Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Det sidste søm

 

Hvilket ord beskriver hvad jeg mener om denne bog, tænkte jeg da jeg satte mig for at skrive en anmeldelse af “Det sidste søm” af Stefan Ahnhem. Fremragende er ikke helt den rigtige beskrivelse. Så slog jeg op i synonymordbogen og bladrede igennem forslagene … Eminent?, tjaa. Fortrinlig?, naaah. Knippelfin?, ej ik rigtig, men dog lidt svensk-ish. Mesterlig?, nu nærmer vi os. Trestjernet?, overhovedet ikke. Uovertruffet?, jooh måske. Fabelagtigt?, jaarh det kunne det godt være, det minder også lidt om Fabian. Elitær?, soleklart. Megafed?, helt vildt. Overlegen? JA! dét er edderbrodereme helt sikkert - fuldstændig helt og aldeles overlegen … hvad så med alle de ovennævnte på én gang? 100%

Det var med både glæde og vemod, da jeg gik i gang med at læse denne sidste del i serien om Fabian Risk. Vemod selvfølgelig, fordi det er den sidste, glæde fordi jeg har ventet i spænding og er vild med denne serie. Lad mig bare starte med at komme med en opfordring … før du går i gang med at læse, så sørg for at have alt hvad du skal bruge indenfor en radius af armslængde, have god tid og måske også lige huske at tisse af. Når først du er startet, er det faktisk umuligt at stoppe igen! 

Jeg var på den vildeste rutschebanetur - de første mange kapitler var det enten med tilbageholdt åndedræt eller tårer i øjnene. Stille og roligt forsvinder tårerne, men åndedrættet kom der ikke rigtig styr på, før sidste side var vendt. Det er så sindssygt godt skrevet, sådan nærmest helt overvældende. Jeg har egentlig slet ikke ord og roser nok. 

Hvis du ikke har læst denne serie endnu, så start fra begyndelsen. Hvis du som mig har fulgt Fabian Risk, Dunja Hougaard og sidstnævntes jagt på hævn over Kim Fu**ing Sleizner, så lover jeg at det dér sidste søm, bliver banket godt og grundigt fast. Stefan Ahnhem har hele tiden sagt, at han han ønsker at alt skal kunne ske i hans bøger … i “Det sidste søm”, sker alt virkelig og forvent ikke at du kan regne noget som helst ud. Bedst som jeg begyndt at trække vejret normalt igen, gik det amok igen. Der er ingen fald på spændingskurven på noget tidspunkt. Overhovedet. Kæmpe respekt!

Jeg glæder mig helt vanvittigt til at finde ud af, hvad Stefan Ahnhem finder på til os næste gang. 

Fuld plade + det løse 

⭕️⭕️⭕️⭕️⭕️⭕️🔝

 

Anmeldelse: Lotte Petri - Djævelens værk

Det her er en bog jeg har glædet mig til at læse. De to forrige bøger af Lotte Petri, var efter min mening, anderledes i plottet end så mange andre krimier og fungerede virkelig godt. Djævelens værk, er på sin vi også anderledes, men jeg synes ikke den når op på siden af de andre to, som jeg har læst.

Hovedpersonen, Josefine Jespersen, er retsantropolog og ekspert i knogler. Da tusind skeletter, skal graves op af Assistentens Kirkegård, og stedes til hvile et nyt sted, på grund af Metrobyggeriet, er Josefine med til, at undersøge alle skeletterne. Der er selvfølgelig ballade omkring beslutningen om, at flytte grave – mange mennesker bliver berørte af det på forskellige måder.

Da Josefines kollega, bliver slået ihjel, smidt i en åben grav og får ridset et omvendt kors ind i kraniet, står det klart for både Josefine og for politibetjenten Xander, at der er større kræfter på spil. Vi kommer både omkring satanisme og djævleuddrivelse, på vores vej mod opklaringen. En interessant vinkel synes jeg.

