der ikke lettet mere på låget herfra i denne omgang :)

Det der gjorde størst indtryk på mig i Vinterland, var uden nogen tvivl, det sproglige. For saddan hvor er det lækkert. Der er så mange fede udtryk, som fik os begge til at smile og flere steder ligefrem at grine. Billedsprog der beskriver en persons udseende eller en situation så præcist, at jeg omgående dannede indre billeder. Fx er der en gammel mands hud, som hænger på ham som papiret på en julegave, pakket ind af en ung uøvet juleassistance. Noget i den stil. Simpelthen genialt. Hele bogen er spækket af den slags sætninger. Jeg er kæmpe fan af sådanne billedlige beskrivelser. Humor i det alvorlige. Stilen gav mig en lille bitte snert af Anders Matthesen og hans måde at billedliggøre de ting han siger.

Selve handlingen er god og virkelig godt skrevet. Terror og banderelateret kriminalitet, spiller en stor rolle. Jeg er nok ikke den helt rigtige til at synes det emne er rigtig fedt i en krimi. Misforstå mig ikke, for jeg synes bestemt at terror er skræmmende. Angsten for det, har ødelagt flere gode oplevelser for mig. Men jeg bliver bange på en anden måde, end jeg gør når jeg læser en væmmeligt uhyggelig bog. Jeg er en sucker for en rigtig god serial killer thriller, og ikke så meget for terror, bandekriminalitet og politik. Alle tre dele, er der for meget af i Vinterland for mig. Samtidig, så blev det hele lidt for langsommeligt. På et tidspunkt faldt jeg i søvn i bilen og sov ca. 20 minutter imens bogen stadig afspillede. Da jeg vågnede, kunne jeg uden problemer fortsat følge med. Jeg mener godt at historien kunne have været kortere, uden at det havde gjort noget. 

Nu kom det hele til at lyde lidt fladt. Det er ikke hensigten, for det er langtfra tilfældet. Det er en god og velskrevet historie. Bestemt meget læseværdig. Jeg vakler lidt mellem 4 og 5 perler, for jeg var faktisk ret godt underholdt hele vejen. Samtidig synes jeg virkelig godt om personerne og fremhæves skal selvfølgelig den førnævnte humor, men også den ufatteligt flotte og særdeles virkelighedstro beskrivelse af den demente far. Min kæreste mistede sin far sidste sommer. Han var dement og hans sidste tid mindede utrolig meget om den beskrevet her i bogen. Det ramte mig lige i hjertet. Jeg synes måske bare selve handlingen var en lille smule for langsommelig, så jeg kom til at kede mig lidt ind imellem.

Fire krimiperler ender Vinterland på og så lige en pil op, får den. Jeg glæder mig til næste bog i serien, som jeg ved de to, er godt i gang med at skrive. 

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Offer 2117

Efter en lang venteperiode, er Jussi Adler-Olsen igen på banen, med bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Allerede inden bog 7, som havde Rose i fokus, vidste vi at denne bog 8, skulle handle om Assad. At vi nu endelig langt om længe, var nået til afsløringen af dennes dybe hemmeligheder.

Jussi er en fremragende fortæller. Bogen er så velskrevet, og indeholder en dyb og tragisk historie, om en ung Assad, som bliver udsat for det værst tænkelige. En historie så rørende og gribende, at jeg var på grådens rand da jeg nåede slutningen af bogen. Samtidig forstår han at krydre med en pæn sjat humor, så stemningen løftes fra det alt for dystre til de lysere luftlag.

Bogen starter på en strand i Spanien, hvor en journalist, kommer helt tæt på en gruppe bådflygtninge der sejler i land. Flere er omkommet undervejs og den ene af dem er en ældre kvinde. Kvinden er Offer nummer 2117. Journalisten Joan, (som trods navnet, i øvrigt er en mand), knipser et par billeder, som må siges at vælte hele rækken af Domino-brikker. Og så er Assads historie i gang. En ung dansk fyr, ser også billedet og bliver grebet af en blanding af raseri og hævntørst. Hele bogen er bygget op, så vi følger alle hovedpersonerne på skift. Det fungerer virkelig fint, med undtagelse af enkelte personer, hvis synsvinkler, jeg godt mener kunne være udeladt. I stedet for at bidrage til spændingen, så synes jeg det medvirker til at gøre historien lidt langsommelig. Jeg mistede koncentrationen og endte med at lynskimme siderne i pågældende kapitler. Den unge hævntørstige dansker, er egentlig den jeg synes er mest interessant at følge. Jeg ærgrer mig over at han ikke får mere plads, for det er her, vi får lov at snuse til vanvid når den er værst. Det er her der for alvor ruller hoveder. Det føles dog lidt forkert at skrive, når der samtidig er ubeskriveligt vanvid og ondskab i Assads historie, men det ene er terror, hvilket altid er dødsens uhyggeligt, og det andet er mysterie, opklaring og gys, på bedste krimimanér. Lidtsvært at forklare - jeg håber I forstår hvad jeg mener. 

Assads liv og skæbne, er beskrevet virkelig godt og meget gribende. Og det er nok en historie vi alle sammen har ventet på. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om, at den er kommet til at fylde så meget. Den er jo på sin vis en hel bog i sig selv, hvilket samtidig betyder, at det ikke er en bog der kan stå alene. Det vil kræve, at man har læst minimum én og helst flere af de foregående, for at man får det fulde udbytte. På den anden side, så vil jeg til enhver tid, anbefale at man læser en serie i rækkefølge, så med dét udgangspunkt er det skide ligegyldigt. Jeg har en lille smule svært ved at kende Assad i den her bog, men det er nok meningen, vil jeg tro. Under alle omstændigheder, så er jeg temmelig spændt på hvordan det kommer til at gå i de næste bøger. 

Jeg oplever at der er taget en lille smule fat i noget med ignorance og forudindtagelse. Den unge mand, kalder på den ene side på opmærksomhed og nærvær og samtidig er han selv ignorant og selvcentreret. Politiet har ligeledes svært ved at finde de rigtige spor, fordi de forblændet af normer. Vi ser verden fra vores egen vinkel og vi har svært ved at se andres vinkel eller andres behov. Måske det er en slags morale i bogen, eller måske tillægger jeg den noget der ikke var tanken. Under alle omstændigheder, kommer jeg til at tænke på ord, der har fulgt mig i efterhånden rigtig mange år. ”There is no truth – only perception” eller oversat til dansk … ”der findes ingen sandhed – kun synsvinkler.” 

Så altså … en fremragende velskrevet bog, fyldt med grusomhed, ondskab, kærlighed og hjertegribende sorg og frygtelige skæbner. En bog som indeholder masser af uhygge, men ikke på dén måde jeg gerne vil have uhygge. En bog som til tider blev en anelse langsommelig, men som samtidig fik mig til at smile fordi den er fuld af en tør humor, som ligesom bare sniger sig ind over det hele. Jussi skriver, så jeg bliver glad i kroppen – selv når det er hjerteskærende trist, er det på samme tid lyst og humoristisk.

4 krimiperler får den, fordi jeg nok trods alt ønsker mig mindre terror, mere gys.

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Frit fald

Æj hvor har jeg glædet mig til næste del i serien om Rina. Hun er læge om dagen og klatrer de højeste bygninger i Århus by om natten, som street artist under dæknavnet "Private Eye".

Frit fald, starter kun få uger efter ”Jeg finder dig altid” sluttede. Rina kan ikke slippe historien om Henrik som blev sparket ned fra taget af Prismet. Hun stoler stadig ikke rigtig på politiet, selvom hendes følelser for efterforsker Helge Stanek, er begyndt at spire en ganske lille smule. Rina begynder stille og roligt sin egen lille efterforskning, men det viser sig hurtigt, at man nemt kommer til at træde bistre mennesker over tæerne, så det varer ikke længe, før hun igen er jaget. Rinas ansigtsblindhed gør det noget nær umuligt for hende, at finde ud af hvem det er der vil hende til livs.

