Anmeldelse: Phoebe Locke - Manden i skyggerne

Hvis der er noget jeg synes er vanvittigt skræmmende, så er det sådan noget med en uhyggelig mand – krimier der hedder noget med ”-manden” tiltrækker mig lige lidt ekstra og får mig til at gyse. Jeg ved ikke hvorfor. Givetvis også derfor jeg tiltrækkes af voldsomt drabelige seriemorderbøger hvor en intelligent og udspekuleret morder, dræber løs på bestialsk vis.

Udover at titlen er uhyggelig i sig selv, så er handlingen også baseret på virkelige hændelser. Har du hørt om ”Slender Man”? En vandrehistorie som handler om en ansigtsløs mand, der gemmer sig i skyggerne, som har dræbt sin egen datter og som nu tager piger. For nogen børn, ville det være vanvittigt skræmmende, men andre blev tiltrukket af manden og troede på historierne om, at hvis man ofrede gaver til ham, ville man blive noget særligt for ham og han ville komme tage én med sig ind i skyggerne. I 2014 var historien om Slender Man direkte årsag til at to teenagepiger i Wisconsin slog deres jævnaldrende veninde ihjel. "The Slender Man Stabbing"

Af den grund, var mine forventninger til ”Manden i skyggerne” stor. Og bogen havde virkelig potentiale til at blive præcis så uhyggelig som forventet, men det var den desværre bare ikke. Bogen er skrevet med flere tidslinjer fortalt af forskellige personer, for til sidst at flette sammen i en højere enhed med en overraskende slutning. Desværre kommer vi ikke rigtigt for alvor ind under huden på nogen af fortællerne og alting bliver derfor lidt overfladisk. Synd, synes jeg, for der er elementer af uhygge, som fik min puls op, men som lige så hurtigt faldt fladt … vi når aldrig for alvor et klimaks, selvom slutningen kom bag på mig. Samtidig er det også slutningen, som har efterladt mig med ubesvarede spørgsmål, men ikke på den gode måde, der giver stof til eftertanke.

Tidslinjerne starter i 1999 hvor Sadie og Miles lige har mødt hinanden og allerede venter barn sammen. Vi fornemmer, at der er noget i gære, men vi ved endnu ikke hvad. Så springer vi i tiden hvor deres barn Amber er født og Sadie vælger at forlade sin familie for at beskytte hende. 18 år senere følger vi et filmhold, som er i gang med en dokumentarfilm om Amber Banner, som netop er frifundet for mord. På hvem og hvorfor, ved vi heller ikke noget om før til sidst, hvor det hele afsløres skridt for skridt.

Det er lidt en underlig følelse at have læst en bog, som egentlig er okay god og med et særdeles interessant og vedkommende emne, men som efter endt læsning, på ingen måde sidder under huden på mig. Det havde jeg troet den ville gøre, for det er ikke længe siden, at min egen datter var skræmt fra vid og sans af en vandrehistorie i stil med Slender Man. Husker du Momo? En figur som er en blanding af en kvinde og en fugl. En figur som efter sigende kontaktede børn via deres telefoner og skræmte dem til at gøre frygtelige ting, hvis de ville undgå at Momo slog deres familier ihjel. Min egen datter har aldrig fået beskeder fra Momo, men hun hørte historierne og hun så billedet af den. Hun turde ikke være alene i en lang periode. Turde ikke sove alene eller gå på toilettet alene. Det var en hård tid for familien, og vi gjorde alt for at forklare hende, at Momo i virkeligheden bare er en figur på et museum og ikke findes i virkeligheden. De historier sætter sig dybt i børn og jeg tror de fleste voksne mennesker, undrer sig over, at nogen kan finde på at skræmme børn i en så voldsom grad.

Så … hvad synes jeg så egentlig om ”Manden i skyggerne”? Alt i alt en god og læseværdig bog, fordi baggrundshistorien er interessant og skræmmende. Til tider røg min puls i vejret, men overordnet set, er det en slow pace-bog i et meget langsomt tempo. Forvent en god historie, men forvent ikke at komme under huden på personerne. Et par stykker af dem fra filmholdet, kunne jeg godt tænke mig at følge videre, men jeg ved ikke om forfatteren Phoebe Locke, har flere bøger på plakaten. 
Er du til en stille og rolig psykologisk krimi, hvor puslespillet lægges stille og roligt brik for brik, så vil du sandsynligvis synes godt om denne bog. Den er da også kategoriseret som en spændingsroman, hvilket passer bedre på den end krimi. 

3 krimiperler til Manden i skyggerne

Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.

