søndag den 21. oktober 2018

Anmeldelse: Karin Slaughter - Brudstykker





Hvor godt føler du, at du kender din egen mor? Hvor meget ved du om hendes opvækst og hendes ungdom? Jeg ved nok til at vide, at min mor ikke har levet et hemmeligt liv som en anden person. Det tror jeg da i hvert fald nok at jeg gør … hmmm. Det tror Andrea også at hun ved om sin mor, Laura. De lever et stille og roligt helt almindeligt liv.  

Et cafébesøg en helt almindelig dag, ender i et blodbad, hvor Andres mor slår en ung mand ihjel i selvforsvar. Da politiet efterfølgende viser Andre og hendes far en optagelse fra stedet, går det op for Andrea, at hendes mor har en hemmelighed. En gigantisk hemmelighed, som afslører at hun ikke er hvem hun udgiver sig for at være. Andrea aner at der er dødsensfarlige kræfter på spil, så hun tager flugten. Jagten på sandheden er hermed begyndt.

Jeg har ikke læst så mange Karin Slaughter-bøger endnu. Mit første møde med hende for en hel del år siden, var ikke en succes, så derfor gik der lang tid før jeg læste noget af hende igen. Mit næste møde med hende, blev derfor ”De smukkeste”, som jeg fandt fuldstændig eminent fantastisk og velskrevet. Min interesse var vakt og jeg læste første del i serien om Sara Linton – ”Mord for øje”. Også den var jeg vild med. Så nåede jeg til ”Den godedatter” og her synes jeg, når man ser bort fra det tydelige skrivetalent, at det blev lige langsommeligt nok.

Med Brudstykker, synes jeg Slaughter rammer min interesse bedre end i Den gode datter, men jeg synes stadig ikke den når til toppen. Der er spænding og der er action, men den er samtidig lidt for langtrukket og mangler den gysende gru, som jeg ved at denne forfatter er i stand til at levere. På aller bedste vis endda. Den starter yderst spændende ud og jeg havde fuld fokus. Vi følger Andres flugt og hendes jagt på sandheden og samtidig følger vi hendes mor tilbage i 1986. Stille og roligt når vi frem til en sandhed og de to historier kan flettes sammen på bedste vis. Desværre gik det liiiige langsomt nok og min iver efter at vide mere, dalede stille og roligt. Det er en god historie der fortælles. En historie om rigdom og magt og om manipulerende mennesker og de bånd man knytter til dem man elsker og til dem man tror man elsker. En historie om idealisme og om at kæmpe for det man tror på - også selvom det koster uskyldige liv.

Min interesse for Karin Slaughter er heldigvis ikke dalet. Jeg synes det skinner tydeligt igennem, at hendes sproglige kompetencer hæver hendes bøger et trin på skalaen.  Jeg har planer om at få læste resten af Sara Linton-serien på et tidspunkt og jeg glæder mig til det.




lørdag den 20. oktober 2018

Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården



Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”
-          - Stephen King.





fredag den 5. oktober 2018

Anmeldelse: Julie Hastrup - Blodspor



Det her er en anmeldelse, som er svær at skrive. Bogen og dens historie, er fuldstændig fremragende. Intet mindre. Det som gør anmeldelsen svær at skrive, er at selve plottet og bogens indhold, på ingen måde bør spoiles. Jeg var nået et godt stykke ind i bogen, før det begyndte at gå op for mig, hvad den egentlige handling gik ud på. Den overraskelse synes jeg også andre læsere skal have lov at få.

Bogen starter med fundet af en dræbt familien Friis. De sidder alle bundet til deres stole rundt om spisebordet. Ilde tilredt er de, og hvor jeg til tider har ment, at Julie Hastrup var for ”pæn” i sine krimier, så er der her skruet godt op for detaljen, så jeg nåede at få den dér følelse af gru. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vild med det lidt mere brutale og billedligt ulækre i krimier. Måske netop fordi det ryster mig og fordi det giver en krimi lidt mere kant, når det hele ikke bare er så pænt og ordentligt.