Både Josefine Jespersen og efterforskeren Xander Damgaard, er personligheder, som er fint og nært beskrevet. De er begge nemme at synes om og personer, som jeg ser frem til at følge.

Når det så er sagt, så må jeg desværre også indrømme, at jeg ikke er helt oppe at ringe over denne bog. Den har på mange områder lige det jeg godt kan lide. Masser af blodige drab og et snørklet plot, som lader mig som læser gætte med og bryde min hjerne med, hvordan det hænger sammen. Den har endda elementer af uhygge og der er godt med spænding. Når jeg ikke er helt oppe i skyerne, så skyldes det, at jeg ikke synes det er helt realistisk. Ikke så meget den del der har med djævelen og eksorcisme at gøre. Det er der jo nogen der tror på og jeg skal ikke kunne sige, om det kan lade sig gøre, at folk bliver besat af djævelen, selvom det ikke er noget jeg selv tror på. Nej, det urealistiske er mere plottet. Uden at røbe for meget, så undrer det mig, at man myrder løs til højre og venstre, for at nå frem til en bestemt person, som man i sidste ende, bare kan gå ind af hoveddøren hos. Hvorfor gør man ikke bare det fra starten? Så bliver størstedelen overflødigt. For mig, bliver det også irriterende, når vi som læsere, får alle detaljer skåret ud i pap til sidst. Når vi skal have forklaret hvordan og hvorfor både ditten og datten gik til, så synes jeg det er lidt letkøbt. Det burde være op til læserens egen fantasi eller ligge som en selvfølge, når alle brikkerne falder på plads med opklaringen. Det virker som om det gik lidt stærkt med slutningen, hvilket er virkelig ærgerligt, for det er faktisk en super god bog. 

Frk. Tines krimitanker, er nu både på Facebook OG Instagram. Kom og vær med :) 

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Dybet

Skræmmende, spændende, uhyggelig, fascinerende, blodig, ond, bestialsk, tankevækkende, sørgelig… alle disse ord, kan beskrive handlingen, i Michael Katz Krefelds seneste bog ”Dybet”.

Bogen er 4. del i serien om eksbetjenten Ravn, som nu har slået sig ned som privatdetektiv, og som primært forsørger sig ved, at afdække andre menneskers utroskab. Ind imellem, dukker der heldigvis langt mere interessante sager op. I Dybet, bliver Ravn opsøgt af en tidligere barnemorder – en som ikke bare har dræbt, men også på det groveste mishandlet en lille treårig pige. Manden opsøger Ravn, for at få hjælp til at finde sin medsammensvorne fra dengang. Han mener at makkeren er ude på et større dræbertogt. Ravn er selvfølgelig ikke meget for at hjælpe ham, men noget tyder på, at manden taler sandt. Eller gør han?

Jagten på morderen sætter ind, men hele tiden, havde jeg fornemmelsen af, at der lå noget mere bag. At manden ikke havde rent mel i posen. Jeg sad med en konstant fornemmelse af, at Ravn blev snydt. Om han bliver det eller om det var ren fornemmelse plantet af forfatteren, vil jeg ikke fortælle jer. Der imod, vil jeg gerne fortælle, at denne bog er i absolut topklasse og er spændende fra start til slut.

Har du læst de forrige bøger i serien, så ved du også, at Ravn plejer at være en drukkenbolt, som sørger over tabet af sin kone, Eva. I Dybet, har han fået styr på sit alkoholproblem og det klæder ham, synes jeg. Det gør også fortællingen mere autentisk. Til at begynde med, har Ravn lagt drabet på Eva på hylden og lader det ikke længere fylde så meget. Der bliver dog åbnet en lille dør, så den sag kommer vi givetvis til at høre mere til, i kommende bøger.

Bogen – som jeg i øvrigt har valgt at høre som lydbog pga hjernerystelse – fortjener 5 store krimiperler. Den kan sagtens læses selvstændigt, men som altid, vil jeg anbefale, at man tager serier fra en ende af, for at få den fulde forståelse. 