Anmeldelse: Jakob Melander - Askehave,

Sikke en dejlig overraskelse, at der pludselig lå en Mofibo Original af Jakob Melander. Det var gået min næse forbi, at der var sådan en undervejs.

Jakob skriver normalt krimi, men denne er mere i genren spænding, vil jeg mene, selvom jeg ikke helt er sikker på hvad definitionen er på det ene og det andet.

Hovedpersonen hedder Malin Askehave. Hun er forsanger i gruppen Gaia 5. Hun er også datter af en meget rig familie, som ejer et stort shippingfirma. Malin og hendes ene bror, Robert, valgte for en del år siden, at klippe alle bånd til forældrene og den ældste bror, Niels. Vi kommer ind i historien, netop som Malin og Robert, skal besøge forældrene igen, i forbindelse med deres fars 60 års fødselsdag. Fødselsdagen bliver på ingen måde som forventet og pludselig står Malin i en situation, hvor hun skal beslutte om hun vil opgive sin musikkarriere og træde ind i familiefirmaet. Jeg afslører ikke noget vi ikke allerede kan gætte når vi kigger på forsidebilledet, når jeg fortæller, at Malin vælger familiefirmaet. Men det er ikke et let valg og det bliver ikke et let karriereskifte. Ikke alle ønsker Malin ind i firmaet, for Malin er klimaentusiast, så hun er ikke enig i alle forhandlinger, som firmaets bestyrelse har i gang.

Klimaet er vigtigt, ikke nogen som helst tvivl om den sag. Men vi hører bare SÅ meget om det i dagligdagen her og der og alle vegne. Derfor kan det være befriende at åbne en bog, hvor klimaet ikke også fylder og giver dårlig samvittighed. Til dem der har det sådan, kan jeg berolige og sige, at Askehave mest hører til den sidstnævnte kategori. Klimaet er et vigtigt issue for Malin, men det er ikke altoverskyggende i bogen, og den er på ingen måde formanende. Tvært imod, er det mere følelser og spænding der præger bogen. De bånd der binder en familie sammen og hvor let de kan briste, selv når man tror de er stærkest.

Jeg vil ikke komme for meget ind på handlingen. Jeg synes historien på en eller anden måde, er meget kompakt om de samme ting, så at afsløre for meget, vil ødelægge spændingen. Og der er masser af spænding. Og ja, måske jeg alligevel godt kan se forskellen på krimi og spænding, for her er ingen politi der opklarer noget som helst. Malin forsøger selv at komme til bunds i familiens hemmeligheder, og der sker da også en hel del mistænkelige ting, men det er ikke en bog der skræmmer. Det er mere sådan en bog med en konstant spændingskurve hele vejen igennem og med en hovedperson som er både overbevisende og interessant. Hun er egentlig meget ”almindelig” og en som mange af os nok, på en eller anden måde, kan identificere os med. Bogen er skrevet i et let, lækkert og nutidigt flydende sprog. Jeg blev trukket ind i Malins univers og jeg kunne lide at være der sammen med hende.

Den første sæson her, var på trods af sin længde, lidt ligesom starten på noget. Som om det mest var en indledning til hvad der nu skal til at ske. Lidt som baggrundshistorien for den videre udvikling. Det gav mig følelsen af, slet ikke at være færdig med bogen, så jeg håber ikke der går alt for lang tid, før sæson 2 er tilgængelig.

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Ghostwriter

Steffen Jacobsen er langt om længe tilbage med en ny bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. Den har været ventet med længsel af mange. Steffen Jacobsen føler, at det bliver for nemt for ham som forfatter, at blive ved at skrive på den samme serie i længere tid. Derfor har han holdt en pause fra denne serie og har i mellemtiden skrevet noget andet. Af samme årsag, er han i øjeblikket i gang med at skrive på en ny bog, som heller ikke er i Sander/Jensen-serien. ØV siger jeg bare.

Nå, men godt at vi trods alt fik Ghostwriter. Og sikke et come back. Jeg åbnede bogen og gik i gang med at læse. Herefter var jeg ikke meget for at skulle slippe bogen igen. Jeg synes den er spændende fra side 1. Der er masser af action og endda også en smule actionhelt i form af Micael Sander og hans tidligere tilværelse som elitesoldat. Ghostwriter er ikke en egentlig krimi med en mordgåde der skal opklares og spor der fører på kryds og tværs, for til sidst at flette sammen i en højere enhed. Der kradses i lag efter lag og den grufulde sandhed træder tydeligere og tydeligere frem. Selv beskriver forfatteren det som en spændingsroman. 

