Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder. 

Anmeldelse: Rikke Dahl - Som om vi aldrig rigtigt fandtes

”Krimi”, står der på forsiden af denne bog. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Spænding måske nærmere – en af den dér type bøger, hvor man fornemmer at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget som afsløres lidt efter lidt. Noget som gør det svært at vente til man når til slutningen og den ultimative afsløring. En bog der rammer dybt ind i følelserne.

Har du læst Undtagelsen af Christian Jungersen? Denne bog er bygget op lidt på samme måde. Vi følger forskellige hovedpersoner og får hver deres synsvinkler på de samme situationer og personer. Hvad vi først tror er sandheden, viser sig pludselig at være helt forkert. Eller helt misforstået.

Christin har forladt sin gamle hjemby, for aldrig at se sig tilbage. Lige indtil hun får et opkald fra en folkeskoleveninde, som fortæller at en anden folkeskoleveninde er død. Et dødsfald, som Christin har svært ved at skjule sin lettelse over. Hun rejser til den lille jyske by, for at overvære begravelsen, men samtidig også for at undersøge detaljer omkring et andet dødsfald, af en nær ven fra gymnasietiden. Christins forsøg på at afdække omstændighederne, bringer hende længere end hun har lyst til. Hvad der skulle have været et lille krads i overfladen, bliver pludselig til et dybt hul gravet med spade. Vi fornemmer fra begyndelsen, at der er hemmeligheder og løgne, som Christin helst vil glemme, men stille og roligt sniger der sig et mørke ind fra sidelinjen og kulden begynder for alvor at brede sig. Det er tydeligt, at der venter os en overraskelse og hjernevrideriet gik ret hurtigt i gang for mit vedkommende.

”Som om vi aldrig rigtig fandtes”, satte en masse tanker i gang hos mig. Og følelser ikke mindst. Jeg tror ikke nogen kan læse denne bog, uden at kunne associere til flere af de følelser, som personerne gennemlever. Vi har alle været unge engang og, med mindre man stadig er helt ung, så er man blevet klogere nu og ved at man stadig intet rigtig vidste om livet dengang i gymnasietiden. Ikke helt i hvert fald. Der sker ting og opstår følelser i bogen her, som vi i første omgang måske tænker på som ondskab. I virkeligheden synes jeg mest bare det er ulykkelige skæbner såvel som omstændigheder der gør, at tingene går som de gør i denne bog. At en hel gruppe venner splittes og får ødelagt deres liv. Nogen mere end andre. For det hele handler i alt sin enkelthed om, hvor gode eller dårlige vi er til at håndtere de ting livet byder os. Om vi giver andre skylden for alle vores ulykker, om det altid er nogen andres skyld, at tingene ikke bliver præcis som vi ønsker det. At det er os selv der altid har ret og de andre der handler forkert eller uretmæssigt. Eller om vi tager alle verdens ulykker på vores egne skuldre og har svært ved at give slip på hændelser og oplevelser, som vi i bund og grund ikke har indflydelse på.

Det er en bog med vanvittigt mange vinkler og måder at anskue livet. Den gav mig en hel masse at tænke over undervejs og stadig efter endt læsning, har jeg dens hovedpersoner og deres livsanskuelser under huden. Den er nuanceret og særdeles velskrevet. En fantastisk flot debut.

Når jeg så skal til at vurdere den ud fra mit krimiperlesystem, så er der et par ting der gør, at den ikke scorer helt fuld perleplade. Først og fremmest, er den lidt langsom om at komme op i spændingsgear. Den bruger en del tid på at varme op, og først næsten 200 sider inde i bogen, begynder der fora alvor at komme spænding i feltet. Den er på ingen måde kedelig indtil da, men der lugter heller ikke meget af spænding før da. Selvom det  er en bog som rystede op i mig og satte gang i mine tanker, så var det ikke en bog der skræmte mig eller fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander den på 4 perler. Til gengæld, så synes jeg faktisk det er en bog, som er yderst læseværdig og som jeg vil anbefale andre at læse – undlad bare at se den som en krimi, hvor der forventes tempo og uhygge. Den her bog, kan noget helt andet.

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os

17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.

Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.

I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.

Anmeldelse: Rachel Abbott - Drevet til mord

Efter at have færdiglæst ”Drevet til mord”, havde jeg det som om jeg lige havde set en film. En af den slags hvor man bare ved, at intet er som det ser ud. Jeg havde hele vejen igennem, en fornemmelse af, hvordan det hele hang sammen, men jeg fornemmede samtidig, at jeg blev snydt. Jeg var bare ikke sikker på hvordan og hvorfor.

Mark North er fotograf og tager smukke billeder, Han har et galleri sammen med sin søster, Cleo, som laver smykker. Men Mark har mistet sin kone, så han er depressiv og indelukket. Og så dukker Evie op. Hun er interesseret i Marks smukke fotografier. Sammen med Evie, kommer Mark ud af sin depression og livet lysner for ham.

Bogen starter med, at politiet finder Mark og Evie i seng sammen. Ikke på den lækre måde, men derimod i et blodbad, hvor det først synes som om de begge er døde. Det er dog kun Mark der er død og Evie der er i chok, og klamrer sig til hans døde blodige krop. Herefter starter bogen for alvor og vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Evie dukker op for første gang, i Marks galleri.

Jeg blev ret hurtigt fanget af historien og herefter var det umuligt for mig at slippe den igen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvordan filan det hele hang sammen og hvem der tog røven på hvem. Det er lidt en speciel bog i den forstand, at størstedelen af handlingen sker i Mark og Evies hus. Jeg ved dog ikke helt, om den går under kategorien ”domestic noir”, for der er også en større del af historien, som foregår i retssalen. Jeg sad dog med den dér følelse af, at handlingen er lidt indsnævret, netop fordi vi ikke rigtig kommer rundt og får fornemmelsen af så meget andet, ligesom der heller ikke rigtig er nogen særlige beskrivelser af omgivelserne. Det er ikke kun handlingen der er indsnævret og mangler dybde, synes jeg. Det er også persongalleriet der ikke er særlig nuanceret. Jeg synes ikke jeg kom til at kende nogen af dem særlig godt. Jeg har læst mig frem til, at denne er første bog i en trilogi, men jeg må være ærlig at tilstå, at jeg har svært ved at se hvem af dem, det er vi skal følge nu.

Alt i alt en spændende pageturner, som dog alligevel lige mangler lidt kant og personlighed. Jeg lander den på 4 krimiperler, men glæder mig trods alt til næste del i serien.

Anmeldelse: Heine Bakkeid - Jeg vil savne dig i morgen

Thorkild Aske, er tidligere politibetjent indenfor specialafdelingen og er ekspert i afhøringsmetoder. Men Thorkild har trådt i spinaten, for at sige det mildt. Han er dømt skyldig i drab, har siddet fængslet i 3 år og har mistet alle rettigheder til at arbejde indenfor politiet. Samtidig er han dybt afhængig af stærk smertestillende medicin, som han spiser som bolcher. Derfor er han også mere eller mindre konstant påvirket.

Thorkild bliver hyret af et forældrepar, til at finde deres forsvundne søn, Rasmus. Ingen tror helt på at Rasmus er i live, men forældrene er villige til at betale for at få vished og fred i sjælen. Den unge Rasmus, havde købt et gammelt fyrtårn på en øde ø, som han var i gang med at sætte i stand, da han forsvandt sporløst. Thorkild ankommer til den øde ø, bedst som en voldsom storm hærger.

Det faktum, at Thorkild konstant popper piller, er samtidig medvirkende til, at jeg ikke turde stole på, at hans oplevelser undervejs var virkelige og ikke bare en illusion. Den følelse forstærkes yderligere af, at Thorkild selv, har det på samme måde. Som læser efterlades man derfor med en tvivl om hvor vidt der foregår noget overnaturligt, om Thorkild hallucinerer eller om nogen forsøger at få det til at se sådan ud.

Forfatteren Heine Bakkeid er norsk og er selv vokset op nær Tromsø i Nordnorge, hvor bogen foregår. Han har tidligere skrevet ungdomsbøger, men dette er hans debut som krimiforfatter. Bakkeid bliver sammenlignet med Jo Nesbø, som jeg er ret stor fan af. Jeg er nødt til at sige, at jeg simpelthen ikke kan se ligheden. Det skulle så måske være med den allerførste Jo Nesbø, som var en smule underlig, og som i øvrigt ikke kan sammenlignes med resten af serien om Harry Hole. ”Jeg vil savne dig i morgen”, er efter min mening også en smule underlig. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis hvad det er der gør det, men jeg tror simpelthen bare, at jeg på en eller anden måde mangler noget dybde i personerne. Vi følger kun Thorkild Aske, men hans fortid og grunden til at han havnede i fængsel, afsløres først hen mod slutningen i en sideløbende historie. Det er som om der hele tiden mangler noget. Selve titlen har jeg vendt og drejet i mit hoved, men uanset hvilken vinkel jeg anskuer den fra, så kan jeg ikke få den til at give mening i forhold til bogens handling.

Alt i alt, så kedede jeg mig simpelthen gennem størstedelen af bogen og var ved at lægge den fra mig flere gange. Jeg var længe om at læse den, fordi jeg hele tiden mistede fokus. Det skal dog siges, at bogen har en pæn portion humor i form at måden Thorkild tænker og udtrykker sig på. Beskrivelsen af den mondering han bliver udstyret med på et tidspunkt i bogen, fik mig til at grine højt. Humoren er så også det der får mig til at trække bogen fra 1 krimiperle op på 2. Her er simpelthen for lidt tempo, handling og spænding til min smag og bogen gav mig heller intet stof til eftertanke.

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Mørket kalder

Man skal ikke skue hunden på hårene og man skal ligeledes heller ikke skue en bog på dens cover. Når jeg ser på dette cover, så minder det mig om en firserudgave af en gangsterbog. Men tag ikke fejl – Mørket kalder er alt andet end dét.

Mange kender bedst Katz Krefelds bøger om Ravn, men i denne bog er hovedpersonen en kvinde. Cecilie Mars hedder hun og er politikommissær hos Københavns politi. Cecilie er usikker på sig selv som menneske, men hun tror på sine egne evner som betjent. Og hun er både dygtig og korrekt i sine metoder. En enkelt aften, lader hun følelserne styre og træder ved siden af, hvilket en ukendt person filmer og bruger som afpresningsmiddel imod hende. Vedkommende vil have hende til at udføre mord på, hvad han kalder udyr. Cecilie forsøger at styre slagets gang på sin egen lovlydige måde, men det er sværere end hun forventer og for at sige det på godt dansk, så står Frk. politikommissær snart i lort til halsen.

Resten skal du selv læse dig til, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg er helt oppe i skyerne over Mørket kalder. Jeg synes simpelthen den er vanvittigt spændende fra start til slut. Jeg er vild med hovedpersonen Cecilie Mars, som er følelsesmæssigt knækket grundet et enormt traume hun har lidt i sin ungdom. Samtidig er hun hårdkogt og ekstremt modig. Hun er ingen superhelt, så den dér følelse af, at det hele kan vælte for hende lige om lidt, gennemsyrede bogen. Følelsen af, at alt kan ske, er altoverskyggende og jeg synes det er fantastisk. Jeg havde på ingen måde, lyst til at lægge den fra mig. Jeg var sikker på at jeg havde regnet morderen ud, men så viste det sig at jeg tog fejl. Det skete flere gange og jeg følte nærmest at jeg blev trukket rundt i manegen. Snydt mere end én gang og intet var sikkert før til sidst. 

I mandags var jeg inviteret til bloggermøde med Michael Krefeld. Han fortalte bl.a. at han startede ud med en karriere som manuskriptforfatter. Han har været med til at lave både "Nikolaj og Julie" og Nynnes dagbog". Hver gang jeg læser bøger af Michael Katz Krefeld, så har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg lige har set en film. Det giver god mening når man kender hans baggrund. Det er en kunst at skabe så fine og tydelige billeder hos læseren ved hjælp af få, men vigtige detaljer, men her er altså en forfatter, som mestrer det til fulde. 

Mørket kalder er det man kalder en "stand alone", hvilket vil sige, at den ikke er en del af en serie. I følge Michael selv, så er der heller ingen planer om at den skal blive det. Heller ikke selvom vi sad en del bogbloggere om bordet i mandags, og sendte bedende hundeøjneblikke. På den anden side - selvom jeg er vild med Cecilie og ked af at mødet slutter her, så synes jeg samtidig at det er ret suverænt med de her bøger, hvor ALT bare kan ske. Hvor du som læser ikke er sikker på hvor noget som helst ender, fordi du ved, at bogen ikke har en fortsættelse hvor personerne skal medvirke igen. Jeg er vild med serier, men kan samtidig mærke, at jeg er på vej ind i en periode, hvor jeg finder det forfriskende, når forfattere med lange serier, viser hvad de ellers kan. Jeg håber håber hååååååber, at der kommer flere af denne type krimier fra Michael Katz Krefeld. Næste bog bliver endnu en Ravn og ham kan jeg også godt lide, men det er som om denne her lige er trådt et skridt op. Mere af dét!! Please 😍

Fed fed bog. Jeg sender simpelthen 6 krimiperler efter den. Det synes jeg den har fortjent!

Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården

Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”

-          - Stephen King.

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Motiv X

Endelig er det blevet tid til en ny Stefan Ahnhem-bog. Det har jeg glædet mig virkelig meget til.

Bogen starter ud på grummeste vis, og uden at røbe for meget, kan jeg godt løfte sløret for, at synet af en vaskemaskine, for evigt vil give mig kuldegysninger.

Der er mange bolde i luften i Motiv X. Fabian har orlov i starten af bogen, fordi datteren Matilda, som blev skudt i forrige bog, Atten grader minus, nu er i bedring og er vågnet op af sin koma. Familielivet skranter generelt og det får lov at fylde en del, men ikke så meget, at det bliver irriterende. På trods af orlov, arbejder Risk med spor, han har fundet hos en afdød kollega. En kollega, som har haft begrundet mistanke til en anden kollegas morderiske tendenser. Samtidig følger vi en bindegal person, som kaster med terninger, når han skal finde ud af hvem der skal myrdes næste gang, hvornår, hvordan og med hvilken type mordvåben. I sig selv en fremragende og genial historie, men …

Vi kommer også tættere på Irene Lilja, som kæmper med en kæreste der viser sig at være medlem af Sverigesdemokraterne og samtidig lægger hun sig ud med en gruppe hårdkogte højreekstremister. I sammenhæng med vaskemaskinen nævnt tidligere, forsvinder en 11-årig syrisk dreng. Jagten på hans morder er også i gang. I det hele taget er der utroligt mange tråde der trækkes i. Også flere end jeg har nævnt her.

Bogen er god, og i bedste Stefan Ahnhem-stil trækkes vi rundt i manegen og bliver mere og mere forvirrede. Jeg læste og læste og gættede og gættede på hvordan det hele hang sammen. Som slutningen nærmede sig, blev det dog tydeligt, at der ikke ville komme en opklaring på alle gåderne. Jeg er faktisk nødt til at indrømme, at jeg følte mig lidt snydt da sidste side var vendt. Der bliver opklaret et par ting, men der er kæmpe store løse ender der hænger og flagrer. Jeg kan godt arbejde med, at der er en sideløbende historie som strækker sig over flere bøger, men sådan en historie har vi faktisk allerede i spil i denne serie, nemlig i form af Dunja Hovgaard og Kim Fucking Schleizner. Historien om deres indbyrdes had til hinanden, berøres kun kanske lidt i Motiv X. Jeg synes som udgangspunkt, at de to historier som nu er åbne, var ”hovedhistorierne” og de mest spændende og interessante. De historier der blev afsluttet, kunne på sin vis have været skåret helt ud af bogen, for at give plads til en slutning på dem vi nu skal vente det meste af et år på. ÆV!

Når det så er sagt, så er det en god og underholdende bog, som havde mig fanget i spænding fra start til slut. Der er masser af lækre udpenslede detaljer, som jeg sætter pris på ved en krimi. Jeg elsker det der gys det giver i kroppen, når de fæle billeder dannes i mit hoved. Eneste minus er, at bogen ikke er slut når den er slut, hvilket også er grunden til, at den kun lander på 4 perler. Det bliver voldsvært at vente på næste bog!

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Okker gokker

Her har vi at gøre med en af den slags krimier, som lader ofrene træffe et valg for overlevelse. Et rigtig svært og tæt på umuligt valg. En af den slags bøger, som sætter tankerne i gang hos os læsere. Hvad ville vi selv vælge at gøre, og kan det virkelig passe, at man kommer helt derud, hvor de dyriske instinkter styrer?

I Okker gokker, bliver et ungt kærestepar fanget og efterladt på et øde sted. De bliver efterladt med en pistol og får at vide, at ingen kommer ud i live, med mindre man vælger, at tage livet af den anden, med pistolen. Hvad de vælger, vil jeg ikke afsløre, men det er hjerteskærende. Snart følger flere ofre og det står hurtigt klart for politikommisær Helen Grace, at morderen er ekstremt kold og kynisk. Hun har sin egen dagsorden og hun stopper ikke, før hun har bragt sin plan til ende.

Jeg kan godt lide hele det set up, der er i den her bog. Det er lidt fedt fundet på, netop fordi jeg som læser, blev grebet af spekulationer. Både i forhold til, hvad jeg selv kunne tænkes at gøre, men også i forhold til de forskellige ofre og sammensætningen af de indbyrdes forhold de har. Er der forskel på hvordan et kærestepar ville handle, frem for hvordan to kollegaer ville forholde sig. Og så er der hele forløbet efterfølgende. For hvem er det egentlig der får den værste straf? Den der bliver skudt, eller den der redder sig selv, men må leve til evig tid med både sin egen fordømmelse af sig selv, men også den fordømmelse, som afdødes familie og venner pålægger en?

Okker gokker, er ikke blot tankevækkende, men også en yderst spændende og medrivende bog. Vi følger politiarbejdet og samtidig følger vi ofrene i deres pinsler. Der er flere overraskelser undervejs og jeg kedede mig på intet tidspunkt. Hovedpersonen Helen Grace er stærk, men hun har dæmoner hun kæmper med. De kommer mere og mere frem undervejs. Hun er bestemt en personlighed, som jeg glæder mig til at følge.

Jeg tror sgu jeg stikker den fem krimiperler

Anmeldelse: Finn Halfdan - De uskyldige døde

De uskyldige døde, er den anden selvstændige krimi fra Finn Halfdan. Også denne gang, har vi at gøre med en hovedperson, som i mine øjne, er temmelig speciel. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg mener om hende. Hun er på en eller anden måde irriterende i sin hardcore facon. Altid negativ og småsur. På den anden side er hun fascinerende og meget anderledes end de fleste hovedpersoner, hvilket egentlig er ret okay.

Maya Leander fører et helt almindeligt halvkedeligt liv som journalist på et dagblad i Roskilde. En aften kører en Ferrari op på siden af hende og en tidligere kollega, spørger om hun har lyst til en tur. De ender på elskovsweekend i Sverige og Maya tager sig selv i, at få følelser for kollegaen Nicholas Holm. Allerede om mandagen bliver Maya afhørt af politiet – mistænkt for mordet på Nicholas!

Forskellige ting, som jeg ikke vil afsløre her, gør, at Maya går i gang med sin egen undersøgelse af sagen. Det bliver en hæsblæsende omgang, som bl.a. bringer hende til Spanien i kløerne på en flok ukendte, men grumme typer. Maya får hjælp fra en kant hun ikke havde lyst til at få hjælp fra, men når man er desperat, gør man ind imellem ting, som ikke er efter bogen. Det er et af bogens temaer – at man ind imellem går så langt for en god sags tjeneste, at det ikke længere er så god en sag.

Jeg var underholdt hele vejen igennem bogen. På en eller anden måde, synes jeg den lugter lidt af actionfilm. Jeg ved godt det ikke er så velset at sætte kønsmærkater på bøger – ordet femikrimi er i hvert fald blevet et udskældt ord. Ikke desto mindre, så mener jeg denne krimi er mest en mandekrimi. Hovedpersonen er ganske vist en kvinde, men hun er, som tidligere nævnt, så hardcore, at hun ikke minder om andre kvindelige hovedpersoner. Jeg vil gerne slå fast, at mandekrimi ikke er negativt ment. Tvært imod. Jeg har tænkt mig at tage den med på sommerferie, så min kæreste kan læse den.

