Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården

Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”

-          - Stephen King.

Anmeldelse: Karin Slaughter - Mord for øje

Engang for lææænge siden, læste jeg en bog af Karin Slaughter. Mørk treenighed, eller noget i den retning, hed den. Det var en del af serien om Will Trent. Jeg kan huske, at jeg synes den var så tilpas underlig, at jeg ikke har haft behov for, at læse mere af Slaughter siden. Folk rundt omkring, er begejstrede for hende, har jeg selvfølgelig godt bemærket, men aaarh, jeg synes ikke helt jeg orkede mere underlighed. Men så kom hendes bog "De smukkeste", som var en stand alone. Jeg satsede, læste den og blev fuldstændig blæst bagover. Suveræn bog... så nu var jeg ligesom hooked og tænkte, at hun skulle have en chance mere. Som den opmærksomme læser jeg er (host), har jeg selvfølgelig fanget, at der er hele tre serier at vælge imellem, af Karin Slaughter. Jeg ville selvfølgelig godt springe over Will Trent indtil videre, så jeg lagde ud med første del i serien om Sara Linton. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det var lige præcis en bog efter mit hoved!

Sara er børnelæge på et hospital i en mindre by, i de amerikanske sydstater. Som bijob, hjælper hun politiet som retsmediciner, når de har brug for det. Det plejer bare at være mindre problemer, men pludselig står Sara og politiet i Grant County, bogstavelig talt med et lig mellem hænderne. Den unge kvinde er ilde tilredt og er blevet mishandlet og voldtaget på bestialsk vis. 

Sara Lintons eksmand, Jeffrey, som er byens vicekriminalbetjent, er den, som sammen med sit team, skal forsøge at opklare det grufulde mord. I den lille by hvor alle kender alle, er det svært ikke at tage sagen personligt. Sara har en fortid, som hun forsøger at glemme, men som gør det endnu mere magtpåliggende for hende, at få fanget morderen. Hendes fortid er ved at indhente hende, selvom hun gør hvad hun kan for at undgå det.

Jeg er hermed meldt ind i klubben af Karin Slaughter-tilhængere. Jeg kan næsten ikke vente til at komme igang med næste del i serien. "Mord for øje", har alt det, der gør en krimi til noget særligt i mine øjne. Den har spændingen, den har det gode plot, som ikke lige er til at gennemskue. Jeg havde en idé om morderen, men var trods alt ikke sikker. Motivet var da også overraskende om end ikke noget, man kunne have regnet ud. Der er masser af blod og bestialske voldsomheder udpenslet i detaljer. Ingen tvivl om, at Slauhgter har haft fantasien i omdrejninger. Jeg synes det er fantastisk, når der ikke springes over hvor gærdet er lavest, og det gør der bestemt ikke her. Jeg er fan!