Anmeldelse: Mari Jungstedt - Jeg kan se dig

Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker, men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.

Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun stadig i fare?

Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.

Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her, sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende, at det endelig er drabssagen der er i fokus.

Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med. Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet II - Drengen der forsvandt"

Dette er 2. del i en serie om Akademiet. Jeg har ikke læst 1. del, men jeg synes ikke jeg manglede noget for at forstå baggrunden, så nye læsere kan sagtens starte her, om end man selvfølgelig nok bør starte fra begyndelsen, hvis man endnu har denne serie til gode.

Jeg har ofte hørt Eva Maria Fredensborg omtalt positivt, men jeg har ikke læst noget af hende før nu. Jeg havde derfor ikke rigtig nogen forestillinger om hvad jeg gik ind til, men jeg kan godt afsløre at det var en meget positiv oplevelse.

Akademiet er et nordisk politisamarbejde, som denne gang mødes for at tage fat på sager, som andre har givet op på. De giver sig i kast med en sag om en forsvunden babydreng, som blev fjernet fra sin barnevogn for 2 år siden og stadig savnes. 

Drengens forældre var ikke under mistanke dengang, men omstændigheder gør, at Akademiet nu kigger nærmere på dem igen. Noget ved deres forklaring halter. Et andet sted, sidder to computernørder og arbejder på udviklingen af et nyt spil. Som bibeskæftigelse, hjælper de med at udføre lyssky gerninger for suspekte typer.

Akademiet med Hampus Cedergren og Nadia Elmkvist som er vores hovedpersoner, skal forsøge at lave en profil af gerningsmanden og ud fra den, prøve at finde ud af hvordan han tænker og arbejder. De kommer langt omkring og ikke uden problemer. Både den indviklede sag, men også interne anliggender gør det svært for holdet at samarbejde.

Vi har ikke at gøre med en uhyggelig bog og heller ikke en med bog med noget videre bestialske morderscener. Til gengæld er plottet skræmmende fordi det er så realistisk og med garanti er alle forældres værste frygt. Tempoet er jævnt hele vejen igennem og ikke på ét eneste tidspunkt, kedede jeg mig eller tænkte at det blev for langt eller ligegyldigt. Tvært imod, så var jeg fastholdt fra første side og jeg ærgrede mig, da jeg nåede slutningen.

Alle hovedpersonerne er stærke og jeg følte hurtigt, at jeg lærte dem at kende – også selvom jeg altså ikke har læst 1. sæson. Deres beskæftigelser er anderledes og interessante. Hampus som profiler, Nadia som forhørsleder & ekspert i kropssprog, samt Bjørn og hans ekspertise inden for it. Jeg kan virkelig godt lide det her univers og jeg får svært ved at vente på sæson 3.

Akademiet er oprindeligt en Mofibo-original, men den fåes nu også i helt almindelig bogform. Denne gang har jeg valgt at lytte til bogen, hvilket også var en positiv oplevelse med indlæsning af Lars Brygmann.

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder. 

Anmeldelse: Katrine Engberg - Vådeskud

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg vendte sidste side i ”Vådeskud”. Der sker lidt for meget i mit liv i øjeblikket, så jeg føler mig helt drænet for overskud. Af samme grund, er der gået lidt lang tid før jeg kunne samle mig om at få skrevet en anmeldelse til jer. Jeg håber der snart er lidt mere energi på kontoen. Jeg håber også, at I bærer over med mig til da.

Vådeskud er 4. bind i Katrine Engbergs serie om Anette Werner og Jeppe Kørner. Et solidt makkerpar med et fantastisk indbyrdes forhold. Afslappet og ligetil og alligevel virker det til tider som om, især Anette, har svært ved hvordan hun skal gebærde sig overfor Jeppe, og jeg oplever hende påtaget sej. I det hele taget er hun lidt en smart i en fart coolio-type, som jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg synes om. Hun er egentlig en følsom kvinde, men hun gemmer det bag sin hårde facade. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcist hvorfor. Dette er ikke ment som noget negativt – tvært imod, så synes jeg det er ret fedt, at ikke alle hovedpersoner er lige lette at holde af.

