torsdag den 27. juni 2019

Anmeldelse: David Garmark - Rød tåge



Kender du det, at du starter på en bog som du ingen forventninger har til overhovedet? Sådan en bog var Rød tåge for mig. Jeg anede intet om, hvilken stil jeg ville møde, da jeg gik i gang. Det viste sig hurtigt, at David Garmark kan noget med ord. Eller måske med sproget i det hele taget. Han forstår på en eller anden måde, at lege med sproget, gøre historien dybere og mere detaljeorienteret, men uden at det bliver tungt, kedeligt og langtrukket. Tværtimod.

Bogens hovedperson er anderledes end de fleste hovedpersoner jeg har læst om. Han er greve med det fornemme navn Maximilian Theodor af Munkenæs. Han mistede sin mor som spæd og hans far evnede aldrig, at vise hverken kærlighed eller omsorg for ham og hans søster. Max Munk, kalder han sig i dag, er efterforskningsleder hos politiet og har taget skarp afstand fra både sin far og adelsstanden generelt. Det meste af tiden, i hvert fald. Max er mand med stort M. Han er glad for kvinder på den respektfulde måde. Han er forelsket i sin partner Merian, hvilket er endnu en anderledes vinkel i denne bog. Merian er nemlig også tiltrukket af Max og ingen af dem skjuler det for den anden. De har sex med hinanden når de har brug for det, og arbejder derudover professionelt sammen som kollegaer.

I begyndelsen af historien, er Max suspenderet og rejst til Malaga for at finde sin søster Leonora. Hun har været forsvundet i 25 år, men har nu givet et livstegn fra sig. Max bliver dog hentet hjem til Danmark af Merian, inden han kommer rigtigt i gang med at lede.

På en lille ø, Hvidø, som i øvrigt ikke eksisterer i virkeligheden, bliver liget af en mand fundet. Der er ingen tvivl om, at det er mord. Øen huser ikke ret mange mennesker til daglig og en stor del af dem er adelige. Det bliver ret hurtigt tydeligt, at de fleste har noget at skjule, men folk virker skræmte, så det er ingen let opgave for Munk og Merian, at finde ud af hvad der foregår. Der bor tilsyneladende en kvinde i skoven, som folk mener er heks. Samtidig huserer der et sagn om en Ellepige, som kommer hvert hundrede år, for at slå drenge ihjel. Max er ikke overtroisk anlagt, men efter forskellige episoder, får han alligevel sået tvivl. Hvad er sandhed og hvad er historier som beboerne fortæller, for at få dem til at overse det væsentlige?

Personligt er jeg mest til krimier der er så realistiske som overhovedet muligt. Ikke alt muligt overnaturligt hejs, der gør selv de umulige ting mulige. Jeg frygtede lidt, at denne bog kunne være sådan en type bog, men det er den ikke. Der flirtes lidt med det overnaturlige, men samtidig lader forfatteren en kulde skinne igennem, som gjorde, at jeg fornemmede at der var noget andet på spil. Plottet er vældig godt skruet sammen og ikke noget jeg på nogen måde kunne have forudset. Bogen fastholdte min interesse hele vejen igennem og selvom det egentlig ikke er en tempofyldt actionpacked krimi med brutale mord og grusomme detaljer, så indeholder den alligevel en gennemgående spænding, som topper til slut med en overraskelse.

Søsteren Leonora og hendes forsvinding, hører vi ikke meget mere til, så jeg regner med, at næste del i serien kommer til at handle om, at følge sporene efter hende. Max er en stærk hovedperson. Sådan en jeg følte jeg kom til at kende og sådan en jeg glæder mig til at læse mere om. Sådan en jeg blev en lille smule forelsket i. Så trilogi … nej vel, David? Ham her slipper jeg ikke efter kun to bøger mere!! Og skriv venligst næste bog hurtigt. #tak 😉

Til sidst en lille opfordring. Jeg startede egentlig ud med at læse bogen i fysisk form. Da jeg på et tidspunkt var nødt til at lægge den fra mig, valgte jeg i stedet at tjekke Mofibo om den lå der som lydbog. Det gjorde den simpelthen og det viste sig samtidig, at den er indlæst af forfatteren selv. Det gør han så eminent godt, at jeg faktisk endte med at lytte resten af bogen i stedet for at læse. Lækker stemme med alle de rigtige betoninger. Opfordring hermed givet videre til jer med lydbogstjenester 😊














fredag den 21. juni 2019

Anmeldelse: Chris Carter - Nemesis





De fleste af jer, har jo nok efterhånden opdaget, at Chris Carters bøger er mine absolutte favoritter. Derfor kan jeg ligeså godt bare lægge ud med at sige, at jeg endnu engang imponeres over hvor P I S S E intelligente plots den mand evner at finde på! Det er altid snørklet og overraskende. Bedst som jeg tror jeg har regnet den ud, så upti wupti, så twister han balladen og jeg spærrer øjnene op i overraskelse. Også denne gang. Jeg nåede lige at tage mig selv i at tænke, at det måske ikke var så originalt tænkt som det plejer at være og så vendte bøtten.

Husker du Lucien Folter fra ”Ondskab”? Han er tilbage og denne gang vil han have hævn. Over Robert Hunter, som Lucien mener er skyld i hans 3½ år bag tremmer, samt tabet af hele hans ”forskningsprojekt”. Lucien er ikke psykopat – han er bare gennemsyret ond og helt bevidst om det. Samtidig er han også helt bevidst om, hvordan man slår et menneske ihjel, uden at slå det ihjel. Dræb alle de personer, som vedkommende elsker og holder af. Og tvivl ikke på, at det er det, Lucien Folter har tænkt sig at gøre.

Hunter, som ellers er en af de klogeste og skarpeste kriminalbetjente, kommer til kort her. Det er næsten lige før Lucien bliver en tand for overmenneskelig i sine evner, men også kun næsten. Når jeg kigger på hvad bogen ellers rummer af konstant spænding og gru, så gør det ikke noget, at både helten og den psykopatiske morder, bliver en smule for effektive.

Som sædvanlig giver Carter den hele armen med de blodige og detaljerede beskrivelser omkring mordene. Samtidig er der flettet en del true facts ind, som tilsætter grumsomhederne endnu mere realisme. Der er masser at glæde sig over, hvis man sætter pris på de modbydelige og blodige billeder, man kan danne i sin indre biograf. Der blev forholdsvis stille på personalestuen, da jeg gav mig til at fortælle mine kollegaer om detaljerne i et af de mord der bliver begået i bogen. Øjenæbler der er poppet pga overophedning, bragte ikke den store begejstring frem hos andre end mig 😊

Han har gjort det igen - så kort kan det siges. Grusomhedernes mester numero uno.







søndag den 16. juni 2019

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Offer 2117



Efter en lang venteperiode, er Jussi Adler-Olsen igen på banen, med bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Allerede inden bog 7, som havde Rose i fokus, vidste vi at denne bog 8, skulle handle om Assad. At vi nu endelig langt om længe, var nået til afsløringen af dennes dybe hemmeligheder.

Jussi er en fremragende fortæller. Bogen er så velskrevet, og indeholder en dyb og tragisk historie, om en ung Assad, som bliver udsat for det værst tænkelige. En historie så rørende og gribende, at jeg var på grådens rand da jeg nåede slutningen af bogen. Samtidig forstår han at krydre med en pæn sjat humor, så stemningen løftes fra det alt for dystre til de lysere luftlag.

Bogen starter på en strand i Spanien, hvor en journalist, kommer helt tæt på en gruppe bådflygtninge der sejler i land. Flere er omkommet undervejs og den ene af dem er en ældre kvinde. Kvinden er Offer nummer 2117. Journalisten Joan, (som trods navnet, i øvrigt er en mand), knipser et par billeder, som må siges at vælte hele rækken af Domino-brikker. Og så er Assads historie i gang. En ung dansk fyr, ser også billedet og bliver grebet af en blanding af raseri og hævntørst. Hele bogen er bygget op, så vi følger alle hovedpersonerne på skift. Det fungerer virkelig fint, med undtagelse af enkelte personer, hvis synsvinkler, jeg godt mener kunne være udeladt. I stedet for at bidrage til spændingen, så synes jeg det medvirker til at gøre historien lidt langsommelig. Jeg mistede koncentrationen og endte med at lynskimme siderne i pågældende kapitler. Den unge hævntørstige dansker, er egentlig den jeg synes er mest interessant at følge. Jeg ærgrer mig over at han ikke får mere plads, for det er her, vi får lov at snuse til vanvid når den er værst. Det er her der for alvor ruller hoveder. Det føles dog lidt forkert at skrive, når der samtidig er ubeskriveligt vanvid og ondskab i Assads historie, men det ene er terror, hvilket altid er dødsens uhyggeligt, og det andet er mysterie, opklaring og gys, på bedste krimimanér. Lidtsvært at forklare - jeg håber I forstår hvad jeg mener. 

Assads liv og skæbne, er beskrevet virkelig godt og meget gribende. Og det er nok en historie vi alle sammen har ventet på. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om, at den er kommet til at fylde så meget. Den er jo på sin vis en hel bog i sig selv, hvilket samtidig betyder, at det ikke er en bog der kan stå alene. Det vil kræve, at man har læst minimum én og helst flere af de foregående, for at man får det fulde udbytte. På den anden side, så vil jeg til enhver tid, anbefale at man læser en serie i rækkefølge, så med dét udgangspunkt er det skide ligegyldigt. Jeg har en lille smule svært ved at kende Assad i den her bog, men det er nok meningen, vil jeg tro. Under alle omstændigheder, så er jeg temmelig spændt på hvordan det kommer til at gå i de næste bøger. 

Jeg oplever at der er taget en lille smule fat i noget med ignorance og forudindtagelse. Den unge mand, kalder på den ene side på opmærksomhed og nærvær og samtidig er han selv ignorant og selvcentreret. Politiet har ligeledes svært ved at finde de rigtige spor, fordi de forblændet af normer. Vi ser verden fra vores egen vinkel og vi har svært ved at se andres vinkel eller andres behov. Måske det er en slags morale i bogen, eller måske tillægger jeg den noget der ikke var tanken. Under alle omstændigheder, kommer jeg til at tænke på ord, der har fulgt mig i efterhånden rigtig mange år. ”There is no truth – only perception” eller oversat til dansk … ”der findes ingen sandhed – kun synsvinkler.” 

Så altså … en fremragende velskrevet bog, fyldt med grusomhed, ondskab, kærlighed og hjertegribende sorg og frygtelige skæbner. En bog som indeholder masser af uhygge, men ikke på dén måde jeg gerne vil have uhygge. En bog som til tider blev en anelse langsommelig, men som samtidig fik mig til at smile fordi den er fuld af en tør humor, som ligesom bare sniger sig ind over det hele. Jussi skriver, så jeg bliver glad i kroppen – selv når det er hjerteskærende trist, er det på samme tid lyst og humoristisk.



4 krimiperler får den, fordi jeg nok trods alt ønsker mig mindre terror, mere gys.






torsdag den 6. juni 2019

Anmeldelse: Jo Nesbø - Kniv



Åh hvor jeg dog elsker Harry Hole og åh hvor jeg dog synes, at Jo Nesbø er en brilliant forfatter. Det hele flyder ligesom bare afsted på den lækre måde. Jeg blev draget ind i historien med det samme og havde svært ved at give slip igen.

Jeg synes det er en anelse svært, at skrive for meget af handlingen, uden at afsløre en væsentlig del, som I selv skal have lov at overraskes over, når I læser. Jeg kan dog godt afsløre, at Rakel har smidt Hole ud. Det har taget hårdt på ham og Harry er røget seriøst på drukvognen igen. Samtidig havner han midt i sit livs mareridt, hvilket er endnu sværere, når man ligger i blød i sprit. Men vi kender jo alle sammen Harry Hole … han formår at trække sig selv mere eller mindre ud af alkoholbadet og indlede jagten på en tidligere kending. En person, som ønsker hævn over Harry og som samtidig voldtager unge kvinder når de har ægløsning. En person som bruger kniv, når han dræber.

Endnu engang har Nesbø skrevet en fuldstændig fantastisk Hole-bog. En bog som fangede mig og som gav mig lyst til at læse i alle ledige stunder. Jeg var sikker på, at jeg havde gennemskuet plottet forholdsvist tidligt. Jeg nåede at tænke, at det var en mikrosmule kedeligt, men så skal jeg da ellers lige love for, at røven blev taget på mig. Jeg burde efterhånden kende Jo Nesbø godtnok til at vide, at alt kan ske. Og alt sker. Og arg altså en slutning – det er jo ikke til at holde ud, at der (grangiveligt, for at bruge et Hole-ord) skal gå en evighed, før vi får mere Harry Hole! Og så behøver I vist ikke høre mere for at vide, at her er noget at glæde sig til. 

Det er ikke en hverken skræmmende eller uhyggelig historie, men den er ekstremt godt gennemtænkt. Har man ikke læst de forrige bøger i serien, så skal man ikke starte her. 

6 krimiperler til Kniv, Jo, Harry og slænget.