mandag den 16. juli 2018

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen



Hold k… hvor er det her en god bog! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet lægge den fra mig. Jeg har ferie og vågnede kl. 6.15 for at tisse. I stedet for at gå i seng igen og sove videre, så stod jeg op, lavede kaffe og satte mig til rette i læsestolen.
Pyromanen er en helt ny serie af Inger Wolf. Den er det der hedder en ”Storytel original”, så derfor kan du indtil videre, kun læse (eller lytte) den på enten Mofibo eller Storytel. Serien er i 10 afsnit, som dog ligger i forlængelse af hinanden som en rigtig bog, og den fylder 354 sider.

I Pyromanen møder vi brandefterforsker Klara Larsen og hendes nye makker Sebastian Vinther. Til at begynde med, er Klara ikke tilfreds med at få en makker. Hun er en indesluttet enspænder og arbejder helst alene. Sebastian er et snakkehoved og forstår ikke en hentydning til at skrue ned for de nysgerrige spørgsmål. Klara har en hemmelighed. En der ligger helt tilbage til hendes barndom og noget hun gør alt for at holde skjult. De er et godt par de to og som den kvikke nok kan regne ud, så bliver Klara da også lidt nemmere at have med at gøre, efterhånden som deres samarbejde skrider frem.

Bogen starter med en forfærdelig brand i en families hjem. Vi er med i hovedet på pyromanen, som han sidder i et træ og beundrer sit eget værk og bliver liderlig ved synet. Kvalmende. De to drenge der boede i huset forsvinder og en eftersøgning sættes i gang. Det står snart klart, at der ikke bare er tale om en pyromanbrand, men også en alvorlig forbrydelse. Historien foregår i en lille by nær Herning, og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, bliver det tydeligt, at der er rigtig mange, som kunne have et motiv.

Personerne er beskrevet meget autentisk og jeg fik et godt indtryk af hvem de er. Der er en del psykologisk indover, så vi kommer en tand dybere og får en forståelse for deres tanker og handlinger. Der er dog dybde nok i vores hovedpersoner, til at de stadig har mere at afsløre og byde på i næste sæson af serien. Mine følelser  blev sat i spil, temmelig mange gange under læsningen.

Det er en af den slags bøger, hvor man som læser, gætter og gætter og forsøger at regne den ud. Jeg havde på ingen måde regnet ud, hvordan det hele hang sammen og spændingen bliver ved, mere eller mindre til sidste side. Da bogen var slut, havde jeg på den ene side en øv-følelse i kroppen over at bogen var slut, for jeg er på ingen måder færdig med Klara og Sebastian. På den anden side følte jeg den dér boblende glædesfølelse, som kun de færreste og allerbedste bøger, giver mig. Jeg synes virkelig den er fuldstændig fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok – til alle! 

Jeg har altid ment, at Inger Wolf er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg kan ikke forstå, at hendes navn ikke for længst er slået fast som et af de helt store. Med denne serie, synes jeg, at hun for alvor beviser sin sejhed og jeg håber hun får den opmærksomhed som jeg synes hun fortjener. 

Pyromanen er for vild!

6 kæmpestore flammende krimiperler, får den.






søndag den 15. juli 2018

Anmeldelse: Harlan Coben - Giv ikke slip


   

Jeg tror, at jeg så småt, er ved at spore mig ind på, hvad det er for en skrivestil der gør mig ekstra glad når jeg læser. Stilen der gør, at en historie der får mig helt op på de lyserøde skyer, samtidig er historien, som andre finder langtrukket. Tag nu fx Stuart MacBrides serie om Ash Henderson. Jeg var helt oppe over de førnævnte lyserøde skyer, men for første gang, var min krimifan-bloggerkollega, Betina, helt uenig med mig. Jeg forstod det simpelthen ikke. Den var da både grum og udpenslet, samt vanvittigt spændende … var den ikke? Det samme skete med bogen ”Bjerget”, som jeg læste sidste sommer. Måske den sommers bedste læseoplevelse for mig, men der var ikke meget hype omkring den – ingen der nævnte den nogen steder, så måske var det igen den skrivestil der fangede mig. Hvem ved.

Harlan Cobens ”Giv ikke slip”, har samme skrivestil. Fælles for de nævnte bøger, er en mandlig jeg-fortæller, som vi kommer rigtig tæt ind på livet af. Alle er de sådan lidt ”kolde i røven” og fandenivoldske udadtil, men følsomme indeni. De gør hvad der passer dem og de siger ét, men tænker noget andet. Deres indre dialoger, er ofte det der får mig til at smile og giver mig det der ekstra lille læseglæde-sug i maven og ”hold kæft hvor er det her fedt skrevet-følelsen”.

Vores hovedperson er Nap Dumas, som er politibetjent til fingerspidserne, men som ikke afholder sig fra lidt selvtægt i ny og næ, når han finder at nogen har fortjent det. For 15 år siden mistede han sin 18-årige tvillingebror og dennes kæreste. Samtidig forsvandt Naps egen kæreste Maura, og hun har ikke vist sig siden. Nu dukker hun pludselig op igen, men i forbindelse med at en anden af deres venner fra dengang, bliver slået ihjel. Nap, som stadig er forelsket i Maura, har en nagende følelse af, at sagen hænger sammen med ulykken for 15 år siden. Han begynder at bore i fortiden og finder bl.a. ud af, at de nu afdøde mennesker, alle var medlemmer af en hemmelig konspirationsklub. Klubbens medlemmer interesserede sig udelukkende for en nedlagt atommissilbase, som havde til huse i den lille by. De var overbeviste om, at der foregik noget derinde. Men kom de for tæt på? Var det mord og ikke en ulykke, da de to unge blev ramt af et tog den nat for 15 år siden?  

Giv ikke slip, er ikke en typisk Coben-bog, synes jeg. Hans bøger plejer at være mere følelsesprægede, med en masse små indbyggede livsfilosofier. Som regel skriver han om familier og vi følger flere forskellige personer. I denne bog, er det udelukkende hovedpersonen Nap, som fortæller. Han fortæller hovedsageligt til sin døde tvillingebror og Naps personlighed er som beskrevet ovenfor. Den har ikke helt samme ”dybde i sindet”, som hans bøger normalvis er kendetegnende for. Et godt stykke inde i bogen, begyndte jeg at småkede mig en lille smule med handlingen. På trods af skrivestilen, så synes jeg der skete for lidt. At opklaringsdelen skred for langsomt fremad og historien ligesom kørte lidt i samme rille. Først henimod slutningen begyndte det at vende og gerningsmanden (eller kvinden) kommer da også som en overraskelse – og så alligevel overhovedet ikke.

Jeg er glad for Harlan Cobens bøger. Han kan noget, som ikke mange andre kan. Sproget flyder let og lækkert, og i denne er der så lige tilsat lidt ekstra powerkrydderi. Den er ikke så ”pæn” i sproget, som hans bøger plejer at være.

Jeg giver den fire perler, fordi den på trods af sin lidt langsommelige handling og et lidt tamt plot, formåede at fortælle en god historie på den lækreste tør-humor-måde.


onsdag den 4. juli 2018

Anmeldelse: A. J. Finn - Kvinden i vinduet



Nå, tænkte jeg – endnu en bog om ”Kvinden” som bliver gejlet op til noget stort. På bagsiden lyder den heller ikke specielt sindsoprivende. Jeg gik i gang med den i håbet om at blive overrasket. Den startede sådanset ok spændende ud, men så blev det bare ved i samme rille.

Vi følger børnepsykologen Anna, som lider af agorafobi og derfor ikke er i stand til at forlade sit hjem. Selv et åbent vindue ud til verden, kan give hende angstanfald. Hun lever sit liv online via en agorafobi-gruppe og så spiller hun skak. Derudover så følger hun med i sine naboers liv gennem telelinsen på sit spejlreflekskamera. Det er ikke så lidt hun ved om folk. Og Anna er aldrig blevet opdaget – ikke før en kvinde pludselig løfter ansigtet og stirrer direkte på hende.
Som før nævnt, starter bogen trivielt. Sådan bliver den på ingen måde ved, for da først kvinden i huset på den anden side har fået øje på Anna og hendes ”spionageudstyr”, så tager tingene ellers fart. Jeg er ret sikker på, at starten er lavet på den måde med vilje. For at give os læsere et rigtig godt billede af hvem Anna er og hvor ensomt og trivielt hendes liv og daglig dag er. Det lykkedes til fulde og jeg følte hende fuldt ud.

Anna ser noget hun ikke skal se, i et vindue på den anden side af gaden. Hun forsøger at alarmere politiet og hun forsøger selv at gøre hvad hun kan for at hjælpe, hvilket er tæt på umuligt i hendes angstplagede tilstand. Men ingen tror på Anna, for hun er bare en sindssyg kvinde, som mixer medicin med alkohol og som derfor må hallucinere. Anna bliver mere og mere frustreret og som læser vidste jeg simpelthen næsten ikke hvad jeg skulle tro tilsidst.

Kvinden i vinduet er på én gang en både sindssygt følelsesladet og vanvittigt spændende bog. Hen mod slutningen, gik jeg fra at tørre tårer væk, til at forsøge at få styr på min vejrtrækning fordi den simpelthen bare er så hæsblæsende spændende. Ingen tror på Anna udover måske en teenager som er undertrykt af sin temperamentsfulde far. Intet er som det ser ud til og den følelse fulgte med mig hele vejen gennem bogen. Jeg blev overrasket flere gange og troede jeg havde regnet ud hvordan det hele hang sammen. Det havde jeg ikke, og selvom tanken nåede at strejfe mig, så var det først til allersidst, at alle brikker faldt helt på plads.

Hele bogen udspillede sig som en indre film i mit hoved og jeg glæder mig som et barn til juleaften, ved tanken om, at Kvinden i vinduet rent faktisk skal filmatiseres med Amy Adams i hovedrollen. Den bliver garanteret uhyggelig!

Den her bog kommer til at sidde i kroppen på mig længe endnu. En af dem jeg har lyst til at bede alle om at læse. Hold nu kælderdøren lukket, hvor er det en sej debut!! Wow!




mandag den 25. juni 2018

Anmeldelse: Christian Frost - Valmuemanden




Valmuemanden er 3. del i serien om kriminalassistenterne Erik Falster og Lars Hede, samt journalisten Pia Larsen. Jeg har læst første del, men ikke anden del. Det betyder ingenting for læsningen, så nye læsere kan sagtens starte her.

Det her er en af den slags bøger, hvor jeg lige skal passe på ikke at afsløre noget, som ville være ærgerligt at kende til inden man begynder at læse.

Der bliver lagt hårdt ud i første kapitel. Vi er med i fangehullet hos en ung kvinde, som bliver udsat for modbydeligheder, som det giver ondt i maven at læse om. Det viser sig snart, at den unge kvinde, er den 16-årige Hania, som er forsvundet fra sit hjem sammen med den kun 9-årige Inga. Pigerne bliver fundet i Spanien – den ene levende, den anden død. Det står hurtigt krystalklart, at folk i det øverste samfundslag, vil gøre alt for at lukke munden for evigt, på den overlevende pige. Men hvorfor Spanien og hvordan er en valmuedyrkende dansk rigmand, hvis kone tidligere i livet har mistet sin teenagedatter, blandet ind i historien?

Udover hovedpersonerne, er der masser af personligheder med, som tæller alt fra lejemordere, rigmænd, politibetjente, forbrydere osv. Til at begynde med, er det om at holde tungen lige i munden, men enderne når hurtigt sammen og det er et yderst interessant og velbeskrevet persongalleri. En enkelt af the bad guys er mere er mere end almindeligt likable (ja, jeg er lidt indernational i dag … uuuh) og efter min mening løfter han historien. De egentlige hovedpersoner kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg mener om. Det irriterer mig en lille smule, at Falster virker så tumpet engang imellem. En hovedperson må gerne være stærk og sej, det er han ikke i mine øjne. Og så alligevel til tider.

I bund og grund, synes jeg det er en god og interessant historie. Et virkelig vigtigt emne der tages op, men desværre synes jeg der bliver sprunget lidt hurtigt henover den del. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre mere om hvad, hvor og hvem. Jeg lander Valmuemanden på 4 perler, fordi jeg på trods af den gode historie, synes der er enormt meget unødvendig snak mellem personerne. Lange dialoger og tankerækker, som har mere til formål at skabe humor i historien, end egentlig betydning for noget som helst i forhold til handlingen. Der kunne godt skæres en hel del af på den konto, hvilket efter min mening ville skabe større intensitet. Det kommer simpelthen til at fylde for meget og den højintense spænding udebliver. Humordelen er sådan lidt ”falde-på-halen-komik” og den falder ikke helt i min smag. Er du til den form for humor, som Jussi Adler-Olsen bruger i sine bøger, så er jeg overbevist om, at du også vil være vild med humordelen i disse bøger. Heldigvis har vi ikke alle samme præferencer. 

Når det så er sagt, så er det faktisk en bog som har sat spor. Der er et par skæbner og et par personligheder, som jeg ikke blev færdig med og som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke længere skal følge. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Valmuemanden for en hyggekrimi. Til det er emnet for alvorligt, men det er trods alt en stille og rolig krimi, som måske og måske ikke, giver anledning til et par smil undervejs og som helt sikkert rører ved noget i de flestes følelser.  