Og så til det med perlefordelingen. Jeg tror jeg er nødt til at lave om på mit system. Hos mig er tre perler ikke dårligt. Det betyder en god og spændende bog. Velskrevet og med et godt plot. Det betyder dog også, at den i mine blodhungrende og uhyggesøgende øjne, mangler noget. Og selvom den her faktisk fik mig til at holde vejret tilsidst, og selvom den faktisk havde et ret fedt og uventet element hen mod slutningen, så rystede den mig ikke, som jeg gerne vil rystes og skurken havde jeg hurtigt gennemskuet. Dog bestemt en god og meget velskrevet bog, som holdt mig interesseret hele vejen. Jeg vil glæde mig til at læse bog nr. 3!


Update: Efter at have skrevet denne anmeldelse, har jeg gået og tænkt og jeg har haft lidt ondt i maven over antallet af perler. Jeg synes egentlig bogen er så fint skrevet, at den fortjener en perle mere. Det har den hermed fået!

Vil du følge med på Facebook? Klik H E R

 Læs min anmeldelse af "Et nødvendigt offer"

Anmeldelse: Katrine Engberg - Blodmåne

Dette er Katrine Engbergs 2. bog i serien om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner, men det er mit første møde med dem begge. Jeg synes med det samme godt om specielt Jeppe. Vi har et fællestræk, som jeg ikke er stødt på ret mange andre, der har. En endnu ret ukendt gren af Tourettespectret, som kaldes tanketics. Melodier, dele af en sang, et navn eller et ord, som kører inde i hovedet, bag de andre tanker. Hos Jeppe Kørner, er det vist hovedsageligt sange. 😊🎵

Liget af en kendt modemand dukker op i sneen. I første omgang, forveksles han med en hjemløs, men det står snart klart, at der er tale om mord, begået på grusom og særdeles udspekuleret vis. Jeppes gode ven, Johannes, er på en eller anden måde indblandet i sagen. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, men jeg vil godt afsløre, at programmet Mads & Monopolet, spiller en pænt stor rolle i sagen 😋

Bogen er nutidig og skrevet i et nutidigt sprog. Flere gange kom jeg til at smile og fik i øvrigt udvidet mit ordforråd, med det flatterende ord ”tørkneppe”… jow jow.

Blodmåne er en tankevækkende bog. Venskaber fylder en del, men temaet hævn og savn optager endnu mere. Der er flere af hovedpersonerne, som savner både mødre og fædre, på trods af et svigt, som har sat spor ind i voksenlivet. Det gør bogen levende og giver hurtigt en følelse af, at kende dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide uhyggelige krimier. De skal ryste mig og det skal helst risle koldt ned ad ryggen. Det fik jeg ikke rigtigt her. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere detaljer omkring mordene, evt. være kommet lidt tættere på offeret i de sidste minutter. Plottet er godt og ikke sådan lige at regne ud. Jeg gættede og gættede, for der var masser af mulige gerningsmænd. Den del var lige i øjet.

Af forskellige årsager vippede jeg lidt mellem 3 og 4 krimiperler, men jeg synes dog at den overordnet set fortjener de 4. Jeg var underholdt hele vejen igennem og havde svært ved, at lægge bogen fra mig. Sproget flyder og det er en af den slags bøger, som på en eller anden uforklarlig måde, gør mig lidt glad.

I fredags, var jeg så heldig, at være inviteret til udgivelsesreception for Katrine Engberg. Det foregik i Botanisk have på Observatoriehøjen. Det var en god og sjov oplevelse, og en del af handlingen i Blodmåne foregår netop der. Katrine fortalte os, at hun har fundet et suverænt godt mordvåben til bog 3. Hun mente også, at den ville blive mere uhyggelig. Jeg har svært ved at vente på den 😊

VIL DU VÆRE MED OVRE PÅ FACEBOOK???