fredag den 10. juli 2020

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet 3 - Hyrden"



Så nåede jeg igennem 3. sæson af Akademiet. Hyrden hedder den, hvilket henleder til en indsat i Kumla-fængslet og som kommer til at spille en rolle for en af vores hovedpersoner. Hvilken, vil jeg ikke afsløre, men i første omgang, besøger Nadia ham i fængslet, for at finde ud af om han kender til trusselsbreve sendt til Akademiets norske medlem, Bjørn Ekholt.

Aspiranterne er ved at være ved vejs ende i deres uddannelsesforløb og de skal igennem en særlig opgave som afslutning på sidste elitemodul. De bliver sat til at opklare en sag, som viser sig at have at gøre med menneskesmugling. Samtidig kører de en separat og privat efterforskning, for at finde ud af hvad der skete med Hampus Cedergrens kæreste Elin. Hendes forsvinding har været et gennemgående tema gennem både sæson 2 og nu 3. Muligvis også i sæson 1, men den har jeg ikke læst, så derfor ved jeg det ikke med sikkerhed.

Jeg har gået og glædet mig til sæson 3, for det er et ualmindeligt spændende hold vi følger. Profilere og it-specialister og godt gang i teknologien. Jeg kan lide det og jeg tror næsten jeg har været mere opslugt af personerne og deres indbyrdes forhold end af selve sagen. I hvert fald i denne 3. del, som på en eller anden måde føles lidt mere som en afrunding end som en egentlig sag som den vi fulgte i sæson 2. Jeg vil derfor anbefale, at du som minimum læser sæson 2 ”Drengen der forsvandt”, før du kaster dig over ”Hyrden”.

Jeg var ikke så medrevet af denne som af den forrige og jeg manglede noget spænding og uhygge. Plottet var godt og ikke ligetil at regne ud, men enkelte ting omkring opklaringen af de to sager, fandt jeg dog lidt for ”tilfældigt”. Persongalleriet opvejer for en del og jeg kedede mig på intet tidspunkt.
Jeg håber der kommer en sæson mere.

Bogen er indtil videre kun udgivet som lyd- og e-bog hos Mofibo. Da jeg havde lyttet til forgængeren, valgte jeg at gøre det samme med denne. Den er indlæst af Lars Brygmann, hvilket gav en glimrende lytteoplevelse.

4 krimiperler af 6 til Akademiet og Hyrden



onsdag den 8. juli 2020

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster



Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?
Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!




Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

søndag den 5. juli 2020

Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen


Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.






Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM

fredag den 26. juni 2020

Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil




Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.



Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK 


mandag den 22. juni 2020

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 3 "Hævnen"



Så blev det endelig tid til 3. sæson af Pyromanen. Denne del har fået undertitlen ”Hævnen” og er efter sigende sidste del. Æv, siger jeg bare, for hold fast hvor er det bare en god serie!

Jeg har efterhånden læst en hel del krimier og der skal åbenbart mere og mere til at skræmme mig eller overraske mig når det kommer til plot. Jeg elsker at gætte med på hvem morderen er eller hvordan plottet hænger sammen. Det er selvfølgelig en lille sejr til mig selv når jeg gætter rigtigt, men allerbedst er det altså når jeg overraskes og ikke havde regnet den ud. Det havde jeg ikke her!

Jeg har sagt det før og jeg vil godt sige det igen … jeg er vild med Inger Wolfs bøger. Hun har lige den der ekstra tand af det grusomme og selvom Sebastian Vinther og Klara Larsson er kærester i denne del, så fylder parforholdet og dets problematikker minimalt. Der er dog skruet ned for grumskaben i denne, men spændingen er i top hele vejen og jeg var ude på kanten af stolen flere gange.

Den gennemgående historie i de to forrige sæsoner, har været Klaras fortid i Sverige. Hvad skete der egentlig dengang da hun var 8 år og forsvandt sporløst i et helt år? Lag for lag er sløret blevet løftet, men først i denne sæson 3, får vi den endelige afsløring. Der bliver dog ikke givet ved dørene, så vi må vente til de sidste sider før vi har alle brikkerne i puslespillet på plads.

En tragedie i Lycksele, som er byen Klara voksede op i og hvor hun i sin tid også blev bortført, oplever en tragedie. Et forældrepar bliver brutalt myrdet og deres yngste datter på 8 år forsvinder. Pigen har en slående lighed med Klara da hun forsvandt og da der bliver fundet en sort elefanthue på gerningsstedet, er det oplagt for det svenske politi, at hente Klara ind til afhøring. Måske husker hun noget, som kan kaste lys over sagen. Både Klara og makkeren Sebastian er nysgerrige af sind. Det varer ikke længe før de er rodet godt og grundigt ind i opklaringsarbejdet, selvom det ikke er med svenskernes gode vilje. Klara er opsat på at få løst sin barndoms mysterium.

Jeg er normalt ingen hurtiglæser, men denne her fløj jeg igennem på bare et par dage. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen og heldigvis bød forgangne uge på både en fridag og en weekend uden de helt store planer. Det er simpelthen så fremragende et sammenstrikket plot. Der er en masse tråde, men ikke nogen det er svært at holde styr på, for først hen mod slutningen går det op for os, hvor mange bolde der egentlig er i luften. Jeg synes det er både genialt og forfriskende, når det hele bare spiller og når intet er så ligetil som det umiddelbart ser ud. Jeg har armene i vejret af begejstring!

Super ærgerligt, hvis det her virkelig er det sidste vi skal høre til Sebastian og Klara. Jeg er vild med dem begge og jeg ville gerne følge dem videre.

Endnu engang scorer Pyromanen fuld perleplade 🔥🔥🔥🔥🔥🔥




Læs evt. mine anmeldelser af sæson 1 "Sorger" og sæson 2 "Giften"

søndag den 14. juni 2020

Anmeldelse: Phoebe Locke - Manden i skyggerne


Hvis der er noget jeg synes er vanvittigt skræmmende, så er det sådan noget med en uhyggelig mand – krimier der hedder noget med ”-manden” tiltrækker mig lige lidt ekstra og får mig til at gyse. Jeg ved ikke hvorfor. Givetvis også derfor jeg tiltrækkes af voldsomt drabelige seriemorderbøger hvor en intelligent og udspekuleret morder, dræber løs på bestialsk vis.

Udover at titlen er uhyggelig i sig selv, så er handlingen også baseret på virkelige hændelser. Har du hørt om ”Slender Man”? En vandrehistorie som handler om en ansigtsløs mand, der gemmer sig i skyggerne, som har dræbt sin egen datter og som nu tager piger. For nogen børn, ville det være vanvittigt skræmmende, men andre blev tiltrukket af manden og troede på historierne om, at hvis man ofrede gaver til ham, ville man blive noget særligt for ham og han ville komme tage én med sig ind i skyggerne. I 2014 var historien om Slender Man direkte årsag til at to teenagepiger i Wisconsin slog deres jævnaldrende veninde ihjel. "The Slender Man Stabbing"

Af den grund, var mine forventninger til ”Manden i skyggerne” stor. Og bogen havde virkelig potentiale til at blive præcis så uhyggelig som forventet, men det var den desværre bare ikke. Bogen er skrevet med flere tidslinjer fortalt af forskellige personer, for til sidst at flette sammen i en højere enhed med en overraskende slutning. Desværre kommer vi ikke rigtigt for alvor ind under huden på nogen af fortællerne og alting bliver derfor lidt overfladisk. Synd, synes jeg, for der er elementer af uhygge, som fik min puls op, men som lige så hurtigt faldt fladt … vi når aldrig for alvor et klimaks, selvom slutningen kom bag på mig. Samtidig er det også slutningen, som har efterladt mig med ubesvarede spørgsmål, men ikke på den gode måde, der giver stof til eftertanke.

Tidslinjerne starter i 1999 hvor Sadie og Miles lige har mødt hinanden og allerede venter barn sammen. Vi fornemmer, at der er noget i gære, men vi ved endnu ikke hvad. Så springer vi i tiden hvor deres barn Amber er født og Sadie vælger at forlade sin familie for at beskytte hende. 18 år senere følger vi et filmhold, som er i gang med en dokumentarfilm om Amber Banner, som netop er frifundet for mord. På hvem og hvorfor, ved vi heller ikke noget om før til sidst, hvor det hele afsløres skridt for skridt.

Det er lidt en underlig følelse at have læst en bog, som egentlig er okay god og med et særdeles interessant og vedkommende emne, men som efter endt læsning, på ingen måde sidder under huden på mig. Det havde jeg troet den ville gøre, for det er ikke længe siden, at min egen datter var skræmt fra vid og sans af en vandrehistorie i stil med Slender Man. Husker du Momo? En figur som er en blanding af en kvinde og en fugl. En figur som efter sigende kontaktede børn via deres telefoner og skræmte dem til at gøre frygtelige ting, hvis de ville undgå at Momo slog deres familier ihjel. Min egen datter har aldrig fået beskeder fra Momo, men hun hørte historierne og hun så billedet af den. Hun turde ikke være alene i en lang periode. Turde ikke sove alene eller gå på toilettet alene. Det var en hård tid for familien, og vi gjorde alt for at forklare hende, at Momo i virkeligheden bare er en figur på et museum og ikke findes i virkeligheden. De historier sætter sig dybt i børn og jeg tror de fleste voksne mennesker, undrer sig over, at nogen kan finde på at skræmme børn i en så voldsom grad.

Så … hvad synes jeg så egentlig om ”Manden i skyggerne”? Alt i alt en god og læseværdig bog, fordi baggrundshistorien er interessant og skræmmende. Til tider røg min puls i vejret, men overordnet set, er det en slow pace-bog i et meget langsomt tempo. Forvent en god historie, men forvent ikke at komme under huden på personerne. Et par stykker af dem fra filmholdet, kunne jeg godt tænke mig at følge videre, men jeg ved ikke om forfatteren Phoebe Locke, har flere bøger på plakaten. 
Er du til en stille og rolig psykologisk krimi, hvor puslespillet lægges stille og roligt brik for brik, så vil du sandsynligvis synes godt om denne bog. Den er da også kategoriseret som en spændingsroman, hvilket passer bedre på den end krimi. 

3 krimiperler til Manden i skyggerne




torsdag den 4. juni 2020

Anmeldelse: Palle Schmidt - Ulv blandt ulve



Ulv blandt ulve, eller i dette tilfælde – kriminel blandt kriminelle. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, som udelukkende foregik i et fængsel og det er ganske tydeligt, at Palle Schmidt, har sat sig grundigt ind i livet i et fængsel.

Hauge afsoner 6 år i fængsel for vold med døden til følge. Det er ikke første gang han sidder i fængsel. Eller anden … men tiden er en anden for Hauge nu end den har været førhen. Hauge er forelsket og udenfor tremmerne venter kæreste og nyfødt baby. Tidligere skulle han bare have tiden til at gå, men nu vil han gøre alt, for at komme ud. Da Hauge ved et tilfælde ser en mand hængt i sin celle, tager en idé form i hans hoved – en idé der kræver fængselsledelsen som medspiller. Lettere sagt end gjort … skulle man tro.

Jeg har det temmelig blandet med denne bog. Jeg synes på flere måder, at den virker urealistisk, men jeg har aldrig sat fod i et fængsel, så det er udelukkende mine egne gætterier. Jeg har bare svært ved at forestille mig, at man får fængselsinspektøren med på at man som fængslet drabsmand, bare lige kan få lov at starte sin egen efterforskning af en mulig forbrydelse, fordi man gerne vil have strafnedsættelse og fordi ledelsen ikke kan optrævle forbrydelsen på anden vis. Men igen … her kan jeg ikke gøre mig klog, så måske … Som nævnt tidligere, har forfatteren sat sig grundigt ind i livet bag tremmer. Det hele billedliggøres så tydeligt, at jeg nemt kunne forestille mig hvordan der så ud. Alt lige fra dialoger og accenter til omgivelser og relationer. Jeg fik et indblik i en verden jeg ikke kender. Og heldigvis for dét, selvom jeg synes det har været et interessant indblik.

Men jeg savnede simpelthen noget spænding. Noget der fik pulsen op bare en lille smule. På en eller anden måde, kan denne bog placeres i kategorien ”domestic noir”. Ganske vist, er det ikke indenfor hjemmets fire vægge – i hvert fald ikke et helt almindeligt hjem. Men hele handlingen foregår indenfor fængslets mure, og det blev lidt kedeligt i længden synes jeg. Snævert. Jeg synes plottet var mangelfuldt og slutningen føltes lidt som når man ser en dokumentar på tv og der afslutningsvis ruller tekster over skærmen om hvad der senere skete. Det er lidt ærgerligt, at det ikke følges ordentligt til dørs, og jeg var efterladt med en lidt tom følelse af at blive snydt for historiens klimaks.

Palle Schmidt skriver i et lækkert sprog. Flydende og dagligdags. Hans små diskrete billedbeskrivelser er den slags der får mig til at trække på smilebåndet når jeg læser. Samtidig synes jeg også det er lidt fedt, at jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg mener om Hauge. Han fortæller selv sin historie i jeg-form og han er en cool og lidt sjov fyr. Samtidig er han en følsom sjæl, så jeg kom næsten til at glemme alt om, at han både er drabsmand og iskold voldsforbryder.

Selvom Palle Schmidt skriver godt og selvom historien er meget flot researchet, så var der, efter min mening, ikke kød nok på plottet og heller intet der fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander ”Ulv blandt ulve” på 2 krimiperler. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at dette er bog nr. 2 i en serie og jeg har ikke læst nr. 1. Derfor kan der være en baggrundshistorie som jeg mangler og som derfor præger min vurdering.