Anmeldelse: Yrsa Sigurdardottir - Kulde

Forfatteren til Kulde, har valgt det helt perfekte navn til sin bog. Jeg læste den i bagende varme under Italiens sol og alligevel fornemmede jeg tydeligt den isnende kulde der prægede bogen hele vejen igennem. Jo... det er vinter og temmelig koldt i Island på det tidspunkt bogen foregår, men det er ikke dén form for kulde man mærker imens man læser.

Vi møder alenefaren Odin, som forsøger at få en dagligdag op at køre, sammen med sin 11 årige datter Rún, som for nyligt har mistet sin mor ved en tragisk ulykke. 

Samtidig bliver han i forbindelse med sit job, sat til at undersøge omstændighederne omkring døgninstitutionen Krókur. I starten af 1970'erne, var det et sted, man sendte småkriminelle drenge hen, hvis de ikke var gamle nok til fængsel. Stedet blev drevet af et ægtepar, som ikke nærede nogen varme følelser for noget som helst. 

Hele bogen køres som to sideløbende historier. Den ene i nutiden hvor vi er med Odin i alle hans daglige gøremål. Vi følger hans tanker omkring datteren og hans forsøg på, at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang på Krókur hvor to drenge omkom i en bil. Samtidig er han i tvivl om, hvorvidt datterens mor, døde ved en ulykke og hvem der i så fald var involveret. 

Den anden historie foregår tilbage i 1974, hvor vi følger tjenestepigen Aldís i hendes liv på døgninstitutionen. Hun forsøger at finde sig selv i et miljø, der mildest taget er lige så koldt som det års iskolde vinter. 

Et lidt anderledes lille twist, er at vi faktisk starter med slutningen. Vi ved derfor allerede fra de første sider, at det her ikke er en bog der ender godt. Vi ved bare ikke hvordan det kom så vidt, hvilket var én af de ting der drev mig igennem bogen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvorfor og om det virkelig kunne passe, at det skulle ende så tragisk. Det skulle vise sig, at ende endnu mere tragisk end først antaget og efterlod mig med endnu en kuldegysning i kroppen og en masse tanker. 

Kulde er ingen krimi, men har derimod fået betegnelsen spændingsroman. Der foregår da heller intet politimæssigt opklaringsarbejde eller noget vildt plot, men derimod er hele bogen præget af en kold uhygge og følelsen af, at blive kigget over skulderen. Odins følelse af, at være ved at blive skør, er nem at følge, for man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at nu sker der et eller andet frygteligt.

Der er intet hyggeligt ved den her bog og der er ingen happy ending. Det er en bog der kører på følelser og det gør den virkelig godt! 4 krimiperler til Kulde fra mig. 

Anmeldelse: Simon Toyne - Tårnet

Tårnet er 3. del i det der kaldes Ruin-trilogien. Den har været længe under vejs og jeg har glædet mig til den mindst lige så længe, for de første to i serien - Sanctus og Nøglen, var begge super gode. 

Desværre skulle det vise sig, at Tårnet var noget sværere at komme igang med. Jeg startede på den og stoppede for at læse en anden bog. Startede på den igen og havde virkelig svært ved at blive hængende ved den. Den var ganske enkelt langtrukket og kedelig og der var mange spring imellem personer og steder. Jeg havde lyst til at lukke bogen og droppe alt om den, men min nysgerrighed efter en afslutning på trilogien, var for stor. Jeg tænkte, at den da for dælen måtte blive bedre, når de to første var så gode, så jeg tvang mig selv til at hænge ved. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for selvom jeg skulle næsten 200!! sider ind i bogen før den blev spændende, så var den alligevel ventetiden værd. Spændingen kom, men ikke i samme kaliber som i de to første, men jeg fik min afslutning og jeg fik endda også tudet en lille smule hen imod slutningen.. :) 

Tårnet begynder med, at en astronomiproffessor forsvinder sporløst og nogen har destrueret alt på hans computer. Samtidig er et nedtællingssystem af en art sat igang, men ingen ved hvad det betyder. Det er i denne forbindelse, vi møder den unge Shepard, som tidligere har studeret stjernerne og rummet, men som nu er ansat ved FBI og bliver sat på sin første sag, sammen med den erfarne Franklin. Franklin gennemskuer hurtigt, at Shepherd har en hemmelighed, men Shepard holder kortene tæt til kroppen. 

Liv og Gabriel er kommet væk fra hinanden og Gabriel er blevet ramt af den dødbringende pest, som har ramt størstedelen af beboerne i byen Ruin. Han bliver bragt ind i citadellet sammen med de andre syge og døende, hvilket bringer en stor del af de tilbageværende munke, til at trække sig langt ind i bjerget og nægte at hjælpe til. En af dem, får kendskab til en profeti, som spår, at en djævel forklædt som engel, vil ankomme til citadellet. Han er overbevist om, at det er Gabriel og så tager galskaben ellers fart! 

Samtidig befinder Liv sig midt i ørkenen og det eneste hun ønsker, er at blive genforenet med Gabriel. Der sker imidlertid ting og sager i ørkenen, og folk har brug for hende for at overleve. 

Sanctus var den mest realistiske af de tre bøger, Nøglen en smule mere overnaturlig og i Tårnet topper det. På den anden side skal man nok passe lidt på med at kalde det overnaturligt, da jeg er sikker på, der findes folk derude, som tror fuldt og fast på, at den slags ting kunne ske... eller vil ske. Verden er fuld af konspirationsteorier og dette er en af dem :) 

Jeg er glad for, at jeg holdt ved og fik afslutningen på serien med, så hvis du allerede har læst de to første, så hold ud og ha tålmodighed og få slutningen med. Det betaler sig synes jeg. Meget krimi er det ikke lige, men spændende er den bestemt. 

Jeg vakler lidt mellem to og tre krimiperler, men lander på to, da bogen trods alt var lidt for længe om at komme ordentligt igang. Det er synd for en ellers helt okay bog. 

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Den niende grav

På min sommerferie i Italien sidste år, var der flere dage hvor min familie havde svært ved at komme i kontakt med mig. Jeg var fuldstændig og aldeles opslugt af Stefan Ahnhems debutkrimi ”Offer uden ansigt”. Jeg havde ingen forventninger til den da jeg gik igang, men den slog fuldstændig benene væk under mig. Af den grund, har jeg ventet ekstremt utålmodigt på næste del i serien om Fabian Risk og Dunja Hougaard.

”Den kan godt blive svær at leve op til, den her...” tænkte jeg, men lad mig med det samme slå fast, at jeg ingenlunde blev skuffet!

Stefan Ahnhem har skrevet endnu en suverænt god krimi, som hele vejen igennem holder et højt tempo og et spændingsniveau som gjorde mig næsten forpustet. Opklaringsarbejdet er igang hele tiden og brutale mord er der ikke sparet på. Alle er de beskrevet ned til mindste detalje og selvom jeg synes den slags beskrivelser er fantastiske, så må jeg tilstå, at jeg indimellem lå på grænsen til kvalme... men på den fede måde.. som i jeg er stadig vanvittigt begejstret-måden. Den niende grav er skruet sammen med masser af snørklerier og forfatteren beviser tydeligt at han ikke hopper over hvor gærdet er lavest og napper de nemme løsninger. Her er tingene tænkt grundigt igennem. Kun en enkelt ting driller mig en lille smule – hvordan får gerningsmanden slæbt alle sine ofre rundt rent fysisk og det helt uden at gøre sig det mindste bemærket? Det er så en af de ting man ikke skal spekulere så meget over og kan man se bort fra det, så betyder det intet for historien.

