fredag den 19. april 2019

Anmeldelse: Jakob Buch-Jepsen (i samarbejde med journalist, Stine Bolther) - Jeg som anklager



Normalt er true crime-genren ikke mit interesseområde, men jeg mødte forfatteren til Jeg som anklager, Jakob Buch-Jepsen, på årets krimimesse i Horsens. Han virkede yderst imødekommende, sød og sympatisk. Da han samtidig har været anklager på Ubådssagen, blev min interesse for bogen vakt. Jeg tror det meste af Danmark fulgte med dengang. I det tilfælde, overgik virkeligheden med garanti de flestes fantasi.

Bogen er bygget op i dagbogsform, skrevet af anklageren selv. Vi får lov at følge med i hans liv, både det private med familien og det der foregår i og omkring retssalen. Vi får et indblik i de tanker der rører sig i ham, når han er i gang med en større sag – alt lige fra tanker omkring valg af farven på hans slips, til de følelser og tanker der suser rundt i ham, når han står i retssalen og afhører en drabsmand. Det personlige touch, giver bogen en ekstra og meget positiv vinkel.

Jeg har selvfølgelig set en lang række amerikanske film, hvor dele af den foregår med dramatiske retssalsscener. Jeg har også ofte tænkt, at det må være en underlig følelse, at stå som forsvarer i en sag hvor en drabsmand er under anklage. Fx en sag som den om Peter Madsen og drabet på Kim Wall. Hvordan kan man få sig selv til at argumentere for en frifindelse af sådan en mand? I Jeg som anklager, svarer Jakob Buch-Jepsen på det spørgsmål. Han fremstår endnu engang enormt sympatisk, når han forklarer at han aldrig bliver sur over at tabe en sag, at ingen skal dømmes uden beviser og at alle har ret til, at netop deres sag bliver set grundigt på fra begge vinkler. ”Hellere lade 10 skyldige gå fri end at få én uskyldig dømt”, skriver han i bogen.

Bogen er som sagt bygget op som en slags dagbog. Den gennemgående historie er Ubådssagen, men opdelt i etaper, hvor vi får andre sager belyst undervejs. Det virker på den måde som en slags cliffhanger, som gav mig lyst til at læse mere hurtigst muligt. Jeg fulgte sagen om ubåden da den var på sit højeste, men jeg har aldrig fulgt den så tæt, at jeg kendte alle detaljer. Der er selvfølgelig stadig ting der ikke bliver nævnt, men der var rigtig meget som var nyt for mig.

Jeg finder mig selv fuldstændig betaget af både denne bog, men også af dens forfatter. Jeg synes det er ekstremt spændende at få indblik i den her verden og jeg har kæmpe respekt for den måde Jakob Buch-Jepsen håndterer ikke blot de anklagede, men også sig selv, under så uhyggelige og bestialske sager, som dem beskrevet i bogen her.

Som nævnt tidligere, så havde jeg fornøjelsen af at møde Jakob Buch-Jepsen på årets krimimesse i Horsens. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde læst bogen inden jeg mødte ham, for selvom jeg er blevet oplyst via læsningen, så opstod der samtidig ca. en milliard nysgerrige spørgsmål om alt muligt. 
Jeg er færdig med bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den har gjort stort indtryk på mig og jeg vil faktisk helst bare have mere. Kan jeg få dét – kommer der mon en 2’er? Please!








lørdag den 13. april 2019

Anmeldelse: Finn Halfdan - Oraklet



Vi skal ikke læse mange sider ind i Oraklet, før vores hovedperson, Daniel Bro, modtager et skæbnesvangert opkald. Spændingen stiger og så er stilen ligesom lagt!

For 19 år siden, blev Daniels søster myrdet. Sagen har været åben lige siden. Historien begynder hvor Daniel Bro, som nu er politibetjent, tager hen for at fortælle sine forældre, at sagen er blevet henlagt. Og det er så her opkaldet kommer ind i billedet. Netop da Daniel har lukket døren til forældrenes hus, bliver han ringet op af en person, som tilbyder ham navnet på søsterens morder.

Daniel tager selvfølgelig imod tilbuddet, som indebærer fuld diskretion samt en række modydelser. Når man er en lille smule rebelsk og ikke er typen der bare parerer ordrer, så er det svært at holde ord omkring diskretion. Daniel Bro vil kende sandheden, koste hvad det vil.

Plottet er vanvittigt godt fundet på, synes jeg. Hvis du skulle have adgang til en masse ustraffede menneskers DNA-profiler, hvor ville du så starte? Jeg havde ikke regnet den ud. Jeg synes idéen er fascinerende og ret genialt tænkt. Desværre ligger idéen med den anonyme stemme i telefonen enormt tæt op ad en anden bog, som udkom i efteråret 2018. Det er dog på trods af dét, ikke to bøger der som sådan kan sammenlignes, og baggrunden for det hele er også forskellig.

