Kend din krimiforfatter: Jussi Adler-Olsen

1. Hvor er du født og vokset op?

Jeg er født i København, men anser mig delvis som vendelbo, da det meste af min opvækst foregik på det Psykiatriske hospital i Brønderslev.

2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)

Vedhæftet - ca. 4-5 år på Peblinge Dossering og 19 år med guitaren. 

3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange?

Min far var overlæge og min mor hjalp ham på mange måder, bl.a. var det hendes ide, at starte daglægevagten i København. På det tidspunkt var min far praktiserende læge, og hun kunne se, at der var et behov for lægehjælp uden for de almindelige arbejdstider. Mine forældre havde et tæt arbejdsfællesskab og skrev bl.a. flere bøger sammen. Jeg har tre ældre søstre og voksede op i et trygt og kærligt hjem.

4. Hvor har du gået i skole?

Først i Roskilde, så i Brønderslev og siden i Brøndby, jeg blev student fra Rødovre Statsskole.

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor?

Jeg har altid været nysgerrig, mit yndlingsfag har altid været det, hvor jeg syntes læreren gav mig mest viden. Men ærligt talt, så var jeg ret god til det meste, ikke mindst til sløjd, dansk og historie. Latin havde jeg kun et år, og der kunne jeg nok have gjort mere ved det. 

6. Hvad var det værste fag og hvorfor? 

Jeg har ikke haft noget værste fag - dog var matematik i gymnasiet ikke min favorit, men jeg tog siden revanche og kastede mig over statistik på universitetet.

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige

God, opfindsom og en rigtig frisk kammerat, håber jeg

8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?

Husk at være ung, giv dig selv lov til at prøve så meget af som muligt. Det gjorde jeg heldigvis også. Jeg havde nogle meget forstående forældre, så den fik ikke for lidt.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single?

Jeg har været sammen med Hanne i 50 år.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn)

En søn på 30

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje?

Lidt af hvert, kaffen skal helst have rigeligt med mælk, te kan være mange forskellige, dog ikke med hyben og andre sure bær, og til mine måltider drikker jeg fortrinsvis vand eller mælk.

12. Hvad er dine livretter?

Jeg elsker karryretter, wokretter, gratiner, supper .... Jeg kan blive ved. Men IKKE sushi, kalkun og lam. Puha.

13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? 

Jeg har et stort behov for at lytte til musik, og jeg kan slet ikke skrive uden at have sublim musik i mine ører. Jo bedre det er, jo mere skal jeg kæmpe for at skrive næsten ligeså godt. Stilarten er sådan set ligegyldigt, bare det er godt komponeret  og udført. Men jeg nyder både klassisk musik og moderne. Traditionel jazz keder mig dog, mens fusionsmusik tænder mig.

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? 

Åhh, mange ting, men først og fremmest min familie.

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter?  

Jeg havde en lang karriere indenfor forlagsverdenen, inden jeg selv blev forfatter. Da jeg var helt ung havde jeg et tegneserieantikvariat, mens jeg læste, jeg har komponeret musik til Valhalla, jeg har siddet i koordinationsgruppen for fredsbevægelsen, har selv været forlægger i eget forlag, og jeg har arbejdet som administrerende direktør i Bonnier koncernen.

16. Hvad fik dig igang med at skrive?

En gammel plan skulle udleves, og da min kone og jeg havde sparet nok op til, at vi kunne klare os uden mine indtægter i nogle år blev vi enige om, at jeg skulle prøve.

17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du?

Stor tilfredshed og med enorme forventninger til modtagelsen. Jeg aner ikke, om jeg fejrede det.  

18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)

Som sagt: Jeg er ikke vild med hverken lammekød, kalkun, sushi eller gedeost. 

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? 

Institutionsmad. 

20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det?

Da jeg mistede ham, jeg følte var min næsten storebror, i en bilulykke i Brasilien. Der var jeg 15 år. Herudover har jeg haft kræft for en del år tilbage i to omgange, det var svære perioder.

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad?

Min familie gør mig lykkelig, og sidste år fik jeg et barnebarn. Hver gang jeg tænker på hende, får jeg en inderlig følelse af lykke. 

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?

Jeg har altid læst meget, men det kniber lidt med at få tid til det nu, hvor jeg skal bruge ganske meget tid på mit eget. Men John Steinbeck vender jeg altid tilbage til.

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? 

I Afdeling Q serien udfordrer jeg mig selv. Jeg prøver at skrive hver enkelt roman i denne serie på en ny måde. F.eks. havde vi en klassisk "car chase" i Flaskepost fra P og en traditionel efterforskningsroman i Den Grænseløse. I det hele taget er serien om Afdeling Q et eksperimentelt projekt, der, når serien er færdig, kan læses som én lang roman med en gennemgående krimi/thriller - hvad skete der på Amager, da Hardy blev skudt og Anker dræbt, og hvilke konsekvenser havde det. I bind 10 bliver dette afsløret.

24. Hvad er din dårligste vane?

Spørg Hanne - ha ha! Men det er nok, at jeg er lidt for vild med at spille visse endeløse spil på min mobil.  

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til?

Jeg synes faktisk, at jeg skriver ganske godt. Og så er jeg en habil handyman. Jeg kan klare de fleste arbejdsopgaver i et byggeri og i hjemmet. 

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? 

Så trækker jeg nogle timer eller dage eller uger ud af kalenderen og er sammen med Hanne. Men at se på fodbold på Camp Nou eller i tv er absolut også noget, jeg dyrker. Ligesom tv-serier, når de er bedst, og det er f.eks. La Casa de Papel, der får danske og andre tv-serier til at blegne.  

27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? 

