Viser opslag med etiketten Dennis Jürgensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dennis Jürgensen. Vis alle opslag

mandag den 2. april 2018

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Marcherende myrer



Roland Triel er tilbage. Det samme er hans plageånd, Inge Renee Janné, som Triel mistænker for drabet på sin kone og på ildspåsættelse i deres gamle hus på Myntevænget mm. Triel forsøger at køre sagen privat og i det skjulte, men det er ikke let, for Inge Reneé slår til og rammer Triel hvor det gør mest ondt.

Samtidig sker der et voldsomt mord i byens nye sommerfuglecenter. Jeg vil ikke afsløre hvordan det sker, men jeg kan afsløre at det involverer myrer. Det er gået op for mig, at jeg bedst kan lide de brutale mord, som er begået på en spektakulær måde. Når der er tænkt over en anderledes spændende mordmetode, som ikke ”bare” er et skud i brystet eller en snittet hals. Det må jeg sige, at der er her. Altså tænkt og researchet i noget usædvanligt.

Mordet i sommerfuglecenteret trækker tråde 32 år tilbage i tiden. Til en dansker i Spanien, som blev beskyldt for mord. Mord han naturligvis ikke har begået. Vi følger ham i tiden op til forbrydelsen og jeg vil mene, at det er denne historie der er den mest hjertegribende i denne bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en klump i halsen. Yderst rørende historie.

Noget jeg desværre ikke sad tilbage med, var forløsning over endelig at have fået afsluttet drabet på Myntevænget. Æv, for nu synes jeg den er ved at være trukket langt nok. På den anden side, får historien ikke længere så meget plads, så set fra dét perspektiv er det måske ok, at der er en historie der er gennemgående og som på en eller anden måde får mig til at føle, at det er én lang historie jeg læser.

Når det så er sagt, så synes jeg at forfatteren formår at fortælle to forskellige historier, som heldigvis ikke mødes i tilfældigheder på nogen måde. Det er lækkert synes jeg. På trods af, at bogen er lige så lang som de andre i serien, så kom jeg aldrig til at kede mig. Kapitlerne er korte og afsluttes som regel med spænding. Jeg synes Marcherende myrer er en af de bedste i serien indtil nu.

Én meget vigtig brik bliver lagt på plads til sidst, så nu glæder jeg mig til at læse om konsekvenserne af den. Jeg er kommet sent i gang med Marcherende myrer, så heldigvis, skal jeg ikke vente alt for længe på fortsættelsen.

Fire krimiperler fra mig til myreflokken 🐜🐜🐜🐜




Dennis Jürgensen besøgte selfievæggen hos Krimifan, under årets Krimimesse i Horsens. Han er nok cirka verdens roligste og rareste mand 😊

torsdag den 22. december 2016

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Hviskende lig


Hviskende lig, er 3. del i Dennis Jürgensens serie om Roland Triel. Denne gang, skal vi møde to brødre, hvoraf den ene er retarderet og starter ud med, at kvæle en ung ridepige, allerede i prologen. Så er vi ligesom i gang.

Samtidig bliver der fundet et lig i den nærliggende mose. Det er en ung kvinde og hun er ligeledes kvalt. Pigen har ligget i mosen i omkring 40 år. Måske lidt for påfaldende et tilfælde, men jep, der er selvfølgelig en sammenhæng mellem de to lig.

Alt imens Triel forsøger at opklare mordet på den unge pige, kører han stadig, i al hemmelighed, sin egen lille private efterforskning omkring mordet på sin kone. Denne gang, har han uventet hjælp, i form af journalisten Thor Brandt, som ellers har været ærkefjende nr. 1, gennem de forrige to bøger, Løbende tjener og Dansende røde bjørne. For mig, var det den sag, der var den mest interessante. Til det sidste var jeg sikker på, at nu fik vi endelig opklaret det mysterium og fundet frem til morderen. Jeg blev egentlig lidt ærgerlig, da jeg fandt ud af, at det ikke var tilfældet. På den anden side, så efterlader bogen her, et par ret spændende løse ender omkring morderen. Dem er jeg er spændt på at få mere læsetid omkring. Noget peger desværre på, at Triels datter, Andrea, har tænkt sig at blande sig i opklaringen i næste del. Det magter jeg nok ikke helt. Jeg synes det vil være for urealistisk, men jeg er spændt på hvordan forfatteren, løser den del. Måske jeg tager helt fejl :) 

Hvis man ser bort fra enkelte ting der nok ikke kunne forekomme i virkeligheden, så synes jeg alt i alt, at Hviskende lig, er en rigtig god og medrivende bog. Til tider blev den ligefrem rørende og gav mig en klump i halsen. Det er svært ikke at have medfølelse, for den retarderede mand og hans skæbne!


4 krimiperler skal den have, for den indeholder gode plots og masser af spændende opklaringsarbejde! Jeg ser frem til at læse bind 4!


For at følge med på Facebook - klik her :) 

fredag den 18. december 2015

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Dansende Røde Bjørne


Dansende bjørne er bog nr. 2 i serien om Roland Triel og hans kollegaer hos Københavns politi. Den foregår umiddelbart efter Løbende Tjener. Udover en ny mordgåde der skal opklares, kører den sideløbende historie om mordet på Triels kone, stadig i denne bog.