Der kører flere forskellige sager på samme tid. Stanek bliver taget af sagen om Henrik, da hans chef mener han er inhabil grundet Staneks spirende følelser for Rina. I stedet bliver han sat på en sag om en mand, der er forsvundet fra sit sommerhus. I første omgang ser det ud som et selvmord, men vi kloge krimilæsere lugter jo lynhurtigt lunten. Ganske rigtigt, sagerne hænger sammen, og da trådene langt om længe bliver filtret ud og hele sagen ligger klart og tydeligt bredt ud, så er det en ganske modbydelig historie.

Elsebeth Egholm er sådan en forfatter, som har et temmelig højt grundniveau. Jeg forventer mig altid en hel masse af hendes bøger og indtil videre er mine forventninger blevet indfriet hver eneste gang. Det gælder også denne gang. Som nævnt ovenfor, så er der så småt ved at opstå en gensidig tiltrækning mellem Stanek og Rina. Det beskrives så fint og klart, at jeg næsten sad og følte, at det var mig der var lidt smålun på Stanek. Alligevel så formår forfatteren at holde kærlighedshistorien ude af fortællingen, så det bliver sagen og kun sagen der fylder. Det sætter jeg pris på, selvom jeg også håber at Helge og Katarina får hinanden på et tidspunkt. Lidt sucker for lååååve er man vel altid, selvom jeg ikke synes det bør fylde (ret meget) i en krimi. Dele af "Frit fald" foregår i min barndoms baghave. Ret sjovt at læse, synes jeg. 

Bogen har et jævnt halvhøjt tempo med drama fra start til slut, men den bliver ikke neglebidende uhyggelig på noget tidspunkt. 

Bogen er Frit fald, men Egholm er på toppen.

5 flotte krimiperler

Anmeldelse: Julie Hastrup - Blodspor

Det her er en anmeldelse, som er svær at skrive. Bogen og dens historie, er fuldstændig fremragende. Intet mindre. Det som gør anmeldelsen svær at skrive, er at selve plottet og bogens indhold, på ingen måde bør spoiles. Jeg var nået et godt stykke ind i bogen, før det begyndte at gå op for mig, hvad den egentlige handling gik ud på. Den overraskelse synes jeg også andre læsere skal have lov at få.

Bogen starter med fundet af en dræbt familien Friis. De sidder alle bundet til deres stole rundt om spisebordet. Ilde tilredt er de, og hvor jeg til tider har ment, at Julie Hastrup var for ”pæn” i sine krimier, så er der her skruet godt op for detaljen, så jeg nåede at få den dér følelse af gru. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vild med det lidt mere brutale og billedligt ulækre i krimier. Måske netop fordi det ryster mig og fordi det giver en krimi lidt mere kant, når det hele ikke bare er så pænt og ordentligt.

Resten af bogen holder sig uden mere ækelhed, men til gengæld er der knald på spændingen og endnu mere på følelserne, hele vejen igennem. Vi følger en masse forskellige tråde, som til at begynde med, virker uden betydning for det drab der skal opklares. Man kan selvfølgelig regne ud at der er en sammenhæng, men der er ingen rød tråd der indikerer hvad den sammenhæng kunne være. Jeg brød virkelig min hjerne med at nå frem til hemmeligheden og stille og roligt begyndte mistanken at spire for til sidst at være helt tydelig. På daværende tidspunkt havde jeg godt luret morderen, men tvivlen nagende alligevel til sidste side og der kom da også en overraskelse ind fra sidelinjen.

