Anmeldelse: Lars Kepler - Lazarus

Efter at have læst Sandmanden af Lars Kepler, tænkte jeg at nu kan de ikke gøre det bedre, den her kan de ikke toppe. Hånden på hjertet, så har de ikke overgået den endnu, men for saddan hvor kommer de tæt på, bog efterbog. Lazarus er ingen undtagelse. Den er sindssygt velskrevet og samtidig en lille smule farlig for helbredet, fordi der gang på gang er lange passager, som er så spændende, at jeg tog mig selv i at holde vejret. Pulsen kommer så højt op, at fitnesscenter er overflødigt 😊

Lazarus, er ham i bibelen som genopstår og det er også tilfældet i denne bog. Joona Linna er i hvert fald ikke i tvivl, så han får fat på sin datter og går under jorden. Resten af holdet mener, at Joona er paranoid og lad os bare sige, at deres tvivl får grusomme konsekvenser. Måske du har regnet ud hvem der er tale om? Jep, du har ret - ingen ringere end Jurek Walter som vi første gang stiftede bekendtskab med i Sandmanden. Vi kan ret hurtigt regne ud, at der under alle omstændigheder er en forbindelse til Jurek, så det ødelægger ikke noget for læsningen at vide hvem der er tale om. Om det så virkelig er Jurek eller om nogen har overtaget hans frygtelige hævn over Joona Linna, skal jeg lade være usagt.

Både Joona Linna, Saga Bauer og Nathan Pollock, kommer under ekstremt stort pres. Denne gang er der bud efter dem personligt og hvem skal man lade det gå ud over, hvis man vi såre en person mest muligt? Dem de elsker allermest! Det er et modbydeligt og ondskabsfuldt net der bliver spundet omkring dem, og jeg blev rystet gang på gang.

Jeg synes Lazarus er en vanvittigt velskrevet bog. Jeg bliver altid imponeret over forfattere som formår at lave et snørklet plot med masser af twists undervejs. Et plot der ikke er til at gennemskue og hvor der brugt en kæmpe portion fantasi for at overraske os læsere. Sådan en bog er Lazarus. Den er spændende hele vejen igennem og jeg er vild med den måde den er skrevet i nutid på. Det medvirker til at gøre handlingen endnu mere nærværende og fuld af gru. Den får hele armen med detaljerne og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Lige som jeg kan lide det.

Lars Kepler har skrevet endnu en brilliant bog i serien om Joona Linna. Den fortjener intet mindre end 6 gigantiske krimiperler.

Anmeldelse: Lars Kepler - Kaninjægeren

Endelig kom der længe ventet ny krimi fra Lars Kepler. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en lille smule forelsket i Joona Linna og han har været savnet.

I denne bog, starter Joona ud i fængsel og jeg må komme med endnu en indrømmelse – jeg har faktisk glemt hvorfor. Det havde dog ikke nogen betydning for handlingen, og bogen starter lige på og rå, med en spændingsscene der gav hjertebanken og et uhyggeligt, blodigt, brutalt mord. Så ruller spændingsbussen ellers derudaf og holder tempoet i jævn høj fart hele vejen.

Det brutale mord, er på ingen ringere, end Sveriges udenrigsminister. Saga Bauer sættes på sagen og tadaaa, ja rigtig gættet, hun får en meget højtstående herre, til at sørge for, at de får lov at benytte sig af Joonas hjælp og skarpe hjerne. Det varer heller ikke særlig længe, før han har opdaget, at hvad man først efterforsker som terror, i stedet viser sig, at være en gal mands værk. Et uhyggeligt og gennemtænkt værk, som bunder i hævn på grusommeste vis.

Her i huset, har vi en sødeste kanin. En meget tam dværgvædder, som bor i vores stue og er meget højt elsket af hele familien. Når man har sådan en størrelse, så er der lige et par steder i bogen, som stikker i ens kaninhjerte. Bortset fra det, så synes jeg det er fremragende læsning, med alle de brutale udspekulerede mord. Jeg havde kuldegysninger og tog flere gange mig selv i, at holde vejret grundet det høje spændingsniveau.

Jeg er vild med den her bog. Jeg ønskede ikke at den skulle slutte, på trods af, at den er intet mindre end 576 sider lang.

Kaninjægeren er 6. del i serien om Joona Linna og Saga Bauer. Den efterlader os, med en cliffhager, som gør det pisse irriterende (pardon my French), at skulle vente på bog nr 7 :) :)

5 kæmpe krimiperler fra mig. 

Har du lyst til at følge med på Facebook? Så klikker du bare lige HER :)

Anmeldelse: Lars Kepler - Stalker

Kan de gøre det bedre end Sandmanden og kan den overhovedet leve op til den vanvittigt spændende og uhyggelige krimi som forgængeren er?? Sådan tænkte jeg inden jeg gik igang med Stalker. Og ja... det kan den sagtens. Her er tale om en bog i moppedrengskategorien, men den er ikke en eneste side for lang. Allerede fra de første sider, løb det mig koldt ned ad ryggen og sådan blev det egentlig mere eller mindre ved. Stalker har et sindssygt pace, så jeg blev næsten helt stakåndet imens jeg læste.

Hypnotisøren Erik Maria Bark er tilbage. Han starter ud med at blive bedt om at hjælpe i en sag. Yderst uhyggelig med kvinder der bliver filmet gennem vinduet i deres hjem, for derefter at blive brutalt myrdet. Filmen bliver sendt til politiet samtidig med at mordet foregår. De har ikke en chance for at nå at identificere offeret før det er for sent. Selve mordene får vi serveret på første parket og der er ikke sparet på hverken detaljerne eller uhyggen. Jeg følte næsten offerets angst. Ganske simpelt gennemført gys. Erik ender som mistænkt og må have hjælp fra Joona Linna, som er særdeles nedbrudt, men stadig sej. Ind imellem bliver han næsten FOR sej og overmenneskelig, men af en eller anden grund, så gør det bare ikke så meget når det er Joona :)

Stalker er uden tvivl på min top 3 over årets bedste krimier. Den har taget min nattesøvn og den har givet mig en fesen angst for sprækker i gardinerne :) Jeg elsker det...

Jeg plejer at sige at jeg vil rystes når jeg læser en krimi. For dælen det blev jeg her og 5 krimiperler er fuldt fortjent!

 

Anmeldelse: Lars Kepler - Sandmanden

Det var ikke mange minutters fred og ro jeg fik i min grundvold, imens jeg læste den her bog!! Pyw ha altså... Jeg følte, at jeg konstant sad og holdt vejret eller havde iskold rislen ned af ryggen. Sandmanden er en af den slags bøger, hvor forfatteren (i dette tilfælde forfatterne) formår, at få mig til at få dén dér følelse af, at der står en lige i nærheden og iagttager mig. En følelse af total uhygge der fylder kroppen!

Sandmanden starter hvor Ildvidnet slutter. Vi følger fangen Jurek Walter på den topsikrede lukkede hospitals-/fængselsafdeling hvor han sidder fængslet for de mord han har begået. Da Mikael Kohler-Frost pludselig dukker op, efter at have været forsvundet i 13 år, står det klart, at Jurek Walter har en medhjælper – noget som Joona Linna har haft mistanke om i alle disse år. Der bliver dannet en hemmelig mission under Rigskriminalpolitiet og de sender en agent ind undercover til Jurek Walter. En som skal kunne nå ind til ham og få ham til at afsløre sine hemmeligheder. Hvem andre end Saga Bauer kunne sættes på denne opgave. Saga får en opdigtet diagnose og bliver sendt ind som patient og fange på lige fod med Jurek. End ikke lægerne på afdelingen kender hendes sande identitet.

Faktisk er det lige præcist Saga Bauers ophold på Den retspsykiatriske sikringsenhed på Löwenströmska Sjukhuset, som gør Sandmanden så afsindigt spændende. Hver gang vi hoppede hen og hørte om andre personer i bogen, sad jeg og ventede på, at vi kom tilbage til Saga. De ting hun bliver udsat for og de ting der foregår i det forholdsvist korte ophold på afdelingen, er beskrevet så jeg konstant vekslede imellem kvalme og nervøsitet. Osse Joona bliver udsat for umenneskelige ting i denne bog og slutningen efterlader os med en tomhed, idet den lidt kan være enten den totale slutning for Joona Linna eller en helt ny begyndelse. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Under alle omstændigheder, så håber jeg på den nye begyndelse, for Sandmanden var så suveræn en bog, at det ville være synd hvis de stoppede her. Jeg vil ha mere Joona Linna og jeg vil osse ha mere Saga Bauer.

Skal jeg alligevel smide et minus på bordet, så bliver det samme minus som jeg nævnte da jeg skrev anmeldelse om forrige bog i serien ”Ildvidnet”. Hele bogen er skrevet i nutidsform, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, da det er anderledes end jeg er vant til, men så virker det faktisk ret godt. Da bogen nærmer sig slutningen og morderen er fanget osv, så finder forfatterne det af en eller anden grund nødvendigt, at skære hele plottet ud i pap for os. De slår pludselig over i datid og tegner og fortæller ned til mindste detalje hvordan alt er foregået. Ting som jeg i hvert fald ikke havde skænket en tanke og som ikke havde været nødvendige at få at vide, for at plottet alligevel var plausibelt for mig. Det ødelagde mere end det gavnede og jeg synes det er voldsomt ærgerligt at de gør det. Det skal de lade vær med!!

Jeg er ærlig talt lidt træt af, at den her bog er slut. 5 krimiperler herfra!!!!!

Anmeldelse: Lars Kepler - Ildvidnet

Jeg er lidt bagud af dansen her med Ildvidnet – jeg ved det godt. Som tidligere nævnt, så købte jeg bogen på sidste års BogForum, men da jeg ikke var specielt glad for forgængeren ”Paganini kontrakten”, så var der andre bøger der fik lov at snige sig foran i køen. Nu hvor Den nyeste ”Sandmanden” får så meget omtale, så var jeg jo nødt til at få denne her læst. Og det fortrød jeg heldigvis ikke. Super god bog. Dog osse temmelig sært bygget op synes jeg.

Handling:

Bogen lægger hårdt ud med spænding og uhygge nærmest fra første side. Vi er med på Birgittagården - et hjem for stærkt adfærdsvanskelige piger - da Miranda bliver myrdet og hvor vi følger Elisabets tanker, i minutterne op til hun får sit kranie smadret med en hammer. Kort tid efter ankommer Joona Linna til Birgittagården. Han finder hurtigt ud af, at en ung pige ved navn Vicky er stukket af. Hendes seng er fyldt med blod og under hendes hovedpunde ligger en blodig hammer. Retsmedicineren mener ikke hun kan have gjort det og behandleren på Birgittagården mener heller ikke, at hun har en sådan adfærd. Men alle spor peger på hende, så da hun kort tid efter formodes død, kræves eftersøgningen af hende indstillet. Den stædige Joona, nægter dog som sædvanligt, at lade andre fortælle sig hvad han skal gøre.

Når jeg siger, at historien er sært bygget op, så mener jeg det sådan, at det meste af historien er skrevet lidt i stil med amerikanske tv-serier hvor vi hele tiden ser små korte afsnit, som så afbrydes (hvor der i USA ville have været en reklameblok), for derefter at fortsætte igen nøjagtigt samme sted. Jeg er vild med små korte afsnit i krimier, men normalt plejer de at blive brugt, til at hoppe videre til en ny scene, (jeg ser en indre film når jeg læser) for at pirre læserens nysgerrighed og gøre spændingen endnu større. Egentlig fungerer det måske fint nok på denne måde. Det er bare anderledes. Ligeledes, synes jeg de har en tendens til, at opsumere det vi lige har læst, hvilket osse er i stil med amerikansk tv.  Det bliver en lille smule irriterende i længden og jeg synes i det hele taget, at de første 2/3 af bogen kunne være kortet ned. Men derefter tager det fart og den sidste del af bogen tog næsten pusten fra mig. Den var spændende og den var uhyggelig og hvor starten af bogen gik i et meget langsomt tempo, så forefår sidste del i lyntempo!

Til allersidst slutter den så alligevel meget brat af og forfatterne føler et behov for at løbe os igennem alle detaljerne omkring mordet. Detaljer som egentlig ikke var nødvendige for os at få. Og så er den skid lissom slået og der starter en ny historie, som så er starten på næste bog. Jeg må indrømme, at jeg sad med en meget mærkelig følelse i kroppen. Når jeg er færdig med en bog, så må den godt lige få lov at bundfælde sig inden jeg går igang med en ny. Men her fik de bare lige vupti afsluttet den egentlige historie og startet en ny. Det lod mig tilbage med en følelse af, at den første histore var skubbet i baggrunden og det var den nye der fyldte nu. Den nye som jo så slet ikke nåede at komme igang. Lige nu er jeg faktisk virkelig glad for, at jeg ventede så længe med at læse Ildvidnet og bare kan hoppe direkte videre til fortsættelsen. Ellers var jeg godtnok blevet meget skuffet. Men når det så er sagt, så kunne jeg virkelig virkelig godt li bogen og jeg er tossevild med Joona stadigvæk :)

4 krimiperler fra mig :)

 

Lars Kepler er pseudonym for Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril

 

Det er ik størrelsen, det er gørelsen... eller er det??

Der har været mange indlæg og debatter rundt omkring, om hvorvidt man bedst kan li, at læse sine bøger på den ene eller den anden form for elektronisk apparat eller om man foretrækker en helt almindelig trykt bog i papir. Jeg vil gerne fortælle hvad jeg foretrækker, men først skal det handle om et par dilemmaer jeg er rendt ind i på det seneste.

Forleden dag, havde jeg en fridag og i den forbindelse skulle jeg ind i byen om formiddagen. Så kan jeg godt li, at gå ind på Baresso og få en iceblend og læse lidt imens jeg drikker den. Den her dag, havde jeg bare lige et problem. Jeg var igang med at læse Lars Keplers Ildvidnet. De af jer der kender den, vil vide, at det er en af de større bøger. I hvert fald ikke sådan en man bare lige lægger ned i håndtasken. Ikke i min håndtaske under alle omstændigheder. Jeg købte den på sidste års BogForum og den har stået i reolen lige siden. Dels fordi jeg har hjernerystelse og derfor ikke får læst helt så meget som jeg plejer, og dels fordi forgængeren "Paganini kontrakten" var lidt for kedelig for min smag, så derfor har den fået lov at hænge... men BogForum... det bringer mig videre til næste dilemma.

Samtidig med at jeg går her og er vildt træt af, at jeg må undvære min læsning denne formiddag, så tænker jeg ved mig selv, at jeg helt sikkert skal købe næste bog i rækken som e-bog. Nu står jeg her og skal på BogForum i Bellacenteret om en lille måneds tid. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle afsted. Sidste år slæbte jeg sindssygt mange poser med bøger hjem. Både krimier til mig selv, men osse masser af børnebøger. Men hvad gør jeg nu?? De seneste måneder har jeg tænkt, hver gang jeg så en bog jeg gerne ville læse, at den kunne jeg købe på BogForum. Jeg har bare lige glemt at tænke på, at jeg egentlig helst vil ha mine bøger som e-bøger. Men det er jo ikke e-BogForum. Jeg har ikke set nogen steder derovre hvor man kan købe e-bøger.. jeg synes egentlig det er et ret fesent dilemma jeg er løbet ind i. Skal jeg så slet ikke købe bøger, men bare nøjes med at kigge og finde ud af hvilke jeg skal hjem og shoppe online? Aaargh, det er altså ikke helt det samme vel..
Men mon ikke jeg alligevel kommer til at købe et par papirsbøger? Under alle omstændigheder, så i hvert fald til børnene :)

Og så tilbage til start og hvordan jeg selv foretrækker at læse mine bøger. Egentlig gik jeg i lang tid og troede, at jeg foretrak papirsbøger og var nødt til at ha dem stående i reolen når jeg havde læst dem. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg faktisk mest er træt af den reol med alle de bøger. Jeg synes det ser rodet ud. Jeg er stadig glad for visse serier af visse forfattere og vil blive ved at købe deres bøger og stille dem op i rækken i reolen. Alt andet vil nok føles forkert :) Jeg læste min første e-bog lidt ved et tilfælde hvis man kan sige det sådan. En sød mand fra et forlag, skrev til mig, at han havde en bog klar, men kun som e-bog indtil videre. Jeg skrev tilbage at jeg ikke havde en e-bogslæser, men om man kunne bruge en iPad. Det anede jeg ikke om man kunne på daværende tidspunkt. Det kan du sagtens svarede han og så var jeg igang. Og jeg må jo indrømme, at jeg er ret vild med det. Jeg synes det går hurtigere. Måske er det bare rent psykologisk fordi man ikke hele tiden kan se hvor meget der er tilbage. Måske er det fordi teksten er større så det er nemmere at læse. Jeg ved det ikke, men jeg kan li det. Og det er nemt at ha det med. Jeg bruger iBooks og læser hovedsageligt på min iPad, men indimellem er jeg et sted, hvor jeg ikke har den med og hvor jeg lige har lidt tid i overskud. Så synkroniserer den med iBooks på min telefon og så kan jeg læse videre på den. Se dét er skisme da brand smart!! Jeg har stadig intet imod at læse en bog af papir, men fik jeg valget, så tog jeg e-bogen... med mindre det altså liiiige var lige de bestemte forfattere som godt må komme med hjem i reolen ;)

Hvordan har I andre det? Hvad foretrækker I at læse på og hvorfor? Bliver I aldrig trætte af at se på bøgerne der hober sig op i reolen?