Resten af bogen holder sig uden mere ækelhed, men til gengæld er der knald på spændingen og endnu mere på følelserne, hele vejen igennem. Vi følger en masse forskellige tråde, som til at begynde med, virker uden betydning for det drab der skal opklares. Man kan selvfølgelig regne ud at der er en sammenhæng, men der er ingen rød tråd der indikerer hvad den sammenhæng kunne være. Jeg brød virkelig min hjerne med at nå frem til hemmeligheden og stille og roligt begyndte mistanken at spire for til sidst at være helt tydelig. På daværende tidspunkt havde jeg godt luret morderen, men tvivlen nagende alligevel til sidste side og der kom da også en overraskelse ind fra sidelinjen.

Blodspor er en bog der er så tankevækkende, at jeg her dagen efter jeg er færdig med den, stadig spekulerer over den. Jeg var endda nødt til at drøfte nogen etiske ting i den, med en veninde, som ikke læser krimi, så jeg kunne godt afsløre alt for hende. Det føltes næsten som om det var en historie fra den virkelige verden jeg fortalte hende, hvilket det på sin vis også er. Bogens hovedtema er hentet efter inspiration fra virkelige begivenheder. De fleste af personerne, er særdeles godt beskrevet og flere passager giver decideret ondt i maven at læse om. Samtlige 445 sider vender sig selv og det er en af den slags bøger man ikke vil hjem fra. Eller noget i den stil 😊 Hermed et nyt begreb opfundet - en Spies-krimi 😂

Blodspor er 7. del i serien om politiefterforsker Rebekka Holm. Jeg tror faktisk, at jeg synes det er den bedste i serien indtil videre. I de tidligere bøger i serien, har jeg anklaget Rebekka for at være for naiv og teenageagtig i sine tankemønstre - specielt omkring hendes parforhold. I denne bog, synes jeg hun er modnet en hel del. Jeg synes det klæder hende og jeg synes endnu bedre om hende end jeg plejer.

Jeg er virkelig virkelig vild med denne bog. Den er formidabel på den tankevækkende måde. Jeg drøner 6 store krimiperler lige ned i blodsporet.



onsdag den 3. oktober 2018

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Motiv X



Endelig er det blevet tid til en ny Stefan Ahnhem-bog. Det har jeg glædet mig virkelig meget til.
Bogen starter ud på grummeste vis, og uden at røbe for meget, kan jeg godt løfte sløret for, at synet af en vaskemaskine, for evigt vil give mig kuldegysninger.

Der er mange bolde i luften i Motiv X. Fabian har orlov i starten af bogen, fordi datteren Matilda, som blev skudt i forrige bog, Atten grader minus, nu er i bedring og er vågnet op af sin koma. Familielivet skranter generelt og det får lov at fylde en del, men ikke så meget, at det bliver irriterende. På trods af orlov, arbejder Risk med spor, han har fundet hos en afdød kollega. En kollega, som har haft begrundet mistanke til en anden kollegas morderiske tendenser. Samtidig følger vi en bindegal person, som kaster med terninger, når han skal finde ud af hvem der skal myrdes næste gang, hvornår, hvordan og med hvilken type mordvåben. I sig selv en fremragende og genial historie, men …

Vi kommer også tættere på Irene Lilja, som kæmper med en kæreste der viser sig at være medlem af Sverigesdemokraterne og samtidig lægger hun sig ud med en gruppe hårdkogte højreekstremister. I sammenhæng med vaskemaskinen nævnt tidligere, forsvinder en 11-årig syrisk dreng. Jagten på hans morder er også i gang. I det hele taget er der utroligt mange tråde der trækkes i. Også flere end jeg har nævnt her.

Bogen er god, og i bedste Stefan Ahnhem-stil trækkes vi rundt i manegen og bliver mere og mere forvirrede. Jeg læste og læste og gættede og gættede på hvordan det hele hang sammen. Som slutningen nærmede sig, blev det dog tydeligt, at der ikke ville komme en opklaring på alle gåderne. Jeg er faktisk nødt til at indrømme, at jeg følte mig lidt snydt da sidste side var vendt. Der bliver opklaret et par ting, men der er kæmpe store løse ender der hænger og flagrer. Jeg kan godt arbejde med, at der er en sideløbende historie som strækker sig over flere bøger, men sådan en historie har vi faktisk allerede i spil i denne serie, nemlig i form af Dunja Hovgaard og Kim Fucking Schleizner. Historien om deres indbyrdes had til hinanden, berøres kun kanske lidt i Motiv X. Jeg synes som udgangspunkt, at de to historier som nu er åbne, var ”hovedhistorierne” og de mest spændende og interessante. De historier der blev afsluttet, kunne på sin vis have været skåret helt ud af bogen, for at give plads til en slutning på dem vi nu skal vente det meste af et år på. ÆV!