Denne gang forsvinder en teenager, som er søn af en velhavende familie. Samtidig dukker et lig op på Amagerforbrændingen. Kørner og Werner afhører familie, venner, ansatte på forbrændingen samt alle mulige andre. Når vi har at gøre med meget rige mennesker i krimier, så ved vi oftest godt, at der er noget i bageriet der lugter brændt. Det gør sig selvfølgelig også gældende her, men hvordan og hvorledes, er ikke helt ligetil at greje. Selvom jeg havde sporet mig lidt ind på dele af plottet, så overraskede den endelige afsløring mig alligevel.

Jeg synes der er mange følelser på spil i denne bog. Og mange gode og interessante emner og problemstillinger. Det gør sig hovedsageligt gældende omkring familier, familiekonstellationer og de følelser det bringer med sig, når vi sammen skal få vores hverdagsfamilieliv til at fungere på bedst mulig måde. For vi er alle forskellige og selvom vi elsker hinanden og vil hinanden det bedste, så rammer vi ikke altid plet i vores forsøg på at gøre det rigtige.

Katrine Engberg er en mester når det kommer til det sproglige. Dialogerne er så dagligdags, flydende og ligetil. Beskrivelserne er så fine og billedlige, at det føles som at være der selv. Kender du fx Amagerforbrændingen? Det gør jeg ikke, men alligevel har jeg et klart og tydeligt billede i mit hoved omkring stedet- både indvendigt og udvendigt. Samtidig er det her en forfatter, som ikke stiller sig tilfreds med mord begået på simpel vis og lig fundet på et intetsigende sted. Det skal være interessant og anderledes. Det er tydeligt at mærke, at der er gjort noget ud af research på omgivelserne og mordmetoderne. Det er både cool og spændende, synes jeg.

Selvom Vådeskud indeholder så meget godt, så er der altså alligevel noget jeg savner. For mig blev handlingen lidt for personlig på karaktererne denne gang. Jeg synes om Esther og jeg bliver rørt af de ting der sker mellem hende og Gregers – af hvordan Gregers har det. Samtidig så synes jeg hendes rolle i denne bog er overflødig og mestendels er hun nødvendig fordi hun er den der faktisk ender med at opklare en stor del af sagen, hvilket man godt fornemmer gennem bogen. Jeg synes det er ærgerligt og jeg synes på en eller anden måde det bliver en lidt nem og flad opklaring. En skam med så mange ”tilfældigheder”, når man ved, hvad Engberg ellers kan mestre.

Så altså summa summarum, så er det en super god og virkelig velskrevet historie. Interessante vinkler, spændende steder og anderledes personligheder. I bund og grund, så synes jeg også plottet er fedt, men måden vi når frem til det på, er bare lidt for letkøbt for mig. Samtidig savner jeg noget uhygge og følelsen af at blive rystet udeblev helt.

Selvom der ikke er nogen som helst tvivl om, at Katrine Engberg er en topklasse krimiforfatter, så bliver det ikke helt fuld perleplade denne gang.

Billederne herunder er taget til et bloggermøde med Katrine Engberg i hendes hjemby, København. Her viste hun os rundt i byen og fortalte om steder der betyder noget for hende. Steder fra blandt andet hendes barndom, som har en plads i hendes hjerte og nu også i bøger. I kan se flere billeder fra mødet på min Instagramprofil. 

Katrine Engberg, er en helt utrolig sød, smuk og fantastisk kvinde. Sådan en man bliver glad i hele kroppen af at være sammen med! 💗💗💗

Anmeldelse: Mattias Edvardsson - En helt normal familie

Jeg ved simpelthen næsten ikke hvordan jeg skal starte på at skrive min anmeldelse af denne bog. Der er så forfærdelig mange ting jeg har lyst til at sige og til at fortælle. Samtidig kan jeg ikke fortælle særlig meget, uden at afsløre det plot og den handling, som er hele bogens grundlag.

Jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig helt fremdeles betaget af den her bog, måden den er skrevet på og den dybde der er i personerne mere eller mindre udelukkende ved hjælp af sproget, som personerne benytter sig af. ”Show, don’t tell”, siger den ene hovedpersons lærer, på et tidspunkt i bogen. Lige netop dette, styrer Mattias Edvardsson perfekt. Mesterligt, siger jeg bare – bogen efterlod mig mundlam!

