Anmeldelse: Phoebe Locke - Manden i skyggerne

Hvis der er noget jeg synes er vanvittigt skræmmende, så er det sådan noget med en uhyggelig mand – krimier der hedder noget med ”-manden” tiltrækker mig lige lidt ekstra og får mig til at gyse. Jeg ved ikke hvorfor. Givetvis også derfor jeg tiltrækkes af voldsomt drabelige seriemorderbøger hvor en intelligent og udspekuleret morder, dræber løs på bestialsk vis.

Udover at titlen er uhyggelig i sig selv, så er handlingen også baseret på virkelige hændelser. Har du hørt om ”Slender Man”? En vandrehistorie som handler om en ansigtsløs mand, der gemmer sig i skyggerne, som har dræbt sin egen datter og som nu tager piger. For nogen børn, ville det være vanvittigt skræmmende, men andre blev tiltrukket af manden og troede på historierne om, at hvis man ofrede gaver til ham, ville man blive noget særligt for ham og han ville komme tage én med sig ind i skyggerne. I 2014 var historien om Slender Man direkte årsag til at to teenagepiger i Wisconsin slog deres jævnaldrende veninde ihjel. "The Slender Man Stabbing"

Af den grund, var mine forventninger til ”Manden i skyggerne” stor. Og bogen havde virkelig potentiale til at blive præcis så uhyggelig som forventet, men det var den desværre bare ikke. Bogen er skrevet med flere tidslinjer fortalt af forskellige personer, for til sidst at flette sammen i en højere enhed med en overraskende slutning. Desværre kommer vi ikke rigtigt for alvor ind under huden på nogen af fortællerne og alting bliver derfor lidt overfladisk. Synd, synes jeg, for der er elementer af uhygge, som fik min puls op, men som lige så hurtigt faldt fladt … vi når aldrig for alvor et klimaks, selvom slutningen kom bag på mig. Samtidig er det også slutningen, som har efterladt mig med ubesvarede spørgsmål, men ikke på den gode måde, der giver stof til eftertanke.

Tidslinjerne starter i 1999 hvor Sadie og Miles lige har mødt hinanden og allerede venter barn sammen. Vi fornemmer, at der er noget i gære, men vi ved endnu ikke hvad. Så springer vi i tiden hvor deres barn Amber er født og Sadie vælger at forlade sin familie for at beskytte hende. 18 år senere følger vi et filmhold, som er i gang med en dokumentarfilm om Amber Banner, som netop er frifundet for mord. På hvem og hvorfor, ved vi heller ikke noget om før til sidst, hvor det hele afsløres skridt for skridt.

Det er lidt en underlig følelse at have læst en bog, som egentlig er okay god og med et særdeles interessant og vedkommende emne, men som efter endt læsning, på ingen måde sidder under huden på mig. Det havde jeg troet den ville gøre, for det er ikke længe siden, at min egen datter var skræmt fra vid og sans af en vandrehistorie i stil med Slender Man. Husker du Momo? En figur som er en blanding af en kvinde og en fugl. En figur som efter sigende kontaktede børn via deres telefoner og skræmte dem til at gøre frygtelige ting, hvis de ville undgå at Momo slog deres familier ihjel. Min egen datter har aldrig fået beskeder fra Momo, men hun hørte historierne og hun så billedet af den. Hun turde ikke være alene i en lang periode. Turde ikke sove alene eller gå på toilettet alene. Det var en hård tid for familien, og vi gjorde alt for at forklare hende, at Momo i virkeligheden bare er en figur på et museum og ikke findes i virkeligheden. De historier sætter sig dybt i børn og jeg tror de fleste voksne mennesker, undrer sig over, at nogen kan finde på at skræmme børn i en så voldsom grad.

Så … hvad synes jeg så egentlig om ”Manden i skyggerne”? Alt i alt en god og læseværdig bog, fordi baggrundshistorien er interessant og skræmmende. Til tider røg min puls i vejret, men overordnet set, er det en slow pace-bog i et meget langsomt tempo. Forvent en god historie, men forvent ikke at komme under huden på personerne. Et par stykker af dem fra filmholdet, kunne jeg godt tænke mig at følge videre, men jeg ved ikke om forfatteren Phoebe Locke, har flere bøger på plakaten. 
Er du til en stille og rolig psykologisk krimi, hvor puslespillet lægges stille og roligt brik for brik, så vil du sandsynligvis synes godt om denne bog. Den er da også kategoriseret som en spændingsroman, hvilket passer bedre på den end krimi. 

3 krimiperler til Manden i skyggerne

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Pitbull

Det her er en bog som jeg har ventet på i spænding. Spændingen er endelig blevet udløst og jeg har lyst til at råbe ud til alle, at det her bare er en helt suveræn bog. Den har ligesom bare lidt af det hele – lidt af alt det jeg sætter pris på ved en god krimi.

