Viser opslag med etiketten Perler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Perler. Vis alle opslag

fredag den 26. juni 2020

Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil




Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.



Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK 


lørdag den 21. december 2019

Anmeldelse: Riley Sager - Lock every door



For et stykke tid siden, købte jeg en stak engelske bøger, som endnu ikke er udgivet på dansk, men som jeg rigtig gerne ville læse. Først nu har jeg fundet tid til at læse dem. Én af dem var ”Lock every door” af Riley Sager. Jeg ved at forlaget Turbine har udgivet mindst én af hans bøger, nemlig ”Final girls”. Den har jeg aldrig fået læst, men det skal jeg helt sikkert efter at have læst denne.

På en eller anden måde, så lugter den lidt af domestic noir og så alligevel slet ikke.

Jules er forældreløs og hendes søster forsvandt sporløst da Jules var 15 år. Hun er derfor helt alene i verden, med undtagelse af sin gode veninde, Chloe. Jules bliver fyret fra sit job samme dag som hun slår op med sin kæreste og dermed mister sit hjem. Hun finder en annonce hvor man bliver tilbudt penge for at bo i en lejlighed i 3 måneder som apartmentsitter. En del penge faktisk. Lejligheden ligger tilmed i en af New Yorks mest ikoniske og fashionable bygninger – The Bartholomew. Udsigten fra lejligheden er ud over Central Park. Det er næsten for godt til at være sandt, men Jules er alt for betaget af stedet til at sige nej og desuden har hun ikke andre muligheder. Der bor mange berømtheder i Bartholomew og derfor er der også en lang række ekstremt strikse regler som skal overholdes. Lidt for sent, går det op for Jules at alt ikke er fryd og gammen i hendes nye bolig.

Jeg har læst en del omtaler af Lock every door på Instagram. Langt de fleste roser den til skyerne, så derfor blev jeg nysgerrig. Samtidig var jeg opmærksom på, at det let giver skuffelser når en bog er så hypet som denne er. Men omtalerne holdt ord og jeg indrømmer blankt at jeg var fuldstændig opslugt hele vejen fra start til slut. Jeg står også gerne ved, at den måske ikke er 100% realistisk, men det gør ikke noget. Den er spændende hele vejen - til tider ligefrem både hæsblæsende og uhyggelig samt fyldt med overraskelser, selvom den nok hovedsageligt er, hvad man kan kalde en slow pace-bog. Bedst af alt, synes jeg plottet er virkelig godt tænkt og her er det nok faktisk ikke helt urealistisk, selvom jeg virkelig håber det er tilfældet. Jeg kunne ikke gennemskue det, før det blev serveret for mig.

Bogen er fortalt i jeg-form af Jules. Den er delt op i to, så vi skiftevis følger Jules nu og samtidig tæller vi ned fra 6 dage før indtil de to dele bliver til én. På den måde kommer vi rigtig godt ind i hovedet på Jules og får en fin fornemmelse af hvem hun er. Samtidig er det med til at øge spændingen, fordi det er umuligt at forestille sig, hvad der kan nå at være sket på de forholdsvis få dage vi er med inden.  

En virkelig fed bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Umiddelbart tror jeg, at man er nødt til at læse den på engelsk, men hvem ved, måske den er på vej på dansk?



fredag den 15. november 2019

Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet




Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.
I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊









mandag den 20. november 2017

Anmeldelse: Mats Strandberg - Hjemmet


Hjemmet er bog nr. 2 fra svenske Mats Strandberg. Første bog hed Færgen og begge bøger er præget af et overnaturligt element. Hvor den første handlede om vampyrer, har denne djævelen som omdrejningspunkt. Eller måske er det noget andet tilsvarende ondt - det finder vi ikke helt ud af. 

Vi følger flere forskellige personer undervejs, men vores hovedpersoner er Joel og Nina. Joel er vendt tilbage til den lille by, fordi hans mor er blevet dement. Han har passet hende et stykke tid, men nu har hun fået plads på demenshjemmet "Fyrreskyggen". På Fyrreskyggen arbejder Nina. Joel og Nina har en fortid sammen, som bedste venner, men det sluttede brat og på en uhensigtsmæssig måde. Snart begynder underlige ting at ske på Fyrreskyggen. De demente ældre bliver bange og utrygge og begynder at se ting, som ikke umiddelbart er synlige for andre. Efterhånden som hændelserne eskalerer, finder Nina og Joel ud af, at de er nødt til at stå sammen. 