Daniel Bro er en yderst interessant hovedperson. Han er lige dele cool og samvittighedsfuld og han stopper ikke før tingene går efter hans næse. Han har en sød og kompetent partner, Alba, som hjælper ham og står bag ham. Også hun er cool og en smule rebelsk, men dog ikke i samme kaliber som Daniel. Kan han stole på hende?

Daniel og Alba er et par stærke hovedpersoner, som jeg gerne læste flere bøger med. Det er dog sådan, at dette er Finn Halfdans tredje bog, men ingen af dem hænger sammen som serie. Oraklet bliver også afsluttet i en sådan grad, at det ikke tyder på, at vi skal høre mere til Daniel og Alba. Men vi kan jo krydse vores fingre og håbe. På den anden side, så kan enkeltstående bøger altså også noget, som serier ikke kan. 

Jeg har læst de to forrige bøger af Finn Halfdan. Begge er gode bøger. Jeg synes han bliver bedre og bedre og denne her er fortjener fem krimiperler.








Anmeldelse: Camilla Läckberg - Det gyldne bur



Jeg vidste godt, at den nye bog af Camilla Läckberg, ikke er en Erica Falck-krimi. Derudover vidste jeg intet. Jeg modtog den i første omgang som PDF, så jeg kunne heller ikke læse bagsideteksten. Det passede mig dog fino, for jeg læser sjældent bagsidetekster. Specielt ikke hvis det er bøger af forfattere jeg kender. Jeg vil helst overraskes.

Jack og Faye er gift og bor i en stor dyr lejlighed i Stockholms fine kvarter. Sammen har de datteren Julienne. De mødte hinanden i de unge år, hvor begge havde store karrieredrømme. Faye satte sin egen uddannelse i bero, for i stedet at hjælpe og støtte Jack i hans drømme. Hun fik de gode idéer og stille og roligt begyndte hans imperium at vokse. Som tiden går, forventer Jack mere og mere, at Faye går derhjemme og plejer omgang med de andre fine direktørfruer. Hun kommer aldrig i gang med sin egen karriere og Faye finder sig selv i ”et bur af guld”, som i øvrigt er den svenske titel på bogen. Da Jack begynder at miste interessen for hende, beslutter Faye sig for at det er tid til at sprede vingerne og flyve ud af guldburet.

Vinger er ikke det eneste der bliver spredt i Det gyldne bur. Faye spreder ben for en lang række mænd og der er ikke sparet på detaljerne. Kender man til mine præferencer i en krimi, så ved man også, at sex ikke er noget jeg gider bruge tid på at læse midt i uhyggen. Så ville jeg åbne en Grey-bog eller andre former for tissekonelitteratur. MEN … lige i dette tilfælde, synes jeg faktisk at det trods alt havde sin berettigelse. Det er med til at tegne et tydeligt billede af hvem Faye er. I denne bog, er hendes personlighed, en stor og vigtig del af fortællingen. Men forbered dig på en hel del stiv pik og fugt i fundamentet. Også dit eget 😉 

Som det er typisk for Camilla Läckbergs bøger, så følger vi også denne gang, to forskellige fortællinger igennem hele bogen. Den ene er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller. Kvinden der fører pennen, hedder Mathilde. Vi hører om hendes opvækst og om hendes liv som underkuet – både i skolen og derhjemme. Samtidig følger vi Faye. Hvordan hendes liv er, hvilke tanker hun gør sig og hvilke planer hun lægger. Om hendes forhold til Jack og til veninden Chris, som indtil nu, har været hendes eneste rigtige veninde. Normalt i Läckbergs bøger, er den ene person vi følger, en vi ikke ved hvem er. En som senere dukker op i nutiden som morder. Men ikke denne gang. Mathilde og Faye er én og samme person!

At Matildes del er skrevet i jeg-form og Fayes del i 3. person, tolker jeg som at Mathilde er den virkelige person og Faye den opdigtede. Hende som Faye på trods af store anstrengelser, måske alligevel ikke helt kan forlige sig med. Jeg ved ikke om det er sådan det er tænkt, men hvis det er, så finder jeg det ganske genialt. Selv ved jeg heller ikke helt hvad jeg synes om Faye. Er hun god eller er hun ond? Er hun helt eller forbryder? På den ene side håber jeg hendes plan holder - på den anden side, synes jeg hun udfører et par modbydelige handlinger, for at opnå egen lykke. 

Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem bogen. Jeg havde svært ved at slippe den og jeg var nødt til at vide, hvad det hele udviklede sig til. Jeg synes det er en vanvittigt god og yderst velskrevet bog. Nu hvor der er gået lidt mere end en uge siden jeg vendte sidste side, står handlingen stadig klart i min hukommelse. Dog er det ikke en bog, der har sat sig dybe spor i mig. 

Jeg var så heldig at møde Läckberg på årets krimimesse i Horsens. Hun er en utrolig sød og åben person, som fortalte om sig selv og sit forfatterskab. Hun er forkæmper for mange ting, og heriblandt kvindekønnet. Hun belyser, at det den dag i dag, stadig er en mandsdomineret verden vi lever i. En verden hvor folk ser ned på hende, fordi hun har giftet sig med en mand der er meget yngre end hende selv. Havde det nu været manden der var meget ældre end hende, havde ingen bemærket noget, mener hun. Camilla Läckberg, roder sig ind imellem ud i kontroversielle diskussioner på sine sociale medier, men hun siger, at hun med alderen er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om hende. Hun er en stærk og sej kvinde, synes jeg. 
Det kræver mod, at springe fra en lang krimiserie, til en miniserie så anderledes som denne. Det gyldne bur, er mere en spændingsroman med en snert af tissekonelitteratur, end det er en egentlig krimi. Stor respekt herfra! 

Jeg glæder mig virkelig meget til næste del i serien om Faye.

4 flotte krimiperler.









torsdag den 4. april 2019

Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen



Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde. 




fredag den 29. marts 2019

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Frit fald




Æj hvor har jeg glædet mig til næste del i serien om Rina. Hun er læge om dagen og klatrer de højeste bygninger i Århus by om natten, som street artist under dæknavnet "Private Eye".


Frit fald, starter kun få uger efter ”Jeg finder dig altid” sluttede. Rina kan ikke slippe historien om Henrik som blev sparket ned fra taget af Prismet. Hun stoler stadig ikke rigtig på politiet, selvom hendes følelser for efterforsker Helge Stanek, er begyndt at spire en ganske lille smule. Rina begynder stille og roligt sin egen lille efterforskning, men det viser sig hurtigt, at man nemt kommer til at træde bistre mennesker over tæerne, så det varer ikke længe, før hun igen er jaget. Rinas ansigtsblindhed gør det noget nær umuligt for hende, at finde ud af hvem det er der vil hende til livs.

Der kører flere forskellige sager på samme tid. Stanek bliver taget af sagen om Henrik, da hans chef mener han er inhabil grundet Staneks spirende følelser for Rina. I stedet bliver han sat på en sag om en mand, der er forsvundet fra sit sommerhus. I første omgang ser det ud som et selvmord, men vi kloge krimilæsere lugter jo lynhurtigt lunten. Ganske rigtigt, sagerne hænger sammen, og da trådene langt om længe bliver filtret ud og hele sagen ligger klart og tydeligt bredt ud, så er det en ganske modbydelig historie.

Elsebeth Egholm er sådan en forfatter, som har et temmelig højt grundniveau. Jeg forventer mig altid en hel masse af hendes bøger og indtil videre er mine forventninger blevet indfriet hver eneste gang. Det gælder også denne gang. Som nævnt ovenfor, så er der så småt ved at opstå en gensidig tiltrækning mellem Stanek og Rina. Det beskrives så fint og klart, at jeg næsten sad og følte, at det var mig der var lidt smålun på Stanek. Alligevel så formår forfatteren at holde kærlighedshistorien ude af fortællingen, så det bliver sagen og kun sagen der fylder. Det sætter jeg pris på, selvom jeg også håber at Helge og Katarina får hinanden på et tidspunkt. Lidt sucker for lååååve er man vel altid, selvom jeg ikke synes det bør fylde (ret meget) i en krimi. Dele af "Frit fald" foregår i min barndoms baghave. Ret sjovt at læse, synes jeg. 

Bogen har et jævnt halvhøjt tempo med drama fra start til slut, men den bliver ikke neglebidende uhyggelig på noget tidspunkt. 

Bogen er Frit fald, men Egholm er på toppen.
5 flotte krimiperler




onsdag den 27. februar 2019

Anmeldelse: Stina Jackson - Sommermørke



Sommermørke er en debutroman af svenske Stina Jackson. Den er nomineret til årets svenske krimi. Bogbloggere og anmeldere i både Danmark og Sverige, er helt oppe i skyerne over den. Personligt forstår jeg ikke helt postyret. Det vender jeg tilbage til.