Den opmærksomme læser vil opdage, at jeg har ændret antallet af perler på denne bog. Efter at have skrevet anmeldelsen, kan jeg mærke at bogen trods alt stikker dybere end først antaget. Jeg har valgt at give den 4 perler i stedet for 3. 



lørdag den 9. juni 2018

Anmeldelse: Søren Sveistrup - Kastanjemanden



Søren Sveistrup … er det ikke ham dér med hende dér med sweateren?? Jo det er så. Søren Sveistrup er manden bag tv-serien ”Forbrydelsen”, som rigtig mange nok har set. Bogen havde fået en virkelig cool og stærk promovering inden udgivelsen, så jeg kan godt indrømme, at mine forventninger var høje. Jeg har læst et interview med forfatteren, som sagde, at han egentlig gerne ville have skrevet bogen under pseudonym, for netop at undgå det store pres og de høje forventninger som ligger i navnet og de tidligere populære tv-serier. Jeg tror dog på, at det var det rette at gøre, at udgive under eget navn. Specielt fordi alle forventninger blev mere end indfriet for mig, men også fordi det gav et ekstra spændingselement til læsningen. Den der fornemmelse af, at vi bliver snydt og først fatter det til sidst, fulgte med mig hele vejen igennem bogen.

En ung mor bliver fundet myrdet på en legeplads nær sit hjem. Hendes ene hånd er savet af. Over hendes hoved hænger en kastanjemand, som i første omgang ikke får meget opmærksomhed fra efterforskerne. I det øjeblik der findes spor fra en tidligere sag om en forsvundet pige, går det op for politiet, at kastanjemanden er vigtig og samtidig et symbol på morderens hensigter med den myrdede kvinde og de efterfølgende mord. Mere får I ikke løftet sløret for i denne omgang.

Hovedpersonerne, Naia Thulin og Mark Hess er fuldstændig fremragende. Et par personligheder som i første omgang virker malplacerede sammen, men som vi hurtigt fornemmer, er mere eller mindre på samme bølgelængde. De er begge forholdsvis kølige og yderst skarpe i hjernen, hvilket giver en slagkraftig cocktail. Bogen ender ikke helt som jeg havde håbet i forhold til de to og deres fremtid sammen på flere måder, men jeg krydser mine små fedtede Anna og Lotte-fingre fra nu af og til den dag det forlyder, at der er en 2’er på vej. Der SKAL simpelthen bare komme en bog mere i den her serie.

Når man læser Kastanjemanden, så fornemmer man tydeligt på sproget, at vi har at gøre med en forfatter, som er vant til at beskrive i billeder. Det føles næsten som at se en film. Der er et eller andet med sproget som gør den her bog til en anderledes læseoplevelse. Da jeg havde læst første kapitel, tænkte jeg ”oh no, den bliver stram at komme igennem”. Det var som om det var skrevet lidt som en skolestil. Men så skete der et eller andet – måske glemte jeg bare at det var anderledes og måske var det bare fordi det er med til at gøre Kastanjemanden unik i forhold til andre bøger jeg har læst. Det er som om at nutid og datid bliver brugt som det lige passer. Jeg kunne ikke gennemskue en lige linje i det, men det fungerer og er med til at give ekstra dybde til karaktererne.

Jeg startede med at anmelde bøger, fordi jeg er typen der står i boghandleren og får lyst til at fortælle andre kunder i krimiafdelingen, om hvor fantastisk den ene eller den anden bog er. Kastanjemanden er sådan en bog, som jeg får lyst til at holde op foran alle krimielskere og sige ”læs dén her - sommerferiebogen is in da house”. Fornemmer man, at jeg synes den er fuldstændig fremragende? Hr. Sveistrup havde ikke behøvet bekymre sig om hvor vidt han var i stand til at skrive en krimi. Jeg synes bare han skal skynde sig at skrive en mere!

6 X S – Seriøst Stærk Start, Søren Sveistrup Styrer!
6 X Frk. Tines krimiperler



fredag den 25. maj 2018

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Mercedes-snittet



Pyh altså, sikke en bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en forfærdelig masse følelser i kroppen. Glæde over en helt fantastisk historie, overrasket over en slutning jeg ikke havde set komme og samtidig også en følelse af tristhed over alle de skæbnesvangre hændelser der overgår størstedelen af persongalleriet.