Hjemmet har en uhyggelig forside, synes jeg. Jeg synes også at scenen ligesom er sat, for en uhyggelig historie. Desværre synes jeg simpelthen ikke der skete nok. Den krybende uhygge, som jeg havde sat mine forventninger op efter, udeblev desværre helt for mig. Jeg kan godt være med til det overnaturlige til en vis grænse, men når det kommer til djævlebesættelse og lignende, så står jeg altså åbenbart af. For mig blev bogen langsommelig og kedelig og jeg kunne simpelthen ikke svinge mig op til at finde noget som helst uhyggeligt eller spændende ved den. Til gengæld synes jeg de demente ældre er skildret virkelig fint og respektfuldt. Jeg har selv Alzheimers demens inde på livet, da min svigerfar er ramt af det. Bogen gav indblik i sygdommen og hvad vi kan forvente med tiden. På den måde blev jeg rørt af fortællingen. 

Bogen er betegnet som en hjertegribende gyser. Hjertegribende er jeg meget enig i. Gyser ... not so much. 

2 perler må den desværre nøjes med. 




Frk Tines Krimitanker er både på Facebook og Instagram. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at følge med der også! 

søndag den 18. juni 2017

Anmeldelse: Katrine Engberg - Blodmåne


Dette er Katrine Engbergs 2. bog i serien om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner, men det er mit første møde med dem begge. Jeg synes med det samme godt om specielt Jeppe. Vi har et fællestræk, som jeg ikke er stødt på ret mange andre, der har. En endnu ret ukendt gren af Tourettespectret, som kaldes tanketics. Melodier, dele af en sang, et navn eller et ord, som kører inde i hovedet, bag de andre tanker. Hos Jeppe Kørner, er det vist hovedsageligt sange. 😊🎵

Liget af en kendt modemand dukker op i sneen. I første omgang, forveksles han med en hjemløs, men det står snart klart, at der er tale om mord, begået på grusom og særdeles udspekuleret vis. Jeppes gode ven, Johannes, er på en eller anden måde indblandet i sagen. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, men jeg vil godt afsløre, at programmet Mads & Monopolet, spiller en pænt stor rolle i sagen 😋

Bogen er nutidig og skrevet i et nutidigt sprog. Flere gange kom jeg til at smile og fik i øvrigt udvidet mit ordforråd, med det flatterende ord ”tørkneppe”… jow jow.

Blodmåne er en tankevækkende bog. Venskaber fylder en del, men temaet hævn og savn optager endnu mere. Der er flere af hovedpersonerne, som savner både mødre og fædre, på trods af et svigt, som har sat spor ind i voksenlivet. Det gør bogen levende og giver hurtigt en følelse af, at kende dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide uhyggelige krimier. De skal ryste mig og det skal helst risle koldt ned ad ryggen. Det fik jeg ikke rigtigt her. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere detaljer omkring mordene, evt. være kommet lidt tættere på offeret i de sidste minutter. Plottet er godt og ikke sådan lige at regne ud. Jeg gættede og gættede, for der var masser af mulige gerningsmænd. Den del var lige i øjet.
Af forskellige årsager vippede jeg lidt mellem 3 og 4 krimiperler, men jeg synes dog at den overordnet set fortjener de 4. Jeg var underholdt hele vejen igennem og havde svært ved, at lægge bogen fra mig. Sproget flyder og det er en af den slags bøger, som på en eller anden uforklarlig måde, gør mig lidt glad.


I fredags, var jeg så heldig, at være inviteret til udgivelsesreception for Katrine Engberg. Det foregik i Botanisk have på Observatoriehøjen. Det var en god og sjov oplevelse, og en del af handlingen i Blodmåne foregår netop der. Katrine fortalte os, at hun har fundet et suverænt godt mordvåben til bog 3. Hun mente også, at den ville blive mere uhyggelig. Jeg har svært ved at vente på den 😊







VIL DU VÆRE MED OVRE PÅ FACEBOOK??? 







søndag den 10. juli 2016

Anmeldelse: Julia Heaberlin - Kvinden i graven


Psykologisk thriller, står der i forlagets beskrivelse af Kvinden i graven. Jeg har ikke helt styr på definitionen af en thriller, men i min optik, er det noget uhyggeligt og det er denne bog ikke. Det psykologiske spil er til gengæld i topform hele vejen.

Bogen er bygget op med en enkelt fortæller, som dog fortæller sideløbende i både nutid og tilbage i 1995. Fortælleren er bogens hovedperson Tessa/Tessie. Når vi er tilbage i 1995, følger vi hendes tanker under besøgene hos den psykiater, som hjælper hende igennem den svære tid efter hun som 16-årig, bliver fundet i en grav. Her har hun ligget begravet sammen med en død pige og knoglerne af yderligere to piger. Omkring graven, havde morderen plantet sortøjede blomster, hvorfor pigerne hurtigt får tilnavnet ”De sortøjede piger”.