Blodspor er en bog der er så tankevækkende, at jeg her dagen efter jeg er færdig med den, stadig spekulerer over den. Jeg var endda nødt til at drøfte nogen etiske ting i den, med en veninde, som ikke læser krimi, så jeg kunne godt afsløre alt for hende. Det føltes næsten som om det var en historie fra den virkelige verden jeg fortalte hende, hvilket det på sin vis også er. Bogens hovedtema er hentet efter inspiration fra virkelige begivenheder. De fleste af personerne, er særdeles godt beskrevet og flere passager giver decideret ondt i maven at læse om. Samtlige 445 sider vender sig selv og det er en af den slags bøger man ikke vil hjem fra. Eller noget i den stil 😊 Hermed et nyt begreb opfundet - en Spies-krimi 😂

Blodspor er 7. del i serien om politiefterforsker Rebekka Holm. Jeg tror faktisk, at jeg synes det er den bedste i serien indtil videre. I de tidligere bøger i serien, har jeg anklaget Rebekka for at være for naiv og teenageagtig i sine tankemønstre - specielt omkring hendes parforhold. I denne bog, synes jeg hun er modnet en hel del. Jeg synes det klæder hende og jeg synes endnu bedre om hende end jeg plejer.

Jeg er virkelig virkelig vild med denne bog. Den er formidabel på den tankevækkende måde. Jeg drøner 6 store krimiperler lige ned i blodsporet.

Anmeldelse: Øbro & Tornbjerg - De ustraffede

Jeg synes på den ene side, at det er et virkelig alvorligt og vigtigt emne Øbro og Tornbjerg har taget op i denne bog. Det handler om voldtægt … og selvtægt. Om hvor mange kvinder i både Danmark og resten af verden, som bliver voldtaget, anmelder det og enten ikke bliver taget seriøst eller hvor voldtægtsmanden går fri på baggrund af manglende beviser. Disse kvinders liv, er selvklart ødelagt herefter.

På den anden side - set fra et krimilæserperspektiv - så må jeg indrømme, at jeg kom til at kede mig en smule. Der er ingen overraskelser i bogen. Som i overhovedet ingen. Selvfølgelig er der dele, som vi finder ud af hen ad vejen, ligesom vi ikke ved præcis hvem morderen er. Men vi kan regne ud hvem det er, og der er som sådan, ikke brug for et navn. Det ligger ligesom i kortene hele vejen igennem bogen, hvordan tingene hænger sammen. Vi får det hele serveret, og der efterlades ikke meget til trangen til, at bruge hjernen og gætte med.

En mand findes hængende i et træ. I første omgang formodes det at være selvmord, men den dygtige retsmediciner Anne Mi, finder tegn på, at manden er udsat for mord. Snart finder de ud af, at der har været en del selvmordere i Danmarks skove. Rigtig mange mænd og alle med en ting til fælles. De har været anmeldt for voldtægt, men er forblevet ustraffede. Katrine Wraa og hendes kollegaer Naja og Oscar, begynder at efterforske de mange mystiske selvmord og efterhånden som de arbejder, tegner der sig et billede med uoverskuelige konsekvenser.

Som sagt, et dybt alvorligt og meget vigtigt emne der tages fat i her. Bogens persongalleri, indeholder også en voldtægtsekspert, og jeg synes at de diskussioner der er imellem hende og den mere hårdkogte betjent, Naja, formår at vende tingene, så vi ser dem fra flere sider. Jeg tog mig selv i at blive lidt forvirret, fordi jeg godt kunne se det fra begge kvinders synsvinkler. Jeg synes det er en fin detalje, at vi får kvindernes følelser og handlemønstre beskrevet så direkte, fordi vores hovedperson må døje med en stalker. Det sætter tingene i et endnu tydeligere lys. Her kan man så mene, at det er lidt for tilfældigt. Det er det også i mine øjne, men jeg synes alligevel det fungerer. 

For mig bliver bogen lidt for meget teori og lidt for lidt krimi. Det bliver for seriøst det hele og der mangler noget god gedigen spænding og uhygge. Til gengæld, kan jeg rigtig godt lide både Katrine, Oscar og Naja. 