”En helt normal familie”, handler om ægteparret Adam og Ulrika og deres datter, Stella. Bogen er fortalt i jeg-form, hvor alle tre personer kommer til orde og fortæller os deres synsvinkel på hændelserne. Vi starter med Adam og følger ham, da datteren Stella bliver anholdt for mord på en ung forretningsmand. Han fortæller både om tiden op til drabet og om sine følelser omkring anholdelsen. Det er selvfølgelig hårdt for Adam. Han er præst og en retskaffen mand. Alligevel driver frustrationen ham til, at tage sagerne i egen hånd.

Herefter skifter fortællervinklen og vi følger nu Stellas oplevelser omkring flere af de hændelser vi også hører fra Adam. Imens jeg læste Adams del, tænkte jeg, at vi har at gøre med en lidt ”pæn” forfatter. Ikke de store udskejelser og et vældig pænt sprog. Men så skifter vi til Stella og her går forfatterens evner for alvor op for mig. Stella er på mange områder som teenagere er flest og det er ikke svært at huske egen ungdom eller få øje på egne teenagedøtre i Stella. Jo, hun agerer ekstremt i mange situationer, men jeg forstod hende alligevel. Da vi til sidst skifter fortællervinkel og får mor og forsvarsadvokat, Ulrikas syn på sagen, var jeg spændt på at finde ud af hvem hun er bag facaden … for vi ved ligesom bare, at der ER en facade.

Der er dukkede umanerligt mange tanker og følelser op undervejs gennem læsningen. Jeg vil næsten anbefale, at man laver noget fælleslæsning med en veninde eller en læsegruppe, for det her er en bog, hvor man får brug for at vende tankerne og til tider også have nogen at bande sammen med.

Så … ”show, don’t tell” – Mattias Edvardsson formår at beskrive de tre hovedpersoner ved hjælp af den måde hvorpå de taler, viser os hvem de er – fandme sejt, jeg er dybt imponeret!

”En roman om en forbrydelse”, står der på forsiden af bogen. Så ikke rigtig en krimi, men alligevel lidt. En bog om, hvordan langt de fleste forældre ville reagere, hvis deres børn blev anklaget for noget så grusomt som Stella bliver. En bog om hvor meget facade de fleste af os har, selvom den er harmløs det meste af tiden. En bog om, at vi ikke kender hinandens inderste selvom vi føler vi ved det meste om hinanden.

Mine hænder i vejret og fuld perleplade! 👐

Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 2, "Giften"

Ih hvor har jeg glædet mig til sæson 2 af Pyromanen. Første del, fik undertitlen ”Sorger”. Del 2, har fået undertitlen, ”Giften”.

Giften foregår i Tromsø helt oppe i Nordnorge. Et gammelt hotel, brænder ned og størstedelen af gæsterne brænder inde. Da Tromsø ikke har eksperter på området og da deres politichef kender Klara Larsens chef i Danmark, bliver det derfor hende, som bliver udlånt til Norge.

Klaras ekspertise er brande, men det står hurtigt klart at der er mere på spil end brand i dette tilfælde. Det undrer både Klara og resten af teamet, at ingen har ringet efter hjælp og kun et par stykker har forsøgt at flygte. Jeg vil helst ikke afsløre noget som jeg synes du skal læse selv, men ud fra bogens titel, kan man nok alligevel godt ræssonere sig frem til, hvad der er på spil.

Hotellet har været i en bestemt familie igennem generationer. Nu er det dog solgt til en person med anden etnisk baggrund. Det varer ikke længe, før der går rygter om terror, hvilket også skal vise sig at være korrekt, men dog med en hel anden vinkel end den byens borgere først antager. Snart er jagten sat ind på en gal fanatiker. Virkelig gal! Og det værste er, at handlingen er skræmmende realistisk. Så vil jeg ikke afsløre mere - det skal I selv have lov at læse jer til.

