Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Dødvægt

Denne gang er vi ikke i Århus, men med Dicte og Bo på tur til øen Gozo. Elsebeth Egholm kommer der flere gange om året for at skrive, så man må formode at hun kender øen særdeles godt, hvilket også afspejler sig tydeligt i bogen. Omgivelserne, atmosfæren, folket, systemet.. ja kort sagt alt, er beskrevet, så jeg næsten følte jeg var der selv.

Bogen starter med en søsyg Dicte ombord på en båd på vej til Gozo. Hun er i selskab med kæresten Bo og et hold fotoelever. Næsten i havn kæntrer en flygtningebåd i nærheden af dem og hjælpeløse mennesker flyder rundt i havet. Nogen bliver reddet imens andre ikke er så heldige. Midt mellem alle de sorte kroppe, flyder pludselig et hvidt lig rundt i vandet. En af pigerne på holdet har tydeligt et godt øje til Bo og han til hende. En dag begiver de to sig ud på en tur på øen. Herefter forsvinder de og en eftersøgning bliver sat i gang. Imens får Dicte rodet sig ind i opklaringen af sagen om den dræbte hvide kvinde i havet. I den forbindelse, møder hun politibetjenten Jack Spiteri og det varer ikke længe før der opstår temmelig varme følelser imellem dem.

Der er mange emner i Dødvægt. Det der nok fylder mest er trafficking, men ikke på en sådan måde, at der bliver gået dybt i emnet. Det ligger ligesom bare og ulmer og selve mysteriet er bygget op omkring det miljø pigerne befinder sig i og de ondskabsfulde typer der håndterer dem. Trods det, at bogen starter med en bådfuld flygtninge der er på vej i land på Gozo, så er det ikke det der fylder. Egholm kommer rigtig fint omkring Dictes følelse af dårlig samvittighed over mestendels at bekymre sig om den døde hvide kvinde, selvom havet var fyldt med sorte lig. Helt uden at fordømme eller tage parti, får hun forklaret hvorfor det forholder sig sådan for rigtig mange mennesker. Fra min synsvinkel, er det dér med græsset der er grønnere hos naboen også et gennemgående emne. Mennesker rejser fra eller flygter fra steder i verden for at prøve lykken et andet sted. Kærestepar og ægtefolk er indimellem hinanden utro, i håbet om eller troen på, at finde noget der er bedre eller lykkeligere end det de har… Folk begår kriminalitet for at tjene (endnu) flere penge, i håbet om, at penge kan købe dem et bedre liv eller mere magt, religion får folk til at udføre handlinger der giver dem troen på et bedre liv på ”den anden side”.

Bogen indeholder selvfølgelig også mord og en morder. Jeg er jo vild med bloddryppende uhygge, men det er der ikke meget af i Dødvægt. Jeg oplevede den ikke som uhyggelig på ét eneste tidspunkt og heller ikke nervepirrende spændende. Trods dét, så kører der et opklaringsarbejde hele vejen igennem, men der sker så mange andre ting i kulisserne, at det efter min mening, kommer til at fylde for lidt. Af en eller anden grund, gør det ikke så meget lige i dette tilfælde. Vi får så meget andet i denne bog, som jeg også synes er vigtigt at få med i historien om Dicte. Bogens slutning, er ikke helt som jeg havde håbet, men jeg bevarer stadig håbet om, at vi ikke har set det sidste til Jack Spiteri ;)

Dødvægt fortjener 4 krimiperler