fredag den 22. februar 2019

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Gravkammeret



Tess Gerritsen er en af de krimiforfattere jeg nyder allermest at læse. Jeg er bidt af hendes skrivestil, hendes skræmmende fortællinger og de uhyggelige billeder, hun virkelig formår at danne i min indre biograf. Hendesbøger har aldrig skuffet mig … før nu.

Retsmediciner Maura Isles, bliver inviteret til at overvære en CT-scanning af en flere tusind år gammel mumie, som er blevet fundet i et kælderrum på et museum. Scanningen foregår under stor mediebevågenhed og bliver filmet af et tv-hold. Som den garvede krimilæser nok har gættet, så viser der sig uventede ting på scanningen. Ting som sår tvivl om, hvor vidt deres mumie nu også er så gammel. Kriminalbetjent Jane Rizzoli, bliver tilkaldt og sagen overgår til Boston politis drabsafdeling. Det varer ikke længe, før en smuk ung medarbejder på museet, bliver kontaktet af en anonym person. En person som viser sig, at have adgang til hendes lejlighed. De få spor der dukker op, viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden, hvor en mor og hendes datter, flygter fra en modbydelig ondskab. En ondskab og en sandhed, som nu har indhentet dem.

Der er rigtig meget arkæologi i denne bog. Forfatteren gør sit bedste for at beskrive de mumificerede lig så grusomt som muligt, men på mig virkede billederne ikke. Jeg blev ved at se Grauballemanden for mig – og ja, vel er han skræmmende, men jeg har kigget på ham gennem min barndom, når jeg besøgte Moesgaard museum sammen med min bedstefar. Sådan et udtørret moselig, får bare ikke gyset frem i mig. I stedet blev det nærmest lidt halvstøvet og jeg tog mig selv i at vente på, at de fandt nogen nutidige lig. Normalt er Tess Gerritsen mester i, at få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men i denne bog synes jeg ikke uhyggen kommer. Hendes normalt så lækre sprog og de vilde plottwists, glimrer ved deres fravær. Den har sine spændende øjeblikke og det er da også fantastisk, at være i selskab med Jane Rizzoli, Maura Isles og Barry Frost igen. Dem havde jeg savnet.

Det er med smertende hjerte, at jeg tildeler Gravkammeret 3 krimiperler.



mandag den 11. februar 2019

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Jihadbruden


Okay, indrømmet … jeg var ikke sikker på om denne bog ville være noget for mig, for titlen lugter lidt af noget krig og terrorisme. Emnet i sig selv er vigtigt, men jeg bliver bare ikke fanget af det. Heller ikke på film. Mine bekymringer skulle heldigvis vise sig, at være helt unødvendige.

Hovedpersonen hedder Daniel Vest. Han er præst og tidligere frømand. Som en lille sidebeskæftigelse, hjælper han folk med forskellige problemer. De kender ikke hans rigtige navn, men kender ham som Poseidon. Han kontaktes via en hjemmeside –www.poseidonhelps.com – hvor folk kan skrive til ham og bede om tjenester. Hvad som helst, stort som småt. Poseidon udvælger enkelte, som han mener at kunne hjælpe. Hjemmesiden eksisterer i øvrigt i virkeligheden, så tag et kig. Der er bl.a. nogen der mangler 111 millioner 😊

Som titlen måske løfter sløret for, så vælger Daniel Vest, at hjælpe en mor, hvis datter, Mathilde på bare 15 år, er rejst til Syrien for at blive Jihadbrud. Unge vestlige kvinder, som konverterer til Islam og tager ned for at blive gift med syriske ISIS-krigere i troen på en lys fremtid fuld af rigdom, lykke og børn. Desværre er virkeligheden en anden.

Vi følger med i både Mathildes og Daniels rejser og tanker. Vi følger dem begge på den lange og svært fremkommelige rejse til Syrien. Vi er med når Mathilde ankommer og skal møde sin kommende mand for første gang, hvordan hun har det, når hun finder ud af, at fødderne er ved at blive kolde, men vejen tilbage er ikke-eksisterende. Daniel er cool og virker ikke til at være bange for hverken nogen eller noget. Han er skånselsløs og på grænsen til de actionhelte vi ser på film. Men det fungerer, for er de egentlig ikke bare ret kølige og velfunderede de dér frømandstyper? Jeg tror det. Men selv for en cool type som ham, kører tingene ikke altid som han ønsker. Om det lykkedes ham at få Mathilde ud af den situation hun har sat sig selv i, vil jeg ikke afsløre. Men jeg kan lide Daniel Vest og jeg glæder mig til at følge ham. Jihadbruden er første del i en planlagt serie, så der er heldigvis mere at se frem til.

Jihadbruden er både skræmmende og interessant læsning. Samtidig er den hjerteskærende og uhyggeligt virkelighedstro. Jeg tvivler ikke på, at den er gennemresearchet. De findes jo virkelig, de piger som Mathilde i bogen her. Det er ikke en krimi i den forstand, at der sker et mord eller flere, som nogen skal opklare, ligesom der heller ikke er isnende uhygge og en udspekuleret morder. Det er mere en spændingsroman, men til gengæld er den spændende på et højt niveau. Sproget er dagligdags og nutidigt på en måde jeg sætter pris på.

Jihadbruden er en spændende, velskrevet og uhyggeligt virkelighedstro bog. Jeg sender 5 krimiperler efter den og glæder mig til næste del i serien.






søndag den 3. februar 2019

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os



17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.
Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.
I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.



torsdag den 31. januar 2019

Anmeldelse: Helle Vincentz - Søster min



For et stykke tid siden, opfandt jeg et nyt hashtag - #bøgerduikkevilhjemfra. Den følelse fik jeg i kroppen endnu engang, da jeg begyndte på at læse Søster min. Jeg fik den der kildende fornemmelse i kroppen og havde bare lyst til at læse i bogen hele tiden. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den.

Søster min er 2. del i serien om antropologen, Sofie Munk, der nu arbejder som privat efterforsker i et lille tremandsfirma. Sofie får til opgave, at undersøge et medicinalfirma, hvor direktøren har brug for at vide, hvem af medarbejderne der anonymt har sendt ulovlige dokumenter til lægemiddelstyrelsen. Direktøren er typen der gerne vil gøre tingene efter bogen, men en af hans medarbejdere, har travlt med at presse en godkendelse af en helt bestemt type medicin igennem. En pille som udover at hjælpe folk med ADHD og depression, samtidig også kan hjælpe kvinder som både har depression og mistet sexlysten.

Sofie er cool og hun har et drive der hovedsageligt styres af hendes kæmpe utålmodighed. Ting skal ske og de skal ske nu! Hun kører derud af i højt tempo med undersøgelser, interviews og undercover. Det var så spændende at jeg glemte alt omkring mig. Da jeg var omkring to tredjedele inde i bogen, synes jeg dog alligevel at den tabte lidt tempo. Ikke i fortællingen som sådan, men for mig og min læseoplevelse. Det var som om det totale fravær at politi, blev for urealistisk trods alt. Jeg ved godt det er fiktion, men alligevel. Slutningen og selve plottet, synes jeg også var en smule tyndt. Som om det skulle være så stor en overraskelse som muligt hvem der var skyldig. Når man som læser gætter med, men det viser sig, at man ikke rigtig for alvor har haft en chance alligevel, så er det en lidt flad fornemmelse når spændingen udløses. Dybere i detaljen kan jeg ikke gå, uden at afsløre noget.

Sofie Munk bærer bogen, synes jeg. Hendes personlighed er beskrevet helt fantastisk. Humoristisk kan man nok ikke ligefrem kalde hende, men det sprogbrug hun har, er humoristisk og dagligdags. Hun er så naturlig og så ligefrem og man (jeg) kan ikke andet end at holde af hende. Mon ikke også de fleste af os, kan kende hende i os selv? Kæmpe ros til Vincentz for hendes skrivestil – både i udformningen af karakteren Sofie Munk, men også bare sådan helt generelt. Jeg er vild med det.

Alt i alt, en virkelig god og spændende bog. Den tager fat i et spændende emne og den formår at sætte forskellige synsvinkler op imod hinanden. Jeg blev tvunget til at tage stilling til flere forskellige, men modsatrettede holdninger, som giver mening på hver deres måde. Det viser hvor svært det kan være at tage parti – specielt når der er stærke følelser involveret.

Helle Vincentz vil gerne skrive om kontroversielle emner. Emner som folk har følelser omkring og holdninger til. Gerne emner som ligger og vipper på grænsen til tabu. I denne bog, tager hun som sagt fat i depression. Det har været et vigtigt emne for hende at skrive om. Helle er vokset op med en far som led af svær depression og som også til tider var indlagt. Hun har også selv gennemlevet en depression og er heldigvis helt ude af den igen. Bogen er ikke Helles egen historie, men til tider krævede det en del af hende at skrive den, fordi det var svært for hende, ikke at hænge fast i hvordan det var for hende selv, frem for at fokusere på hvordan karaktererne i bogen havde det. Jeg synes hun er lykkedes virkelig fint med det.

Bogen kører i et jævnt tempo hele vejen og kommer aldrig ud hvor den bliver uhyggelig eller skræmmende. 

5 krimiperler til Søster min



mandag den 21. januar 2019

Anmeldelse: Rachel Abbott - Drevet til mord


Efter at have færdiglæst ”Drevet til mord”, havde jeg det som om jeg lige havde set en film. En af den slags hvor man bare ved, at intet er som det ser ud. Jeg havde hele vejen igennem, en fornemmelse af, hvordan det hele hang sammen, men jeg fornemmede samtidig, at jeg blev snydt. Jeg var bare ikke sikker på hvordan og hvorfor.

Mark North er fotograf og tager smukke billeder, Han har et galleri sammen med sin søster, Cleo, som laver smykker. Men Mark har mistet sin kone, så han er depressiv og indelukket. Og så dukker Evie op. Hun er interesseret i Marks smukke fotografier. Sammen med Evie, kommer Mark ud af sin depression og livet lysner for ham.

Bogen starter med, at politiet finder Mark og Evie i seng sammen. Ikke på den lækre måde, men derimod i et blodbad, hvor det først synes som om de begge er døde. Det er dog kun Mark der er død og Evie der er i chok, og klamrer sig til hans døde blodige krop. Herefter starter bogen for alvor og vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Evie dukker op for første gang, i Marks galleri.

Jeg blev ret hurtigt fanget af historien og herefter var det umuligt for mig at slippe den igen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvordan filan det hele hang sammen og hvem der tog røven på hvem. Det er lidt en speciel bog i den forstand, at størstedelen af handlingen sker i Mark og Evies hus. Jeg ved dog ikke helt, om den går under kategorien ”domestic noir”, for der er også en større del af historien, som foregår i retssalen. Jeg sad dog med den dér følelse af, at handlingen er lidt indsnævret, netop fordi vi ikke rigtig kommer rundt og får fornemmelsen af så meget andet, ligesom der heller ikke rigtig er nogen særlige beskrivelser af omgivelserne. Det er ikke kun handlingen der er indsnævret og mangler dybde, synes jeg. Det er også persongalleriet der ikke er særlig nuanceret. Jeg synes ikke jeg kom til at kende nogen af dem særlig godt. Jeg har læst mig frem til, at denne er første bog i en trilogi, men jeg må være ærlig at tilstå, at jeg har svært ved at se hvem af dem, det er vi skal følge nu.

Alt i alt en spændende pageturner, som dog alligevel lige mangler lidt kant og personlighed. Jeg lander den på 4 krimiperler, men glæder mig trods alt til næste del i serien.



tirsdag den 8. januar 2019

Anmeldelse: Heine Bakkeid - Jeg vil savne dig i morgen


Thorkild Aske, er tidligere politibetjent indenfor specialafdelingen og er ekspert i afhøringsmetoder. Men Thorkild har trådt i spinaten, for at sige det mildt. Han er dømt skyldig i drab, har siddet fængslet i 3 år og har mistet alle rettigheder til at arbejde indenfor politiet. Samtidig er han dybt afhængig af stærk smertestillende medicin, som han spiser som bolcher. Derfor er han også mere eller mindre konstant påvirket.

Thorkild bliver hyret af et forældrepar, til at finde deres forsvundne søn, Rasmus. Ingen tror helt på at Rasmus er i live, men forældrene er villige til at betale for at få vished og fred i sjælen. Den unge Rasmus, havde købt et gammelt fyrtårn på en øde ø, som han var i gang med at sætte i stand, da han forsvandt sporløst. Thorkild ankommer til den øde ø, bedst som en voldsom storm hærger.

Det faktum, at Thorkild konstant popper piller, er samtidig medvirkende til, at jeg ikke turde stole på, at hans oplevelser undervejs var virkelige og ikke bare en illusion. Den følelse forstærkes yderligere af, at Thorkild selv, har det på samme måde. Som læser efterlades man derfor med en tvivl om hvor vidt der foregår noget overnaturligt, om Thorkild hallucinerer eller om nogen forsøger at få det til at se sådan ud.

Forfatteren Heine Bakkeid er norsk og er selv vokset op nær Tromsø i Nordnorge, hvor bogen foregår. Han har tidligere skrevet ungdomsbøger, men dette er hans debut som krimiforfatter. Bakkeid bliver sammenlignet med Jo Nesbø, som jeg er ret stor fan af. Jeg er nødt til at sige, at jeg simpelthen ikke kan se ligheden. Det skulle så måske være med den allerførste Jo Nesbø, som var en smule underlig, og som i øvrigt ikke kan sammenlignes med resten af serien om Harry Hole. ”Jeg vil savne dig i morgen”, er efter min mening også en smule underlig. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis hvad det er der gør det, men jeg tror simpelthen bare, at jeg på en eller anden måde mangler noget dybde i personerne. Vi følger kun Thorkild Aske, men hans fortid og grunden til at han havnede i fængsel, afsløres først hen mod slutningen i en sideløbende historie. Det er som om der hele tiden mangler noget. Selve titlen har jeg vendt og drejet i mit hoved, men uanset hvilken vinkel jeg anskuer den fra, så kan jeg ikke få den til at give mening i forhold til bogens handling.

Alt i alt, så kedede jeg mig simpelthen gennem størstedelen af bogen og var ved at lægge den fra mig flere gange. Jeg var længe om at læse den, fordi jeg hele tiden mistede fokus. Det skal dog siges, at bogen har en pæn portion humor i form at måden Thorkild tænker og udtrykker sig på. Beskrivelsen af den mondering han bliver udstyret med på et tidspunkt i bogen, fik mig til at grine højt. Humoren er så også det der får mig til at trække bogen fra 1 krimiperle op på 2. Her er simpelthen for lidt tempo, handling og spænding til min smag og bogen gav mig heller intet stof til eftertanke.


mandag den 10. december 2018

Anmeldelse: Lars Kepler - Lazarus



Efter at have læst Sandmanden af Lars Kepler, tænkte jeg at nu kan de ikke gøre det bedre, den her kan de ikke toppe. Hånden på hjertet, så har de ikke overgået den endnu, men for saddan hvor kommer de tæt på, bog efterbog. Lazarus er ingen undtagelse. Den er sindssygt velskrevet og samtidig en lille smule farlig for helbredet, fordi der gang på gang er lange passager, som er så spændende, at jeg tog mig selv i at holde vejret. Pulsen kommer så højt op, at fitnesscenter er overflødigt 😊

Lazarus, er ham i bibelen som genopstår og det er også tilfældet i denne bog. Joona Linna er i hvert fald ikke i tvivl, så han får fat på sin datter og går under jorden. Resten af holdet mener, at Joona er paranoid og lad os bare sige, at deres tvivl får grusomme konsekvenser. Måske du har regnet ud hvem der er tale om? Jep, du har ret - ingen ringere end Jurek Walter som vi første gang stiftede bekendtskab med i Sandmanden. Vi kan ret hurtigt regne ud, at der under alle omstændigheder er en forbindelse til Jurek, så det ødelægger ikke noget for læsningen at vide hvem der er tale om. Om det så virkelig er Jurek eller om nogen har overtaget hans frygtelige hævn over Joona Linna, skal jeg lade være usagt.

Både Joona Linna, Saga Bauer og Nathan Pollock, kommer under ekstremt stort pres. Denne gang er der bud efter dem personligt og hvem skal man lade det gå ud over, hvis man vi såre en person mest muligt? Dem de elsker allermest! Det er et modbydeligt og ondskabsfuldt net der bliver spundet omkring dem, og jeg blev rystet gang på gang.

Jeg synes Lazarus er en vanvittigt velskrevet bog. Jeg bliver altid imponeret over forfattere som formår at lave et snørklet plot med masser af twists undervejs. Et plot der ikke er til at gennemskue og hvor der brugt en kæmpe portion fantasi for at overraske os læsere. Sådan en bog er Lazarus. Den er spændende hele vejen igennem og jeg er vild med den måde den er skrevet i nutid på. Det medvirker til at gøre handlingen endnu mere nærværende og fuld af gru. Den får hele armen med detaljerne og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Lige som jeg kan lide det.

Lars Kepler har skrevet endnu en brilliant bog i serien om Joona Linna. Den fortjener intet mindre end 6 gigantiske krimiperler.