Lee Child.. det navn har jeg hørt tit, men aldrig læst noget af ham og kendte intet til hans forfatterskab. Hovedpersonen hedder Jack Reacher.. hmm nååååh, Tom Cruise :) :) Så ringede der en klokke alligevel. Behøver jeg at sige, at jeg også så Tom Cruise i min indre film imens jeg læste bogen - også selvom Jack Reacher er beskrevet som lyshåret, næsten 2 meter høj og med hænder på størrelse med grillkyllinger. Men pyt, det var en pæn indre film jeg så ;)
Når jeg tænker på Tom Cruise, så er det også actionfilm der popper op og 61 timer, er nok også mest hvad man kan beskrive som en actionbog. Det underlige er, at selvom tempoet egentlig er højt, så føles det samtidig som om det hele foregår lidt i slowmotion, fordi handlingen udspiller sig i snestorm og bidende kulde. Når dén scene er sat, så kan det bare ikke gå stærkt.
61 timer, starter med en touristbus der passerer igennem byen Bolton i South Dakota. Sneen fyger og bussen skrider og lander i grøften. Bussen er fyldt med en gruppe pensionister... og Jack Reacher. Bussen er ødelagt og gruppen bliver samlet op af Boltons politi og bragt til den lokale politistation. Her hersker der kaosagtig stemning, da der netop er sket et mord i byen. Det varer ikke længe før både Jack og buschaufføren er under mistanke. Jack er enspænder og har sin baggrund i hæren. Hans nysgerrighed er stor og han får snart stukket sin næse dybt i sagen. Igennem hele bogen foregår der en nedtælling fra 61. Uanset hvem vi følger, så sluttes der af med en opdatering på, hvor mange timer der nu er tilbage. Det virker ret godt og jeg var nødt til at læse videre, for at finde ud af hvad det var der blev talt ned til. Jeg havde mange forestillinger om, hvad det kunne være, men jeg havde aldrig regnet ud hvad det var.
Jeg læste bogen i bilen på vej hjem fra Italien og den egnede sig perfekt til sådan et "road trip". Den formåede at fange mig fra første side og sådan blev det ved. Hen imod slutningen blev den en lille anelse langtrukket og den indre actionfilm jeg så, begyndte at blive lidt ensformig, men det varede heldigvis ikke så længe før der var masser af aktion igen. Jeg var ret vild med den her bog og jeg kan rigtig godt li Jack Reacher. Jeg glæder mig til fortsættelsen, selvom det for mig var mere en indre actionfilm end en egentlig krimi.
Klokken er lige nu 21.40. Det er sommerferie, børnene er puttet, jeg har lavet en kande the og fundet Jack Reacher (the movie) på nettet, så min aften er kørt i stilling.
Lee Child, Jack Reacher og Tom Cruise, får 4 krimiperler fra mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar