torsdag den 12. april 2018

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dukkehuset



Ruby vågner i sin seng. Hun har tømmermænd og orker ikke at åbne øjnene. Hun trækker dynen tættere om sig, men noget er ikke som det bør være. Duften er forkert. Ruby åbner øjnene og finder sig selv i en fremmed seng. Spærret inde i et kælderrum. 

Liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand. Hun har ligget der i flere år, men ingen har meldt hende savnet. Nogen har sendt dem beskeder fra hende, så familie og venner har ikke anet uråd.

Så er stilen ligesom lagt for denne 3. del i Matthew Arlidges serie om Helen Grace. Grum, creepy og med en fuldstændig forskruet morder. Der er højt tempo og spænding fra start til slut. Helen Grace er ikke den typiske heltinde. Hun er stærk og sej udadtil, men indeni har hun ar, som aldrig forsvinder. Det er ikke noget som får lov at tage meget plads i bogen, men mere noget som vi fornemmer eller som bliver afdækket bid for bid. Personligt synes jeg, at hun er en super cool hovedperson. En som jeg føler jeg kommer til at kende når jeg læser, og en som jeg savner at høre mere om, når de sidste sider er vendt. I det hele taget er Matthew Arlidge en forfatter, som jeg synes bliver bedre og bedre bog for bog. Jeg ærgrede mig da bogen var slut og over at der nu er ventetid helt til hen omkring september, før næste bog er på hylderne. Hans bøger er velskrevne og når jeg læser dem, føles det lidt som at se en film. Kæmpe plus.

Specielt med denne serie, vil jeg anbefale at du starter fra bog nr. 1. Der sker en hel del ting i de to første bøger, som der henvises til i denne. Der er også baggrundsviden om hovedpersonerne, som bedst forstås hvis man ved hvad der hentydes til. 

Dukkehuset gav mig den der helt særlige følelse af spænding i hele kroppen, men efter flere overvejelser, kommer den ikke helt op til de nye 6 perler. Den ligger dog på grænsen, så det bliver 5 store perler 😊







Den 6. krimiperle siger goddag



Byd velkommen til den 6. krimiperle. 

Hidtil har jeg kørt med 5 perler, men jeg synes ofte, at det er for lidt difference. En treer hos mig, er egentlig en okay karakter, men den kan godt føles svær at give, når bogen egentlig var god, men lige manglede den sidste prik over i’et. 

Det samme gør sig gældende med en rigtig god bog. Dem lander jeg ofte på fem perler, men så er det svært at vide, hvornår vi har med de der bøger at gøre, som bare lige er ekstra gode. Som giver rislen ned ad ryggen, gys, uhygge og ondskab på den helt rigtige måde. Dem der fortjener en ekstra perle. Det kan de få nu. 

Jeg har selvfølgelig overvejet om jeg skulle gå tilbage og rette alle anmeldelser. Jeg er nået frem til, at det bliver for stort et arbejde og for svært at huske. Et par stykker, bliver dog alligevel nok rettet lidt. Jeg håber det vil bidrage til et bredere spektrum i mine anmeldelser. 😅

mandag den 2. april 2018

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Marcherende myrer



Roland Triel er tilbage. Det samme er hans plageånd, Inge Renee Janné, som Triel mistænker for drabet på sin kone og på ildspåsættelse i deres gamle hus på Myntevænget mm. Triel forsøger at køre sagen privat og i det skjulte, men det er ikke let, for Inge Reneé slår til og rammer Triel hvor det gør mest ondt.

Samtidig sker der et voldsomt mord i byens nye sommerfuglecenter. Jeg vil ikke afsløre hvordan det sker, men jeg kan afsløre at det involverer myrer. Det er gået op for mig, at jeg bedst kan lide de brutale mord, som er begået på en spektakulær måde. Når der er tænkt over en anderledes spændende mordmetode, som ikke ”bare” er et skud i brystet eller en snittet hals. Det må jeg sige, at der er her. Altså tænkt og researchet i noget usædvanligt.

Mordet i sommerfuglecenteret trækker tråde 32 år tilbage i tiden. Til en dansker i Spanien, som blev beskyldt for mord. Mord han naturligvis ikke har begået. Vi følger ham i tiden op til forbrydelsen og jeg vil mene, at det er denne historie der er den mest hjertegribende i denne bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en klump i halsen. Yderst rørende historie.

