Anmeldelse: Alex North - The Whisper Man

The whisper man er en bog som har været helt enormt hypet på SoMe. Jeg var simpelthen nødt til at bestille den hjem og se om den ville fange mig, som den har fanget så mange andre.

Det gjorde den!! Fra første side nærmest. Der er helt vildt mange ting jeg gerne ville sige og fortælle om bogen, for den har så mange lag og så mange aspekter. Indimellem er det en lille smule besværligt at skrive anmeldelser, når jeg bare har lyst til at fortælle om det hele. Det gør jeg naturligvis ikke.

Tom Kennedy har mistet sin kone, og sønnen Jake, har mistet sin mor. For at starte på en frisk og komme væk fra huset med de mange minder, flytter de til en ny by, nyt hus, ny skole. Men sorgen er stor og tristheden kan man ikke sådan flytte fra. Begge har det hårdt på hver deres måde. En lille dreng forsvinder fra byen og noget tyder på at morderen, The whisper man, som dræbte 5 børn for 20 år siden, er tilbage. Inden børnene forsvandt, havde de hørt en mand hviske udenfor deres vinduer. Jake er en dreng som ofte taler med usynlige venner, så da han fortæller sin far, at han hører en mand hviske, tror Tom i første omgang, at det er Jakes fantasi.  

” If you leave a door half open, soon you’ll hear the whispers spoken …”

Bogen har flere fortællervinkler. Både Jake, politimanden Pete og Tom Kennedy. De to førstnævnte fortæller i 3. person imens Tom taler i jeg-form. Det giver det hele lidt ekstra krydderi når vi hører flere sider af samme sag. Samtidig var jeg-formen medvirkende til, at jeg konstant sad med en nagende følelse af at blive snydt. Som om Tom holder noget skjult for os. Det er nemlig blot ét af de tricks man kan lave med en jeg-fortæller. Den er skrevet i et stille og roligt tempo med en underliggende stemning af uhygge. Ingen makabre udpenslinger eller blodsudgydelser. 

”If you’re lonely, sad or blue, The whisper man will come for you …”

Jeg vil ikke sige, at jeg er blæst fuldstændig bagover af The whisper man, men jeg er virkelig virkelig imponeret over opbygningen af både krybende spænding, overraskelserne undervejs og forfatterens evne til at få mig til at tro, at jeg havde regnet ud hvordan den røv (undskyld ræv) var barberet. Flere gange bogen igennem, blev der smidt en lille bisætning, som jeg ikke tænkte over, hvorefter der senere kom en betydning som overraskede mig fuldstændig og gav historien en uventet drejning. Samtidig var der ledetråde som jeg troede jeg forstod, men som viste sig at være uden betydning. Fandme godt tænkt!

The whisper man er virkelig flot skrevet. Den er gennemtænkt på et højt niveau og så efterlod den mig med en masse tanker og en slutning, som jeg stadig ikke er sikker på at jeg har fattet.

Jeg glæder mig allerede til næste bog fra Alex North (som i øvrigt er et pseudonym). Den hedder ”The shadows” og udkommer til juli. Jeg er samtidig spændt på, om der er nogen danske forlag som har købt manuskriptet til The whisper man.  

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Mørket kalder

Man skal ikke skue hunden på hårene og man skal ligeledes heller ikke skue en bog på dens cover. Når jeg ser på dette cover, så minder det mig om en firserudgave af en gangsterbog. Men tag ikke fejl – Mørket kalder er alt andet end dét.

Mange kender bedst Katz Krefelds bøger om Ravn, men i denne bog er hovedpersonen en kvinde. Cecilie Mars hedder hun og er politikommissær hos Københavns politi. Cecilie er usikker på sig selv som menneske, men hun tror på sine egne evner som betjent. Og hun er både dygtig og korrekt i sine metoder. En enkelt aften, lader hun følelserne styre og træder ved siden af, hvilket en ukendt person filmer og bruger som afpresningsmiddel imod hende. Vedkommende vil have hende til at udføre mord på, hvad han kalder udyr. Cecilie forsøger at styre slagets gang på sin egen lovlydige måde, men det er sværere end hun forventer og for at sige det på godt dansk, så står Frk. politikommissær snart i lort til halsen.

Resten skal du selv læse dig til, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg er helt oppe i skyerne over Mørket kalder. Jeg synes simpelthen den er vanvittigt spændende fra start til slut. Jeg er vild med hovedpersonen Cecilie Mars, som er følelsesmæssigt knækket grundet et enormt traume hun har lidt i sin ungdom. Samtidig er hun hårdkogt og ekstremt modig. Hun er ingen superhelt, så den dér følelse af, at det hele kan vælte for hende lige om lidt, gennemsyrede bogen. Følelsen af, at alt kan ske, er altoverskyggende og jeg synes det er fantastisk. Jeg havde på ingen måde, lyst til at lægge den fra mig. Jeg var sikker på at jeg havde regnet morderen ud, men så viste det sig at jeg tog fejl. Det skete flere gange og jeg følte nærmest at jeg blev trukket rundt i manegen. Snydt mere end én gang og intet var sikkert før til sidst. 

I mandags var jeg inviteret til bloggermøde med Michael Krefeld. Han fortalte bl.a. at han startede ud med en karriere som manuskriptforfatter. Han har været med til at lave både "Nikolaj og Julie" og Nynnes dagbog". Hver gang jeg læser bøger af Michael Katz Krefeld, så har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg lige har set en film. Det giver god mening når man kender hans baggrund. Det er en kunst at skabe så fine og tydelige billeder hos læseren ved hjælp af få, men vigtige detaljer, men her er altså en forfatter, som mestrer det til fulde. 

Mørket kalder er det man kalder en "stand alone", hvilket vil sige, at den ikke er en del af en serie. I følge Michael selv, så er der heller ingen planer om at den skal blive det. Heller ikke selvom vi sad en del bogbloggere om bordet i mandags, og sendte bedende hundeøjneblikke. På den anden side - selvom jeg er vild med Cecilie og ked af at mødet slutter her, så synes jeg samtidig at det er ret suverænt med de her bøger, hvor ALT bare kan ske. Hvor du som læser ikke er sikker på hvor noget som helst ender, fordi du ved, at bogen ikke har en fortsættelse hvor personerne skal medvirke igen. Jeg er vild med serier, men kan samtidig mærke, at jeg er på vej ind i en periode, hvor jeg finder det forfriskende, når forfattere med lange serier, viser hvad de ellers kan. Jeg håber håber hååååååber, at der kommer flere af denne type krimier fra Michael Katz Krefeld. Næste bog bliver endnu en Ravn og ham kan jeg også godt lide, men det er som om denne her lige er trådt et skridt op. Mere af dét!! Please 😍

Fed fed bog. Jeg sender simpelthen 6 krimiperler efter den. Det synes jeg den har fortjent!

Anmeldelse: Karin Slaughter - Brudstykker

Hvor godt føler du, at du kender din egen mor? Hvor meget ved du om hendes opvækst og hendes ungdom? Jeg ved nok til at vide, at min mor ikke har levet et hemmeligt liv som en anden person. Det tror jeg da i hvert fald nok at jeg gør … hmmm. Det tror Andrea også at hun ved om sin mor, Laura. De lever et stille og roligt helt almindeligt liv.  

Et cafébesøg en helt almindelig dag, ender i et blodbad, hvor Andres mor slår en ung mand ihjel i selvforsvar. Da politiet efterfølgende viser Andre og hendes far en optagelse fra stedet, går det op for Andrea, at hendes mor har en hemmelighed. En gigantisk hemmelighed, som afslører at hun ikke er hvem hun udgiver sig for at være. Andrea aner at der er dødsensfarlige kræfter på spil, så hun tager flugten. Jagten på sandheden er hermed begyndt.

Jeg har ikke læst så mange Karin Slaughter-bøger endnu. Mit første møde med hende for en hel del år siden, var ikke en succes, så derfor gik der lang tid før jeg læste noget af hende igen. Mit næste møde med hende, blev derfor ”De smukkeste”, som jeg fandt fuldstændig eminent fantastisk og velskrevet. Min interesse var vakt og jeg læste første del i serien om Sara Linton – ”Mord for øje”. Også den var jeg vild med. Så nåede jeg til ”Den godedatter” og her synes jeg, når man ser bort fra det tydelige skrivetalent, at det blev lige langsommeligt nok.

Med Brudstykker, synes jeg Slaughter rammer min interesse bedre end i Den gode datter, men jeg synes stadig ikke den når til toppen. Der er spænding og der er action, men den er samtidig lidt for langtrukket og mangler den gysende gru, som jeg ved at denne forfatter er i stand til at levere. På aller bedste vis endda. Den starter yderst spændende ud og jeg havde fuld fokus. Vi følger Andres flugt og hendes jagt på sandheden og samtidig følger vi hendes mor tilbage i 1986. Stille og roligt når vi frem til en sandhed og de to historier kan flettes sammen på bedste vis. Desværre gik det liiiige langsomt nok og min iver efter at vide mere, dalede stille og roligt. Det er en god historie der fortælles. En historie om rigdom og magt og om manipulerende mennesker og de bånd man knytter til dem man elsker og til dem man tror man elsker. En historie om idealisme og om at kæmpe for det man tror på - også selvom det koster uskyldige liv.

Min interesse for Karin Slaughter er heldigvis ikke dalet. Jeg synes det skinner tydeligt igennem, at hendes sproglige kompetencer hæver hendes bøger et trin på skalaen.  Jeg har planer om at få læste resten af Sara Linton-serien på et tidspunkt og jeg glæder mig til det.

Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården

Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”

-          - Stephen King.

Anmeldelse: Cathrine Ryan Howard - Dødelig løgn

Jeg hørte denne bog på lyd i bilen, på vej på sommerferie sydpå. Jeg havde intet hørt om den inden, så jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, og vidste ingenting om handlingen.

Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var første del i en serie. Det stod også ret hurtigt klart, at jeg ikke ville behøve at læse 1. del, eftersom både plot og morder bliver afsløret allerede på de første sider.

”Dødelig løgn” foregår 10 år efter første bog, men den er ligesom delt op i karakterernes fortællinger før og nu. Både hovedpersonen Alison, men også den formodede morder, Will.

Og netop formodede, er det som Dødelig løgn handler om. For i første del, hærger den frygtede Kanalmorder. Bl.a. bliver Alisons veninde, Liz, slået ihjel og det viser sig, at være Alisons kæreste Will, som er Kanalmorderen. Helt uforståeligt for Alison, som selvfølgelig får traumer og må flytte fra byen. Der er ingen tvivl om hans skyld, for han tilstod selv mordene.

Nu 10 år senere, slår Kanalmorderen til igen. Eller er det bare en copycat? Will sidder stadig i fængsel, men påstår at han ved noget. Han vil dog kun tale med Alison. Hun indvilliger og snart har han sået tvivl i hendes sind. Jagten på en morder er fløjtet i gang og sammen med en lokal politibetjent, begynder Alison at rede trådene ud. Kan det virkelig passe er Will er uskyldig?

Jeg synes i bund og grund, at det er en god og spændende bog. Jeg synes der er et fint plot, og selvom vi godt ved hvem morderen er inden sagen er opklaret, så var der stadig flere overraskelser. For mit vedkommende, så blev den lidt for langsommelig til tider og kørte lidt for meget rundt i Alisons følelser af angst, tvivl og gammel kærlighed. En lille smule kedelig til min bloddryppende smag, og sprogligt kunne jeg godt ønskemig lidt mere ”spræl”.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - I Satans tjeneste

I denne bog nr. 6 i serien om Jane Rizzoli og Maura Isles, er Tess Gerritsen i høj grad tilbage på sporet, sådan rent uhyggemæssigt. Forrige bog, blev lidt for mild og der gik for meget barsel og følelser i den. Jeg frygtede, at stilen var ændret, men det var heldigvis ikke tilfældet.

En ung kvinde findes brutalt myrdet. Der er ikke sparet på blod og detaljer. En hilsen er skrevet med blod på væggen og noget lugter af satanisk fanatisme. Efterforskerne indser hurtigt, at de har brug for hjælp fra en lille eksklusiv gruppe af folk, som mener at ondskab har en fysisk tilstedeværelse i vores samfund. De mener, at der lever dæmoner i blandt os almindelige mennesker. Rizzoli og Isles, er ikke tilhængere af den forklaring, men ikke desto mindre, har klubben en viden, som de har brug for i deres efterforskning.

Samtidig med, at vi følger det som altid spændende og medrivende opklaringsarbejde, følger vi også to andre individer. Den ene er en kvinde på flugt. Hun er angst helt ind i knoglerne og har levet skjult i årevis. Hendes frygt for en iskold dræber, er beskrevet så jeg selv sad og blev helt nervøs. Den anden vi følger, er morderen, hvis tanker om hændelser i fortiden, ikke efterlader nogen tvivl om hans grufulde personlighed.  

Jeg elsker den undertone af uhygge og gru, som ligger som baggrund igennem hele bogen. Jeg elsker, at bogen er fuld af overraskende uhyggelige hændelser, at der forekommer twist på twist, at der ikke er sparet på blodige detaljer. Allerbedst er det, at vi læsere får lov at bryde vores hjerner hele vejen igennem bogen, med hvordan Fanø det hele hænger sammen. Personligt gennemskuede jeg ikke plottet, før det blev serveret for mig.

Frygt ikke, at bogen er fyldt med overnaturlige eller uforklarlige hændelser pga. det djævelske emne. Det er der heldigvis intet af! Jeg synes det her er en af Tess Gerritsens bedste bøger indtil videre, selvom den trods alt ikke slår Kirurgen.

6 krimiperler på pladen!

Anmeldelse: Cody McFadyen - Bødlens værksted

Jeg har hele tiden været en af dem, som var vild med Cody McFadyen. Hans første 3 bøger er virkelig suveræne. Fyldt med uhygge og detaljer på et opfindsomt og skræmmende plan. Nr. 4 er også virkelig god, men en anelse mere langsommelig. Dog ikke noget der var bemærkelsesværdigt, for den var stadig virkelig god. Det kan man ikke sige om Bødlens værksted!

Jeg havde godt læst, at den skulle være virkelig dårlig, men da jeg plejer at være tilhænger af McFadyen, synes jeg alligevel, at jeg selv ville bedømme. Det er som om bogen er delt op i tre dele. Den første korte del, er sindssygt spændende og lige som jeg kan li det. Der er gysende uhygge, kvalmende detaljer og spænding så man holder vejret. Smoky Barrett og hendes team, bliver kaldt til Colorado, hvor tre familier er blevet myrdet på samme villavej. Her er tingene ikke som de ser ud og holdet gør en meget grum og særdeles bestialsk opdagelse. Den del er så ekstrem at det grænser til det kvalmende. Jeg elsker det!

Så kommer del to. Og den er ikke bare lang, den er riiiiiiigtig lang. Og langsommelig. Og kedelig. Det er som om forfatteren forsøger på at være filosofisk på et eller andet plan. Det lykkedes bare ikke for ham. Jeg havde vanvittigt svært ved at få det læst og jeg overvejede flere gange at stoppe. Jeg var dog nødt til at have slutningen med, så jeg læste videre. På et tidspunkt, måtte jeg finde lydbogsversionen frem, for jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at læse. I denne del, følger vi Smoky, som har fået et sammenbrud efter oplevelser som skete i ”første del”. Dem vil jeg lade være op til dig selv at læse, men jeg har hermed lært, at jeg sætter pris på en stærk og sej hovedperson. Sådan en person, som Smoky plejer at være, på trods af alle sine ar og sin grusomme fortid. Jeg forstår ikke hvad det er forfatteren vil med denne del. Jeg forstår ikke hvorfor der bliver brugt SÅ meget spalteplads på lige netop det her. Det er ikke engang tankevækkende. I hvert fald ikke på mig.

Del tre var lidt bedre. Som om der kom mere og mere kød på historien igen. Så jeg lyttede videre i håbet om, at komme tilbage på sporet. Det kom den aldrig helt. Men trods alt nærmede den sig. Smoky bliver stærkere igen og viser en del af sin gamle styrke og vilje. Morderen var ingen overraskelse og desværre synes jeg også at det virkede som en tam løsning. Som om det havde været lidt svært at finde et rigtig godt plot. Men når det så er sagt, så bliver historien ikke afsluttet, så jeg tror der kommer en fortsættelse. Så kan vi jo krydse fingre for, at næste del er tilbage på sporet. Jeg er i hvert fald ikke parat til at afslutte bekendtskabet her. Jeg er vild med Smoky og resten af hendes gruppe. Jeg vil glæde mig til næste bog, som forhåbentlig også får læst bedre korrektur end der er tilfældet denne gang. Der er virkelig mange fejl, som forstyrrer læsningen. The only way is up!

Jeg giver den to krimiperler, fordi starten trods alt sparkede seriøst røv!

Anmeldelse: Harlan Coben - Giv ikke slip

   

Jeg tror, at jeg så småt, er ved at spore mig ind på, hvad det er for en skrivestil der gør mig ekstra glad når jeg læser. Stilen der gør, at en historie der får mig helt op på de lyserøde skyer, samtidig er historien, som andre finder langtrukket. Tag nu fx Stuart MacBrides serie om Ash Henderson. Jeg var helt oppe over de førnævnte lyserøde skyer, men for første gang, var min krimifan-bloggerkollega, Betina, helt uenig med mig. Jeg forstod det simpelthen ikke. Den var da både grum og udpenslet, samt vanvittigt spændende … var den ikke? Det samme skete med bogen ”Bjerget”, som jeg læste sidste sommer. Måske den sommers bedste læseoplevelse for mig, men der var ikke meget hype omkring den – ingen der nævnte den nogen steder, så måske var det igen den skrivestil der fangede mig. Hvem ved.

Harlan Cobens ”Giv ikke slip”, har samme skrivestil. Fælles for de nævnte bøger, er en mandlig jeg-fortæller, som vi kommer rigtig tæt ind på livet af. Alle er de sådan lidt ”kolde i røven” og fandenivoldske udadtil, men følsomme indeni. De gør hvad der passer dem og de siger ét, men tænker noget andet. Deres indre dialoger, er ofte det der får mig til at smile og giver mig det der ekstra lille læseglæde-sug i maven og ”hold kæft hvor er det her fedt skrevet-følelsen”.