Anmeldelse: Stephenie Meyer - Kemikeren

Jeg har det som om jeg lige har læst en film.. kender I det? Når hele bogen, er skrevet i så tydeligt og billedligt et sprog, at man ser hver eneste handling, som en scene i en film. Sådan var det for mig, med Kemikeren. Hver gang jeg holdt læsepause, føltes det, som at blive afbrudt i en film jeg var ved at se.

Vi møder Juliana, eller Alex eller.. ja hvad hedder hun egentlig vores hovedperson? Hun har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Hendes job som kemiker, var med til på grummeste vis, at knække selv de mest hårdkogte terrorister. Enheden hun arbejdede for var tophemmelig, og derfor er der heller ikke nogen der savner hende, da hun pludselig forsvinder. Juliana kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og jagten på hendes liv er gået ind. Da vi møder hende, har hun levet sådan i flere år. På flugt og med skiftende identiteter. Altid paranoid og med højeste sikkerhedsforanstaltninger sat i værk.

Da hendes tidligere chef kontakter hende, øjner hun en chance for, at få gjort op med fortiden og de mennesker der vil hende til livs. Hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham, for derved at hjælpe sig selv. Det bliver på alle måder et skæbnesvangert foretagende.

Normalt er jeg ikke til alt for meget kærlighedsliv i de krimier jeg læser. Helst bare lige på og indviklet plot med masser af blod og gru. Det her er en hel anden slags bog. Den er kategoriseret som thriller, hvilket nok rammer meget godt plet. Den er spækket med masser af spænding og action, tilsat en god portion kærlighed. Heldigvis spildes tiden ikke med unødvendige sexscener, og det at læse bogen, føles som sagt,  som at se en film.  Derfor passer kærlighedshistorien virkelig godt ind, og man kan sige, at handlingen mere eller mindre, tager udgangspunkt i den. Det fungerer og jeg er vild med den her bog.               

Jeg er helt overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt, kommer til at kunne tage i biografen og se en filmatisering af Kemikeren. Og jeg sidder der helt sikkert - på bagerste række i mørket, med maven fuld af popcorn og høje forventninger!

Vil du også følge med på Facebook? Klik så bare lige HER

Anmeldelse: Bernard Minier - Iskold død

Indrømmet – jeg var længe om at komme i gang med denne bog. Jeg er ikke verdens hurtigste læser, så størrelsen på den, gjorde, at jeg udsatte den et stykke tid. Jeg indrømmer også, at jeg har været længe om at komme igennem den, men det var bestemt ikke bogens skyld, men må tilskrives den træthed, de fleste af os oplever, når vi starter på arbejde igen, efter en dejlig lang sommerferie :)

Vores hovedperson, politikommisær Martin Servaz, bliver kaldt ud til et gerningssted, med et yderst brutalt mord… mordet er dog ikke på et menneske, men på en hest. Først bliver han vred over at spilde sin tid, men det viser sig snart, at hestens ejer er en meget rig og betydningsfuld mand. Da endnu et brutalt mord, bliver begået, står det klart for Servaz og hans makker Irene Ziegler, at en galning er løs. Måske endda en galning, som allerede burde sidde i en topsikret forvaringsanstalt i bjergene.

Undervejs følger vi også en nyansat psykolog på forvaringsanstalten. Allerede på hende første arbejdsdage, fatter hun mistanke til, at der foregår noget uldent og hun sætter gang i sin egen lille efterforskning.

Iskold død, foregår i vinterkulden, men flere gange i løbet af læsningen, mærkede jeg kuldegysningerne i kroppen, på trods af de varme dage vi har lige nu. Hændelser beskrevet, så jeg tydeligt kunne leve mig ind i situationen og tog mig selv i at blive lidt bange. Jeg elsker når en krimi kan gøre det ved mig.

