Netop færdig med Kvinden før og jeg sidder tilbage med en
underlig følelse af ikke at have fået udløst den spænding, jeg havde sat
forventningerne op til. Den spænding som bogen selv bygger op undervejs. Til
gengæld er der så enormt meget dybde i den, at jeg samtidig føler mig fyldt op
af psykologiske spørgsmål og svar.
I kvinden før, følger vi to forskellige personer. Bogen er
bygget op over to perioder, så den ene halvdel er det Før: Emma og den anden
halvdel er det Nu: Jane. De skiftedes til at fortælle, så vi på den måde får et
rigtig fint indblik i, hvad de hver især går igennem, i løbet af deres tid i
huset på Folgate Street 1. Begge kvinder har oplevet svære ting for nylig.
Den ene mistede sin lille datter ved en dødfødsel og den anden har været
udsat for et groft overfald i eget hjem. Begge har brug for store forandringer
i deres liv, hvilket måske er grunden til, at de indvilliger i, at flytte ind i
huset på Folgate Street 1. Et hus, som har mere end 200 regler man skal
overholde, for at få lov at bo der. Fx må der ikke være nips i huset og heller
ingen bøger (aaargh). Der må ikke rode, der må ikke være billeder og man skal
indvillige i, at svare på spørgsmål via den elektroniske husholderske, hvis man
gerne vil opretholde alle funktioner i huset, såsom varmt bad eller strøm til
komfuret.
Husets arkitekt er en flot mand og som læsere, finder vi
snart ud af, at det er en helt særlig type kvinder han lader flytte ind i
huset.
De første to trediedele af bogen, var der et konstant højt
spændingsniveau. Jeg læste og læste og måtte bare vide hvad hemmeligheden var.
For man ved der ligger noget og lurer, som man bare ikke har set komme. Der
kommer da også et par uventede twists undervejs, men jeg må indrømme at min interesse
faldt lidt hen mod slutningen. Som om jeg blev lidt ligeglad med hvordan det
egentlig hænger sammen med ham Edward og om Emma i virkeligheden blev myrdet.
Vi ved fra start, at hun er død, så jeg har ikke afsløret noget, ved at
fortælle den del.
Jeg ligger og svæver lidt mellem 3 og 4 perler. Jeg må
indrømme, at jeg sad lidt med følelsen af en spænding der ikke blev forløst. Som
om den mere bare gik op i røg. Samtidig synes jeg psykologien i bogen var virkelig
godt gennemtænkt. Specielt Janes bevæggrunde sidst i bogen, kom bag på mig. Jeg
synes egentlig også, at idéen med det her elektronisk styrede hus, er ret genial.
En lille ærgerlig detalje ligger i bogens titel. Hvis man
havde valgt den direkte oversættelse fra engelsk, så ligger der faktisk en
dobbeltbetydning i titlen. I og med, at der er gået inflation i ordet ”kvinden”
i bog- og filmtitler, er det nok begrundelsen for, at man har valgt at
oversætte det til kvinden frem for pigen. Det betyder dog intet for læsningen, men jeg synes
alligevel det er lidt synd.
Alt i alt en super god bog med et fedt koncept. Forvent dog ikke nogen vild thriller, men trods alt et par rigtig gode overraskelser undervejs. Jeg er temmelig sikker på, at det bliver en vanvittigt spændende thriller, når bogen bliver til film - og det gør den heldigvis!!
Dette kunne i øvrigt være en oplagt bog at læse i skoleregi for lidt ældre elever, da der er meget psykologi at analysere på, når bogen er slut.
3 krimiperler fra mig lander den på, Hvilket faktisk gør lidt ondt. Trods alt, er den oppe at snuse til de 4 😊
Klik HER hvis du har lyst til at følge med på Facebook også 😍
Kvinden før udkommer 15. 5. 2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar