fredag den 10. juli 2020

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet 3 - Hyrden"



Så nåede jeg igennem 3. sæson af Akademiet. Hyrden hedder den, hvilket henleder til en indsat i Kumla-fængslet og som kommer til at spille en rolle for en af vores hovedpersoner. Hvilken, vil jeg ikke afsløre, men i første omgang, besøger Nadia ham i fængslet, for at finde ud af om han kender til trusselsbreve sendt til Akademiets norske medlem, Bjørn Ekholt.

Aspiranterne er ved at være ved vejs ende i deres uddannelsesforløb og de skal igennem en særlig opgave som afslutning på sidste elitemodul. De bliver sat til at opklare en sag, som viser sig at have at gøre med menneskesmugling. Samtidig kører de en separat og privat efterforskning, for at finde ud af hvad der skete med Hampus Cedergrens kæreste Elin. Hendes forsvinding har været et gennemgående tema gennem både sæson 2 og nu 3. Muligvis også i sæson 1, men den har jeg ikke læst, så derfor ved jeg det ikke med sikkerhed.

Jeg har gået og glædet mig til sæson 3, for det er et ualmindeligt spændende hold vi følger. Profilere og it-specialister og godt gang i teknologien. Jeg kan lide det og jeg tror næsten jeg har været mere opslugt af personerne og deres indbyrdes forhold end af selve sagen. I hvert fald i denne 3. del, som på en eller anden måde føles lidt mere som en afrunding end som en egentlig sag som den vi fulgte i sæson 2. Jeg vil derfor anbefale, at du som minimum læser sæson 2 ”Drengen der forsvandt”, før du kaster dig over ”Hyrden”.

Jeg var ikke så medrevet af denne som af den forrige og jeg manglede noget spænding og uhygge. Plottet var godt og ikke ligetil at regne ud, men enkelte ting omkring opklaringen af de to sager, fandt jeg dog lidt for ”tilfældigt”. Persongalleriet opvejer for en del og jeg kedede mig på intet tidspunkt.
Jeg håber der kommer en sæson mere.

Bogen er indtil videre kun udgivet som lyd- og e-bog hos Mofibo. Da jeg havde lyttet til forgængeren, valgte jeg at gøre det samme med denne. Den er indlæst af Lars Brygmann, hvilket gav en glimrende lytteoplevelse.

4 krimiperler af 6 til Akademiet og Hyrden



onsdag den 8. juli 2020

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster



Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?
Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!




Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

søndag den 5. juli 2020

Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen


Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.






Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM

fredag den 26. juni 2020

Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil




Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.



Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK 


mandag den 22. juni 2020

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 3 "Hævnen"



Så blev det endelig tid til 3. sæson af Pyromanen. Denne del har fået undertitlen ”Hævnen” og er efter sigende sidste del. Æv, siger jeg bare, for hold fast hvor er det bare en god serie!

Jeg har efterhånden læst en hel del krimier og der skal åbenbart mere og mere til at skræmme mig eller overraske mig når det kommer til plot. Jeg elsker at gætte med på hvem morderen er eller hvordan plottet hænger sammen. Det er selvfølgelig en lille sejr til mig selv når jeg gætter rigtigt, men allerbedst er det altså når jeg overraskes og ikke havde regnet den ud. Det havde jeg ikke her!

Jeg har sagt det før og jeg vil godt sige det igen … jeg er vild med Inger Wolfs bøger. Hun har lige den der ekstra tand af det grusomme og selvom Sebastian Vinther og Klara Larsson er kærester i denne del, så fylder parforholdet og dets problematikker minimalt. Der er dog skruet ned for grumskaben i denne, men spændingen er i top hele vejen og jeg var ude på kanten af stolen flere gange.

Den gennemgående historie i de to forrige sæsoner, har været Klaras fortid i Sverige. Hvad skete der egentlig dengang da hun var 8 år og forsvandt sporløst i et helt år? Lag for lag er sløret blevet løftet, men først i denne sæson 3, får vi den endelige afsløring. Der bliver dog ikke givet ved dørene, så vi må vente til de sidste sider før vi har alle brikkerne i puslespillet på plads.

En tragedie i Lycksele, som er byen Klara voksede op i og hvor hun i sin tid også blev bortført, oplever en tragedie. Et forældrepar bliver brutalt myrdet og deres yngste datter på 8 år forsvinder. Pigen har en slående lighed med Klara da hun forsvandt og da der bliver fundet en sort elefanthue på gerningsstedet, er det oplagt for det svenske politi, at hente Klara ind til afhøring. Måske husker hun noget, som kan kaste lys over sagen. Både Klara og makkeren Sebastian er nysgerrige af sind. Det varer ikke længe før de er rodet godt og grundigt ind i opklaringsarbejdet, selvom det ikke er med svenskernes gode vilje. Klara er opsat på at få løst sin barndoms mysterium.

Jeg er normalt ingen hurtiglæser, men denne her fløj jeg igennem på bare et par dage. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen og heldigvis bød forgangne uge på både en fridag og en weekend uden de helt store planer. Det er simpelthen så fremragende et sammenstrikket plot. Der er en masse tråde, men ikke nogen det er svært at holde styr på, for først hen mod slutningen går det op for os, hvor mange bolde der egentlig er i luften. Jeg synes det er både genialt og forfriskende, når det hele bare spiller og når intet er så ligetil som det umiddelbart ser ud. Jeg har armene i vejret af begejstring!

Super ærgerligt, hvis det her virkelig er det sidste vi skal høre til Sebastian og Klara. Jeg er vild med dem begge og jeg ville gerne følge dem videre.

Endnu engang scorer Pyromanen fuld perleplade 🔥🔥🔥🔥🔥🔥




Læs evt. mine anmeldelser af sæson 1 "Sorger" og sæson 2 "Giften"

søndag den 14. juni 2020

Anmeldelse: Phoebe Locke - Manden i skyggerne


Hvis der er noget jeg synes er vanvittigt skræmmende, så er det sådan noget med en uhyggelig mand – krimier der hedder noget med ”-manden” tiltrækker mig lige lidt ekstra og får mig til at gyse. Jeg ved ikke hvorfor. Givetvis også derfor jeg tiltrækkes af voldsomt drabelige seriemorderbøger hvor en intelligent og udspekuleret morder, dræber løs på bestialsk vis.

Udover at titlen er uhyggelig i sig selv, så er handlingen også baseret på virkelige hændelser. Har du hørt om ”Slender Man”? En vandrehistorie som handler om en ansigtsløs mand, der gemmer sig i skyggerne, som har dræbt sin egen datter og som nu tager piger. For nogen børn, ville det være vanvittigt skræmmende, men andre blev tiltrukket af manden og troede på historierne om, at hvis man ofrede gaver til ham, ville man blive noget særligt for ham og han ville komme tage én med sig ind i skyggerne. I 2014 var historien om Slender Man direkte årsag til at to teenagepiger i Wisconsin slog deres jævnaldrende veninde ihjel. "The Slender Man Stabbing"

Af den grund, var mine forventninger til ”Manden i skyggerne” stor. Og bogen havde virkelig potentiale til at blive præcis så uhyggelig som forventet, men det var den desværre bare ikke. Bogen er skrevet med flere tidslinjer fortalt af forskellige personer, for til sidst at flette sammen i en højere enhed med en overraskende slutning. Desværre kommer vi ikke rigtigt for alvor ind under huden på nogen af fortællerne og alting bliver derfor lidt overfladisk. Synd, synes jeg, for der er elementer af uhygge, som fik min puls op, men som lige så hurtigt faldt fladt … vi når aldrig for alvor et klimaks, selvom slutningen kom bag på mig. Samtidig er det også slutningen, som har efterladt mig med ubesvarede spørgsmål, men ikke på den gode måde, der giver stof til eftertanke.

Tidslinjerne starter i 1999 hvor Sadie og Miles lige har mødt hinanden og allerede venter barn sammen. Vi fornemmer, at der er noget i gære, men vi ved endnu ikke hvad. Så springer vi i tiden hvor deres barn Amber er født og Sadie vælger at forlade sin familie for at beskytte hende. 18 år senere følger vi et filmhold, som er i gang med en dokumentarfilm om Amber Banner, som netop er frifundet for mord. På hvem og hvorfor, ved vi heller ikke noget om før til sidst, hvor det hele afsløres skridt for skridt.