Jeg åbnede Den niende grav, uden at have læst et eneste ord om handlingen. Sådan kan jeg godt li det og derfor vil jeg heller ikke afsløre for meget for jer her. Jeg vil dog sige, at et af de gennemgående emner i bogen, er kærlighed. Jeg ved ikke om det er meningen, at vi til sidst skal kunne forstå og føle sympati med morderen i bogen fordi vedkommende handler i kærlighed og udfra noget helt utilgiveligt, som er tilstødt dennes elskede. Sympatien ramte ikke mig – ikke sådan rigtigt i hvert fald. For mig at se, er morderen helt syg i hovedet og sympatien ligger hos ofrene, selvom de heller ikke har handlet efter god moral. Så har jeg vist ikke sagt for meget :)

Flere gange undervejs, overvejede jeg, at lukke bogen og udsætte læsningen, alene af den grund, at jeg ikke ønskede den skulle slutte. Mon ikke Stefan Ahnhem for alvor har fået sit navn og sit forfatterskab slået fast med denne bog? Jeg tror det!! Jeg er allerede igang med at glæde mig til bog nr. 3 :)

Selvom Den niende grav, er 2. del i serien, så foregår den tidmæssigt 6 måneder før dens forgænger. Den kan altså med fordel læses først, uden at det gør noget!! 

 

Billedet er taget på Krimimessen i Horsens 2015 :)

Du kan også følge Frk. Tines krimitanker på Facebook :)

 

 

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Den sidste akt

Så er det 10. gang vi er tilbage på svenske Gotland, sammen med politiinspektør Anders Knutas og hans kollega Karin Jacobsson.

Denne gang havner vi midt i noget vikingespil og en kendt kvindelig journalist findes myrdet på sit hotelværelse. Det viser sig snart, at hun har haft en affære med en af de unge mandlige skuespillere fra vikingespilllet. Det er hun ikke ene om. Det ved vi fordi vi følger kvinden Sonja, som fører dagbog om sit forhold til den unge mand. Det er ingen overdrivelse at sige, at Sonja er besat. Hendes fortælling kører sideløbende og er efter min mening det der bærer historien. Til tider gør det ondt helt ind i det inderste, så tåkrummende pinlig, hendes desperation er, på den sørgelige måde.

Til at begynde med synes jeg egentlig, at Den sidste akt, lagde rigtig godt ud. Der var spænding og jeg blev grebet af stemningen. Herefter gik der dog ikke lang tid, før vi var tilbage i same old same old og intet har forandret sig i Visby. Der sker simpelthen for lidt til mit temperament og bedst som der skrues lidt op for spændingen, så skruer vi lige lidt ned igen og kører en tankerække om Knutas og Karins spirende forelskelse. Det bliver simpelthen alt for kedeligt for mig. Johan spiller ikke nogen særlig rolle i denne bog og det vi hører til ham, er egentlig også mest hans overvejelser omkring hans og familien fremtid.

Nogen husker måske en af de tidligere bøger, hvor Karin lader en gravid
dobbeltmorder slippe væk. Den sag får vi en afklaring på i denne bog. Jeg synes den er lidt let købt, men historien giver faktisk en afstikker til en mulig historie for en senere bog.


Hvis du har været vild med  Mari Jungstedts andre bøger, så vil du sandsynligvis også sætte pris på denne. Jeg vil betegne den som en letlæst hyggekrimi og det kan man godt have brug for indimellem, men forvent ikke indviklede plots eller store overraskelser. Slutningen skal man tænke en lille smule over, men uden at sige for meget, så vælger jeg at tro, det handler om, at holde på lykken for en hver pris. Måske andre tolker den anderledes.

  

 

Følg bloggen på Facebook :)

Konkurrence på Facebook

Hej folkens, lige nu og frem til onsdag aften, kører jeg en lille konkurrence om Mari Jungstedts nye bog. Hop over på Facebook hvis du har lyst til at deltage :)

Serviceinfo: Den niende grav er udskudt :) :)

 

Jeg har tidligere skrevet, at "Den niende grav" af Stefan Ahnhem, udkommer 6. juni. Det er sådan, at forfatteren i sidste øjeblik, besluttede at skrive noget om, så derfor er bogen udskudt en månedstid og udkommer nu i stedet 7. juli. Pyyyh det er altså en af den slags bøger der er svær at vente på :)

Anmeldelse: Finn Halfdan - Et nødvendigt offer

Jeg havde hørt at denne bog skulle minde om Jo Nesbø’s Harry Hole-bøger, så lad mig bare være ærlig og sige, at jeg var en lille smule forbeholden. Ham Jo Nesbø løber man altså ikke bare sådan lige op på siden af og jeg synes egentlig heller ikke det nødvendigvis er et plus at minde om ham. Harry Hole er sig selv og ham skal man ikke sådan forsøge sig med at efterligne. Men det er bare min mening :)

Så altså.. som sagt var jeg lidt forbeholden og det gik egentlig også lidt trægt for mig i starten. Jeg tror det mest var skrivestilen der forstyrrede mig til at begynde med. Det var meget talesprog og ”talte sætninger” hvis man kan sige det sådan. Heldigvis varede det ikke ved ret længe, eller også vænnede jeg mig bare til det. Under alle omstændigheder tog handlingen fart sammen med spændingen og sympatien til hovedpersonen Elliot Boye, som jeg ellers synes var lidt mærkelig til at begynde med.

Men hvad er han så for en ham Elliot Boye? Minder han så om Harry Hole? Jeg synes det ikke. Selvom Elliot ud fra mine beregninger må være i starten af fyrrerne, så virker han på en eller anden måde yngre. Elliot er en doven hund i den periode vi møder ham, men han er ingenlunde fordrukken eller udslidt som Harry. Tvært imod får vi indtryk af at han ser både ung og smart ud og det tar ham da heller ikke mange minutter at få fyret op under gløderne og komme igang, så jeg vil mene at dovenskaben er begrænset. På den ene side opfører han sig som en naiv og teenager, som skal reddes ud af suppedasen og på den anden side er han hårdkogt, som en anden amerikansk strømer der kan sine våben i søvne og kan udtænke snedige planer. En ret speciel type, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvor troværdig jeg egentlig synes er...  alligevel er det ret svært ikke at holde af ham :)

Ku det ikke være rart at få lidt at vide om handlingen også? Den kommer her:

Elliot Boye er journalist. Som sagt går han og laver så lidt som muligt da han har et skidt forhold til redaktionschefen og egentlig også har kærestesorger. Elliot finder ved et tilfælde ud af, at PET overvåger ham. Han er i tvivl om hvorfor, men lægger to og to sammen og når frem til, at det kun kan være pga af én bestemt sag, han har skrevet om engang og som han har fulgt op på for nyligt. Der er ting i Elliots fortid, som får vreden til at ulme i ham og som får ham til at grave videre i sagen frem for at trække følehornene til sig. I første omgang lader han ikke PET vide, at han ved de overvåger ham. Det giver ham et forspring, men ikke særlig længe. Hvem kan han stole på og hvem er i lommen på PET?

Et nødvendigt offer er en ganske vellykket debut. Da den først lige var igang, var den svær at slippe igen og det er en af den slags bøger hvor du kun skal forholde dig til en enkelt person, som du så tilgengæld kommer til at kende ekstra godt. Helt klart anbefalelsesværdig og jeg glæder mig til at læse mere af Finn Halfdan.

Der står på forsiden, at det er en spændingsroman, så det ved man på forhånd når man går igang. Det lever den fuldt ud op til synes jeg, men nu skal jeg jo vurdere den fra krimivinklen, og så savner jeg altså lidt uhygge. Baseret på dét, lander bogen på 3 krimiperler. Men god er den!

 

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook, så kan du gøre det lige her :)