Selvom jeg synes ”Iskold død”, er en virkelig god krimi, så er den også anderledes, på en eller anden måde, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Måske er det fordi sproget er anderledes når bøger er oversat fra fransk. Det tager mig altså lidt tid, at vænne mig til, at de siger De og Dem til hinanden. Ret specielt. Men plottet fejler bestemt ingenting. Der er både spænding, twist og uhygge i den her. Den lægger også – forhåbentlig – en lille smule op til en fortsættelse af serien og det vil jeg glæde mig til! 

For at følge på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Carina Bergfeldt - Fotografiet

Færdig med Fotografiet og jeg sidder tilbage med en følelse af, ikke at være kommet ordentligt ind i historien. Vi følger både den ene, den anden og den tredje og vi springer fra person til person i ét væk. Indimellem følger vi også lige tankerne hos en fjerde og femte person… jeg synes det blev rodet og usammenhængende.

En kvinde kontakter politiet, da hendes mand ikke er kommet hjem efter en tur i byen. Anna Eiler bliver sat på sagen og til at begynde med, tager hun det ikke så alvorligt og forventer, at manden snart dukker op. Det gør han selvfølgelig ikke og da hans afskårne hoved bliver fundet i en sø, må Anna og hendes kollegaer i gang med opklaringsarbejdet. Annas veninde, Julia Almliden, er journalist og er hurtigt på pletten ved findestedet. Julias egen far forsvandt for et år siden og da der findes endnu et parteret lig i søen, frygter hun, at det er hendes egen far.

”Omgivet af åkander, bliver et parteret lig fundet i en sø…” Sådan lyder det i bagsideteksten og det lyder jo godt i ørerne på en der kan li de makabre krimier. Desværre bliver denne bog aldrig hverken makaber eller uhyggelig. Det er lige før jeg vil sige, at der er mere ulykkelig kærlighed og brændte sjæle end der er mord og egentlig krimi. Måden de (specielt journalistens måde) opklarer hvem morderen er, er også en anelse tam og slutningen som nok var tænkt som en stor overraskelse, faldt ligesom lidt til jorden. Denne bog, tror jeg, er 2. del af en serie. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik da jeg læste – som om der var sket noget imellem personerne, i en tidligere historie. Måske er det derfor jeg finder det hele lidt rodet og aldrig rigtigt var i stand til, at leve mig ordentligt ind i historien.

Jeg håber du har lyst til at følge med på Facebook også. Klik lige HER :)

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Brudekjolen

Brudekjolen er lidt en anderledes krimi, synes jeg. Der er ikke noget politi eller andre der forsøger at opklare en forbrydelse. Vi følger et offer og en gerningsmand på skift og det fungerer super godt, at vi først hører den ene side og derefter den anden. På trods af fravær at det sædvanlige politi eller andre opklaringsenheder, så er bogen alligevel spækket med mystik og jeg spekulerede som en vanvittig på, hvordan plottet var skruet sammen. Brudekjolen er ikke en del af en serie, så hvis du endnu ikke har læst noget af Pierre Lemaitre, kan du sagtens starte her.

Sophie Auverney havde engang det hele. Hun var lykkeligt gift og ventede et barn. Hendes karriere kørte på skinner. Så begyndte hun at glemme alt muligt og har samtidigt blackouts hvorfra hun intet husker. Da vi møder hende, har hun mistet alt og arbejder som barnepige, for en lille dreng på 6 år. Da Sophie en dag bliver vred på drengen og han dagen efter ligger død, kvalt i sine egne snørebånd, bliver Sophie for alvor bange og stikker af. Hun planlægger en flugt og en ny identitet, men nogen ved stadig hvem hun er og hvor hun gemmer sig. En person som har en plan med hende og ikke har tænkt sig at lade hende slippe væk.

Man kan sikkert kalde denne bog for en psykologisk thriller eller noget i den stil. Den spiller i hvert fald i høj grad på følelserne. Den havde mig fanget fra start til slut og størstedelen af tiden var det med tilbageholdt åndedræt. Den er vanvittigt spændende og de mange små kapitler gjorde, at jeg hele tiden lige skulle snuppe et kapitel mere. Det er en bog, der er virkelig svær at lægge fra sig.