Vi starter hårdt ud med en drønspændende prolog, som omhandler skolepigen Julie. Vi følger hende i hendes opvågnen i en mørk kælder og hendes møde med, hvad der ved første øjekast, ligner et vildt dyr. Julie findes kort tid efter dræbt, voldtaget og hængt op til offentlig skue på en legeplads. Og så tager det fart med opklaringsarbejdet og generelt er der fuld fart over feltet i denne bog.

Roland Triel bliver fortsat provokeret af, hvad der må formodes at være hans kones morder. Vedkommende opsøger ham personligt og leverer endnu et kort fra børnespillet, men først for sent finder Triel ud af, at han har set morderen i øjnene. Faktisk er det denne del af historien, jeg synes er allermest interessant. Jeg havde håbet, at vi fik afklaring i Dansende røde Bjørne, men desværre må det vente til næste bog. Forhåbentlig. Så kan den vist ikke trækkes mere i langdrag, men det handler nok også lidt om, at min nysgerrighed kommer på alvorlig prøve. Jeg har en idé om hvordan det hænger sammen, så jeg glæder mig til afsløringen :)

Apropos langdrag. Dennis Jürgensen skriver forrygende med en god portion humor blandet med alt spændingen. Desværre synes jeg sagtens denne bog kunne være kogt lidt ned. Hen imod slutningen bliver der for meget ligegyldig info og hvad jeg mest vil betegne som fyld og jeg tog mig selv i, bare at hoppe hurtigt hen over siderne, uden at jeg følte, at jeg glip af noget. Yderligere var der ting, der var lige tilfældige nok, som fx at det var Mias fars hus der havde været indbrud i osv. Men med det sagt, så er det her en virkelig god bog og en af den slags, der hurtigt er læst, fordi siderne mere eller mindre vender sig selv – lige bortset fra slutningen altså :)

Jeg ville ønske, at bog 3 allerede lå klar. 4 store krimiperler herfra!

For at følge mig på Facebook - klik H E R :)



lørdag den 28. november 2015

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Løbende Tjener


Jeg havde godt hørt, at Løbende Tjener skulle være en rigtig god bog. Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at nå til den, men lige nu hvor sidste side er vendt, er jeg på en måde lidt glad for at jeg ventede, for det betyder, at næste bog i serien er udkommet og jeg slipper for at vente et helt år på fortsættelsen.

I Løbende Tjener, møder vi efterforskningslederen Roland Triel. Han skal forsøge, at opklare de yderst makabre mord der bliver begået i byen og som ser ud til at have forbindelse til rigmanden Frans Jessen. Jessen har stor succes med sine designersmykker ”Løbende Tjener”.

For 4 år siden, var Triel udsat for en tragedie, hvor hans kone blev brutalt myrdet og hans dengang 13-årige datter Andrea, blev groft mishandlet. Siden den skæbnesvangre aften, har datteren ikke mælet et ord til nogen. Triel har selvklart, meget svært ved at slippe sagen, som aldrig er blevet opklaret. Midt i opklaringsarbejdet om Løbende Tjener, giver gerningsmanden pludselig lyd fra sig og Triel skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på én sag af gangen.

Den her bog er en af de længere. Hele 490 sider, men ikke en eneste side for lang. Den er en af den slags bøger, der på den ene side fik mig til at overveje at læse langsommere, så den kunne vare længere, men som på den anden side bare skulle læses hurtigst muligt, så mysteriet kunne opklares.

Da jeg var helt ung, læste jeg Dennis Jürgensen. Dengang var jeg meget begejstret, og selvom Løbende Tjener godtnok er en helt anden genre, beviser han klart og tydeligt, at han er lige så god til at skrue en suveræn krimi sammen. Der er dog også en god portion humor midt i alt det makabre, så det har han heldigvis ikke lagt helt på hylden. Jeg er stadig begejstret for Dennis Jürgensen og ingen tvivl om, at jeg lynhurtigt skal igang med næste del i serien, ”Dansende røde bjørne”.

Det her er en af de bedre. Den skal ha 5 krimiperler med på vejen!


Er du på Facebook. Jeg bliver glad hvis du vil følge Frk. Tines Krimitanker dér :)

fredag den 20. november 2015

Lidt om læsning og hygge


Godmorgen derude.. 
Jeg har lige en lille time inden jeg skal på arbejde og hvad der tegner til at blive en hektisk dag. Så er det dejligt at begynde dagen på en stille rolig og hyggelig måde.  
Jeg starter på en ny bog idag. En jeg længe gerne har villet læse, men endnu ikke har fundet tid til. 
Måske har nogen lagt mærke til, at der ofte er krus med diverse drikke, på mine billeder. Jeg har en svaghed for fine krus og der findes næsten ikke noget bedre, end at lave en kop etellerandet og så sætte sig godt til rette med en god bog. 
Mon I andre har det på samme måde? 

At jeg starter på en ny bog idag, betyder også, at jeg er færdig med en anden. Nye anmeldelser kommer i løbet af de næste par dage :) 
Rigtig god weekend til alle!!