3 krimiperler til De ustraffede.

Anmeldelse: Søren Sveistrup - Kastanjemanden

Søren Sveistrup … er det ikke ham dér med hende dér med sweateren?? Jo det er så. Søren Sveistrup er manden bag tv-serien ”Forbrydelsen”, som rigtig mange nok har set. Bogen havde fået en virkelig cool og stærk promovering inden udgivelsen, så jeg kan godt indrømme, at mine forventninger var høje. Jeg har læst et interview med forfatteren, som sagde, at han egentlig gerne ville have skrevet bogen under pseudonym, for netop at undgå det store pres og de høje forventninger som ligger i navnet og de tidligere populære tv-serier. Jeg tror dog på, at det var det rette at gøre, at udgive under eget navn. Specielt fordi alle forventninger blev mere end indfriet for mig, men også fordi det gav et ekstra spændingselement til læsningen. Den der fornemmelse af, at vi bliver snydt og først fatter det til sidst, fulgte med mig hele vejen igennem bogen.

En ung mor bliver fundet myrdet på en legeplads nær sit hjem. Hendes ene hånd er savet af. Over hendes hoved hænger en kastanjemand, som i første omgang ikke får meget opmærksomhed fra efterforskerne. I det øjeblik der findes spor fra en tidligere sag om en forsvundet pige, går det op for politiet, at kastanjemanden er vigtig og samtidig et symbol på morderens hensigter med den myrdede kvinde og de efterfølgende mord. Mere får I ikke løftet sløret for i denne omgang.

Hovedpersonerne, Naia Thulin og Mark Hess er fuldstændig fremragende. Et par personligheder som i første omgang virker malplacerede sammen, men som vi hurtigt fornemmer, er mere eller mindre på samme bølgelængde. De er begge forholdsvis kølige og yderst skarpe i hjernen, hvilket giver en slagkraftig cocktail. Bogen ender ikke helt som jeg havde håbet i forhold til de to og deres fremtid sammen på flere måder, men jeg krydser mine små fedtede Anna og Lotte-fingre fra nu af og til den dag det forlyder, at der er en 2’er på vej. Der SKAL simpelthen bare komme en bog mere i den her serie.

Når man læser Kastanjemanden, så fornemmer man tydeligt på sproget, at vi har at gøre med en forfatter, som er vant til at beskrive i billeder. Det føles næsten som at se en film. Der er et eller andet med sproget som gør den her bog til en anderledes læseoplevelse. Da jeg havde læst første kapitel, tænkte jeg ”oh no, den bliver stram at komme igennem”. Det var som om det var skrevet lidt som en skolestil. Men så skete der et eller andet – måske glemte jeg bare at det var anderledes og måske var det bare fordi det er med til at gøre Kastanjemanden unik i forhold til andre bøger jeg har læst. Det er som om at nutid og datid bliver brugt som det lige passer. Jeg kunne ikke gennemskue en lige linje i det, men det fungerer og er med til at give ekstra dybde til karaktererne.

Jeg startede med at anmelde bøger, fordi jeg er typen der står i boghandleren og får lyst til at fortælle andre kunder i krimiafdelingen, om hvor fantastisk den ene eller den anden bog er. Kastanjemanden er sådan en bog, som jeg får lyst til at holde op foran alle krimielskere og sige ”læs dén her - sommerferiebogen is in da house”. Fornemmer man, at jeg synes den er fuldstændig fremragende? Hr. Sveistrup havde ikke behøvet bekymre sig om hvor vidt han var i stand til at skrive en krimi. Jeg synes bare han skal skynde sig at skrive en mere!

6 X S – Seriøst Stærk Start, Søren Sveistrup Styrer!

6 X Frk. Tines krimiperler

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kold angst

Kold angst, er 2. del i serien om journalisten Matthew og hans grønlandske veninde Tupaarnaq. Jeg har glædet mig til den, for jeg kunne virkelig godt lide første del, ”Pigen uden hud”.

Også denne, er en bog med masser ar stemning. Dyster stemning hovedsageligt. Det er som om alt det grumme ligger og lurer under overfladen og vi får lov at løfte sløret for noget langt større. Vi runder endnu engang det seksuelle misbrug der finder sted mod de grønlandske børn og der afsløres hvor magtpåliggende det er for nogen, at Grønland bliver et selvstændigt land. At bl.a. kineserne forsøger at trænge sig ind i Grønland og hvor stor en indsats andre gør, for at undgå netop dette. Virkelig spændende læsning.

I Kold angst, er der mere decideret krimi end der var i forgængeren. Vi følger en gruppe amerikanere på Thulebasen tilbage i 1990. De er i gang med et forsøg. Et forsøg på mennesker, hvor udfaldet kan have fatale konsekvenser for de medvirkende. Samtidig et virkelig spændende eksperiment, som også satte tanker i gang hos mig. Sideløbende er vi tilbage i nutiden, hvor journalisten Matthew, modtager et brev fra sin far. En far som har været død og begravet i flere år. Da Matthews nyfundne søster forsvinder, starter jagten … men på hvem?

Jeg var godt underholdt hele vejen igennem bogen. Den er yderst spændende og særdeles velskrevet. Den er interessant, tankevækkende og meget relevant. Den er grum på en måde, som sender følelser direkte i maven. Matthew kan man ikke andet end holde af!

Den forrige bog, kaldte jeg autentisk. Det vil jeg også mene at denne er, selvom den er krydret med mere egentlig krimi end sin forgænger. Jeg lander den på 4 stivfrosne krimiperler, fordi den trods alt – efter min smag - mangler noget gys og uhygge på udspekuleret morder-måden.

Skulle du have lyst til at følge med på andre medier, kan du gøre det H E R og H E R 

Mads Nordbo, besøgte Krimifan på årets Krimimesse i Horsens. En yderst sød og behagelig mand! 

Anmeldelse: Troels M. Palshof - Sommerfugleklanen

Det her er en af de bøger, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for ikke at afsløre noget i anmeldelsen, som I selv skal finde frem til når I læser bogen.

Til at begynde med, følger vi Tristan og Clara, som arbejder for CIA i New York. Tristan og hans makker bliver ringet ud til en butik, men uden helt at vide hvorfor og hvad de skal holde øje med. Inden de får set sig om, er butikken eksploderet og de finder et kvindelig samt en del andre mærkværdige ting, som til at begynde med, ikke giver mening for dem.

Deres chef, som plejer at være yderst kold, skifter pludselig karakter og indvier dem bid for bid, i en hemmelig sag. En sag som for alt i verden skal holdes hemmelig for alle i verden, lige med undtagelse af en lige så hemmelig klan. Bogen starter hæsblæsende ud, med masser af fart på og med masser af spænding og moderne teknologi. Så tager den en voldsom drejning og går fra action til … ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det – måske nærmest som filosofisk og en smule over i det religiøse. Og så virker ordet religiøs alligevel forkert. Højtidelig, er måske et mere dækkende ord. Hvis nogen har læst Simon Toynes Ruin-trilogi, så ved I måske hvilken stemning jeg forsøger at beskrive. 

Jeg ved simpelthen ikke rigtigt hvordan jeg skal vinkle den her, for den første del, som er vanvittigt spændende, fangede mig fra side 1. Jeg kan egentlig også godt lide den måde anden halvdel af bogen (det synes jeg godt man må kalde det), er skrevet, men jeg må altså indrømme at det forvirrede mig. Jeg troede at jeg læste en spændingsroman og pludselig var vi mere ovre i livsfilosofi. Bevares, jeg fik tankerne på gled, lovede mig selv at være mere nærværende i mit liv og med mine nærmeste og hvad ved jeg, men jeg blev ved at vente på, at actiondelen kom tilbage. Det gjorde den bare ikke sådan rigtigt. Det var som om det var to forskellige bøger i én. Som om personerne skiftede karakter, hvilket de på sin vis også gjorde. På den ene side er jeg betaget af sidste del, men på den anden side synes jeg det var meget underligt sådan lige midt i en krimi.

