Anmeldelse: Luca D'Andrea - Bjerget

Ti bogstaver: Besættelse. 

Den sætning nævnes flere gange i løbet af bogen og på en måde kan man godt sige, at det var præcist sådan jeg havde det undervejs. 

Bjerget er en bog, som jeg havde yderst svært ved at lægge fra mig, da jeg først var gået igang. Bogens handling foregår i Dolomitterne, og fik måske tilsat lidt ekstra krydderi, idet mine forældre var på vandretur netop dér imens jeg læste. Samtidig kørte vi selv i bjerge på vej på ferie i Italien, i nogenlunde samme område, da jeg gik igang med bogen. Det alene, kan dog ikke tage æren for den her fremragende læseoplevelse.

Bogen fortælles i jeg-form af hovedperson, Jeremiah Salinger. På den måde bliver han enormt virkelig og jeg følte næsten jeg kom til at kende ham. Han er lidt som et barn på nogen områder. Impulsstyret og lyver for sine nærmeste, for at undgå skæld ud eller for at få lov til at fortsætte med de ting han brænder for. Han er typen der glæder sig som et barn, når der er sjove ting i vente. 

Jeremiah er amerikaner, men gift med Annelise, som er fra det sydlige Italien. Den tysktalende del af Sydtyrol. De mødte hinanden i New York, men da Salinger og hans ven, Mike, havde brug for at få gang i deres karrierere indenfor dokumentarfilm, rykkede de teltpælene op og flyttede tilbage til Annelises fødeby, Siebenhoch. Mike og Salinger arbejder på en dokumentar om redningstjenesten i Dolomitterne. Alt går efter planen, men så sker der en alvorlig ulykke, som ødelægger Jeremiah Salinger. Han går i stå og ved en tilfældighed, støder han på en gammel historie om en massakre som fandt sted i byen 30 år tidligere. En grusom massakre, hvis morder aldrig er blevet afsløret. Jeremiah begynder at rode op i den gamle sag. Det får følger, som han ikke havde ventet og er samtidig ved at ødelægge forholdet til hans kone og deres lille datter Clara. 

Bjerget skal laves til tv-serie og jeg har ekstremt svært ved at vente på det. Det er en af den slags bøger, som jeg så for mig som en indre film. Der hang en dyster steming over hele fortællingen og flere gange var jeg holdt hen i åndeløs spænding. 
Det er ikke en bog med masser af action. Den tenderer tværtimod til den lidt langsommelige side engang imellem. Nogen vil måske kalde den langtrukket, men for mig var den kilde til kuldegysning og den pirrede min nysgerrighed i så høj grad, at jeg var nærmest ukontaktbar. Isoleret fra de ting der foregik omkring mig. Bedst som jeg troede, at nu havde jeg regnet ud hvem der havde gjort det og hvordan det hele hang sammen, så troede Salinger det samme som mig og min teori faldt fra hinanden. Historien er fyldt med overraskende twists, og sidste overraskelse, havde jeg på ingen måde set komme. 

Bogen er skrevet i et flydende, let og meget nutidigt sprog. Jeg er fuldstændig ovenud begejstret over dens dybde og genialitet. Da sidste side var vendt, følte jeg en tomhed og en form for savn. 

Fem bogstaver: Mørke.  

Fem bogstaver: Kulde

Seks bogstaver: Bedrag

Elleve bogstaver: Fremragende

Fem store krimiperler!

Min kæreste læste også bogen. Han synes den var en lille smule kedelig og langtrukket, så vi er lidt uenige om den. Jeg er spændt på at høre, hvad I andre synes. 

HUSK at Frk. Tines krimitanker også er på både Facebook og Instagram