Når det så er sagt, så er det en god og underholdende bog, som havde mig fanget i spænding fra start til slut. Der er masser af lækre udpenslede detaljer, som jeg sætter pris på ved en krimi. Jeg elsker det der gys det giver i kroppen, når de fæle billeder dannes i mit hoved. Eneste minus er, at bogen ikke er slut når den er slut, hvilket også er grunden til, at den kun lander på 4 perler. Det bliver voldsvært at vente på næste bog!





torsdag den 30. august 2018

Anmeldelse: Inger Wolf - En djævelsk plan



Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er begejstret for Inger Wolfs bøger. Derfor har jeg ventet i spænding på denne tredje og – vistnok – sidste del af serien om psykiateren Christian Falk.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg bliver en lille anelse irriteret, hver gang helten eller dennes nærmeste, er dem der bliver taget til fange af den gale vanvidsmorder. Det er ligesom et lidt for nemt spændings-trick og man veeeeeed jo, at helten slipper væk til sidst. Derfor blev jeg også en lille smule nervøs over udfaldet, da jeg fandt ud af, at det denne gang skulle være Christian Falk, som var jagtet af polisen. 

Heldigvis er det anderledes her. Jeg indrømmer, at selvom bogen starter spændende ud, så kom der en passage hvor tingene lige skulle falde på plads for både os læsere og for Christian selv – en passage hvor jeg begyndte at savne den sædvanlige spænding og uhygge som Inger Wolf er så god til at skabe. Uhyggen udeblev, men jeg skal love for, at der kom fart over spændingsfeltet. Jeg vil nærmest gå så langt, som til at kalde den hæsblæsende hen mod slutningen.

Jeg er lidt påpasselig med at afsløre noget af handlingen, som man helst selv skal læse sig til, men i hovedtræk, sker der det, at liget af en ung handicappet mand bliver fundet i en swimmingpool. Christian får skylden og der er ingen tvivl i politiets bog, om hans tilstedeværelse på gerningsstedet. Christian er i lort til halsen og der er meget få mennesker han tør stole på. Hans egen kæreste, begynder han også at tvivle på. Heldigvis er der hjælp at hente fra uventet kant og så starter Christians jagt på den eller de personer, som forsøger at hænge ham op på mordet.

Jeg kunne rigtig godt lide historien og jeg synes virkelig godt om Christian Falk og Victor. Jeg synes måske der kom lige lovlig meget kærlighed ind over, men samtidig var det dét, som gav Christian et ekstra drive og en del af plottets fundament. Selvom der var højtspændt tempo, så havde jeg godt regnet sammenhængen ud rimelig tidligt i forløbet og selve handlingen var derfor ikke så overraskende. Slutningen derimod – den havde jeg ikke set komme … fy for pokker altså. Der kan vi virkelig tale om stof til eftertanke!!

Jeg synes det er en virkelig god og medrivende bog. Der plejer at være mere grusomhed og mindre kærlighed i Inger Wolfs bøger, hvilket jeg sætter stor pris på. Alligevel synes jeg hun har formået at skrive en superspændende bog, som endte på mest hæsblæsende vis og hun giver os også enkelte af de grusomheder, som jeg sætter stor pris på i hendes forfatterskab. Hvis det her var den sidste bog i serien, så kommer jeg til at savne Christian Falk.

5 krimiperler fra mig til ”En djævelsk plan”.



søndag den 26. august 2018

Anmeldelse: Øbro & Tornbjerg - De ustraffede



Jeg synes på den ene side, at det er et virkelig alvorligt og vigtigt emne Øbro og Tornbjerg har taget op i denne bog. Det handler om voldtægt … og selvtægt. Om hvor mange kvinder i både Danmark og resten af verden, som bliver voldtaget, anmelder det og enten ikke bliver taget seriøst eller hvor voldtægtsmanden går fri på baggrund af manglende beviser. Disse kvinders liv, er selvklart ødelagt herefter.

På den anden side - set fra et krimilæserperspektiv - så må jeg indrømme, at jeg kom til at kede mig en smule. Der er ingen overraskelser i bogen. Som i overhovedet ingen. Selvfølgelig er der dele, som vi finder ud af hen ad vejen, ligesom vi ikke ved præcis hvem morderen er. Men vi kan regne ud hvem det er, og der er som sådan, ikke brug for et navn. Det ligger ligesom i kortene hele vejen igennem bogen, hvordan tingene hænger sammen. Vi får det hele serveret, og der efterlades ikke meget til trangen til, at bruge hjernen og gætte med.

En mand findes hængende i et træ. I første omgang formodes det at være selvmord, men den dygtige retsmediciner Anne Mi, finder tegn på, at manden er udsat for mord. Snart finder de ud af, at der har været en del selvmordere i Danmarks skove. Rigtig mange mænd og alle med en ting til fælles. De har været anmeldt for voldtægt, men er forblevet ustraffede. Katrine Wraa og hendes kollegaer Naja og Oscar, begynder at efterforske de mange mystiske selvmord og efterhånden som de arbejder, tegner der sig et billede med uoverskuelige konsekvenser.

Som sagt, et dybt alvorligt og meget vigtigt emne der tages fat i her. Bogens persongalleri, indeholder også en voldtægtsekspert, og jeg synes at de diskussioner der er imellem hende og den mere hårdkogte betjent, Naja, formår at vende tingene, så vi ser dem fra flere sider. Jeg tog mig selv i at blive lidt forvirret, fordi jeg godt kunne se det fra begge kvinders synsvinkler. Jeg synes det er en fin detalje, at vi får kvindernes følelser og handlemønstre beskrevet så direkte, fordi vores hovedperson må døje med en stalker. Det sætter tingene i et endnu tydeligere lys. Her kan man så mene, at det er lidt for tilfældigt. Det er det også i mine øjne, men jeg synes alligevel det fungerer. 

For mig bliver bogen lidt for meget teori og lidt for lidt krimi. Det bliver for seriøst det hele og der mangler noget god gedigen spænding og uhygge. Til gengæld, kan jeg rigtig godt lide både Katrine, Oscar og Naja. 

3 krimiperler til De ustraffede.



fredag den 10. august 2018

Anmeldelse: Cathrine Ryan Howard - Dødelig løgn



Jeg hørte denne bog på lyd i bilen, på vej på sommerferie sydpå. Jeg havde intet hørt om den inden, så jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, og vidste ingenting om handlingen.
Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var første del i en serie. Det stod også ret hurtigt klart, at jeg ikke ville behøve at læse 1. del, eftersom både plot og morder bliver afsløret allerede på de første sider.

”Dødelig løgn” foregår 10 år efter første bog, men den er ligesom delt op i karakterernes fortællinger før og nu. Både hovedpersonen Alison, men også den formodede morder, Will.

Og netop formodede, er det som Dødelig løgn handler om. For i første del, hærger den frygtede Kanalmorder. Bl.a. bliver Alisons veninde, Liz, slået ihjel og det viser sig, at være Alisons kæreste Will, som er Kanalmorderen. Helt uforståeligt for Alison, som selvfølgelig får traumer og må flytte fra byen. Der er ingen tvivl om hans skyld, for han tilstod selv mordene.

Nu 10 år senere, slår Kanalmorderen til igen. Eller er det bare en copycat? Will sidder stadig i fængsel, men påstår at han ved noget. Han vil dog kun tale med Alison. Hun indvilliger og snart har han sået tvivl i hendes sind. Jagten på en morder er fløjtet i gang og sammen med en lokal politibetjent, begynder Alison at rede trådene ud. Kan det virkelig passe er Will er uskyldig?

Jeg synes i bund og grund, at det er en god og spændende bog. Jeg synes der er et fint plot, og selvom vi godt ved hvem morderen er inden sagen er opklaret, så var der stadig flere overraskelser. For mit vedkommende, så blev den lidt for langsommelig til tider og kørte lidt for meget rundt i Alisons følelser af angst, tvivl og gammel kærlighed. En lille smule kedelig til min bloddryppende smag, og sprogligt kunne jeg godt ønskemig lidt mere ”spræl”.