En lille dreng meldes savnet, da han ikke møder op i skole og sfo. Der er ikke mange spor at gå efter, men da der findes blod og drengens jakke dukker op, peger tingene i den triste retning. Drengens Instagramprofil, viser sig at være yderst interessant. Den indeholder udelukkende billeder af genstande, som ligner ansigter. Pareidolia, hedder fænomenet, som er er en psykologisk måde at opfatte genstande på, så de omdannes til at ligne ansigter. Et typisk billede er smileyer, som i bund og grund bare er tegn, der til sammen, får menneskehjernen til at se et ansigt ➜  :-)
Det kan også være stikkontakter, tøjknager, porte osv. Tingene er ikke altid som først antaget. To og to giver ikke altid fire.


Heloise går igennem lidt af en livskrise, efter hun mistede sin far i forrige bog, Ligblomsten. Hun er ikke så involveret i mysteriet denne gang, men hun blander sig dog alligevel tilpas meget. Jeg synes godt det kan blive utroværdigt, når journalister begynder at opklare mere mord end politiet, så på den måde er det helt fint at det er Schäfer der får lov at være den der har bukserne på i selve politiarbejdet.

Jeg er vild med både Schäfer, Heloise og alle de andre bipersoner der er med. Jeg forstår ikke Heloise i store dele af bogen – bliver ligefrem lidt vred på hende over visse handlinger, men hun mister ikke troværdigheden og hun bliver heldigvis reddet på målstregen. Næsten da😊 Begge er de hovedpersoner, som jeg glæder mig til at følge.

Normalt er jeg ikke nogen hurtiglæser, men denne her fløj jeg simpelthen igennem. Den er spændende fra start til slut og jeg kunne næsten ikke stoppe når jeg først var i gang. Glædede mig til at læse videre når jeg var stoppet. Men hvad er det så der gør Mercedes-snittet så fantastisk? Den har ikke en masse blod, ej heller bunker af lig. Den har ikke en udspekuleret overintelligent morder, som ved alt, finder alle. Til gengæld så har den et par stærke seje hovedpersoner, den har så meget dybde og giver så meget stof til eftertanke, at jeg jævnligt sad med en klump i halsen. Den har elementer af noget – i mine øjne – virkelig interessant læring, som er tilsat i de helt rette doser. Jeg fik lyst til at kigge på flere pareidoliabilleder og jeg fik en viden omkring smil, som jeg allerede har draget nytte af. Jeg elsker den slags. Yderligere giver den læseren masser af muligheder for at gætte med på hvordan plottet er skruet sammen. Sproget er nutidigt og flyder let og lækkert. Overordnet set, er alt bare let og lækkert ved Mercedes-snittet.

Anne Mette Hancock, kan noget helt særligt! Fuld perleplade fra mig 💯







mandag den 30. april 2018

Anmeldelse: Angela Marsons - Tavse skrig



Tavse skrig er en af den slags bøger, som giver ondt i maven imens man læser. Ikke sådan på kvalmemåden fordi det hele er penslet ud, men på den der ”rørt dybt ned i maven-måde”. De skæbner vi møder – både de døde og de levende … arg mand, hvor er det hjerteskærende!!

Jeg er vild med hovedpersonen, Kim Stone. Hun er på den ene side iskold, ligeglad og utilnærmelig. På den anden side, er hun det varmeste og mest omsorgsfulde menneske man kan forestille sig. Det lykkedes til fulde for forfatteren, at koble de to sider af hende sammen, så hun bliver en yderst troværdig person, som jeg glæder mig til at følge.

Liget af en kvinde findes. Hun er myrdet ved drukning i sit eget badekar. Kim Stone er den ledende efterforsker, men da det viser sig, at sagen trækker tråde til et nedlagt børnehjem for unge piger, bliver sagen personlig for Kim. Hun har selv en fortid, på netop sådan et sted. Flere lig dukker op, nye såvel som gamle og det står snart klart, at der er tale om en kold og beregnende morder. Én som på ingen måde er nybegynder.

Vi følger hovedsageligt Kim Stone i hendes arbejde og i hendes møde med forskellige kollegaer, men vi følger også nogen af ofrene, i det øjeblik de bliver slået ihjel. Et par gange kommer vi endda med ind i hovedet på morderen. Den er en af den slags bøger der giver mulighed for at man gætter med og forsøger at regne ud, hvad motivet kan være. Jeg troede jeg havde regnet den ud på snedigste vis, men sandheden viste sig, at være endnu snedigere.

Jeg synes virkelig det her er en cool debut! Den er så veldrejet og fint skrevet. Den har uhygge og den er spækket med følelser, men samtidig er den støvsuget for kærlighed og parforhold 😊

Fem krimiperler får den af mig.