Brudekjolen er oversat fra fransk og det fremgår tydeligt i oversættelsen. I Frankrig bruger man tilsyneladende stadig, at tiltale hinanden med De, Dem og Deres. Det er også brugt i oversættelsen og jeg synes det virker underligt og upersonligt. Det tog mig lidt tid at forene mig med, men jeg vænnede mig til det hen ad vejen. Politi og politibetjent, er også oversat til gendarm og gendarmen… småtingsafdelingen det ved jeg godt, men det er bare med til at forstyrre fordybelsen. Alligevel er jeg vild med den her historie og når sidste side er vendt, er der stadig ting at spekulere over. Den fortjener topkarakterer.

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Rosy og John

Rosy og John, er 4. del i Pierre Lemaitres serie om Camille Verhoeven. Selvom der står bagpå, at det er en kort spændingsroman, så vil jeg mene, at den nærmere kan betegnes som en kriminovelle. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad forskellen er, men den her er bare temmelig kort J

En bombe sprænger midt i Paris. På mirakuløst vis, er der ingen der mister livet, men ødelæggelserne er massive. Kort tid efter, melder en ung mand sig selv og der er ikke meget tvivl om, at det virkelig er ham der er gerningsmanden. Han påstår, at have lagt 7 bomber rundt om i Paris. Èn bombe om dagen de næste 7 dage eller indtil politiet efterkommer hans krav. Næste bombe er placeret under en børnehave, siger han. Politiets specialstyrke, forsøger at presse ud af ham hvor bomberne er gemt, men den unge mand holder stejlt på sit. Camille Verhoeven, har hele tiden en fornemmelse af, at noget ikke stemmer.  Kort tid efter, sprænger endnu en bombe!!

Jeg har det sådan lidt blandet med den her bog. På den ene side, synes jeg egentlig ikke der skete noget særligt undervejs. Jeg savnede spænding og uhygge og synes lidt at handlingen blev for ”pæn”, hvis man kan sige det sådan. Det hele tager dog en uventet drejning til sidst og det var denne drejning der gjorde, at jeg blev ved at tænke over bogen bagefter. Sproget er anderledes end de bøger jeg plejer at læse. I Frankrig bruger man åbenbart stadig betegnelsen De, når man taler til andre mennesker. Bogen er bygget op af korte sætninger og selvom det egentlig forstyrrede min læsning en smule, så synes jeg samtidig det er fint, at læse noget anderledes og blive rykket lidt ud af min comfort zone engang imellem.

Har du læst de forrige tre bøger i serien, Iréne, Alex og Camille, så må du nok også have den her med. Personligt har jeg kun læst Alex, men synes stadig den her er en fin og tankevækkende lille historie. Dog ikke en jeg ikke kunne have været foruden.

Vil du også være med på Facebook?

Mo Hayder - Dukkebarn

Dukkebarn foregår hovedsageligt på en lukket sikringsanstalt og det i sig selv danner grobund for isnende uhygge. Jeg har et svagt punkt for den slags bøger, for jeg synes simpelthen det er så skræmmende og Mo Hayder formår da også at beskrive stemningen så levende, at jeg tydeligt så billederne for mig som en indre film.
Til at begynde med, var det lidt svært at hitte rede i hvad der var drøm og hvad der var virkelighed. Snart viser det sig dog, at der ikke er meget drøm eller overnaturlige kræfter indblandet, men ren og skær sindssyge. Handlingen er let at følge med i og spændingen stiger i takt med sidetallet.

