Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Rosy og John

Rosy og John, er 4. del i Pierre Lemaitres serie om Camille Verhoeven. Selvom der står bagpå, at det er en kort spændingsroman, så vil jeg mene, at den nærmere kan betegnes som en kriminovelle. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad forskellen er, men den her er bare temmelig kort J

En bombe sprænger midt i Paris. På mirakuløst vis, er der ingen der mister livet, men ødelæggelserne er massive. Kort tid efter, melder en ung mand sig selv og der er ikke meget tvivl om, at det virkelig er ham der er gerningsmanden. Han påstår, at have lagt 7 bomber rundt om i Paris. Èn bombe om dagen de næste 7 dage eller indtil politiet efterkommer hans krav. Næste bombe er placeret under en børnehave, siger han. Politiets specialstyrke, forsøger at presse ud af ham hvor bomberne er gemt, men den unge mand holder stejlt på sit. Camille Verhoeven, har hele tiden en fornemmelse af, at noget ikke stemmer.  Kort tid efter, sprænger endnu en bombe!!

Jeg har det sådan lidt blandet med den her bog. På den ene side, synes jeg egentlig ikke der skete noget særligt undervejs. Jeg savnede spænding og uhygge og synes lidt at handlingen blev for ”pæn”, hvis man kan sige det sådan. Det hele tager dog en uventet drejning til sidst og det var denne drejning der gjorde, at jeg blev ved at tænke over bogen bagefter. Sproget er anderledes end de bøger jeg plejer at læse. I Frankrig bruger man åbenbart stadig betegnelsen De, når man taler til andre mennesker. Bogen er bygget op af korte sætninger og selvom det egentlig forstyrrede min læsning en smule, så synes jeg samtidig det er fint, at læse noget anderledes og blive rykket lidt ud af min comfort zone engang imellem.

Har du læst de forrige tre bøger i serien, Iréne, Alex og Camille, så må du nok også have den her med. Personligt har jeg kun læst Alex, men synes stadig den her er en fin og tankevækkende lille historie. Dog ikke en jeg ikke kunne have været foruden.

Vil du også være med på Facebook?

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Dansende Røde Bjørne

Dansende bjørne er bog nr. 2 i serien om Roland Triel og hans kollegaer hos Københavns politi. Den foregår umiddelbart efter Løbende Tjener. Udover en ny mordgåde der skal opklares, kører den sideløbende historie om mordet på Triels kone, stadig i denne bog.

Vi starter hårdt ud med en drønspændende prolog, som omhandler skolepigen Julie. Vi følger hende i hendes opvågnen i en mørk kælder og hendes møde med, hvad der ved første øjekast, ligner et vildt dyr. Julie findes kort tid efter dræbt, voldtaget og hængt op til offentlig skue på en legeplads. Og så tager det fart med opklaringsarbejdet og generelt er der fuld fart over feltet i denne bog.

Roland Triel bliver fortsat provokeret af, hvad der må formodes at være hans kones morder. Vedkommende opsøger ham personligt og leverer endnu et kort fra børnespillet, men først for sent finder Triel ud af, at han har set morderen i øjnene. Faktisk er det denne del af historien, jeg synes er allermest interessant. Jeg havde håbet, at vi fik afklaring i Dansende røde Bjørne, men desværre må det vente til næste bog. Forhåbentlig. Så kan den vist ikke trækkes mere i langdrag, men det handler nok også lidt om, at min nysgerrighed kommer på alvorlig prøve. Jeg har en idé om hvordan det hænger sammen, så jeg glæder mig til afsløringen :)

Apropos langdrag. Dennis Jürgensen skriver forrygende med en god portion humor blandet med alt spændingen. Desværre synes jeg sagtens denne bog kunne være kogt lidt ned. Hen imod slutningen bliver der for meget ligegyldig info og hvad jeg mest vil betegne som fyld og jeg tog mig selv i, bare at hoppe hurtigt hen over siderne, uden at jeg følte, at jeg glip af noget. Yderligere var der ting, der var lige tilfældige nok, som fx at det var Mias fars hus der havde været indbrud i osv. Men med det sagt, så er det her en virkelig god bog og en af den slags, der hurtigt er læst, fordi siderne mere eller mindre vender sig selv – lige bortset fra slutningen altså :)

Jeg ville ønske, at bog 3 allerede lå klar. 4 store krimiperler herfra!

