Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få
lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i
dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet
og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget
andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at
der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som
et barn til Pigen i tågen.
Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.
En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.
Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.
Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.
Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde.