Hovedpersonerne Klara Larsen og Sebastian Vinther, havde en enkelt nat sammen i sidste bog. Siden da, har der været temmelig kold luft imellem dem grundet Klaras stædige væsen. Men følelserne er der og de beskrives fint uden at komme til at fylde i historien. Jeg synes det er et par stærke hovedpersoner, som jeg lynhurtigt er kommet til at kende og holde af. Især Klara har mange lag og vi kommer lidt længere ind til hendes traumatiske oplevelser fra barndommen i denne bog. De bliver dog ingenlunde afsløret, men noget tyder kraftigt på, at næste bog kommer til at bringe os endnu nærmere. Den del glæder jeg mig enormt meget til. Om de begge er med i næste sæson? Jeg kan kun røbe, at forfatteren satte mig i en paniksituation undervejs! 

Skal jeg sætte fingeren på noget, så skal det være slutningen, som jeg måske godt kunne have ønsket lidt anderledes.

Inger Wolf har endnu engang skrevet en fuldstændig fremragende krimi. Jeg blev både rystet og skræmt undervejs, og jeg holdt vejret flere gange. Jeg opholdt mig alene på et hotelværelse, under noget af læsningen – på et tidspunkt blev jeg så bange, at jeg var nødt til at lukke bogen og sove. Det skal selvfølgelig ikke kunne siges, om følelsen af at være alene et fremmed sted, gjorde en forskel. Uanset hvad, så er bogen tankevækkende og den rørte mig på flere måder. Terror er skræmmende og den biologiske slags som i denne bog, er ikke mindre barsk.

Topkarakter til Giften

Bogen findes indtil videre udelukkende som lyd- eller e-bog hos Mofibo, men forventes udgivet i papirsform til september.

Anmeldelse: Jakob Buch-Jepsen (i samarbejde med journalist, Stine Bolther) - Jeg som anklager

Normalt er true crime-genren ikke mit interesseområde, men jeg mødte forfatteren til Jeg som anklager, Jakob Buch-Jepsen, på årets krimimesse i Horsens. Han virkede yderst imødekommende, sød og sympatisk. Da han samtidig har været anklager på Ubådssagen, blev min interesse for bogen vakt. Jeg tror det meste af Danmark fulgte med dengang. I det tilfælde, overgik virkeligheden med garanti de flestes fantasi.

Bogen er bygget op i dagbogsform, skrevet af anklageren selv. Vi får lov at følge med i hans liv, både det private med familien og det der foregår i og omkring retssalen. Vi får et indblik i de tanker der rører sig i ham, når han er i gang med en større sag – alt lige fra tanker omkring valg af farven på hans slips, til de følelser og tanker der suser rundt i ham, når han står i retssalen og afhører en drabsmand. Det personlige touch, giver bogen en ekstra og meget positiv vinkel.

Jeg har selvfølgelig set en lang række amerikanske film, hvor dele af den foregår med dramatiske retssalsscener. Jeg har også ofte tænkt, at det må være en underlig følelse, at stå som forsvarer i en sag hvor en drabsmand er under anklage. Fx en sag som den om Peter Madsen og drabet på Kim Wall. Hvordan kan man få sig selv til at argumentere for en frifindelse af sådan en mand? I Jeg som anklager, svarer Jakob Buch-Jepsen på det spørgsmål. Han fremstår endnu engang enormt sympatisk, når han forklarer at han aldrig bliver sur over at tabe en sag, at ingen skal dømmes uden beviser og at alle har ret til, at netop deres sag bliver set grundigt på fra begge vinkler. ”Hellere lade 10 skyldige gå fri end at få én uskyldig dømt”, skriver han i bogen.

Bogen er som sagt bygget op som en slags dagbog. Den gennemgående historie er Ubådssagen, men opdelt i etaper, hvor vi får andre sager belyst undervejs. Det virker på den måde som en slags cliffhanger, som gav mig lyst til at læse mere hurtigst muligt. Jeg fulgte sagen om ubåden da den var på sit højeste, men jeg har aldrig fulgt den så tæt, at jeg kendte alle detaljer. Der er selvfølgelig stadig ting der ikke bliver nævnt, men der var rigtig meget som var nyt for mig.