Michael og Lene er nu gift og bor sammen med deres datter. Michael har droslet ned på sit privatdetektivarbejde – tror Lene. I virkeligheden er han hemmeligt involveret i et selvtægtsprojekt, og hjælper ligesindede med at optrævle pædofiliringe. Det går ikke ligefrem blidt for sig. Lene skal opklare et dødsfald på direktøren for et førende medicinalfirma. Umiddelbart ser det ud som selvmord, men da den unge ghostwriter, som er hyret til at skrive direktørens biografi, findes skudt ikke langt derfra, får Lene mistanke om, at der er noget uldent ved selvmordet. Der trækkes tråde til Afrika, hvor vi via en dagbog, følger med i en voldsom episode. En brutal nedslagtning af uskyldige, som har sammenhæng med de mord, Lene og Michael forsøger at opklare.

Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Jeg er vild med det sproglige i den. Steffen Jacobsen mestrer virkelig, at skrive personernes dialoger, så jeg næsten følte, at jeg var tilstede selv og min indre biograf kørte for fuld skrue. Dialogerne er skrevet i et dagligdags talesprog tilsat en god portion humor. En tør humor, som er naturlig og som på ingen måde virker påtaget eller som et forsøg på at være sjov. Jeg er virkelig vild med det. Flere gange igennem bogen, tog jeg mig selv i at tænke, at den var en ekstremt velskrevet.

Har man ikke læst de foregående 4 bøger i serien, så tror jeg ikke nødvendigvis man vil synes denne er så fantastisk. Man vil ganske enkelt mangle for meget baggrundshistorie. Der er sket virkelig meget imellem Lene og Michael, siden Trofæ, som er første del i serien. Har man der imod læst de forrige, vil man givetvis elske den og være fanget fra start til slut. Nogen vil måske mene at Michael Sander er lidt for effektiv. Personligt synes jeg han er både cool og sej og indrømmer blankt, at han er en af de fiktive mænd, som jeg har et lille crush på. Jeg er vild med samspillet, på både godt og ondt, ægteparret imellem.

Steffen Jacobsen er uddannet læge. Han har forsket i hoftedysplasi hos unge mennesker,  skrevet en doktordisputats og forsvaret den. Derefter følte han en form for tomhed. Han følte han var nået så langt som han kunne indenfor lægeverdenen, så da en god ven foreslog ham at skrive en bog, tog han udfordringen op. På det tidspunkt, arbejdede Steffen Jacobsen stadig som læge, så de første bøger blev skrevet om aftenen ved køkkenbordet. Humoren i bøgerne er vigtig for ham. Han siger, at det nemt bliver kedeligt at sidde alene at skrive, så derfor er det rart at have noget at sidde og gnække lidt af. 

Anmeldelse: Sara Blædel - Ilkas arv

Jeg er en af dem, som synes rigtig godt om første del af ”Bedemandsserien”. Jeg har glædet mig til fortsættelsen og været spændt på hvad der videre ville ske for Ilka og om den, tilsyneladende lidt luskede nonne, virkelig har rent mel i posen. Hvor den første bog, hørte til i gruppen af bøger med lidt mere langsommeligt tempo, så er der skruet en hel del op for tempoet i denne.

Ilka befinder sig stadig i den lille amerikanske by, Racine. Hun har arvet sin afdøde fars bedemandsforretning, men det vil være en underdrivelse at sige, at det ikke går så godt for forretningen. For Ilka, betyder bedemandsforretningen heller ikke rigtig noget. Det betyder mere for hende, at finde ud af, hvorfor hendes far forlod Ilka og hendes mor for 33 år siden, og aldrig lod høre fra sig igen. Og Ilka kommer et godt skridt nærmere i denne bog. Da først én dør har åbnet sig på klem med snerten af hemmeligheder, så varer det ikke længe før skeletterne vælter ud af skabet.

Endnu engang har vi at gøre med en følelsesladet bog, men den kombinerer i højere grad spændingen og jeg var fanget ind fra start til slut. Jeg kan virkelig godt lide Ilka. Hun er stærk og sej, men samtidig følsom og såret og nu også styret af hævnlyst og en stærk indre vrede. En vrede som hun - måske - har arvet fra sin far.

Jeg er fascineret af den her fortælling. Jeg synes det er opløftende, med noget så anderledes som en krimi der har en bedemandsforretning som omdrejningspunkt. Det er et modigt skridt at tage, af en forfatter, som ellers har en stor fanskare til en populær krimiserie. Jeg synes det er lykkedes til fulde og jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig igen. Og så lige en lille afsløring – bogen slutter med en cliffhanger, som gør det riiiigtig svært at vente på den tredje og sidste bog i serien!!