Kort fortalt, så handler Dukkebarn om den lukkede afdeling på Beechway sikringsanstalt, hvor oversygeplejeren GB efterhånden må tage alle nattevagterne selv. Både patienter og ansatte er skrækslagne for noget de kalder maren. Den kommer om natten og bringer uhygge og død med sig. GB begynder at undre sig over sammenfald de gange en patient er fundet død, så han kontakter politikommisær Jack Caffery. Caffery sætter en efterforskning igang og snart åbnes der for hidtil skjulte hemmeligheder.

Samarbejdet mellem GB og Caffery er velfungerende. Jeg synes det er dejligt at læse en bog med to sideløbende opklaringsarbejder, hvor hovedpersonerne faktisk arbejder sammen og fortæller hinanden om deres opagelser og bekymringer. Ofte i krimier, kører de hver sit ræs og som læser irriteres jeg over at sidde inde med en viden, som hovedpersonerne ikke har og som egentlig ikke gør stort meget andet, end at trække historien i langdrag.

Jeg kunne virkelig godt lide Dukkebarn og specielt hovedpersonen GB, som er beskrevet så fint, at jeg helt kom til at holde af ham. Jeg er nødt til at give bogen 5 krimiperler for en uhygge der lurer hele vejen igennem og for et kreativt plot jeg ikke havde gennemskuet.

Dukkebarn er 4 del af en serie med Jack Caffery som hovedperson. Jeg har ikke læst nogen af de foregående. Selvom den trak enkelte tråde til forrige bog, så havde jeg intet problem i at læse den som en selvstændig historie.

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Savnet

Ravn er tilbage og han har været savnet ;)

Denne gang bliver Thomas Ravnholt aka Ravn, rodet ind i en sag, som omhandler en dansk mand der har været forsvundet i 6 måneder. Vi følger mandens færden i begyndelsen af bogen, så vi ved godt hvad han har foretaget sig. Vi ved dog ikke hvorfor og hvad der videre er sket ham. Bogen er bygget op i 3 dele. Den ene foregår i Berlin i 1989 kort før murens fald. Her er vi med en stasi-officer på overvågning af en familie.
I 2. del som foregår i 2013, følger vi den forsvundne mand, Mogens. I sidste del, som foregår i 2014, følger vi Ravn og søsteren til Mogens, som gør hvad hun kan, for at overbevise Ravn om, at han skal hjælpe hende med, at finde Mogens. Kvinden er smuk og Ravn er ikke så svær at overtale :) Snart er et efterforskningsarbejde igang, som ikke umiddelbart ser ud til at blive nemt, da der ikke er mange spor at gå efter.

Bogen starter ud på en spændende og medrivende måde, men så var det lidt som om den gik i stå for mig. Jeg synes den blev ved at køre rundt i det samme og jeg begyndte at savne noget action. Der er grusomme scener fra stasitidens Østtyskland og der er grusomme scener om tortur i nutiden - jeg blev fanget af begge dele. Men så  var det lidt som om der ikke rigtig skete mere. Jeg begyndte at spekulere på sammenhængen mellem historierne fra fortiden og dem fra nutiden. Der plejer at være en rød tråd imellem den slags historier, men det var svært at få øje på den her. Jeg regnede med, at den ville komme til sidst, men jeg synes mest bare det var tilfældigheder der rådede. Derved blev plottet lidt tyndt for mig. Skurken ender også med at være lidt ”Terminator-agtig” og overlever uden større besvær en omgang rå vold hvorefter han nemt finder Ravn uanset hvor han befinder sig. Til sidst i historien, troede jeg lige den tog den vildeste drejning jeg ikke havde set komme. Det rislede mig ligefrem ned ad ryggen. Det viste sig dog, at det ikke hang sådan sammen alligevel. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med virkelig mange spørgsmål omkring motivet. Er han blevet sindssyg, manglede han penge og hvorfor hans obsession med vand og Renate? Hvorfor gemte Mogens pengene?

Jeg kan virkelig godt lide Ravn og den måde Michael Katz Krefeld skriver, men denne gang blev jeg ikke revet med, som i forrige Ravn-krimi ”Afsporet”.

3 krimiperler får den