Jeg finder mig selv fuldstændig betaget af både denne bog, men også af dens forfatter. Jeg synes det er ekstremt spændende at få indblik i den her verden og jeg har kæmpe respekt for den måde Jakob Buch-Jepsen håndterer ikke blot de anklagede, men også sig selv, under så uhyggelige og bestialske sager, som dem beskrevet i bogen her.

Som nævnt tidligere, så havde jeg fornøjelsen af at møde Jakob Buch-Jepsen på årets krimimesse i Horsens. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde læst bogen inden jeg mødte ham, for selvom jeg er blevet oplyst via læsningen, så opstod der samtidig ca. en milliard nysgerrige spørgsmål om alt muligt. 

Jeg er færdig med bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den har gjort stort indtryk på mig og jeg vil faktisk helst bare have mere. Kan jeg få dét – kommer der mon en 2’er? Please!

Anmeldelse: Finn Halfdan - Oraklet

Vi skal ikke læse mange sider ind i Oraklet, før vores hovedperson, Daniel Bro, modtager et skæbnesvangert opkald. Spændingen stiger og så er stilen ligesom lagt!

For 19 år siden, blev Daniels søster myrdet. Sagen har været åben lige siden. Historien begynder hvor Daniel Bro, som nu er politibetjent, tager hen for at fortælle sine forældre, at sagen er blevet henlagt. Og det er så her opkaldet kommer ind i billedet. Netop da Daniel har lukket døren til forældrenes hus, bliver han ringet op af en person, som tilbyder ham navnet på søsterens morder.

Daniel tager selvfølgelig imod tilbuddet, som indebærer fuld diskretion samt en række modydelser. Når man er en lille smule rebelsk og ikke er typen der bare parerer ordrer, så er det svært at holde ord omkring diskretion. Daniel Bro vil kende sandheden, koste hvad det vil.

Plottet er vanvittigt godt fundet på, synes jeg. Hvis du skulle have adgang til en masse ustraffede menneskers DNA-profiler, hvor ville du så starte? Jeg havde ikke regnet den ud. Jeg synes idéen er fascinerende og ret genialt tænkt. Desværre ligger idéen med den anonyme stemme i telefonen enormt tæt op ad en anden bog, som udkom i efteråret 2018. Det er dog på trods af dét, ikke to bøger der som sådan kan sammenlignes, og baggrunden for det hele er også forskellig.

Daniel Bro er en yderst interessant hovedperson. Han er lige dele cool og samvittighedsfuld og han stopper ikke før tingene går efter hans næse. Han har en sød og kompetent partner, Alba, som hjælper ham og står bag ham. Også hun er cool og en smule rebelsk, men dog ikke i samme kaliber som Daniel. Kan han stole på hende?

Daniel og Alba er et par stærke hovedpersoner, som jeg gerne læste flere bøger med. Det er dog sådan, at dette er Finn Halfdans tredje bog, men ingen af dem hænger sammen som serie. Oraklet bliver også afsluttet i en sådan grad, at det ikke tyder på, at vi skal høre mere til Daniel og Alba. Men vi kan jo krydse vores fingre og håbe. På den anden side, så kan enkeltstående bøger altså også noget, som serier ikke kan. 

Jeg har læst de to forrige bøger af Finn Halfdan. Begge er gode bøger. Jeg synes han bliver bedre og bedre og denne her er fortjener fem krimiperler.

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Det gyldne bur

Jeg vidste godt, at den nye bog af Camilla Läckberg, ikke er en Erica Falck-krimi. Derudover vidste jeg intet. Jeg modtog den i første omgang som PDF, så jeg kunne heller ikke læse bagsideteksten. Det passede mig dog fino, for jeg læser sjældent bagsidetekster. Specielt ikke hvis det er bøger af forfattere jeg kender. Jeg vil helst overraskes.