Noget jeg desværre ikke sad tilbage med, var forløsning over endelig at have fået afsluttet drabet på Myntevænget. Æv, for nu synes jeg den er ved at være trukket langt nok. På den anden side, får historien ikke længere så meget plads, så set fra dét perspektiv er det måske ok, at der er en historie der er gennemgående og som på en eller anden måde får mig til at føle, at det er én lang historie jeg læser.

Når det så er sagt, så synes jeg at forfatteren formår at fortælle to forskellige historier, som heldigvis ikke mødes i tilfældigheder på nogen måde. Det er lækkert synes jeg. På trods af, at bogen er lige så lang som de andre i serien, så kom jeg aldrig til at kede mig. Kapitlerne er korte og afsluttes som regel med spænding. Jeg synes Marcherende myrer er en af de bedste i serien indtil nu.

Én meget vigtig brik bliver lagt på plads til sidst, så nu glæder jeg mig til at læse om konsekvenserne af den. Jeg er kommet sent i gang med Marcherende myrer, så heldigvis, skal jeg ikke vente alt for længe på fortsættelsen.

Fire krimiperler fra mig til myreflokken 🐜🐜🐜🐜




Dennis Jürgensen besøgte selfievæggen hos Krimifan, under årets Krimimesse i Horsens. Han er nok cirka verdens roligste og rareste mand 😊

mandag den 26. marts 2018

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kold angst




Kold angst, er 2. del i serien om journalisten Matthew og hans grønlandske veninde Tupaarnaq. Jeg har glædet mig til den, for jeg kunne virkelig godt lide første del, ”Pigen uden hud”.

Også denne, er en bog med masser ar stemning. Dyster stemning hovedsageligt. Det er som om alt det grumme ligger og lurer under overfladen og vi får lov at løfte sløret for noget langt større. Vi runder endnu engang det seksuelle misbrug der finder sted mod de grønlandske børn og der afsløres hvor magtpåliggende det er for nogen, at Grønland bliver et selvstændigt land. At bl.a. kineserne forsøger at trænge sig ind i Grønland og hvor stor en indsats andre gør, for at undgå netop dette. Virkelig spændende læsning.

I Kold angst, er der mere decideret krimi end der var i forgængeren. Vi følger en gruppe amerikanere på Thulebasen tilbage i 1990. De er i gang med et forsøg. Et forsøg på mennesker, hvor udfaldet kan have fatale konsekvenser for de medvirkende. Samtidig et virkelig spændende eksperiment, som også satte tanker i gang hos mig. Sideløbende er vi tilbage i nutiden, hvor journalisten Matthew, modtager et brev fra sin far. En far som har været død og begravet i flere år. Da Matthews nyfundne søster forsvinder, starter jagten … men på hvem?

Jeg var godt underholdt hele vejen igennem bogen. Den er yderst spændende og særdeles velskrevet. Den er interessant, tankevækkende og meget relevant. Den er grum på en måde, som sender følelser direkte i maven. Matthew kan man ikke andet end holde af!

Den forrige bog, kaldte jeg autentisk. Det vil jeg også mene at denne er, selvom den er krydret med mere egentlig krimi end sin forgænger. Jeg lander den på 4 stivfrosne krimiperler, fordi den trods alt – efter min smag - mangler noget gys og uhygge på udspekuleret morder-måden.


Skulle du have lyst til at følge med på andre medier, kan du gøre det H E R og H E R 

Mads Nordbo, besøgte Krimifan på årets Krimimesse i Horsens. En yderst sød og behagelig mand! 


tirsdag den 13. marts 2018

Anmeldelse: C. J. Tudor - The Chalk Man



For et stykke tid siden, så jeg en anmeldelse af The Chalk Man på en svensk bogblog. Jeg fik straks lyst til at læse den og da den ikke er udgivet på dansk, så købte og læste jeg den engelske version. Siden har jeg fundet ud af, at den udkommer på dansk i april 2018, hos forlaget Gyldendal.

The chalk man – eller Kridtmanden, som den kommer til at hedde på dansk, er en meget anderledes bog end de krimier jeg ellers har læst. Den har en jeg-fortæller, som skiftevis springer imellem nutiden (2016) og datiden – 1986 – hvor han var 12 år gammel. I 1986 følger vi drengen Eddie og hans gruppe af bedste venner bestående af tre andre drenge og en pige. De bor i en lille by på Lars Tyndskids og der sker ikke meget andet end det de selv finder på … og så sker der pludselig en hel del mere, som ryster den lille by. En sommerferie hvor varmen og kedsomheden hærger, begynder gruppen at tegne kridtmænd til hinanden. Kridtmænd med forskellige tegn, som børnene bruger, til at sende forskellige hemmelige budskaber til hinanden. Farven på kridtmanden indikerer hvem der har tegnet den. En dag dukker der pludselig kridtmænd op i en farve, som ikke tilhører nogen af børnene - kridtmænd som varsler grufulde hændelser.

I 2016 bliver Eddie opsøgt af en af vennerne fra fortiden. Et besøg som ripper op i alle sårene fra dengang og som åbner for æsken med ubesvarede spørgsmål. Eddie begynder at rode rundt i den gamle sag og det bliver skæbnesvangert.

Det her er ikke den typiske krimi med en sag og en opklaring fortaget af et hold betjente. Det er spekulationer og handlinger foretaget af en enkelt person på to forskellige steder i livet. Det er en bog hvor det uventede sker på de mest uventede tidspunkter. Den er på mange måder voldsom fordi hændelserne er så grufulde og ind imellem følelsesladede. Flere gange holdt jeg vejret og fik en knude i maven og jeg har virkelig meget lyst til at fortælle jer hvorfor. Det er bare sådan med den her bog, at det meste kommer som overraskelser. At give jer spoilere, ville ødelægge oplevelsen, så jeg holder dem for mig selv.

Det er en bog der berører følelserne. Den vender emner lige fra Alzheimers til dominoeffekten. Hvordan en handling fører til en hændelse, som får skæbnesvangre konsekvenser for andre.

Det er en af den slags krimier, hvor uhyggen hele tiden ligger og lurer i baggrunden. Følelsen af at noget kommer til at ske. Kridtmanden er en af den slags bøger, som fulgte mig når jeg ikke læste og som kommer til at følge mig længe efter sidste side er vendt. Indrømmet, den havde lige en midtepart der blev lidt langsommelig, men det vendte heldigvis igen og selvom jeg var sikker på jeg havde regnet slutningen ud, så kom den med endnu en overraskelse og efterlod mig med flere spekulationer. Faktisk spekulerer jeg stadig.

“NEVER ASSUME. QUESTION everything. Always look beyond the obvious, because assume will make an ASS of U and ME”

Jeg giver den 5 kridttegnede krimiperler. Fire for selve krimidelen og én for originalitet. En virkelig overlegen debut!


Klik her for Frk. Tines krimitanker på Facebook og Instagram 


torsdag den 1. marts 2018

Anmeldelse: Katrine Engberg - Glasvinge




Den her bog, er simpelthen bare lækker fra inderst til yderst. Den er flot udenpå med flotte farver og sjove detaljer i trykket, som får det til at se ud, som om der virkelig er vand på omslaget. Når man piller omslaget af den – det gør jeg altid når jeg læser bøger med smudsomslag – så er den fisme også pæn indeni. Helt rød, med en fin sølvsommerfugl og sølvskrift på ryggen. Allerede dér, lover det jo godt og forventningerne skrues en anelse i vejret. Så gik jeg i gang med at læse, og sørme om ikke også den er lækker indeni. Jeg er vild med sproget den er skrevet i. Så dagligdags og lige til. Talesprog vel nærmest. Krydret med små udtryk og vitser fra betjentene, som flere gange fik mig til at grine. Når man som mig, bøvler med daglige nakkesmerter, så er det skønt at få serveret et nyt udtryk, som beskriver det med humor – jeg ved nu, at min nakke er stiv som en bryllupspik … 😊

Glasvinge, som i øvrigt er en sommerfugl med gennemsigtige vinger, og som blev introduceret for forfatteren, af hendes 8-årige søn, er Katrine Engbergs 3. bog og samtidig også 3. del af serien om Jeppe Kørner og Anette Werner. Sidstnævnte er på barsel med sin nyfødte datter, men hun har svært ved at fordybe sig i baby og lortebleer, så hun får stukket snuden i sagen alligevel. Et kvindelig findes i et af de mange københavnske springvand. Liget har identiske snit på håndled og lysken og har været bundet fast imens hun er forblødt.

Da endnu et lig findes, tegner der sig et omrids af noget motiv. Sporene peger i retning af et nu lukket behandlingshjem, for unge psykisk syge. Der skete flere grusomme ting på stedet da det stadig var åbent, så spørgsmålet er, om mordene er hævn og i så fald hvem der hævner hvem.

