Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Offer 2117

Efter en lang venteperiode, er Jussi Adler-Olsen igen på banen, med bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Allerede inden bog 7, som havde Rose i fokus, vidste vi at denne bog 8, skulle handle om Assad. At vi nu endelig langt om længe, var nået til afsløringen af dennes dybe hemmeligheder.

Jussi er en fremragende fortæller. Bogen er så velskrevet, og indeholder en dyb og tragisk historie, om en ung Assad, som bliver udsat for det værst tænkelige. En historie så rørende og gribende, at jeg var på grådens rand da jeg nåede slutningen af bogen. Samtidig forstår han at krydre med en pæn sjat humor, så stemningen løftes fra det alt for dystre til de lysere luftlag.

Bogen starter på en strand i Spanien, hvor en journalist, kommer helt tæt på en gruppe bådflygtninge der sejler i land. Flere er omkommet undervejs og den ene af dem er en ældre kvinde. Kvinden er Offer nummer 2117. Journalisten Joan, (som trods navnet, i øvrigt er en mand), knipser et par billeder, som må siges at vælte hele rækken af Domino-brikker. Og så er Assads historie i gang. En ung dansk fyr, ser også billedet og bliver grebet af en blanding af raseri og hævntørst. Hele bogen er bygget op, så vi følger alle hovedpersonerne på skift. Det fungerer virkelig fint, med undtagelse af enkelte personer, hvis synsvinkler, jeg godt mener kunne være udeladt. I stedet for at bidrage til spændingen, så synes jeg det medvirker til at gøre historien lidt langsommelig. Jeg mistede koncentrationen og endte med at lynskimme siderne i pågældende kapitler. Den unge hævntørstige dansker, er egentlig den jeg synes er mest interessant at følge. Jeg ærgrer mig over at han ikke får mere plads, for det er her, vi får lov at snuse til vanvid når den er værst. Det er her der for alvor ruller hoveder. Det føles dog lidt forkert at skrive, når der samtidig er ubeskriveligt vanvid og ondskab i Assads historie, men det ene er terror, hvilket altid er dødsens uhyggeligt, og det andet er mysterie, opklaring og gys, på bedste krimimanér. Lidtsvært at forklare - jeg håber I forstår hvad jeg mener. 

Assads liv og skæbne, er beskrevet virkelig godt og meget gribende. Og det er nok en historie vi alle sammen har ventet på. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om, at den er kommet til at fylde så meget. Den er jo på sin vis en hel bog i sig selv, hvilket samtidig betyder, at det ikke er en bog der kan stå alene. Det vil kræve, at man har læst minimum én og helst flere af de foregående, for at man får det fulde udbytte. På den anden side, så vil jeg til enhver tid, anbefale at man læser en serie i rækkefølge, så med dét udgangspunkt er det skide ligegyldigt. Jeg har en lille smule svært ved at kende Assad i den her bog, men det er nok meningen, vil jeg tro. Under alle omstændigheder, så er jeg temmelig spændt på hvordan det kommer til at gå i de næste bøger. 

Jeg oplever at der er taget en lille smule fat i noget med ignorance og forudindtagelse. Den unge mand, kalder på den ene side på opmærksomhed og nærvær og samtidig er han selv ignorant og selvcentreret. Politiet har ligeledes svært ved at finde de rigtige spor, fordi de forblændet af normer. Vi ser verden fra vores egen vinkel og vi har svært ved at se andres vinkel eller andres behov. Måske det er en slags morale i bogen, eller måske tillægger jeg den noget der ikke var tanken. Under alle omstændigheder, kommer jeg til at tænke på ord, der har fulgt mig i efterhånden rigtig mange år. ”There is no truth – only perception” eller oversat til dansk … ”der findes ingen sandhed – kun synsvinkler.” 

Så altså … en fremragende velskrevet bog, fyldt med grusomhed, ondskab, kærlighed og hjertegribende sorg og frygtelige skæbner. En bog som indeholder masser af uhygge, men ikke på dén måde jeg gerne vil have uhygge. En bog som til tider blev en anelse langsommelig, men som samtidig fik mig til at smile fordi den er fuld af en tør humor, som ligesom bare sniger sig ind over det hele. Jussi skriver, så jeg bliver glad i kroppen – selv når det er hjerteskærende trist, er det på samme tid lyst og humoristisk.

4 krimiperler får den, fordi jeg nok trods alt ønsker mig mindre terror, mere gys.

Kvinden i buret - The movie :)

Her til aften har jeg været i biografen og se forpremieren af Jussi Adler-Olsens "Kvinden i buret".
Nu hører jeg ikke til de dedikerede Jussi-fans, så jeg var spændt på hvad jeg ville synes om filmen. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville være åben overfor den og ikke på forhånd være negativt stemt. Jeg synes jo det startede lidt uheldigt ud, med en casting af Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck. Skal vi ha en mand, som ham der beskrives i bøgerne, så er vi nok nærmere ovre i Jussi selv. I hvert fald i de indre billeder jeg har. Men jeg var som sagt åben og faktisk viste Nikolaj sig, at være et rigtig godt valg. Jeg kan nemlig virkelig godt li Nikolaj Lie Kaas. Jeg kan ikke ret godt li Carl Mørck. Den Carl Mørck vi får af Nikolaj, er ikke den Carl Mørck vi får i bøgerne. Det er jeg ganske godt tilfreds med :) Vi må heller ikke glemme Assad - Carl Mørcks hjælper. Ham havde jeg ikke set før og jeg synes det var dejligt at vi fik et nyt ansigt i stjernerækken. Hans navn er Fares Fares og han spillede rollen fantastisk godt.

Og filmen var overraskende god. Faktisk næsten bedre end bogen fordi vi slap for langtrukne scener. Stemningen gennem hele filmen var uhyggelig og flere gange sad jeg med hænderne oppe for ansigtet, klar til at gemme øjnene. Til tider grænsede den osse til det kvalmende og det var lige før jeg lagde slikposen tilbage i tasken... men osse kun lige før ;) Da vi første gang ser den bortførte kvinde sidde i sit bur, løb der en isnende kulde ned ad ryggen på mig og jeg tænkte lige et kort øjeblik, om jeg mon kunne holde det her ud i 1½ time. Heldigvis blev det ikke ved på samme måde, men jeg holdt vejret mange gange i løbet af filmen.

Alt i alt en virkelig god film, som jeg vil anbefale jer at ta ind at se når den har premiere 3. oktober.