Det er lidt en underlig følelse at have læst en bog, som egentlig er okay god og med et særdeles interessant og vedkommende emne, men som efter endt læsning, på ingen måde sidder under huden på mig. Det havde jeg troet den ville gøre, for det er ikke længe siden, at min egen datter var skræmt fra vid og sans af en vandrehistorie i stil med Slender Man. Husker du Momo? En figur som er en blanding af en kvinde og en fugl. En figur som efter sigende kontaktede børn via deres telefoner og skræmte dem til at gøre frygtelige ting, hvis de ville undgå at Momo slog deres familier ihjel. Min egen datter har aldrig fået beskeder fra Momo, men hun hørte historierne og hun så billedet af den. Hun turde ikke være alene i en lang periode. Turde ikke sove alene eller gå på toilettet alene. Det var en hård tid for familien, og vi gjorde alt for at forklare hende, at Momo i virkeligheden bare er en figur på et museum og ikke findes i virkeligheden. De historier sætter sig dybt i børn og jeg tror de fleste voksne mennesker, undrer sig over, at nogen kan finde på at skræmme børn i en så voldsom grad.

Så … hvad synes jeg så egentlig om ”Manden i skyggerne”? Alt i alt en god og læseværdig bog, fordi baggrundshistorien er interessant og skræmmende. Til tider røg min puls i vejret, men overordnet set, er det en slow pace-bog i et meget langsomt tempo. Forvent en god historie, men forvent ikke at komme under huden på personerne. Et par stykker af dem fra filmholdet, kunne jeg godt tænke mig at følge videre, men jeg ved ikke om forfatteren Phoebe Locke, har flere bøger på plakaten. 
Er du til en stille og rolig psykologisk krimi, hvor puslespillet lægges stille og roligt brik for brik, så vil du sandsynligvis synes godt om denne bog. Den er da også kategoriseret som en spændingsroman, hvilket passer bedre på den end krimi. 

3 krimiperler til Manden i skyggerne




torsdag den 4. juni 2020

Anmeldelse: Palle Schmidt - Ulv blandt ulve



Ulv blandt ulve, eller i dette tilfælde – kriminel blandt kriminelle. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, som udelukkende foregik i et fængsel og det er ganske tydeligt, at Palle Schmidt, har sat sig grundigt ind i livet i et fængsel.

Hauge afsoner 6 år i fængsel for vold med døden til følge. Det er ikke første gang han sidder i fængsel. Eller anden … men tiden er en anden for Hauge nu end den har været førhen. Hauge er forelsket og udenfor tremmerne venter kæreste og nyfødt baby. Tidligere skulle han bare have tiden til at gå, men nu vil han gøre alt, for at komme ud. Da Hauge ved et tilfælde ser en mand hængt i sin celle, tager en idé form i hans hoved – en idé der kræver fængselsledelsen som medspiller. Lettere sagt end gjort … skulle man tro.

Jeg har det temmelig blandet med denne bog. Jeg synes på flere måder, at den virker urealistisk, men jeg har aldrig sat fod i et fængsel, så det er udelukkende mine egne gætterier. Jeg har bare svært ved at forestille mig, at man får fængselsinspektøren med på at man som fængslet drabsmand, bare lige kan få lov at starte sin egen efterforskning af en mulig forbrydelse, fordi man gerne vil have strafnedsættelse og fordi ledelsen ikke kan optrævle forbrydelsen på anden vis. Men igen … her kan jeg ikke gøre mig klog, så måske … Som nævnt tidligere, har forfatteren sat sig grundigt ind i livet bag tremmer. Det hele billedliggøres så tydeligt, at jeg nemt kunne forestille mig hvordan der så ud. Alt lige fra dialoger og accenter til omgivelser og relationer. Jeg fik et indblik i en verden jeg ikke kender. Og heldigvis for dét, selvom jeg synes det har været et interessant indblik.

Men jeg savnede simpelthen noget spænding. Noget der fik pulsen op bare en lille smule. På en eller anden måde, kan denne bog placeres i kategorien ”domestic noir”. Ganske vist, er det ikke indenfor hjemmets fire vægge – i hvert fald ikke et helt almindeligt hjem. Men hele handlingen foregår indenfor fængslets mure, og det blev lidt kedeligt i længden synes jeg. Snævert. Jeg synes plottet var mangelfuldt og slutningen føltes lidt som når man ser en dokumentar på tv og der afslutningsvis ruller tekster over skærmen om hvad der senere skete. Det er lidt ærgerligt, at det ikke følges ordentligt til dørs, og jeg var efterladt med en lidt tom følelse af at blive snydt for historiens klimaks.

Palle Schmidt skriver i et lækkert sprog. Flydende og dagligdags. Hans små diskrete billedbeskrivelser er den slags der får mig til at trække på smilebåndet når jeg læser. Samtidig synes jeg også det er lidt fedt, at jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg mener om Hauge. Han fortæller selv sin historie i jeg-form og han er en cool og lidt sjov fyr. Samtidig er han en følsom sjæl, så jeg kom næsten til at glemme alt om, at han både er drabsmand og iskold voldsforbryder.

Selvom Palle Schmidt skriver godt og selvom historien er meget flot researchet, så var der, efter min mening, ikke kød nok på plottet og heller intet der fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander ”Ulv blandt ulve” på 2 krimiperler. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at dette er bog nr. 2 i en serie og jeg har ikke læst nr. 1. Derfor kan der være en baggrundshistorie som jeg mangler og som derfor præger min vurdering.

lørdag den 30. maj 2020

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Jeg kan se dig



Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker, men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.

Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun stadig i fare?

Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.

Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her, sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende, at det endelig er drabssagen der er i fokus.

Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med. Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.




torsdag den 28. maj 2020

Anmeldelse: Julie Hastrup - Vildskud



Jeg glæder mig altid til en ny Julie Hastrup-krimi. Til tider er der knald på gru og spænding og andre gange ikke helt så meget. Denne 8. bog i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm, hører til i den sidste kategori.

Dette er meget tydeligt en bog, som står forfatterens hjerte meget nært. En bog, hun har været nødt til at skrive, fornemmes det. Denne bog handler om selvtægt og de følelser der raser i en person, som har oplevet at en i den nære familie mister livet eller er udsat for meningsløs og umotiveret grov vold.
Nikolaj Bille er sorgterapeut og leder en sorggruppe med tre mennesker i dyb sorg. Alle har de mistet en i deres nærmeste familie og alle har de svært ved at slippe sorgen. Fælles for dem er også, at de har brug for en syndebuk at give skylden for deres tab. En at bebrejde og en de kan lægge alle de svære følelser over på. Da gruppen får et 4. medlem som helt tydeligt bærer nag og som ikke lægger skjul på sine tanker om hævn over den person, som hun mener er skyld i sin søsters død, vender stemningen i gruppen. Mille, som hun hedder, får pludselig hele gruppens vrede frem og deres møder tager en drastisk drejning.

Vildskud er en anderledes Julie Hastrup-krimi. Der er skruet ned for kærlighedsforhold og de følelser der er forbundet med det. Vi hører om følelserne omkring Niclas, som stadig er indlagt i Sverige og i gang med genoptræningen. En lille snert af følelser omkring en anden person, som jeg personligt godt gad have set udvikle sig - men måske næste gang. Forbrydelserne og opklaringen af dem, fylder en del – det er godt. Dog synes jeg, at krimidelen bliver lidt tynd og med for mange ”tilfældigheder” på en eller anden måde. Allerede før side 100, havde jeg dannet flere mulige scenarier i hovedet, som mere eller mindre viste sig, at holde stik. Der er ikke rigtig noget nyt i selve krimidelen, og plottet kunne have udviklet sig mere overraskende end som så.

Det der fylder mest i Vildskud, er det psykologiske, synes jeg. Og på den gode måde, for den er dyb og den er følelsesladet og den sætter tanker i gang og den giver klump i både mave og hals. Den rammer ret flot spot on, på alle de forbudte og tabubelagte følelser. Følelser om hævn og ønsket om at se de ”skyldige” lide lige så meget som man selv gør. At også de, får ødelagt deres liv. Men det er skruen uden ende, for som Julie Hastrup helt diskret trækker frem, så ønsker en af personerne at hævne en, der har mistet livet pga hævn. Det bliver tydeligt på mere end én måde, hvorfor selvtægt er en dårlig idé, selvom det kan føles som det eneste, der umiddelbart kan lindre ens sorg.

Hvis jeg skulle give karakterer udelukkende ud fra et krimiperspektiv, så ville jeg nok lande Vildskud på 3 krimperler, men den har et vigtigt budskab og jeg var både fanget og rørt hele vejen igennem, så derfor ender den på 4 krimiperler.



mandag den 18. maj 2020

Anmeldelse: Kim Faber & Janni Pedersen - Satans sommer


Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.

Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude, hvor de har rigtig svært ved at bunde.

Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen. Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega, som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt for elementært for mig desværre.

Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider endda næsten juble lidt.

Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er modbydeligt, men fordi det er trist.

Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren ”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt. Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀



torsdag den 7. maj 2020

Kend din krimiforfatter: Stefan Ahnhem



  1. Hvor er du født og vokset op?  Född i Stockholm, uppväxt i Helsingborg.
  2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
  3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange? Min mor kommer från Tyskland, arbetade som sömmerska och vidareutbildade sig sedan till sekreterare. Tre halvsystrar, alla yngre samt tre bonussyskon.
  4. Hvor har du gået i skole? Helsingborg. Tekniskt gymnasium, samt ett år manusutbildning i Stockholm på RMI Berghs.
  5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor? Matematik. Har alltid gillat problemlösning.
  6. Hvad var det værste fag og hvorfor? Kemi. Fick aldrig grepp om alla de där formlerna.
  7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige? Den där lite knasiga killen.
  8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være? Ta det lugnt. Det kommer att ordna sig.
  9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single? Gift.
  10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn) Pojke (26), flicka (23), pojke (10), flicka (6)
  11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje? Rooibus-te
  12. Hvad er dine livretter? Älskar nästan all slags mat.
  13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? Älskar nästan allt från 60-talet fram till idag. Prince, Kate Bush, Beck, Kraftverk, Beatles, Tylor the Creator mm.
  14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? Min familj, musik, mat, film.
  15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter? Manusförfattare till film och TV.
  16. Hvad fik dig igang med at skrive? Så många berättelser som skulle ut.
  17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du? Det kändes overkligt och nervöst, men samtidigt fantastiskt kul. Champagne och prinsesstårta.
  18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet) The Weeknd, hummus, Den store bagedust
  19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? Irmas flødeboller
  20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det? Nu i Coronatider och osäkerheten om hur världen kommer att se ut på andra sidan. att inte kunna träffa ina vänner och framför allt min mor.
  21. Hvornår har livet gjort dig mest glad? Alla gånger jag blivit far.
  22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter? Läser så mycket jag hinner, vilket är alltför lite. Gillar många olika genrer. Det finns så mycket bra.
  23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? Ja, hur mycket som helst. Har just börjat komma igång :)
  24. Hvad er din dårligste vane? Äta sötsaker.
  25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til? Att göra ett musikquizz.
  26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? Tar ett glas vin och äter god middag. Går på bio, konsert, reser till Mallorca. Allt det man inte får göra nu.
  27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? Den senaste X sätt att dö tillsammans med Motiv X. Trodde aldrig att jag skulle lyckas få ihop det så bra. 
  28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? Hängivna läsare över hela världen. Att de är spännande och överraskar och är omöjliga att räkna ut hur de ska sluta. Att de har något på hjärtat.
  29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. Åkte mycket skateboard när jag var yngre. Alltid sämst på karaoke.
  30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? Ser till att komma ihåg dem.
  31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? Otålig.
  32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? Att jag har humor.
  33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? Hemma i mitt arbetsrum.
  34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
  35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? Nej.
  36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? Kan tänka mig att skriva om allt så länge det är en bra historia.
  37. Hvor vil du helst holde ferie? Storstad eller strand
  38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende? Fabian Risk. Släpp arbetet och ta bättre hand om din familj.
  39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? Risk 6.
  40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind. Besök din lokala bokhandlare och köp några böcker. I dessa tider behöver de allt stöd de kan få.

mandag den 4. maj 2020

Anmeldelse: David Garmark - Sort arv



Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.




søndag den 3. maj 2020

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes


Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!








torsdag den 30. april 2020

Kend din krimiforfatter: Jussi Adler-Olsen




1. Hvor er du født og vokset op?
Jeg er født i København, men anser mig delvis som vendelbo, da det meste af min opvækst foregik på det Psykiatriske hospital i Brønderslev.

2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar)
Vedhæftet - ca. 4-5 år på Peblinge Dossering og 19 år med guitaren. 



3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange?
Min far var overlæge og min mor hjalp ham på mange måder, bl.a. var det hendes ide, at starte daglægevagten i København. På det tidspunkt var min far praktiserende læge, og hun kunne se, at der var et behov for lægehjælp uden for de almindelige arbejdstider. Mine forældre havde et tæt arbejdsfællesskab og skrev bl.a. flere bøger sammen. Jeg har tre ældre søstre og voksede op i et trygt og kærligt hjem.

4. Hvor har du gået i skole?
Først i Roskilde, så i Brønderslev og siden i Brøndby, jeg blev student fra Rødovre Statsskole.

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor?
Jeg har altid været nysgerrig, mit yndlingsfag har altid været det, hvor jeg syntes læreren gav mig mest viden. Men ærligt talt, så var jeg ret god til det meste, ikke mindst til sløjd, dansk og historie. Latin havde jeg kun et år, og der kunne jeg nok have gjort mere ved det. 

6. Hvad var det værste fag og hvorfor
Jeg har ikke haft noget værste fag - dog var matematik i gymnasiet ikke min favorit, men jeg tog siden revanche og kastede mig over statistik på universitetet.

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige
God, opfindsom og en rigtig frisk kammerat, håber jeg

8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
Husk at være ung, giv dig selv lov til at prøve så meget af som muligt. Det gjorde jeg heldigvis også. Jeg havde nogle meget forstående forældre, så den fik ikke for lidt.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single?
Jeg har været sammen med Hanne i 50 år.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn)
En søn på 30

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje?
Lidt af hvert, kaffen skal helst have rigeligt med mælk, te kan være mange forskellige, dog ikke med hyben og andre sure bær, og til mine måltider drikker jeg fortrinsvis vand eller mælk.

12. Hvad er dine livretter?
Jeg elsker karryretter, wokretter, gratiner, supper .... Jeg kan blive ved. Men IKKE sushi, kalkun og lam. Puha.

13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? 
Jeg har et stort behov for at lytte til musik, og jeg kan slet ikke skrive uden at have sublim musik i mine ører. Jo bedre det er, jo mere skal jeg kæmpe for at skrive næsten ligeså godt. Stilarten er sådan set ligegyldigt, bare det er godt komponeret  og udført. Men jeg nyder både klassisk musik og moderne. Traditionel jazz keder mig dog, mens fusionsmusik tænder mig.

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? 
Åhh, mange ting, men først og fremmest min familie.

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter?  
Jeg havde en lang karriere indenfor forlagsverdenen, inden jeg selv blev forfatter. Da jeg var helt ung havde jeg et tegneserieantikvariat, mens jeg læste, jeg har komponeret musik til Valhalla, jeg har siddet i koordinationsgruppen for fredsbevægelsen, har selv været forlægger i eget forlag, og jeg har arbejdet som administrerende direktør i Bonnier koncernen.

16. Hvad fik dig igang med at skrive?
En gammel plan skulle udleves, og da min kone og jeg havde sparet nok op til, at vi kunne klare os uden mine indtægter i nogle år blev vi enige om, at jeg skulle prøve.

17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du?
Stor tilfredshed og med enorme forventninger til modtagelsen. Jeg aner ikke, om jeg fejrede det.  

18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)
Som sagt: Jeg er ikke vild med hverken lammekød, kalkun, sushi eller gedeost. 

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? 
Institutionsmad. 

20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det?
Da jeg mistede ham, jeg følte var min næsten storebror, i en bilulykke i Brasilien. Der var jeg 15 år. Herudover har jeg haft kræft for en del år tilbage i to omgange, det var svære perioder.

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad?
Min familie gør mig lykkelig, og sidste år fik jeg et barnebarn. Hver gang jeg tænker på hende, får jeg en inderlig følelse af lykke. 

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?
Jeg har altid læst meget, men det kniber lidt med at få tid til det nu, hvor jeg skal bruge ganske meget tid på mit eget. Men John Steinbeck vender jeg altid tilbage til.

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? 
I Afdeling Q serien udfordrer jeg mig selv. Jeg prøver at skrive hver enkelt roman i denne serie på en ny måde. F.eks. havde vi en klassisk "car chase" i Flaskepost fra P og en traditionel efterforskningsroman i Den Grænseløse. I det hele taget er serien om Afdeling Q et eksperimentelt projekt, der, når serien er færdig, kan læses som én lang roman med en gennemgående krimi/thriller - hvad skete der på Amager, da Hardy blev skudt og Anker dræbt, og hvilke konsekvenser havde det. I bind 10 bliver dette afsløret.

24. Hvad er din dårligste vane?
Spørg Hanne - ha ha! Men det er nok, at jeg er lidt for vild med at spille visse endeløse spil på min mobil.  

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til?
Jeg synes faktisk, at jeg skriver ganske godt. Og så er jeg en habil handyman. Jeg kan klare de fleste arbejdsopgaver i et byggeri og i hjemmet. 

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? 
Så trækker jeg nogle timer eller dage eller uger ud af kalenderen og er sammen med Hanne. Men at se på fodbold på Camp Nou eller i tv er absolut også noget, jeg dyrker. Ligesom tv-serier, når de er bedst, og det er f.eks. La Casa de Papel, der får danske og andre tv-serier til at blegne.  

27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? 
Jeg er egentlig ganske tilfreds med dem alle, og desværre, kan man sige, har nogle af de mest kontroversielle emner, jeg har skrevet om, vist sig at ske i virkeligheden. Kvinden i Buret blev skrevet før Natascha Kampush blev fundet i kælderen. Og Hun Takkede Guderne, hvor jeg nævner et flys styrt i et højhus og distribuering af miltbrandbreve, blev skrevet før 9/11 og Washington Dekretet blev skrevet før Trump blev præsident.

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier, og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? 
Det er at udfolde plots og situationer med ofte oversete magtmisbrug og at give bud på, hvordan man kan gøre op med dem. Ingen af mine romaner må distancere sig fra virkeligheden og den tid, hvori de udspiller sig.  

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. 
Jeg elsker f.eks. at gå i Sketchers, jeg er et ultra-B-menneske, jeg elsker tørt rugbrød, jeg bader kun i vand over 29 grader, jeg er ekstremt kuldskær, mit yndlingsdyr er myreslugeren. 

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? 
Før jeg begynder at skrive, bruger jeg al den tid, der er nødvendigt på research og på at skrive en synopse. Når først den er på plads kan jeg starte selve skrivningen, og i denne del af processen er langt det meste i mit hoved. Ofte får jeg de bedste ideer, lige når jeg er ved at vågne, så har hjernen arbejdet med problemet og givet mig nye indfaldsvinkler og løsninger. 

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? 
Omsorgsfuld, tror jeg.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? 
Min sekretær siger, at mange kommenterer, at jeg er ganske ligetil. Nogle forestiller sig, at når man er blevet kendt, så påvirker det mennesker, men jeg er, som jeg altid har været og for nogle er det uventet. 

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver?  
Jeg kan skrive hvor som helst, bare jeg har min gode gamle PC med Word Perfect 5.1.-programmet installeret. 

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 
Vedhæftet (udsigt fra skrivebord)

35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? 
Som sagt elsker jeg at gå til Barcelonas kampe, når jeg er dernede, ligesom jeg følger levende med i VM og EM i fodbold. Men en tennismatch på højt plan i tv, specielt kvindernes turneringer, og hele forløbet under de Olympiske Lege vil jeg meget nødigt gå glip af. Er der tid til et Formel 1 løb eller Le Mans, så er jeg også på, og også gerne live.

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? 
Jeg skriver aldrig om forbrydelser begået imod små børn. Jeg hader også splatterbeskrivelser. Og så vil jeg aldrig skrive om de alt for oplagte emner, som de fleste spændingsforfattere i perioder elsker at kaste sig over. Jeg leder efter emner, der er mine og kun mine, hvis overhovedet muligt, haha. 

37. Hvor vil du helst holde ferie? 
Hvor som helst, bare Hanne er med. Og det er jo meget godt i disse tider, hvor man ikke kan rejse. 

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende?  
Ha, jeg taler da jævnligt med personerne i mine bøger, i hvert fald dem, der er med i Afdeling Q. 

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? 
Q9 - og så får du ikke mere at vide...

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.
Ja tak - tag nu coronaen seriøst. Selvom der nu bliver løst lidt op for karantænen, så skal vi stadig passe på.