Jack og Faye er gift og bor i en stor dyr lejlighed i Stockholms fine kvarter. Sammen har de datteren Julienne. De mødte hinanden i de unge år, hvor begge havde store karrieredrømme. Faye satte sin egen uddannelse i bero, for i stedet at hjælpe og støtte Jack i hans drømme. Hun fik de gode idéer og stille og roligt begyndte hans imperium at vokse. Som tiden går, forventer Jack mere og mere, at Faye går derhjemme og plejer omgang med de andre fine direktørfruer. Hun kommer aldrig i gang med sin egen karriere og Faye finder sig selv i ”et bur af guld”, som i øvrigt er den svenske titel på bogen. Da Jack begynder at miste interessen for hende, beslutter Faye sig for at det er tid til at sprede vingerne og flyve ud af guldburet.

Vinger er ikke det eneste der bliver spredt i Det gyldne bur. Faye spreder ben for en lang række mænd og der er ikke sparet på detaljerne. Kender man til mine præferencer i en krimi, så ved man også, at sex ikke er noget jeg gider bruge tid på at læse midt i uhyggen. Så ville jeg åbne en Grey-bog eller andre former for tissekonelitteratur. MEN … lige i dette tilfælde, synes jeg faktisk at det trods alt havde sin berettigelse. Det er med til at tegne et tydeligt billede af hvem Faye er. I denne bog, er hendes personlighed, en stor og vigtig del af fortællingen. Men forbered dig på en hel del stiv pik og fugt i fundamentet. Også dit eget 😉 

Som det er typisk for Camilla Läckbergs bøger, så følger vi også denne gang, to forskellige fortællinger igennem hele bogen. Den ene er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller. Kvinden der fører pennen, hedder Mathilde. Vi hører om hendes opvækst og om hendes liv som underkuet – både i skolen og derhjemme. Samtidig følger vi Faye. Hvordan hendes liv er, hvilke tanker hun gør sig og hvilke planer hun lægger. Om hendes forhold til Jack og til veninden Chris, som indtil nu, har været hendes eneste rigtige veninde. Normalt i Läckbergs bøger, er den ene person vi følger, en vi ikke ved hvem er. En som senere dukker op i nutiden som morder. Men ikke denne gang. Mathilde og Faye er én og samme person!

At Matildes del er skrevet i jeg-form og Fayes del i 3. person, tolker jeg som at Mathilde er den virkelige person og Faye den opdigtede. Hende som Faye på trods af store anstrengelser, måske alligevel ikke helt kan forlige sig med. Jeg ved ikke om det er sådan det er tænkt, men hvis det er, så finder jeg det ganske genialt. Selv ved jeg heller ikke helt hvad jeg synes om Faye. Er hun god eller er hun ond? Er hun helt eller forbryder? På den ene side håber jeg hendes plan holder - på den anden side, synes jeg hun udfører et par modbydelige handlinger, for at opnå egen lykke. 

Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem bogen. Jeg havde svært ved at slippe den og jeg var nødt til at vide, hvad det hele udviklede sig til. Jeg synes det er en vanvittigt god og yderst velskrevet bog. Nu hvor der er gået lidt mere end en uge siden jeg vendte sidste side, står handlingen stadig klart i min hukommelse. Dog er det ikke en bog, der har sat sig dybe spor i mig. 

Jeg var så heldig at møde Läckberg på årets krimimesse i Horsens. Hun er en utrolig sød og åben person, som fortalte om sig selv og sit forfatterskab. Hun er forkæmper for mange ting, og heriblandt kvindekønnet. Hun belyser, at det den dag i dag, stadig er en mandsdomineret verden vi lever i. En verden hvor folk ser ned på hende, fordi hun har giftet sig med en mand der er meget yngre end hende selv. Havde det nu været manden der var meget ældre end hende, havde ingen bemærket noget, mener hun. Camilla Läckberg, roder sig ind imellem ud i kontroversielle diskussioner på sine sociale medier, men hun siger, at hun med alderen er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om hende. Hun er en stærk og sej kvinde, synes jeg. 

Det kræver mod, at springe fra en lang krimiserie, til en miniserie så anderledes som denne. Det gyldne bur, er mere en spændingsroman med en snert af tissekonelitteratur, end det er en egentlig krimi. Stor respekt herfra! 

Jeg glæder mig virkelig meget til næste del i serien om Faye.

4 flotte krimiperler.

Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen

Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde. 

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os

17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.

Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.

I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.