Vores hovedperson er Nap Dumas, som er politibetjent til fingerspidserne, men som ikke afholder sig fra lidt selvtægt i ny og næ, når han finder at nogen har fortjent det. For 15 år siden mistede han sin 18-årige tvillingebror og dennes kæreste. Samtidig forsvandt Naps egen kæreste Maura, og hun har ikke vist sig siden. Nu dukker hun pludselig op igen, men i forbindelse med at en anden af deres venner fra dengang, bliver slået ihjel. Nap, som stadig er forelsket i Maura, har en nagende følelse af, at sagen hænger sammen med ulykken for 15 år siden. Han begynder at bore i fortiden og finder bl.a. ud af, at de nu afdøde mennesker, alle var medlemmer af en hemmelig konspirationsklub. Klubbens medlemmer interesserede sig udelukkende for en nedlagt atommissilbase, som havde til huse i den lille by. De var overbeviste om, at der foregik noget derinde. Men kom de for tæt på? Var det mord og ikke en ulykke, da de to unge blev ramt af et tog den nat for 15 år siden?  

Giv ikke slip, er ikke en typisk Coben-bog, synes jeg. Hans bøger plejer at være mere følelsesprægede, med en masse små indbyggede livsfilosofier. Som regel skriver han om familier og vi følger flere forskellige personer. I denne bog, er det udelukkende hovedpersonen Nap, som fortæller. Han fortæller hovedsageligt til sin døde tvillingebror og Naps personlighed er som beskrevet ovenfor. Den har ikke helt samme ”dybde i sindet”, som hans bøger normalvis er kendetegnende for. Et godt stykke inde i bogen, begyndte jeg at småkede mig en lille smule med handlingen. På trods af skrivestilen, så synes jeg der skete for lidt. At opklaringsdelen skred for langsomt fremad og historien ligesom kørte lidt i samme rille. Først henimod slutningen begyndte det at vende og gerningsmanden (eller kvinden) kommer da også som en overraskelse – og så alligevel overhovedet ikke.

Jeg er glad for Harlan Cobens bøger. Han kan noget, som ikke mange andre kan. Sproget flyder let og lækkert, og i denne er der så lige tilsat lidt ekstra powerkrydderi. Den er ikke så ”pæn” i sproget, som hans bøger plejer at være.

Jeg giver den fire perler, fordi den på trods af sin lidt langsommelige handling og et lidt tamt plot, formåede at fortælle en god historie på den lækreste tør-humor-måde.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dukkehuset

Ruby vågner i sin seng. Hun har tømmermænd og orker ikke at åbne øjnene. Hun trækker dynen tættere om sig, men noget er ikke som det bør være. Duften er forkert. Ruby åbner øjnene og finder sig selv i en fremmed seng. Spærret inde i et kælderrum. 

Liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand. Hun har ligget der i flere år, men ingen har meldt hende savnet. Nogen har sendt dem beskeder fra hende, så familie og venner har ikke anet uråd.

Så er stilen ligesom lagt for denne 3. del i Matthew Arlidges serie om Helen Grace. Grum, creepy og med en fuldstændig forskruet morder. Der er højt tempo og spænding fra start til slut. Helen Grace er ikke den typiske heltinde. Hun er stærk og sej udadtil, men indeni har hun ar, som aldrig forsvinder. Det er ikke noget som får lov at tage meget plads i bogen, men mere noget som vi fornemmer eller som bliver afdækket bid for bid. Personligt synes jeg, at hun er en super cool hovedperson. En som jeg føler jeg kommer til at kende når jeg læser, og en som jeg savner at høre mere om, når de sidste sider er vendt. I det hele taget er Matthew Arlidge en forfatter, som jeg synes bliver bedre og bedre bog for bog. Jeg ærgrede mig da bogen var slut og over at der nu er ventetid helt til hen omkring september, før næste bog er på hylderne. Hans bøger er velskrevne og når jeg læser dem, føles det lidt som at se en film. Kæmpe plus.

Specielt med denne serie, vil jeg anbefale at du starter fra bog nr. 1. Der sker en hel del ting i de to første bøger, som der henvises til i denne. Der er også baggrundsviden om hovedpersonerne, som bedst forstås hvis man ved hvad der hentydes til. 

Dukkehuset gav mig den der helt særlige følelse af spænding i hele kroppen, men efter flere overvejelser, kommer den ikke helt op til de nye 6 perler. Den ligger dog på grænsen, så det bliver 5 store perler 😊

Anmeldelse: C. J. Tudor - The Chalk Man

For et stykke tid siden, så jeg en anmeldelse af The Chalk Man på en svensk bogblog. Jeg fik straks lyst til at læse den og da den ikke er udgivet på dansk, så købte og læste jeg den engelske version. Siden har jeg fundet ud af, at den udkommer på dansk i april 2018, hos forlaget Gyldendal.

The chalk man – eller Kridtmanden, som den kommer til at hedde på dansk, er en meget anderledes bog end de krimier jeg ellers har læst. Den har en jeg-fortæller, som skiftevis springer imellem nutiden (2016) og datiden – 1986 – hvor han var 12 år gammel. I 1986 følger vi drengen Eddie og hans gruppe af bedste venner bestående af tre andre drenge og en pige. De bor i en lille by på Lars Tyndskids og der sker ikke meget andet end det de selv finder på … og så sker der pludselig en hel del mere, som ryster den lille by. En sommerferie hvor varmen og kedsomheden hærger, begynder gruppen at tegne kridtmænd til hinanden. Kridtmænd med forskellige tegn, som børnene bruger, til at sende forskellige hemmelige budskaber til hinanden. Farven på kridtmanden indikerer hvem der har tegnet den. En dag dukker der pludselig kridtmænd op i en farve, som ikke tilhører nogen af børnene - kridtmænd som varsler grufulde hændelser.

I 2016 bliver Eddie opsøgt af en af vennerne fra fortiden. Et besøg som ripper op i alle sårene fra dengang og som åbner for æsken med ubesvarede spørgsmål. Eddie begynder at rode rundt i den gamle sag og det bliver skæbnesvangert.

Det her er ikke den typiske krimi med en sag og en opklaring fortaget af et hold betjente. Det er spekulationer og handlinger foretaget af en enkelt person på to forskellige steder i livet. Det er en bog hvor det uventede sker på de mest uventede tidspunkter. Den er på mange måder voldsom fordi hændelserne er så grufulde og ind imellem følelsesladede. Flere gange holdt jeg vejret og fik en knude i maven og jeg har virkelig meget lyst til at fortælle jer hvorfor. Det er bare sådan med den her bog, at det meste kommer som overraskelser. At give jer spoilere, ville ødelægge oplevelsen, så jeg holder dem for mig selv.

Det er en bog der berører følelserne. Den vender emner lige fra Alzheimers til dominoeffekten. Hvordan en handling fører til en hændelse, som får skæbnesvangre konsekvenser for andre.

Det er en af den slags krimier, hvor uhyggen hele tiden ligger og lurer i baggrunden. Følelsen af at noget kommer til at ske. Kridtmanden er en af den slags bøger, som fulgte mig når jeg ikke læste og som kommer til at følge mig længe efter sidste side er vendt. Indrømmet, den havde lige en midtepart der blev lidt langsommelig, men det vendte heldigvis igen og selvom jeg var sikker på jeg havde regnet slutningen ud, så kom den med endnu en overraskelse og efterlod mig med flere spekulationer. Faktisk spekulerer jeg stadig.

“NEVER ASSUME. QUESTION everything. Always look beyond the obvious, because assume will make an ASS of U and ME”

Jeg giver den 5 kridttegnede krimiperler. Fire for selve krimidelen og én for originalitet. En virkelig overlegen debut!

Klik her for Frk. Tines krimitanker på Facebook og Instagram 

Anmeldelse: Katrine Engberg - Glasvinge

Den her bog, er simpelthen bare lækker fra inderst til yderst. Den er flot udenpå med flotte farver og sjove detaljer i trykket, som får det til at se ud, som om der virkelig er vand på omslaget. Når man piller omslaget af den – det gør jeg altid når jeg læser bøger med smudsomslag – så er den fisme også pæn indeni. Helt rød, med en fin sølvsommerfugl og sølvskrift på ryggen. Allerede dér, lover det jo godt og forventningerne skrues en anelse i vejret. Så gik jeg i gang med at læse, og sørme om ikke også den er lækker indeni. Jeg er vild med sproget den er skrevet i. Så dagligdags og lige til. Talesprog vel nærmest. Krydret med små udtryk og vitser fra betjentene, som flere gange fik mig til at grine. Når man som mig, bøvler med daglige nakkesmerter, så er det skønt at få serveret et nyt udtryk, som beskriver det med humor – jeg ved nu, at min nakke er stiv som en bryllupspik … 😊

Glasvinge, som i øvrigt er en sommerfugl med gennemsigtige vinger, og som blev introduceret for forfatteren, af hendes 8-årige søn, er Katrine Engbergs 3. bog og samtidig også 3. del af serien om Jeppe Kørner og Anette Werner. Sidstnævnte er på barsel med sin nyfødte datter, men hun har svært ved at fordybe sig i baby og lortebleer, så hun får stukket snuden i sagen alligevel. Et kvindelig findes i et af de mange københavnske springvand. Liget har identiske snit på håndled og lysken og har været bundet fast imens hun er forblødt.

Da endnu et lig findes, tegner der sig et omrids af noget motiv. Sporene peger i retning af et nu lukket behandlingshjem, for unge psykisk syge. Der skete flere grusomme ting på stedet da det stadig var åbent, så spørgsmålet er, om mordene er hævn og i så fald hvem der hævner hvem.

Jeg synes virkelig det her er en god bog. Den indeholder en smule kærlighed, men ikke så meget, at det på nogen måde kommer til at fylde og blive irriterende. Den indeholder en lille snert af livsfilosofi, men på den gode måde, der lige kort, satte mine tanker i gang og bevægede mig. Den indeholder humor, men den indeholder mest af alt, en virkelig god og rørende historie. En mordgåde, som tillader at vi som læsere, får gang i de små grå, for at forsøge at regne ud, hvem der er banditten. Jeg troede flere gange, at jeg havde luret den, men det havde jeg så slet ikke. Der er tilsat en god portion spænding af den slags, som får det til at risle koldt ned ad ryggen, fordi man som læser fornemmer, at nu sker der (måske) noget. Der er stadig plads til mere ondskab, grusomhed og uhygge, og plads til flere blodige detaljer, men lige i den her fortælling, er det egentlig slet ikke ondskab der er på spil.

Glasvinge, er en af den slags bøger, som gjorde mig glad imens jeg læste. Ja, det lyder fjollet når vi snakker krimi og grusomhed, men sproget var så lækkert og humoren var perfekt doseret. Jeg kunne ikke få den læst hurtigt nok, fordi jeg ville vide hvad der skete, og samtidig blev jeg ærgerlig da sidste side var vendt.

Fremragende bog af en flyvende forfatter. Jeg er sikker på, at hun er støt og roligt på vej mod de øverste stjerner på den danske krimihimmel.

5 kæmpe krimiperler fra mig til Glasvinge!

Facebook og Instagram har ringet. De synes I skal komme over og være med 😄😄😄 

Anmeldelse: Chris Carter - Dødens galleri

Endelig endelig endelig nyt fra Chris Carter. Uden tvivl de bøger jeg venter med størst længsel på. Jeg var så heldig at få den tilsendt fra det engelske forlag allerede midt i december, så jeg har læst den på engelsk denne gang. Selvom jeg er god til engelsk, går det alligevel en anelse langsommere, at få den læst, men samtidig kan jeg godt lide, at læse en bog med forfatterens egne ordvalg.

Og hvad har han så fundet på denne gang?

Hunter og Garcia, står igen med et brutalt mord. En ung kvinde, fundet i eget hjem. Både hænder og fødder er fjernet. Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle, at gerningsstedet er yderst grotesk for alle at træde ind i. Omstændigheder gør, at betjentene får mistanke om en seriemorder. De søger databaser, men intet resultat. Herefter går der ikke mange timer, før FBI tropper op på deres kontor. Der er selvfølgelig en grund til, at FBI har skjult og monitoreret alle søgninger på bestemte mordmetoder og mordersignaturer, men den skal I selv have lov, at læse jer til.

I denne bog, arbejder LAPD sammen med FBI. Specialagenterne, har i første omgang ikke megen tiltro til betjentenes evner, men os der kender til Hunter, ved godt fra starten, at det kommer til at ændre sig 😊 Som sædvanlig med Carters bøger, er der masser af opklaringsarbejde og mulighed for os som læsere, at gætte med på, hvordan det hele hænger sammen. Det er dog ikke let, for der er twist på twist og også et par større overraskelser undervejs. Vi følger også morderens tanker undervejs, så vi får et par småbidder af hans intentioner og vi er med, når han strammer nettet om sine ofre.

Det er som om, Carter har skruet lidt ned for gerningsstedsdetaljer, uhygge og grusomhed i forhold til de forrige bøger i serien. I stedet har han skruet op for relationer og opklaring. Alt er selvfølgelig relativt, så at der er skruet ned, betyder i dette tilfælde ikke, at det ikke stadig er råt og brutalt.

Jeg synes ikke det her er Chris Carters bedste bog til dato. Jeg havde givetvis sat mine forventninger for højt, men de plejer at blive indfriet med Carter. Denne gang blev jeg ikke helt så medrevet som vanligt og jeg savnede den velkendte snigende uhygge, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Dog er det med Carters bøger, som med sex og pizza – selvom det ikke er det bedste, er det stadig ret godt 😉

Dødens galleri slutter med en cliffhanger, som gør det rigtig svært at vente et år på næste bog.

Fem krimiperler fra mig

Følg med på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Lone Theils - Heksedrengen

Jeg er jo først lige kommet med på Nora Sand-vognen, så det var ret dejligt, at det var netop som der udkom en tredje del i serien.

I Heksedrengen, er Nora lidt mere fortravlet end normalt. Hun bor stadig i London og arbejder som korrespondent. Det blad hun skriver for i Danmark, har fået ny chef og der satses nu hårdt på online-udgaven af bladet. Nora har en sag hun gerne vil forfølge. En sag hun kommer på sporet af, da en af hendes kilder findes brutalt myrdet og maltrakteret på en kirkegård. Chefen derhjemme, ønsker i stedet, at hun skal skrive om den danske realitystjerne og den russiske oligark, som ligger i skilsmisse. Parret kæmper om den fælles søn og faren forventes at tage alle kneb i brug. Nora ønsker ikke at spilde sin tid på sensation, men da parrets lille søn forsvinder, fanger sagen alligevel hendes interesse.

