Anmeldelse: Lars Kepler - Lazarus

Efter at have læst Sandmanden af Lars Kepler, tænkte jeg at nu kan de ikke gøre det bedre, den her kan de ikke toppe. Hånden på hjertet, så har de ikke overgået den endnu, men for saddan hvor kommer de tæt på, bog efterbog. Lazarus er ingen undtagelse. Den er sindssygt velskrevet og samtidig en lille smule farlig for helbredet, fordi der gang på gang er lange passager, som er så spændende, at jeg tog mig selv i at holde vejret. Pulsen kommer så højt op, at fitnesscenter er overflødigt 😊

Lazarus, er ham i bibelen som genopstår og det er også tilfældet i denne bog. Joona Linna er i hvert fald ikke i tvivl, så han får fat på sin datter og går under jorden. Resten af holdet mener, at Joona er paranoid og lad os bare sige, at deres tvivl får grusomme konsekvenser. Måske du har regnet ud hvem der er tale om? Jep, du har ret - ingen ringere end Jurek Walter som vi første gang stiftede bekendtskab med i Sandmanden. Vi kan ret hurtigt regne ud, at der under alle omstændigheder er en forbindelse til Jurek, så det ødelægger ikke noget for læsningen at vide hvem der er tale om. Om det så virkelig er Jurek eller om nogen har overtaget hans frygtelige hævn over Joona Linna, skal jeg lade være usagt.

Både Joona Linna, Saga Bauer og Nathan Pollock, kommer under ekstremt stort pres. Denne gang er der bud efter dem personligt og hvem skal man lade det gå ud over, hvis man vi såre en person mest muligt? Dem de elsker allermest! Det er et modbydeligt og ondskabsfuldt net der bliver spundet omkring dem, og jeg blev rystet gang på gang.

Jeg synes Lazarus er en vanvittigt velskrevet bog. Jeg bliver altid imponeret over forfattere som formår at lave et snørklet plot med masser af twists undervejs. Et plot der ikke er til at gennemskue og hvor der brugt en kæmpe portion fantasi for at overraske os læsere. Sådan en bog er Lazarus. Den er spændende hele vejen igennem og jeg er vild med den måde den er skrevet i nutid på. Det medvirker til at gøre handlingen endnu mere nærværende og fuld af gru. Den får hele armen med detaljerne og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Lige som jeg kan lide det.

Lars Kepler har skrevet endnu en brilliant bog i serien om Joona Linna. Den fortjener intet mindre end 6 gigantiske krimiperler.

Anmeldelse: Lars Kepler - Sandmanden

Det var ikke mange minutters fred og ro jeg fik i min grundvold, imens jeg læste den her bog!! Pyw ha altså... Jeg følte, at jeg konstant sad og holdt vejret eller havde iskold rislen ned af ryggen. Sandmanden er en af den slags bøger, hvor forfatteren (i dette tilfælde forfatterne) formår, at få mig til at få dén dér følelse af, at der står en lige i nærheden og iagttager mig. En følelse af total uhygge der fylder kroppen!

Sandmanden starter hvor Ildvidnet slutter. Vi følger fangen Jurek Walter på den topsikrede lukkede hospitals-/fængselsafdeling hvor han sidder fængslet for de mord han har begået. Da Mikael Kohler-Frost pludselig dukker op, efter at have været forsvundet i 13 år, står det klart, at Jurek Walter har en medhjælper – noget som Joona Linna har haft mistanke om i alle disse år. Der bliver dannet en hemmelig mission under Rigskriminalpolitiet og de sender en agent ind undercover til Jurek Walter. En som skal kunne nå ind til ham og få ham til at afsløre sine hemmeligheder. Hvem andre end Saga Bauer kunne sættes på denne opgave. Saga får en opdigtet diagnose og bliver sendt ind som patient og fange på lige fod med Jurek. End ikke lægerne på afdelingen kender hendes sande identitet.

Faktisk er det lige præcist Saga Bauers ophold på Den retspsykiatriske sikringsenhed på Löwenströmska Sjukhuset, som gør Sandmanden så afsindigt spændende. Hver gang vi hoppede hen og hørte om andre personer i bogen, sad jeg og ventede på, at vi kom tilbage til Saga. De ting hun bliver udsat for og de ting der foregår i det forholdsvist korte ophold på afdelingen, er beskrevet så jeg konstant vekslede imellem kvalme og nervøsitet. Osse Joona bliver udsat for umenneskelige ting i denne bog og slutningen efterlader os med en tomhed, idet den lidt kan være enten den totale slutning for Joona Linna eller en helt ny begyndelse. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Under alle omstændigheder, så håber jeg på den nye begyndelse, for Sandmanden var så suveræn en bog, at det ville være synd hvis de stoppede her. Jeg vil ha mere Joona Linna og jeg vil osse ha mere Saga Bauer.

Skal jeg alligevel smide et minus på bordet, så bliver det samme minus som jeg nævnte da jeg skrev anmeldelse om forrige bog i serien ”Ildvidnet”. Hele bogen er skrevet i nutidsform, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, da det er anderledes end jeg er vant til, men så virker det faktisk ret godt. Da bogen nærmer sig slutningen og morderen er fanget osv, så finder forfatterne det af en eller anden grund nødvendigt, at skære hele plottet ud i pap for os. De slår pludselig over i datid og tegner og fortæller ned til mindste detalje hvordan alt er foregået. Ting som jeg i hvert fald ikke havde skænket en tanke og som ikke havde været nødvendige at få at vide, for at plottet alligevel var plausibelt for mig. Det ødelagde mere end det gavnede og jeg synes det er voldsomt ærgerligt at de gør det. Det skal de lade vær med!!

Jeg er ærlig talt lidt træt af, at den her bog er slut. 5 krimiperler herfra!!!!!