Jeg synes virkelig det her er en god bog. Den indeholder en smule kærlighed, men ikke så meget, at det på nogen måde kommer til at fylde og blive irriterende. Den indeholder en lille snert af livsfilosofi, men på den gode måde, der lige kort, satte mine tanker i gang og bevægede mig. Den indeholder humor, men den indeholder mest af alt, en virkelig god og rørende historie. En mordgåde, som tillader at vi som læsere, får gang i de små grå, for at forsøge at regne ud, hvem der er banditten. Jeg troede flere gange, at jeg havde luret den, men det havde jeg så slet ikke. Der er tilsat en god portion spænding af den slags, som får det til at risle koldt ned ad ryggen, fordi man som læser fornemmer, at nu sker der (måske) noget. Der er stadig plads til mere ondskab, grusomhed og uhygge, og plads til flere blodige detaljer, men lige i den her fortælling, er det egentlig slet ikke ondskab der er på spil.

Glasvinge, er en af den slags bøger, som gjorde mig glad imens jeg læste. Ja, det lyder fjollet når vi snakker krimi og grusomhed, men sproget var så lækkert og humoren var perfekt doseret. Jeg kunne ikke få den læst hurtigt nok, fordi jeg ville vide hvad der skete, og samtidig blev jeg ærgerlig da sidste side var vendt.

Fremragende bog af en flyvende forfatter. Jeg er sikker på, at hun er støt og roligt på vej mod de øverste stjerner på den danske krimihimmel.

5 kæmpe krimiperler fra mig til Glasvinge!





Facebook og Instagram har ringet. De synes I skal komme over og være med 😄😄😄 


onsdag den 28. februar 2018

Anmeldelse: Chris Carter - Dødens galleri


Endelig endelig endelig nyt fra Chris Carter. Uden tvivl de bøger jeg venter med størst længsel på. Jeg var så heldig at få den tilsendt fra det engelske forlag allerede midt i december, så jeg har læst den på engelsk denne gang. Selvom jeg er god til engelsk, går det alligevel en anelse langsommere, at få den læst, men samtidig kan jeg godt lide, at læse en bog med forfatterens egne ordvalg.

Og hvad har han så fundet på denne gang?

Hunter og Garcia, står igen med et brutalt mord. En ung kvinde, fundet i eget hjem. Både hænder og fødder er fjernet. Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle, at gerningsstedet er yderst grotesk for alle at træde ind i. Omstændigheder gør, at betjentene får mistanke om en seriemorder. De søger databaser, men intet resultat. Herefter går der ikke mange timer, før FBI tropper op på deres kontor. Der er selvfølgelig en grund til, at FBI har skjult og monitoreret alle søgninger på bestemte mordmetoder og mordersignaturer, men den skal I selv have lov, at læse jer til.

I denne bog, arbejder LAPD sammen med FBI. Specialagenterne, har i første omgang ikke megen tiltro til betjentenes evner, men os der kender til Hunter, ved godt fra starten, at det kommer til at ændre sig 😊 Som sædvanlig med Carters bøger, er der masser af opklaringsarbejde og mulighed for os som læsere, at gætte med på, hvordan det hele hænger sammen. Det er dog ikke let, for der er twist på twist og også et par større overraskelser undervejs. Vi følger også morderens tanker undervejs, så vi får et par småbidder af hans intentioner og vi er med, når han strammer nettet om sine ofre.

Det er som om, Carter har skruet lidt ned for gerningsstedsdetaljer, uhygge og grusomhed i forhold til de forrige bøger i serien. I stedet har han skruet op for relationer og opklaring. Alt er selvfølgelig relativt, så at der er skruet ned, betyder i dette tilfælde ikke, at det ikke stadig er råt og brutalt.

Jeg synes ikke det her er Chris Carters bedste bog til dato. Jeg havde givetvis sat mine forventninger for højt, men de plejer at blive indfriet med Carter. Denne gang blev jeg ikke helt så medrevet som vanligt og jeg savnede den velkendte snigende uhygge, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Dog er det med Carters bøger, som med sex og pizza – selvom det ikke er det bedste, er det stadig ret godt 😉

Dødens galleri slutter med en cliffhanger, som gør det rigtig svært at vente et år på næste bog.


Fem krimiperler fra mig



Følg med på Instagram og Facebook