I Pitbull er både Schäfer og Heloise Kaldan tilbage. På opfordring af Schäfers kone, Connie, er Heloise blevet tilmeldt en vågetjeneste hvor frivillige sidder hos døende mennesker. Heloise våger over Jan Fischof, som er syg af kræft. Jan betror Heloise, at der er ting i hans fortid, som stadig plager ham. Da hun er sikker på, at han ikke kan overgive sig til døden før han har styr på hvad der gør ham ked af det og bange, sætter hun sig for at drage mod Sønderjylland for at hjælpe Fischof med at få fred i sjælen på vej ind i døden.

Hvad der bare skulle have været en lille smuttur med et par samtaler hist og pist, viser sig at være en langt større sag end først antaget. Der er heller ikke meget samarbejdsvilje rundt omkring i det lille lokalsamfund, når der kommer en københavnerjournalist der tror hun skal ”spille smart”. Modviljen er stor og Heloise bringer sig selv i fare mere end én gang, da hun opsnuser en sag om et par forsvundne piger og begynder at rode i sammenhænge.

Kender du dét at du har læst en bog, som gør et eller andet ved dig? Noget som det kan være svært at sætte en finger på, men som gør at du har lyst til at fortælle om bogen til alle der gider lytte. At du har behov for at tale om bogen med andre der også har læst den, så I kan snakke om hvad hinanden mener om den – hvordan I hver især tænker og tolker. Sådan en bog er Pitbull for mig. Den er så gennemført og dyb. Den har blodige detaljerede beskrivelser, den har spænding, den har en fin kærlighedshistorie, som kun får lov at fylde lige tilpas. Den har et fedt plottwist, som fik nakkehårene til at rejse sig på mig da afsløringen kom – og det på trods af, at jeg allerede havde regnet ud hvordan det hang sammen. Den har et dagligdags billedsprog, som gør, at især Heloise, står knivskarpt i den indre biograf.

Vigtigst af alt, så har den dét som Anne Mette Hancock mestrer til fingerspidserne, nemlig et psykologisk spil, som sætter hovedpersonen og dermed også os læsere, på prøve omkring vores egen etik og moral. Hvad er det lige vi skal føle og mene. Det er så fedt, synes jeg. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en krop fyldt helt op af blandende følelser og stadig fuld af spørgsmål.

Hold nu fast, hvor er det godt det her!!

Top of the pop, fuld perleplade

 

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Skytsengel

Michael Katz Krefeld og Ravn er tilbage, efter et lille ophold i serien, hvor vi i stedet for Ravn, fik Cecilie Mars.

Imens mørket kaldte på os, sejlede Ravn rundt på et længerevarende krydstogt på sin båd, Bianca. Nu er han tilbage, men hvad han troede skulle blive en hyggelig hjemvending til alle vennerne og den elskede bydel Christianshavn, bliver i stedet til kaos, drama og tragiske omstændigheder.

Bogen starter på et hustag i bagende sol. En skarpskytte sigter med sin riffel. I kikkertsigtet har han mange forskellige mennesker - herunder både Victoria, Johnson og den højgravide Belinda. Så trykker han aftrækkeren i bund og fyrer sit skarpladte våben af igen og igen.

Jeg kan afsløre, at den ene af de tre nævnte venner bliver ramt. Ravn tager attentatet personligt og vil hjælpe med at finde den skyldige. Da han bliver kontaktet af advokaten Miriam, som vil have ham til at finde en klients forsvundne søn, takker Ravn derfor nej. Men vi kender ham jo efterhånden … og da hun afslører, at det handler om en mor, som mistænker at hendes søn er attentatmanden, springer han alligevel på vognen.

Man kan sige, at denne bog har to hovedpersoner, for udover Ravn, så følger vi også skarpskytten og hans tanker og følelser. Vi følger hans frustrationer, hans meget små og få glæder, hans vanvittige togt mod uskyldige mennesker. Vi kommer helt tæt på hans ødelagte personlighed og vi skiftevis sympatiserer med ham og håber han bliver fanget og får den hårdeste straf. Hvorfor?? Fordi vi hader terrorisme og ønsker terrorister til livs, og fordi vi samtidig sympatiserer med veteraner som har tjent deres land i krig, men som er vendt hjem med PTSD og evige ar på krop og sjæl!

Bogen har et vigtigt fokus og den fik mig igennem næsten hele følelsesregisteret. Veteraner hjemvendt fra krig – et vigtigt emne, fordi der tilsyneladende er berøringsangst omkring det - vi hylder soldaternes mod, men vi lukker øjnene for, at de kan være nedbrudte mennesker bagefter. Vi forventer at de klarer sig og selv tager sig af deres problemer. Vi synes det er dejligt, at der findes steder de kan opholde sig og få hjælp og støtte, men samtidig ønsker vi ikke disse opholdsteder i vores egen baghave, af frygt for hvad de kan finde på i tilfælde af psykoser osv. Et vigtigt dilemma at få sat fokus på, synes jeg.

Hver gang jeg læser en bog af Michael Katz Krefeld, er det som at se en indre film. Skytsengel er ingen undtagelse. Som at se endnu et afsnit af en god serie man har fulgt længe. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er han kan, som gør det hele så billedligt for mig, men det er ret fantastisk! Med ganske få ord, kan han beskrive steder og personer, så man som læser næsten føler, at man virkelig er der. Den effekt har han i hvert fald på mig og det giver læseoplevelsen endnu større substans.

Der er ingen tvivl om, at Michael Katz Krefeld er en vanvittigt dygtig forfatter. Det beviser han endnu engang med denne dybdeborende bog. 

For der ER virkelig meget dybde i denne bog. Der er spænding og der er smæk på det følelsesmæssige – på kærlighed og på venskaber og på alt det gode de fører med sig. Jeg synes det er spændende at komme ind i hovedet på attentatmanden og jeg synes han er utrolig godt beskrevet. Samtidig, så medfører det, at vi hele tiden kender hans planer. Når vi så følger Ravn, er vi læsere hele tiden et skridt foran og ved om han er på rette spor eller ej. Det tog desværre en del af spændingen fra mig. Jeg savnede noget der fik mig til at gyse og jeg savnede følelsen af frygt for hvad der mere ville ske. Jeg synes det hele blev lidt for forudsigeligt. Der er et fint twist undervejs, men når man har læst ualmindeligt mange krimier, så kan man til tider fange selv et ganske lille hint 😊

For mig og mit gys-hungrende krimihjerte, så blev det lidt for meget af det samme og lidt for få overraskelser. Jeg blev oprørt, men jeg blev ikke hverken skræmt eller særligt overrasket. Uhyggen udeblev. I hvert fald på dén måde som skubber til min frygt.

4 krimiperler - dem i det helt store format 😊

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!

Anmeldelse: Kristian Corfixen - Sygeplejersken

Jeg har kastet mig over endnu en true crime-bog. Denne gang var det Sygeplejersken, som omhandler sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en ung sygeplejerske blev dømt for drabsforsøg, på 4 indlagte patienter. Nogen mener, at tallet er langt langt større og andre mener, at sygeplejersken er uskyldig og burde være frifundet.

Jeg kender et menneske, som har denne sag tæt inde på livet, idet vedkommende er i nær familie med den dømte. Derfor fulgte jeg sagen ret nært, da den var på sit højeste i medierne. Af samme årsag, så gav det mig ondt i maven at læse denne bog. Jeg forsøgte at holde mine tanker omkring sagen neutrale. Det samme forsøgte jeg at gøre under læsningen, og jeg synes bogen er belyst rigtig fint fra begge vinkler.

Vi får fortalt en historie, som også her vinkles fra flere personers oplevelser, som de har haft på nattevagter op til den nat det hele kulminerede. Et hændelsesforløb, som er så spændende fortalt, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg gik fra at tænke ”Ej, hun må jo være skyldig, det kan ikke være anderledes”, til at komme i tvivl og spekulere over de ord, som Jakob Buch-Jepsen skrev i sin bog. "Hellere lade 10 skyldige gå fri, end at én uskyldig bliver dømt". For ja, der er masser af spor der beviser, at der er en person på sygehuset, som har haft i sinde enten at dræbe, eller også har hensigten været, at skabe en livstruende situation, for derved at skabe spænding i egen tilværelse. Men selvom der er beviser, så er der jo ingen af dem, som endegyldigt beviser, at det er pågældende sygeplejerske som har gjort det. Og dog. Hvad der i virkeligheden skete, er der kun én person der ved. 

Jeg er sikker på, at der er masser af mennesker som sidder derude og har en mening om sagen. Jeg synes selvfølgelig det er svært at forholde mig neutral, men samtidig så får jeg lidt sådan en følelse når jeg læser bogen, som nok bedst kan sammenlignes med en ”kigge-kø”. Som om jeg ved at læse bogen, stikker næsen i noget der i bund og grund ikke kommer mig ved. Som om jeg bare burde se at komme videre og lade sagen og dens involverede være i fred. Som om det ikke tilkommer mig, at have en mening. Som om jeg har læst den af ren nysgerrighed. Måske den følelse opstår, fordi det stadig er så relativt ny en sag. Fordi sagens involverede stadig lider.

Bogen er skrevet fint og sagligt. Den tager ikke parti og den belyser som sagt begge sider. Måske trods alt, så tager den mest parti med ofrene, de pårørende og de andre sygeplejersker. Det skinner en smule igennem, synes jeg, om end jeg ikke tror det er hensigten. Den er så spændende fortalt at siderne nærmest vender sig selv. 

Det er en skræmmende historie. For når vi er syge er vi allermest sårbare og netop da, bør vi kunne føle os trygge og stole på at vi selv og vores pårørende er i de bedste hænder. Kærlige hænder som ønsker os raske igen. Jeg håber at Sygeplejerskesagen har været medvirkende til at skabe større sikkerhed omkring medicinen på landets sygehuse. Ikke bare i forhold til drab, som forhåbentlig er yderst sjældent, men også i forhold til fx læger og sygeplejerskers misbrug, som også er et issue i denne sag. Den slags farlig medicin, bør der være skærpet opsyn omkring - men det er en anden historie.  

4 krimiperler fra Frk. Tine til Sygeplejersken.

Anmeldelse: Stina Jackson - Sommermørke

Sommermørke er en debutroman af svenske Stina Jackson. Den er nomineret til årets svenske krimi. Bogbloggere og anmeldere i både Danmark og Sverige, er helt oppe i skyerne over den. Personligt forstår jeg ikke helt postyret. Det vender jeg tilbage til.

Lelle lever sit liv i dyb sorg og evigt håb om, at hans datter Lina, som forsvandt en tidlig morgen for 3 år siden, stadig er i live - at hun pludselig en dag vil dukke op. Han arbejder som gymnasielærer i dagtimerne, men nætterne går med at lede efter Lina. Hans ægteskab er gået i stykker og Lelle selv, lever ikke længere et meningsfuldt liv. Vi følger ham hen over sommeren. Vi er med i hans tanker, hans sorg og hans forfald, under søgningen efter Lina. Vi får et indblik i hans inderste tanker og hvordan sorgen har tæret på ham gennem årene der er gået.

Samtidig følger vi pigen Meja. Hun er flyttet til en lille by ude i ingenmandsland, sammen med sin mor. En mor som drikker for meget, er psykisk syg og som har brug for en mand, for ikke at føle sig alene. Meja og hendes mor er flyttet mange gange og har boet hos mange forskellige mænd. Denne gang er de havnet hos den noget ældre Torbjörn, som på trods af sit nussede hjem og sit nussede ydre, ser ud til at være god nok. Meja er ensom, men en nat, møder hun tre unge mænd, som viser sig at være brødre. Hun begynder at se mere til dem og forelsker sig snart i den ene – Carl-Johan. Brødrene kommer fra en meget speciel familie, men Meja føler sig alligevel draget af deres hjem.

I første omgang, er det svært at se hvad de to parallel-historier har med hinanden at gøre. Mistanken ligger dog hele tiden og lurer i skyggerne og det dystre mørke.

Sommermørke er en både velskrevet og velbeskrevet bog. Den leger med følelserne og jeg blev da også rørt over Lina og Lelles, skæbner.

Hos forlaget Lindhart og Ringhof, har man valgt at kategorisere bogen som en spændingsroman frem for en krimi. Godt og præcist valg, efter min mening. På trods af det rørende i de to skæbnefortællinger, så blev jeg ikke påvirket særligt. Jeg har læst andres anmeldelser af den og blev i tvivl om hvor vidt, det er samme bog vi har læst. Jeg er på ingen måde blæst hverken bagover eller op i skyerne. Jeg synes det var en langsommelig affære, og jeg havde svært ved at fastholde fokus, hvilket resulterede i, at jeg måtte lytte til størstedelen af bogen, for at fastholde mig selv imens jeg foretog mig andre ting.

Alt i alt en rigtig god og virkelig velfortalt historie. Den formåede bare ikke hverken at ruske mig, vække mig eller få mig til at holde vejret i spænding. Den lander derfor med to krimiperler. 

Anmeldelse: Heine Bakkeid - Jeg vil savne dig i morgen

Thorkild Aske, er tidligere politibetjent indenfor specialafdelingen og er ekspert i afhøringsmetoder. Men Thorkild har trådt i spinaten, for at sige det mildt. Han er dømt skyldig i drab, har siddet fængslet i 3 år og har mistet alle rettigheder til at arbejde indenfor politiet. Samtidig er han dybt afhængig af stærk smertestillende medicin, som han spiser som bolcher. Derfor er han også mere eller mindre konstant påvirket.

Thorkild bliver hyret af et forældrepar, til at finde deres forsvundne søn, Rasmus. Ingen tror helt på at Rasmus er i live, men forældrene er villige til at betale for at få vished og fred i sjælen. Den unge Rasmus, havde købt et gammelt fyrtårn på en øde ø, som han var i gang med at sætte i stand, da han forsvandt sporløst. Thorkild ankommer til den øde ø, bedst som en voldsom storm hærger.

Det faktum, at Thorkild konstant popper piller, er samtidig medvirkende til, at jeg ikke turde stole på, at hans oplevelser undervejs var virkelige og ikke bare en illusion. Den følelse forstærkes yderligere af, at Thorkild selv, har det på samme måde. Som læser efterlades man derfor med en tvivl om hvor vidt der foregår noget overnaturligt, om Thorkild hallucinerer eller om nogen forsøger at få det til at se sådan ud.

Forfatteren Heine Bakkeid er norsk og er selv vokset op nær Tromsø i Nordnorge, hvor bogen foregår. Han har tidligere skrevet ungdomsbøger, men dette er hans debut som krimiforfatter. Bakkeid bliver sammenlignet med Jo Nesbø, som jeg er ret stor fan af. Jeg er nødt til at sige, at jeg simpelthen ikke kan se ligheden. Det skulle så måske være med den allerførste Jo Nesbø, som var en smule underlig, og som i øvrigt ikke kan sammenlignes med resten af serien om Harry Hole. ”Jeg vil savne dig i morgen”, er efter min mening også en smule underlig. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis hvad det er der gør det, men jeg tror simpelthen bare, at jeg på en eller anden måde mangler noget dybde i personerne. Vi følger kun Thorkild Aske, men hans fortid og grunden til at han havnede i fængsel, afsløres først hen mod slutningen i en sideløbende historie. Det er som om der hele tiden mangler noget. Selve titlen har jeg vendt og drejet i mit hoved, men uanset hvilken vinkel jeg anskuer den fra, så kan jeg ikke få den til at give mening i forhold til bogens handling.

Alt i alt, så kedede jeg mig simpelthen gennem størstedelen af bogen og var ved at lægge den fra mig flere gange. Jeg var længe om at læse den, fordi jeg hele tiden mistede fokus. Det skal dog siges, at bogen har en pæn portion humor i form at måden Thorkild tænker og udtrykker sig på. Beskrivelsen af den mondering han bliver udstyret med på et tidspunkt i bogen, fik mig til at grine højt. Humoren er så også det der får mig til at trække bogen fra 1 krimiperle op på 2. Her er simpelthen for lidt tempo, handling og spænding til min smag og bogen gav mig heller intet stof til eftertanke.

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Mørket kalder

Man skal ikke skue hunden på hårene og man skal ligeledes heller ikke skue en bog på dens cover. Når jeg ser på dette cover, så minder det mig om en firserudgave af en gangsterbog. Men tag ikke fejl – Mørket kalder er alt andet end dét.

Mange kender bedst Katz Krefelds bøger om Ravn, men i denne bog er hovedpersonen en kvinde. Cecilie Mars hedder hun og er politikommissær hos Københavns politi. Cecilie er usikker på sig selv som menneske, men hun tror på sine egne evner som betjent. Og hun er både dygtig og korrekt i sine metoder. En enkelt aften, lader hun følelserne styre og træder ved siden af, hvilket en ukendt person filmer og bruger som afpresningsmiddel imod hende. Vedkommende vil have hende til at udføre mord på, hvad han kalder udyr. Cecilie forsøger at styre slagets gang på sin egen lovlydige måde, men det er sværere end hun forventer og for at sige det på godt dansk, så står Frk. politikommissær snart i lort til halsen.

Resten skal du selv læse dig til, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg er helt oppe i skyerne over Mørket kalder. Jeg synes simpelthen den er vanvittigt spændende fra start til slut. Jeg er vild med hovedpersonen Cecilie Mars, som er følelsesmæssigt knækket grundet et enormt traume hun har lidt i sin ungdom. Samtidig er hun hårdkogt og ekstremt modig. Hun er ingen superhelt, så den dér følelse af, at det hele kan vælte for hende lige om lidt, gennemsyrede bogen. Følelsen af, at alt kan ske, er altoverskyggende og jeg synes det er fantastisk. Jeg havde på ingen måde, lyst til at lægge den fra mig. Jeg var sikker på at jeg havde regnet morderen ud, men så viste det sig at jeg tog fejl. Det skete flere gange og jeg følte nærmest at jeg blev trukket rundt i manegen. Snydt mere end én gang og intet var sikkert før til sidst. 

I mandags var jeg inviteret til bloggermøde med Michael Krefeld. Han fortalte bl.a. at han startede ud med en karriere som manuskriptforfatter. Han har været med til at lave både "Nikolaj og Julie" og Nynnes dagbog". Hver gang jeg læser bøger af Michael Katz Krefeld, så har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg lige har set en film. Det giver god mening når man kender hans baggrund. Det er en kunst at skabe så fine og tydelige billeder hos læseren ved hjælp af få, men vigtige detaljer, men her er altså en forfatter, som mestrer det til fulde. 

Mørket kalder er det man kalder en "stand alone", hvilket vil sige, at den ikke er en del af en serie. I følge Michael selv, så er der heller ingen planer om at den skal blive det. Heller ikke selvom vi sad en del bogbloggere om bordet i mandags, og sendte bedende hundeøjneblikke. På den anden side - selvom jeg er vild med Cecilie og ked af at mødet slutter her, så synes jeg samtidig at det er ret suverænt med de her bøger, hvor ALT bare kan ske. Hvor du som læser ikke er sikker på hvor noget som helst ender, fordi du ved, at bogen ikke har en fortsættelse hvor personerne skal medvirke igen. Jeg er vild med serier, men kan samtidig mærke, at jeg er på vej ind i en periode, hvor jeg finder det forfriskende, når forfattere med lange serier, viser hvad de ellers kan. Jeg håber håber hååååååber, at der kommer flere af denne type krimier fra Michael Katz Krefeld. Næste bog bliver endnu en Ravn og ham kan jeg også godt lide, men det er som om denne her lige er trådt et skridt op. Mere af dét!! Please 😍

Fed fed bog. Jeg sender simpelthen 6 krimiperler efter den. Det synes jeg den har fortjent!

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Ghostwriter

Steffen Jacobsen er langt om længe tilbage med en ny bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. Den har været ventet med længsel af mange. Steffen Jacobsen føler, at det bliver for nemt for ham som forfatter, at blive ved at skrive på den samme serie i længere tid. Derfor har han holdt en pause fra denne serie og har i mellemtiden skrevet noget andet. Af samme årsag, er han i øjeblikket i gang med at skrive på en ny bog, som heller ikke er i Sander/Jensen-serien. ØV siger jeg bare.

Nå, men godt at vi trods alt fik Ghostwriter. Og sikke et come back. Jeg åbnede bogen og gik i gang med at læse. Herefter var jeg ikke meget for at skulle slippe bogen igen. Jeg synes den er spændende fra side 1. Der er masser af action og endda også en smule actionhelt i form af Micael Sander og hans tidligere tilværelse som elitesoldat. Ghostwriter er ikke en egentlig krimi med en mordgåde der skal opklares og spor der fører på kryds og tværs, for til sidst at flette sammen i en højere enhed. Der kradses i lag efter lag og den grufulde sandhed træder tydeligere og tydeligere frem. Selv beskriver forfatteren det som en spændingsroman. 

Michael og Lene er nu gift og bor sammen med deres datter. Michael har droslet ned på sit privatdetektivarbejde – tror Lene. I virkeligheden er han hemmeligt involveret i et selvtægtsprojekt, og hjælper ligesindede med at optrævle pædofiliringe. Det går ikke ligefrem blidt for sig. Lene skal opklare et dødsfald på direktøren for et førende medicinalfirma. Umiddelbart ser det ud som selvmord, men da den unge ghostwriter, som er hyret til at skrive direktørens biografi, findes skudt ikke langt derfra, får Lene mistanke om, at der er noget uldent ved selvmordet. Der trækkes tråde til Afrika, hvor vi via en dagbog, følger med i en voldsom episode. En brutal nedslagtning af uskyldige, som har sammenhæng med de mord, Lene og Michael forsøger at opklare.

Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Jeg er vild med det sproglige i den. Steffen Jacobsen mestrer virkelig, at skrive personernes dialoger, så jeg næsten følte, at jeg var tilstede selv og min indre biograf kørte for fuld skrue. Dialogerne er skrevet i et dagligdags talesprog tilsat en god portion humor. En tør humor, som er naturlig og som på ingen måde virker påtaget eller som et forsøg på at være sjov. Jeg er virkelig vild med det. Flere gange igennem bogen, tog jeg mig selv i at tænke, at den var en ekstremt velskrevet.

Har man ikke læst de foregående 4 bøger i serien, så tror jeg ikke nødvendigvis man vil synes denne er så fantastisk. Man vil ganske enkelt mangle for meget baggrundshistorie. Der er sket virkelig meget imellem Lene og Michael, siden Trofæ, som er første del i serien. Har man der imod læst de forrige, vil man givetvis elske den og være fanget fra start til slut. Nogen vil måske mene at Michael Sander er lidt for effektiv. Personligt synes jeg han er både cool og sej og indrømmer blankt, at han er en af de fiktive mænd, som jeg har et lille crush på. Jeg er vild med samspillet, på både godt og ondt, ægteparret imellem.

Steffen Jacobsen er uddannet læge. Han har forsket i hoftedysplasi hos unge mennesker,  skrevet en doktordisputats og forsvaret den. Derefter følte han en form for tomhed. Han følte han var nået så langt som han kunne indenfor lægeverdenen, så da en god ven foreslog ham at skrive en bog, tog han udfordringen op. På det tidspunkt, arbejdede Steffen Jacobsen stadig som læge, så de første bøger blev skrevet om aftenen ved køkkenbordet. Humoren i bøgerne er vigtig for ham. Han siger, at det nemt bliver kedeligt at sidde alene at skrive, så derfor er det rart at have noget at sidde og gnække lidt af. 

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Motiv X

Endelig er det blevet tid til en ny Stefan Ahnhem-bog. Det har jeg glædet mig virkelig meget til.

Bogen starter ud på grummeste vis, og uden at røbe for meget, kan jeg godt løfte sløret for, at synet af en vaskemaskine, for evigt vil give mig kuldegysninger.

Der er mange bolde i luften i Motiv X. Fabian har orlov i starten af bogen, fordi datteren Matilda, som blev skudt i forrige bog, Atten grader minus, nu er i bedring og er vågnet op af sin koma. Familielivet skranter generelt og det får lov at fylde en del, men ikke så meget, at det bliver irriterende. På trods af orlov, arbejder Risk med spor, han har fundet hos en afdød kollega. En kollega, som har haft begrundet mistanke til en anden kollegas morderiske tendenser. Samtidig følger vi en bindegal person, som kaster med terninger, når han skal finde ud af hvem der skal myrdes næste gang, hvornår, hvordan og med hvilken type mordvåben. I sig selv en fremragende og genial historie, men …

Vi kommer også tættere på Irene Lilja, som kæmper med en kæreste der viser sig at være medlem af Sverigesdemokraterne og samtidig lægger hun sig ud med en gruppe hårdkogte højreekstremister. I sammenhæng med vaskemaskinen nævnt tidligere, forsvinder en 11-årig syrisk dreng. Jagten på hans morder er også i gang. I det hele taget er der utroligt mange tråde der trækkes i. Også flere end jeg har nævnt her.

Bogen er god, og i bedste Stefan Ahnhem-stil trækkes vi rundt i manegen og bliver mere og mere forvirrede. Jeg læste og læste og gættede og gættede på hvordan det hele hang sammen. Som slutningen nærmede sig, blev det dog tydeligt, at der ikke ville komme en opklaring på alle gåderne. Jeg er faktisk nødt til at indrømme, at jeg følte mig lidt snydt da sidste side var vendt. Der bliver opklaret et par ting, men der er kæmpe store løse ender der hænger og flagrer. Jeg kan godt arbejde med, at der er en sideløbende historie som strækker sig over flere bøger, men sådan en historie har vi faktisk allerede i spil i denne serie, nemlig i form af Dunja Hovgaard og Kim Fucking Schleizner. Historien om deres indbyrdes had til hinanden, berøres kun kanske lidt i Motiv X. Jeg synes som udgangspunkt, at de to historier som nu er åbne, var ”hovedhistorierne” og de mest spændende og interessante. De historier der blev afsluttet, kunne på sin vis have været skåret helt ud af bogen, for at give plads til en slutning på dem vi nu skal vente det meste af et år på. ÆV!

Når det så er sagt, så er det en god og underholdende bog, som havde mig fanget i spænding fra start til slut. Der er masser af lækre udpenslede detaljer, som jeg sætter pris på ved en krimi. Jeg elsker det der gys det giver i kroppen, når de fæle billeder dannes i mit hoved. Eneste minus er, at bogen ikke er slut når den er slut, hvilket også er grunden til, at den kun lander på 4 perler. Det bliver voldsvært at vente på næste bog!

Anmeldelse: A. J. Finn - Kvinden i vinduet

Nå, tænkte jeg – endnu en bog om ”Kvinden” som bliver gejlet op til noget stort. På bagsiden lyder den heller ikke specielt sindsoprivende. Jeg gik i gang med den i håbet om at blive overrasket. Den startede sådanset ok spændende ud, men så blev det bare ved i samme rille.

Vi følger børnepsykologen Anna, som lider af agorafobi og derfor ikke er i stand til at forlade sit hjem. Selv et åbent vindue ud til verden, kan give hende angstanfald. Hun lever sit liv online via en agorafobi-gruppe og så spiller hun skak. Derudover så følger hun med i sine naboers liv gennem telelinsen på sit spejlreflekskamera. Det er ikke så lidt hun ved om folk. Og Anna er aldrig blevet opdaget – ikke før en kvinde pludselig løfter ansigtet og stirrer direkte på hende.

Som før nævnt, starter bogen trivielt. Sådan bliver den på ingen måde ved, for da først kvinden i huset på den anden side har fået øje på Anna og hendes ”spionageudstyr”, så tager tingene ellers fart. Jeg er ret sikker på, at starten er lavet på den måde med vilje. For at give os læsere et rigtig godt billede af hvem Anna er og hvor ensomt og trivielt hendes liv og daglig dag er. Det lykkedes til fulde og jeg følte hende fuldt ud.

Anna ser noget hun ikke skal se, i et vindue på den anden side af gaden. Hun forsøger at alarmere politiet og hun forsøger selv at gøre hvad hun kan for at hjælpe, hvilket er tæt på umuligt i hendes angstplagede tilstand. Men ingen tror på Anna, for hun er bare en sindssyg kvinde, som mixer medicin med alkohol og som derfor må hallucinere. Anna bliver mere og mere frustreret og som læser vidste jeg simpelthen næsten ikke hvad jeg skulle tro tilsidst.

Kvinden i vinduet er på én gang en både sindssygt følelsesladet og vanvittigt spændende bog. Hen mod slutningen, gik jeg fra at tørre tårer væk, til at forsøge at få styr på min vejrtrækning fordi den simpelthen bare er så hæsblæsende spændende. Ingen tror på Anna udover måske en teenager som er undertrykt af sin temperamentsfulde far. Intet er som det ser ud til og den følelse fulgte med mig hele vejen gennem bogen. Jeg blev overrasket flere gange og troede jeg havde regnet ud hvordan det hele hang sammen. Det havde jeg ikke, og selvom tanken nåede at strejfe mig, så var det først til allersidst, at alle brikker faldt helt på plads.

Hele bogen udspillede sig som en indre film i mit hoved og jeg glæder mig som et barn til juleaften, ved tanken om, at Kvinden i vinduet rent faktisk skal filmatiseres med Amy Adams i hovedrollen. Den bliver garanteret uhyggelig!

Den her bog kommer til at sidde i kroppen på mig længe endnu. En af dem jeg har lyst til at bede alle om at læse. Hold nu kælderdøren lukket, hvor er det en sej debut!! Wow!

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Mercedes-snittet

Pyh altså, sikke en bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en forfærdelig masse følelser i kroppen. Glæde over en helt fantastisk historie, overrasket over en slutning jeg ikke havde set komme og samtidig også en følelse af tristhed over alle de skæbnesvangre hændelser der overgår størstedelen af persongalleriet.

En lille dreng meldes savnet, da han ikke møder op i skole og sfo. Der er ikke mange spor at gå efter, men da der findes blod og drengens jakke dukker op, peger tingene i den triste retning. Drengens Instagramprofil, viser sig at være yderst interessant. Den indeholder udelukkende billeder af genstande, som ligner ansigter. Pareidolia, hedder fænomenet, som er er en psykologisk måde at opfatte genstande på, så de omdannes til at ligne ansigter. Et typisk billede er smileyer, som i bund og grund bare er tegn, der til sammen, får menneskehjernen til at se et ansigt ➜  :-)

Det kan også være stikkontakter, tøjknager, porte osv. Tingene er ikke altid som først antaget. To og to giver ikke altid fire.

Heloise går igennem lidt af en livskrise, efter hun mistede sin far i forrige bog, Ligblomsten. Hun er ikke så involveret i mysteriet denne gang, men hun blander sig dog alligevel tilpas meget. Jeg synes godt det kan blive utroværdigt, når journalister begynder at opklare mere mord end politiet, så på den måde er det helt fint at det er Schäfer der får lov at være den der har bukserne på i selve politiarbejdet.

Jeg er vild med både Schäfer, Heloise og alle de andre bipersoner der er med. Jeg forstår ikke Heloise i store dele af bogen – bliver ligefrem lidt vred på hende over visse handlinger, men hun mister ikke troværdigheden og hun bliver heldigvis reddet på målstregen. Næsten da😊 Begge er de hovedpersoner, som jeg glæder mig til at følge.

Normalt er jeg ikke nogen hurtiglæser, men denne her fløj jeg simpelthen igennem. Den er spændende fra start til slut og jeg kunne næsten ikke stoppe når jeg først var i gang. Glædede mig til at læse videre når jeg var stoppet. Men hvad er det så der gør Mercedes-snittet så fantastisk? Den har ikke en masse blod, ej heller bunker af lig. Den har ikke en udspekuleret overintelligent morder, som ved alt, finder alle. Til gengæld så har den et par stærke seje hovedpersoner, den har så meget dybde og giver så meget stof til eftertanke, at jeg jævnligt sad med en klump i halsen. Den har elementer af noget – i mine øjne – virkelig interessant læring, som er tilsat i de helt rette doser. Jeg fik lyst til at kigge på flere pareidoliabilleder og jeg fik en viden omkring smil, som jeg allerede har draget nytte af. Jeg elsker den slags. Yderligere giver den læseren masser af muligheder for at gætte med på hvordan plottet er skruet sammen. Sproget er nutidigt og flyder let og lækkert. Overordnet set, er alt bare let og lækkert ved Mercedes-snittet.

Anne Mette Hancock, kan noget helt særligt! Fuld perleplade fra mig 💯