For at følge mig på Facebook - klik H E R :)

Anmeldelse: Harlan Coben - Seks år

Jeg stiftede bekendstskab med Harlan Coben, for første gang i min sommerferie i år. Det var et dejligt bekendtskab, så forventningerne var høje til denne bog. Jeg kan sige lige med det samme, at jeg ikke blev skuffet!

I ”Seks år”, møder vi universitetslærer Jacob Fisher. Historien starter ved hans ekskærestes bryllup med en anden mand. Jake er stadig dybt forelsket i Natalie og er overbevist om, at hun føler det samme for ham. Da de tager afsked, beder hun ham imidlertid om, aldrig at kontakte hende igen. Jake har det svært, men holder sit løfte. Han holder det i seks år, lige til den dag hvor han ser hendes mands dødsannonce. Det viser sig snart, at intet er som Jake gik og regnede med. Enken til den afdøde, er ikke Natalie og ingen har tilsyneladende hørt eller set noget til hende, de sidste seks år. Jake sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket, men der er andre der har fået samme idé. Pludselig hænger Jakes liv, i en tynd tråd.

Bogen er skrevet i jeg-form, men den har et lille twist. Den er skrevet, som om hovedpersonen Jake, fortæller historien til os læsere. Han henvender sig direkte til os – kalder os du og fortæller om alt hvad han oplever og hvad han tænker om tingene. Det er skrevet så humoristisk og fint, at jeg gang på gang kom til at smile, midt i alt alvoren. Overordnet set, er det egentlig en temmelig blandet landhandel hvad angår genren i denne bog. Eller genrene skulle jeg nok sige. På den ene side er den som sagt humoristisk og efter min mening, ret genialt skrevet på dét plan. Den har også strejf af at være en kærlighedsroman, da Jacob Fishers kærlighed til Natalie er dyb og kommer til at fylde en del. Sidst men ikke mindst, så er det en krimi og en af den slags der får os læsere til at gætte løs fra start til slut. Det er ikke sådan lige at regne plottet ud og der kommer et par større overraskelser undervejs. Jeg vekslede imellem at smile og være på kanten af stolen af spænding. Konklusionen må være, at jeg stadig ret vild med Harlan Coben.

5 krimiperler får den med :)

Og så lige én gang til for Kong Hans eller Prins Knud eller hvem det nu er... følg meget gerne bloggen på Facebook også :)

Facebookkonkurrence :)

Kan du gætte hvem det er på billedet? Hvis ja, så smut en tur over på facebooksiden og deltag i konkurrencen om vedkommendes nye bog :) 

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Løbende Tjener

Jeg havde godt hørt, at Løbende Tjener skulle være en rigtig god bog. Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at nå til den, men lige nu hvor sidste side er vendt, er jeg på en måde lidt glad for at jeg ventede, for det betyder, at næste bog i serien er udkommet og jeg slipper for at vente et helt år på fortsættelsen.

I Løbende Tjener, møder vi efterforskningslederen Roland Triel. Han skal forsøge, at opklare de yderst makabre mord der bliver begået i byen og som ser ud til at have forbindelse til rigmanden Frans Jessen. Jessen har stor succes med sine designersmykker ”Løbende Tjener”.

For 4 år siden, var Triel udsat for en tragedie, hvor hans kone blev brutalt myrdet og hans dengang 13-årige datter Andrea, blev groft mishandlet. Siden den skæbnesvangre aften, har datteren ikke mælet et ord til nogen. Triel har selvklart, meget svært ved at slippe sagen, som aldrig er blevet opklaret. Midt i opklaringsarbejdet om Løbende Tjener, giver gerningsmanden pludselig lyd fra sig og Triel skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på én sag af gangen.

Den her bog er en af de længere. Hele 490 sider, men ikke en eneste side for lang. Den er en af den slags bøger, der på den ene side fik mig til at overveje at læse langsommere, så den kunne vare længere, men som på den anden side bare skulle læses hurtigst muligt, så mysteriet kunne opklares.

Da jeg var helt ung, læste jeg Dennis Jürgensen. Dengang var jeg meget begejstret, og selvom Løbende Tjener godtnok er en helt anden genre, beviser han klart og tydeligt, at han er lige så god til at skrue en suveræn krimi sammen. Der er dog også en god portion humor midt i alt det makabre, så det har han heldigvis ikke lagt helt på hylden. Jeg er stadig begejstret for Dennis Jürgensen og ingen tvivl om, at jeg lynhurtigt skal igang med næste del i serien, ”Dansende røde bjørne”.

Det her er en af de bedre. Den skal ha 5 krimiperler med på vejen!

Er du på Facebook. Jeg bliver glad hvis du vil følge Frk. Tines Krimitanker dér :)

Anmeldelse: Jo Nesbø - Midnatssol

Jeg er jo sådan set ret vild med Jo Nesbø. Jeg er en af dem, der faktisk synes rigtig godt om ”Blod på sneen”, selvom den er meget anderledes end Harry Hole-serien. Jeg synes sproget var fedt og handlingen tilpas brutal. Jeg havde selvfølgelig glædet mig til den næste uafhængige bog, men jeg må altså desværre være ærlig at sige, at den bare ikke lever op til Nesbøs andre bøger.

Vi møder lejemorderen Jon Hansen, som er på flugt fra sin arbejdsgiver. Jon har haft fingrene for langt nede i kagedåsen og det må siges at være et fatalt fejltrin. Jon ved det – han vidste det allerede da det skete, men sagen virkede skudsikker og Jon havde desperat brug for pengene for at redde et liv. Hvis liv han skulle redde og om han når det i tide, vil jeg ikke afsløre.

Jon ændrer navn og rejser til en lille landsby langt mod nord. Han overnatter i en kirke og her starter historien om hvordan han møder en lille dreng og hans mor. Hvordan han får hjælp af nogle af landsbyens meget troende beboere og hvordan andre forsøger at stikke ham en kæp i hjulet.

Jeg synes der mangler pace og jeg synes der mangler spænding. Jeg er stadig vild med sproget, men udover en scene, hvor Ulf, som han kalder sig, må benytte et yderst klamt og brækfremkaldende skjulested for at redde livet, er der ikke meget der rystede min grundvold i den her historie. Det er lige før, det er mere kærlighedshistorie end det er krimi.

Det gør lidt ondt, men den kan kun få 2 krimiperler

Lidt om læsning og hygge

Godmorgen derude.. 

Jeg har lige en lille time inden jeg skal på arbejde og hvad der tegner til at blive en hektisk dag. Så er det dejligt at begynde dagen på en stille rolig og hyggelig måde.  

Jeg starter på en ny bog idag. En jeg længe gerne har villet læse, men endnu ikke har fundet tid til. 

Måske har nogen lagt mærke til, at der ofte er krus med diverse drikke, på mine billeder. Jeg har en svaghed for fine krus og der findes næsten ikke noget bedre, end at lave en kop etellerandet og så sætte sig godt til rette med en god bog. 

Mon I andre har det på samme måde? 

At jeg starter på en ny bog idag, betyder også, at jeg er færdig med en anden. Nye anmeldelser kommer i løbet af de næste par dage :) 

Rigtig god weekend til alle!!