Jeg er egentlig ganske tilfreds med dem alle, og desværre, kan man sige, har nogle af de mest kontroversielle emner, jeg har skrevet om, vist sig at ske i virkeligheden. Kvinden i Buret blev skrevet før Natascha Kampush blev fundet i kælderen. Og Hun Takkede Guderne, hvor jeg nævner et flys styrt i et højhus og distribuering af miltbrandbreve, blev skrevet før 9/11 og Washington Dekretet blev skrevet før Trump blev præsident.

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier, og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? 

Det er at udfolde plots og situationer med ofte oversete magtmisbrug og at give bud på, hvordan man kan gøre op med dem. Ingen af mine romaner må distancere sig fra virkeligheden og den tid, hvori de udspiller sig.  

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. 

Jeg elsker f.eks. at gå i Sketchers, jeg er et ultra-B-menneske, jeg elsker tørt rugbrød, jeg bader kun i vand over 29 grader, jeg er ekstremt kuldskær, mit yndlingsdyr er myreslugeren. 

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? 

Før jeg begynder at skrive, bruger jeg al den tid, der er nødvendigt på research og på at skrive en synopse. Når først den er på plads kan jeg starte selve skrivningen, og i denne del af processen er langt det meste i mit hoved. Ofte får jeg de bedste ideer, lige når jeg er ved at vågne, så har hjernen arbejdet med problemet og givet mig nye indfaldsvinkler og løsninger. 

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? 

Omsorgsfuld, tror jeg.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? 

Min sekretær siger, at mange kommenterer, at jeg er ganske ligetil. Nogle forestiller sig, at når man er blevet kendt, så påvirker det mennesker, men jeg er, som jeg altid har været og for nogle er det uventet. 

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver?  

Jeg kan skrive hvor som helst, bare jeg har min gode gamle PC med Word Perfect 5.1.-programmet installeret. 

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 
Vedhæftet (udsigt fra skrivebord)

35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? 

Som sagt elsker jeg at gå til Barcelonas kampe, når jeg er dernede, ligesom jeg følger levende med i VM og EM i fodbold. Men en tennismatch på højt plan i tv, specielt kvindernes turneringer, og hele forløbet under de Olympiske Lege vil jeg meget nødigt gå glip af. Er der tid til et Formel 1 løb eller Le Mans, så er jeg også på, og også gerne live.

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? 

Jeg skriver aldrig om forbrydelser begået imod små børn. Jeg hader også splatterbeskrivelser. Og så vil jeg aldrig skrive om de alt for oplagte emner, som de fleste spændingsforfattere i perioder elsker at kaste sig over. Jeg leder efter emner, der er mine og kun mine, hvis overhovedet muligt, haha. 

37. Hvor vil du helst holde ferie? 

Hvor som helst, bare Hanne er med. Og det er jo meget godt i disse tider, hvor man ikke kan rejse. 

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende?  

Ha, jeg taler da jævnligt med personerne i mine bøger, i hvert fald dem, der er med i Afdeling Q. 

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? 

Q9 - og så får du ikke mere at vide...

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.

Ja tak - tag nu coronaen seriøst. Selvom der nu bliver løst lidt op for karantænen, så skal vi stadig passe på.

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Harlan Coben - Led ikke efter mig

Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.

Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.

Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.

Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke, om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.

Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie! 

Absolut topkarakter på perlepladen.

Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september, har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det er simpelthen en vanvittigt god bog!! 

Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen

Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde. 

Anmeldelse: Daniel Cole - Kludedukken

Altså, bare titel og omslag gør alene, at denne bog giver en fornemmelse af uhygge der kryber under huden. Når man så læser bagpå – hvilket jeg så faktisk ikke gjorde, fordi det undgår jeg helst – så stiger forventningerne lige et ekstra lille nøk.

Vores hovedperson er kriminalassistent William Fawkes, som dog går under navnet Wolf. Han bliver kaldt ud til en opgave, som viser sig, at være i lejligheden lige overfor hans egen. Et lig dingler fra loftet og viser sig hurtigt, at være en form for dukke, syet sammen af kropsdele fra 6 forskellige mennesker. Wolf genkender hovedet og holdet skal nu finde ud af hvem de øvrige 5 ligdele tilhører. Midt i balladen, sender morderen en liste med yderligere 6 personer, sammen med tidspunkterne for hvornår de skal dø. Så tikker minutterne ellers derud af og der er ikke sparet på hverken opfindsomme mordmetoder, malende beskrivelser eller overraskelser undervejs.

Jeg er ekstremt begejstret for den her bog. Den har den der lille snert af humor som jeg elsker og er i det hele taget virkelig vellykket rent sprogligt. Jeg valgte at høre den som lydbog, så den kunne være min tidsfordriv i bilen, på vej til BogForum og hjem igen. Den blev SÅ meget mere end dét, for jeg kunne slet ikke vente med at høre den, til jeg skulle køre hjem igen. Alt den tid jeg opholdt mig på mit hotel, kørte den også. Jeg havde lyst til at høre den hele tiden og lå vågen til langt ud på natten, selvom den også gjorde, at jeg næsten ikke turde sove alene. I øvrigt også en ret fremragende oplæser, hvis du skulle få lyst til at høre den som lydbog.

William Fawkes er en stærk hovedperson og endnu mere i samspillet med kollegaen Emily Baxter. Bestemt to personer, som jeg vil glæde mig til at følge. Jeg har læst mig til, at Daniel Cole er i gang med at skrive en toer. Tak for det. Så håber jeg ikke der går for lang tid, før vi får den på dansk.

5 krimiperler får den af mig.

Frk Tines krimitanker, kan du også finde både på Facebook og Instagram