Lelle lever sit liv i dyb sorg og evigt håb om, at hans datter Lina, som forsvandt en tidlig morgen for 3 år siden, stadig er i live - at hun pludselig en dag vil dukke op. Han arbejder som gymnasielærer i dagtimerne, men nætterne går med at lede efter Lina. Hans ægteskab er gået i stykker og Lelle selv, lever ikke længere et meningsfuldt liv. Vi følger ham hen over sommeren. Vi er med i hans tanker, hans sorg og hans forfald, under søgningen efter Lina. Vi får et indblik i hans inderste tanker og hvordan sorgen har tæret på ham gennem årene der er gået.

Samtidig følger vi pigen Meja. Hun er flyttet til en lille by ude i ingenmandsland, sammen med sin mor. En mor som drikker for meget, er psykisk syg og som har brug for en mand, for ikke at føle sig alene. Meja og hendes mor er flyttet mange gange og har boet hos mange forskellige mænd. Denne gang er de havnet hos den noget ældre Torbjörn, som på trods af sit nussede hjem og sit nussede ydre, ser ud til at være god nok. Meja er ensom, men en nat, møder hun tre unge mænd, som viser sig at være brødre. Hun begynder at se mere til dem og forelsker sig snart i den ene – Carl-Johan. Brødrene kommer fra en meget speciel familie, men Meja føler sig alligevel draget af deres hjem.

I første omgang, er det svært at se hvad de to parallel-historier har med hinanden at gøre. Mistanken ligger dog hele tiden og lurer i skyggerne og det dystre mørke.

Sommermørke er en både velskrevet og velbeskrevet bog. Den leger med følelserne og jeg blev da også rørt over Lina og Lelles, skæbner.

Hos forlaget Lindhart og Ringhof, har man valgt at kategorisere bogen som en spændingsroman frem for en krimi. Godt og præcist valg, efter min mening. På trods af det rørende i de to skæbnefortællinger, så blev jeg ikke påvirket særligt. Jeg har læst andres anmeldelser af den og blev i tvivl om hvor vidt, det er samme bog vi har læst. Jeg er på ingen måde blæst hverken bagover eller op i skyerne. Jeg synes det var en langsommelig affære, og jeg havde svært ved at fastholde fokus, hvilket resulterede i, at jeg måtte lytte til størstedelen af bogen, for at fastholde mig selv imens jeg foretog mig andre ting.

Alt i alt en rigtig god og virkelig velfortalt historie. Den formåede bare ikke hverken at ruske mig, vække mig eller få mig til at holde vejret i spænding. Den lander derfor med to krimiperler. 



fredag den 22. februar 2019

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Gravkammeret



Tess Gerritsen er en af de krimiforfattere jeg nyder allermest at læse. Jeg er bidt af hendes skrivestil, hendes skræmmende fortællinger og de uhyggelige billeder, hun virkelig formår at danne i min indre biograf. Hendesbøger har aldrig skuffet mig … før nu.

Retsmediciner Maura Isles, bliver inviteret til at overvære en CT-scanning af en flere tusind år gammel mumie, som er blevet fundet i et kælderrum på et museum. Scanningen foregår under stor mediebevågenhed og bliver filmet af et tv-hold. Som den garvede krimilæser nok har gættet, så viser der sig uventede ting på scanningen. Ting som sår tvivl om, hvor vidt deres mumie nu også er så gammel. Kriminalbetjent Jane Rizzoli, bliver tilkaldt og sagen overgår til Boston politis drabsafdeling. Det varer ikke længe, før en smuk ung medarbejder på museet, bliver kontaktet af en anonym person. En person som viser sig, at have adgang til hendes lejlighed. De få spor der dukker op, viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden, hvor en mor og hendes datter, flygter fra en modbydelig ondskab. En ondskab og en sandhed, som nu har indhentet dem.

Der er rigtig meget arkæologi i denne bog. Forfatteren gør sit bedste for at beskrive de mumificerede lig så grusomt som muligt, men på mig virkede billederne ikke. Jeg blev ved at se Grauballemanden for mig – og ja, vel er han skræmmende, men jeg har kigget på ham gennem min barndom, når jeg besøgte Moesgaard museum sammen med min bedstefar. Sådan et udtørret moselig, får bare ikke gyset frem i mig. I stedet blev det nærmest lidt halvstøvet og jeg tog mig selv i at vente på, at de fandt nogen nutidige lig. Normalt er Tess Gerritsen mester i, at få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men i denne bog synes jeg ikke uhyggen kommer. Hendes normalt så lækre sprog og de vilde plottwists, glimrer ved deres fravær. Den har sine spændende øjeblikke og det er da også fantastisk, at være i selskab med Jane Rizzoli, Maura Isles og Barry Frost igen. Dem havde jeg savnet.

Det er med smertende hjerte, at jeg tildeler Gravkammeret 3 krimiperler.