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Pigen uden hud

Da jeg var færdig med at læse Pigen uden hud, var jeg så heldig at være inviteret til bloggerarrangement på Politikens forlag, sammen med forfatteren til bogen og en håndfuld andre bloggere. Det var en virkelig god og meget interessant oplevelse. Ikke mindst er Mads Nordbo yderst sød, men også meget ydmyg omkring den store succes han har fået med sin bog. Han fortalte om sin dagligdag i Grønland og uddybede den form for ensomhed, der også mærkes så tydeligt igennem bogen. En ensomhed, som ikke gør ondt, men som tvært imod er både smuk og helende, når man befinder sig i den storslåede natur omgivet af den smukke is.

Matthew er journalist og rejst til Grønland for (måske), at finde sig selv efter en smertelig tid, der følger efter tabet af kæresten Tine og parrets ufødte datter. Mareridt om ulykken forfølger Matthew i drømmene, men heroppe i stilheden og den storslåede natur, er der tid til at lukke ensomheden og tankerne ind.

Det varer dog ikke længe før journalisten er omgivet af mennesker og mordgåder både i nutiden og fortiden. En dagbog skrevet af en betjent for 40 år siden, bringer ham på sporet af en ondskab så grum, at den er svær at rumme. Dagbogen trækker tråde til mord begået i nutiden og pludselig er Matthew selv i livsfare.

Jeg har ikke lyst til at fortælle så meget mere om handlingen, jeg er bange for, at komme til at skrive noget man selv skal læse sig frem til. Jeg vil dog gerne afsløre, at vi har at gøre med yderst brutale mord, med mænd der er flået som sæler, med bugen skåret op og indvoldene revet ud. Hvis jeg samtidig nævner, at mordene har sammenhæng med seksuelt overgreb på små piger, så er der vist ikke mange af os, der synes, at mændenes straf har været for hård. Eller hvad?

Jeg synes måske det er lidt meget at kalde Pigen uden hud, for en krimi. Spændingsroman er mere rammende hvis jeg skal kategorisere den. Det er lidt svært at sætte fingeren på, men det er som om opklaringsarbejdet, er mere et forsøg på at finde sandheden om fortiden og i bund og grund ved vi godt hvem der er den virkelige forbryder. Forvent ikke en højintens thriller med en masse uhygge. Forvent i stedet en oplevelse hvor du samtidig bliver klogere på Grønland, øens natur og dens befolkning. Til gengæld rummer bogen masser af spænding hele vejen igennem, men på et anderledes plan end ventet. Flåede mennesker… det virker bare SÅ meget mere autentisk i denne bog, end i andre krimier jeg har læst, hvor det samme er sket. Vi får beskrevet værktøjet som grønlænderne bruger når de flår sæler. Så bliver billedet på nethinden pludselig ekstremt skarpt 😨 Alt i alt, så er autentisk et meget rammende ord, når man stryger igennem denne bog. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og fik samtidig lyst til at besøge Grønland.  Jeg glæder mig virkelig meget til næste bog i denne planlagte trilogi.

Storslået spænding fuld af autencitet – så kort kan den beskrives. Jeg er vild med Pigen uden hud!

4 krimiperler fra mig

Vil du også følge med på Facebook? Klik H E R

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Et bjerg af løgne

Michael Sander er tilbage og det samme gør sig gældende for Lene Jensen. Eminent makkerpar, hvis det ikke lige var fordi de ikke er et makkerpar i denne bog. Faktisk nærmest det stik modsatte. Michael Sander er ansat af Nobel oil til at finde en USB-nøgle, som er forsvundet i forbindelse med mordet på Nobel Oil’s chefgeolog. Lene, som siden sidst, er blevet forfremmet til vicepolitiinspektør, er sat på sagen for at opklare mordet på chefgeologen. Bogens hovedemne er olieboringer i Grønland og hvor meget folk er villige til at feje ind under gulvtæppet, til fordel for enorme pengesummer. Nobel Oil står for, at lave en af historiens største olieboringer, da chefgeolog Peter Holm, opdager et problem livsfarligt for menneskeheden. Kort tid efter, findes Holm dræbt og alle hans data samt sikkerhedskopieringer er forsvundet.

Der er intet samarbejde imellem Lene og Michael og mest af alt virker det som om de har lyst til at slå hinanden ihjel. Og dog.. der ligger en slags had-kærlighedsforhold og ulmer imellem dem, så selvom de ikke kan tåle synet af hinanden, så passer de alligevel på hinanden.