Hvor den forrige bog i serien, kom til at handle lidt (alt) for meget om Noras forhold til Andreas, er der her droslet kraftigt ned på den fløj og krimisagerne er igen i fokus. Det sætter jeg stor pris på, for Lone Theils er virkelig dygtig til at skabe en følelse af uhygge, som får det til at risle koldt ned af ryggen på mig. Hun skriver så autentisk, at jeg gang på gang bliver i tvivl om, hvor vidt Nora klarer sig ud af de ting hun roder sig ud i, eller om der venter en uventet fare bag det næste hjørne hun drejer om.

En ting jeg har bidt mærke i, med denne serie er, at der spises ret så ofte og der beskrives hvad personerne indtager. Det er ikke noget der sker ret tit i andre bøger, men jeg synes personligt det er ret fantastisk. Det er ikke noget der får lov at fylde, men som bare er med til at gøre Nora endnu mere autentisk.

Jeg synes det er et spændende og yderst interessant emne der tages op. Uden at sige for meget, kan jeg røbe at vi er inde at vende omkring sort magi. Det kan måske skræmme nogen læsere, fordi man automatisk tænker, at det er ”urealistisk”. Til det kan jeg sige, at denne historie er yderst realistisk og emnet er noget der finder sted i virkeligheden. Det gør den bare endnu mere grum. En virkelig fremragende fortælling.  

Jeg kan kun give Heksedrengen 5 krimiperler med på vejen. 

Du kan også følge med både på Instagram og Facebook 😍

Anmeldelse: Troels M. Palshof - Sommerfugleklanen

Det her er en af de bøger, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for ikke at afsløre noget i anmeldelsen, som I selv skal finde frem til når I læser bogen.

Til at begynde med, følger vi Tristan og Clara, som arbejder for CIA i New York. Tristan og hans makker bliver ringet ud til en butik, men uden helt at vide hvorfor og hvad de skal holde øje med. Inden de får set sig om, er butikken eksploderet og de finder et kvindelig samt en del andre mærkværdige ting, som til at begynde med, ikke giver mening for dem.

Deres chef, som plejer at være yderst kold, skifter pludselig karakter og indvier dem bid for bid, i en hemmelig sag. En sag som for alt i verden skal holdes hemmelig for alle i verden, lige med undtagelse af en lige så hemmelig klan. Bogen starter hæsblæsende ud, med masser af fart på og med masser af spænding og moderne teknologi. Så tager den en voldsom drejning og går fra action til … ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det – måske nærmest som filosofisk og en smule over i det religiøse. Og så virker ordet religiøs alligevel forkert. Højtidelig, er måske et mere dækkende ord. Hvis nogen har læst Simon Toynes Ruin-trilogi, så ved I måske hvilken stemning jeg forsøger at beskrive. 

Jeg ved simpelthen ikke rigtigt hvordan jeg skal vinkle den her, for den første del, som er vanvittigt spændende, fangede mig fra side 1. Jeg kan egentlig også godt lide den måde anden halvdel af bogen (det synes jeg godt man må kalde det), er skrevet, men jeg må altså indrømme at det forvirrede mig. Jeg troede at jeg læste en spændingsroman og pludselig var vi mere ovre i livsfilosofi. Bevares, jeg fik tankerne på gled, lovede mig selv at være mere nærværende i mit liv og med mine nærmeste og hvad ved jeg, men jeg blev ved at vente på, at actiondelen kom tilbage. Det gjorde den bare ikke sådan rigtigt. Det var som om det var to forskellige bøger i én. Som om personerne skiftede karakter, hvilket de på sin vis også gjorde. På den ene side er jeg betaget af sidste del, men på den anden side synes jeg det var meget underligt sådan lige midt i en krimi.

Uanset hvor forvirret jeg måtte være, så synes jeg det er en interessant og meget velskrevet historie. Der er ingen tvivl om, at jeg skal læse med når næste del kommer, for jeg er ikke færdig med hverken personer eller historien. Jeg håber dog på mere action og teknologi, men tilsat mindre dele livsfilosofi i næste bog.

Jeg hiver lige et Nik og Jay-citat frem, som jeg kom til at tænke på undervejs:

”Lad vær at tælle hver time, men sørg for, at hver time tæller ... ” 😊

Jeg vipper imellem 3 og 4 perler, men jeg synes egentlig bogen er så tilpas anderledes og interessant, at den lander på 4 Krimifilosofiperler fra mig til Troels M.P. 

Til info kan jeg nævne, at en ungdomsudgave af bogen er undervejs. Mine to ældste piger har været testlæsere, og er begge begejstrede, så har du børn i alderen 10-15 år, så hold øje med ”Larverne – pavens yndling”

Klik her hvis du vil følge med på Instagram og Facebook