Da vi møder Tessa i nutiden, finder hun de selvsamme sortøjede blomster, plantet under sit soveværelsesvindue. Igennem de sidste 17 år, har hun jævnligt fundet disse blomster plantet på sin grund. Det har selvfølgelig fået Tessa til at tvivle på, om den mand der nu sidder på dødsgangen for mordene, er den rigtige morder. Hun har derfor sagt ja, til at samarbejde med en advokat, som er overbevist om mandens uskyld.

Jeg vil sige, at jeg var godt underholdt igennem hele bogen. Den der følelse af, at om lidt sker der et eller andet og hvem kan man egentlig stole på, var vedvarende. Jeg blev mere og mere nysgerrig på, hvem der egentlig var morderen. I og med, at bogen mere eller mindre, er bygget op på hovedpersonens tanker og fortællinger, er der selvsagt ikke noget opklaringsarbejde. Vi følger dog til dels med i de opdagelser retsmedicinerne gør og det er medvirkende til, at holde spændingen og nysgerrigheden kørende. Jeg er ikke stor fan af kærlighedshistorier i krimi, men i denne bog var det til tider det, der optog mig mest. Måske fordi uhyggen udeblev og det ikke føltes som en rigtig krimi. Vi får dog vores opklaring af mordene og så endda med et fint twist.

Normalt læser jeg helst ikke bagsideteksten på en bog inden jeg går i gang. Jeg vil helst blive overrasket. Det gjorde jeg heller ikke med ”Kvinden i graven”, men da jeg læser den nu hvor jeg skal skrive anmeldelsen, spekulerer jeg på om den der har skrevet bagsiden, mon overhovedet har læst bogen. Den indeholder i hvert fald et par ting som ikke er korrekte, ligesom det også virker som om det er gået lidt hurtigt med korrekturen i bogen. Det er ærgerligt.

Når jeg kun lander den på 3 perler, skyldes det, at bogens fortælling ikke efterlod mig med noget særligt. Ikke noget der var tankevækkende nok, til lige at skulle fordøjes efter endt læsning. Det behøver der heller ikke altid at være, men der var generelt ikke rigtigt noget der rystede mig igennem læsningen, selvom Tessies oplevelser er grumme.



Vil du være med ovre på Facebook også? Klik H E R

søndag den 3. juli 2016

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Lærlingen



Endelig er der nyt fra Tess Gerritsen og denne gang, er det den længe ventede fortsættelse til Kirurgen. Ekstremt velskrevet krimi, så jeg har været spændt på, om Lærlingen kunne leve op til sin forgænger. Det vil jeg mene, at den godt kan, selvom gyserniveauet er lettere reduceret.

Jane Rizzoli er tilbage – det samme er Warren Hoyt, bedre kendt som Kirurgen. Vi møder ham første gang i fængslet, hvor han har siddet siden Rizzoli sendte ham derind, efter han nær havde slået hende ihjel. Vi følger hans tanker om at finde en ny samarbejdspartner til sine brutale mord – med andre ord, en lærling. Vi følger hans planlægning af flugt og jeg røber ikke noget uventet ved at afsløre, at det selvfølgelig lykkedes ham.

Jane Rizzoli, som jeg egentlig ikke brød mig særligt om, er bange og nedbrudt. Hun er stadig cool, sej og fandenivoldsk, imens hun forsøger at opretholde sin værdighed og sin stolthed. Ved nyheden om, at Hoyt er på fri fod, øges hendes frygt selvfølgelig betydeligt. Hvor forrige bog i serien var gennemsyret af uhygge, er frygt nok det, der præger stemningen i denne bog mest. Den er så levende beskrevet, at den nåede helt ud i kroppen på mig. Vi møder en blødere side af Jane Rizzoli – en side som faktisk klæder hende. Jeg tog mig selv i, at synes rigtig godt om hende.

Som nævnt tidligere, er der skruet ned for gyserniveauet og jeg blev ikke skræmt som i forgængeren. Til gengæld har den masser af udpenslede og blodige detaljer. Masser af creepy udspekulerede mord, som grænser til det kvalmende, men på den gode måde, hvis man kan sige det sådan.

Jeg er vild med den, jeg er bister over at den er slut og jeg glæder mig som et barn til fortsættelsen kommer. Det skulle den efter sigende gøre til efteråret.



Vil du også være med på Facebook?