Uanset hvor forvirret jeg måtte være, så synes jeg det er en interessant og meget velskrevet historie. Der er ingen tvivl om, at jeg skal læse med når næste del kommer, for jeg er ikke færdig med hverken personer eller historien. Jeg håber dog på mere action og teknologi, men tilsat mindre dele livsfilosofi i næste bog.

Jeg hiver lige et Nik og Jay-citat frem, som jeg kom til at tænke på undervejs:

”Lad vær at tælle hver time, men sørg for, at hver time tæller ... ” 😊

Jeg vipper imellem 3 og 4 perler, men jeg synes egentlig bogen er så tilpas anderledes og interessant, at den lander på 4 Krimifilosofiperler fra mig til Troels M.P. 

Til info kan jeg nævne, at en ungdomsudgave af bogen er undervejs. Mine to ældste piger har været testlæsere, og er begge begejstrede, så har du børn i alderen 10-15 år, så hold øje med ”Larverne – pavens yndling”

Klik her hvis du vil følge med på Instagram og Facebook

Adventskonkurrence på Facebook

Julen nærmer sig, så derfor har jeg lavet en lille adventskonkurrence til jer. For at deltage, skal du over på Facebook. 

Bogen der kan vindes, er Kludedukken, som du kan læse min anmeldelse af lige H E R

Anmeldelse: Daniel Cole - Kludedukken

Altså, bare titel og omslag gør alene, at denne bog giver en fornemmelse af uhygge der kryber under huden. Når man så læser bagpå – hvilket jeg så faktisk ikke gjorde, fordi det undgår jeg helst – så stiger forventningerne lige et ekstra lille nøk.

Vores hovedperson er kriminalassistent William Fawkes, som dog går under navnet Wolf. Han bliver kaldt ud til en opgave, som viser sig, at være i lejligheden lige overfor hans egen. Et lig dingler fra loftet og viser sig hurtigt, at være en form for dukke, syet sammen af kropsdele fra 6 forskellige mennesker. Wolf genkender hovedet og holdet skal nu finde ud af hvem de øvrige 5 ligdele tilhører. Midt i balladen, sender morderen en liste med yderligere 6 personer, sammen med tidspunkterne for hvornår de skal dø. Så tikker minutterne ellers derud af og der er ikke sparet på hverken opfindsomme mordmetoder, malende beskrivelser eller overraskelser undervejs.

Jeg er ekstremt begejstret for den her bog. Den har den der lille snert af humor som jeg elsker og er i det hele taget virkelig vellykket rent sprogligt. Jeg valgte at høre den som lydbog, så den kunne være min tidsfordriv i bilen, på vej til BogForum og hjem igen. Den blev SÅ meget mere end dét, for jeg kunne slet ikke vente med at høre den, til jeg skulle køre hjem igen. Alt den tid jeg opholdt mig på mit hotel, kørte den også. Jeg havde lyst til at høre den hele tiden og lå vågen til langt ud på natten, selvom den også gjorde, at jeg næsten ikke turde sove alene. I øvrigt også en ret fremragende oplæser, hvis du skulle få lyst til at høre den som lydbog.

William Fawkes er en stærk hovedperson og endnu mere i samspillet med kollegaen Emily Baxter. Bestemt to personer, som jeg vil glæde mig til at følge. Jeg har læst mig til, at Daniel Cole er i gang med at skrive en toer. Tak for det. Så håber jeg ikke der går for lang tid, før vi får den på dansk.

5 krimiperler får den af mig.

Frk Tines krimitanker, kan du også finde både på Facebook og Instagram