Jeg synes Lene er blevet hårdere end hun plejer at være, imens Michael tværtimod er blevet mere følsom. Hans søster er psykisk syg og selvmordstruet, men Michael har sat sig for at passe hende og beskytte hende. Flere gange er han opløst i tårer og jeg synes faktisk den lidt mere bløde side klæder ham. Han er sådan en hovedperson, man kommer til at blive en lille smule forelsket i imens man læser.. haha :)

Et bjerg af løgne, er en af den slags bøger der næsten læser sig selv. Den er spændende fra start til slut og det er svært ikke at lade sig rive med. Jeg synes ikke helt den lever op til Trofæ, men på den anden side… der er ikke meget der lever op til Trofæ :) Den har masser af aktion og der er heller ikke sparet på detaljerne, når det kommer til brutale drab og obduktioner! Vupti havner man helt ude på kanten af stolen :)

Har du læst de to første i rækken og kunne li dem, er der ingen tvivl om, at du også skal nappe denne her. Har du endnu de andre til gode, så er mit råd at starte med Trofæ – en af den slags bøger man ikke glemmer! Personligt er jeg ret vild med Steffen Jacobsen! 

Klik her, for at følge mig på Facebook

Anmeldelse: Finn Halfdan - Et nødvendigt offer

Jeg havde hørt at denne bog skulle minde om Jo Nesbø’s Harry Hole-bøger, så lad mig bare være ærlig og sige, at jeg var en lille smule forbeholden. Ham Jo Nesbø løber man altså ikke bare sådan lige op på siden af og jeg synes egentlig heller ikke det nødvendigvis er et plus at minde om ham. Harry Hole er sig selv og ham skal man ikke sådan forsøge sig med at efterligne. Men det er bare min mening :)

Så altså.. som sagt var jeg lidt forbeholden og det gik egentlig også lidt trægt for mig i starten. Jeg tror det mest var skrivestilen der forstyrrede mig til at begynde med. Det var meget talesprog og ”talte sætninger” hvis man kan sige det sådan. Heldigvis varede det ikke ved ret længe, eller også vænnede jeg mig bare til det. Under alle omstændigheder tog handlingen fart sammen med spændingen og sympatien til hovedpersonen Elliot Boye, som jeg ellers synes var lidt mærkelig til at begynde med.

Men hvad er han så for en ham Elliot Boye? Minder han så om Harry Hole? Jeg synes det ikke. Selvom Elliot ud fra mine beregninger må være i starten af fyrrerne, så virker han på en eller anden måde yngre. Elliot er en doven hund i den periode vi møder ham, men han er ingenlunde fordrukken eller udslidt som Harry. Tvært imod får vi indtryk af at han ser både ung og smart ud og det tar ham da heller ikke mange minutter at få fyret op under gløderne og komme igang, så jeg vil mene at dovenskaben er begrænset. På den ene side opfører han sig som en naiv og teenager, som skal reddes ud af suppedasen og på den anden side er han hårdkogt, som en anden amerikansk strømer der kan sine våben i søvne og kan udtænke snedige planer. En ret speciel type, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvor troværdig jeg egentlig synes er...  alligevel er det ret svært ikke at holde af ham :)

Ku det ikke være rart at få lidt at vide om handlingen også? Den kommer her:

Elliot Boye er journalist. Som sagt går han og laver så lidt som muligt da han har et skidt forhold til redaktionschefen og egentlig også har kærestesorger. Elliot finder ved et tilfælde ud af, at PET overvåger ham. Han er i tvivl om hvorfor, men lægger to og to sammen og når frem til, at det kun kan være pga af én bestemt sag, han har skrevet om engang og som han har fulgt op på for nyligt. Der er ting i Elliots fortid, som får vreden til at ulme i ham og som får ham til at grave videre i sagen frem for at trække følehornene til sig. I første omgang lader han ikke PET vide, at han ved de overvåger ham. Det giver ham et forspring, men ikke særlig længe. Hvem kan han stole på og hvem er i lommen på PET?

Et nødvendigt offer er en ganske vellykket debut. Da den først lige var igang, var den svær at slippe igen og det er en af den slags bøger hvor du kun skal forholde dig til en enkelt person, som du så tilgengæld kommer til at kende ekstra godt. Helt klart anbefalelsesværdig og jeg glæder mig til at læse mere af Finn Halfdan.

Der står på forsiden, at det er en spændingsroman, så det ved man på forhånd når man går igang. Det lever den fuldt ud op til synes jeg, men nu skal jeg jo vurdere den fra krimivinklen, og så savner jeg altså lidt uhygge. Baseret på dét, lander bogen på 3 krimiperler. Men god er den!

 

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook, så kan du gøre det lige her :)