mandag den 10. december 2018

Anmeldelse: Lars Kepler - Lazarus



Efter at have læst Sandmanden af Lars Kepler, tænkte jeg at nu kan de ikke gøre det bedre, den her kan de ikke toppe. Hånden på hjertet, så har de ikke overgået den endnu, men for saddan hvor kommer de tæt på, bog efterbog. Lazarus er ingen undtagelse. Den er sindssygt velskrevet og samtidig en lille smule farlig for helbredet, fordi der gang på gang er lange passager, som er så spændende, at jeg tog mig selv i at holde vejret. Pulsen kommer så højt op, at fitnesscenter er overflødigt 😊

Lazarus, er ham i bibelen som genopstår og det er også tilfældet i denne bog. Joona Linna er i hvert fald ikke i tvivl, så han får fat på sin datter og går under jorden. Resten af holdet mener, at Joona er paranoid og lad os bare sige, at deres tvivl får grusomme konsekvenser. Måske du har regnet ud hvem der er tale om? Jep, du har ret - ingen ringere end Jurek Walter som vi første gang stiftede bekendtskab med i Sandmanden. Vi kan ret hurtigt regne ud, at der under alle omstændigheder er en forbindelse til Jurek, så det ødelægger ikke noget for læsningen at vide hvem der er tale om. Om det så virkelig er Jurek eller om nogen har overtaget hans frygtelige hævn over Joona Linna, skal jeg lade være usagt.

Både Joona Linna, Saga Bauer og Nathan Pollock, kommer under ekstremt stort pres. Denne gang er der bud efter dem personligt og hvem skal man lade det gå ud over, hvis man vi såre en person mest muligt? Dem de elsker allermest! Det er et modbydeligt og ondskabsfuldt net der bliver spundet omkring dem, og jeg blev rystet gang på gang.

Jeg synes Lazarus er en vanvittigt velskrevet bog. Jeg bliver altid imponeret over forfattere som formår at lave et snørklet plot med masser af twists undervejs. Et plot der ikke er til at gennemskue og hvor der brugt en kæmpe portion fantasi for at overraske os læsere. Sådan en bog er Lazarus. Den er spændende hele vejen igennem og jeg er vild med den måde den er skrevet i nutid på. Det medvirker til at gøre handlingen endnu mere nærværende og fuld af gru. Den får hele armen med detaljerne og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Lige som jeg kan lide det.

Lars Kepler har skrevet endnu en brilliant bog i serien om Joona Linna. Den fortjener intet mindre end 6 gigantiske krimiperler.



fredag den 23. november 2018

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Mørket kalder




Man skal ikke skue hunden på hårene og man skal ligeledes heller ikke skue en bog på dens cover. Når jeg ser på dette cover, så minder det mig om en firserudgave af en gangsterbog. Men tag ikke fejl – Mørket kalder er alt andet end dét.

Mange kender bedst Katz Krefelds bøger om Ravn, men i denne bog er hovedpersonen en kvinde. Cecilie Mars hedder hun og er politikommissær hos Københavns politi. Cecilie er usikker på sig selv som menneske, men hun tror på sine egne evner som betjent. Og hun er både dygtig og korrekt i sine metoder. En enkelt aften, lader hun følelserne styre og træder ved siden af, hvilket en ukendt person filmer og bruger som afpresningsmiddel imod hende. Vedkommende vil have hende til at udføre mord på, hvad han kalder udyr. Cecilie forsøger at styre slagets gang på sin egen lovlydige måde, men det er sværere end hun forventer og for at sige det på godt dansk, så står Frk. politikommissær snart i lort til halsen.

Resten skal du selv læse dig til, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg er helt oppe i skyerne over Mørket kalder. Jeg synes simpelthen den er vanvittigt spændende fra start til slut. Jeg er vild med hovedpersonen Cecilie Mars, som er følelsesmæssigt knækket grundet et enormt traume hun har lidt i sin ungdom. Samtidig er hun hårdkogt og ekstremt modig. Hun er ingen superhelt, så den dér følelse af, at det hele kan vælte for hende lige om lidt, gennemsyrede bogen. Følelsen af, at alt kan ske, er altoverskyggende og jeg synes det er fantastisk. Jeg havde på ingen måde, lyst til at lægge den fra mig. Jeg var sikker på at jeg havde regnet morderen ud, men så viste det sig at jeg tog fejl. Det skete flere gange og jeg følte nærmest at jeg blev trukket rundt i manegen. Snydt mere end én gang og intet var sikkert før til sidst. 

I mandags var jeg inviteret til bloggermøde med Michael Krefeld. Han fortalte bl.a. at han startede ud med en karriere som manuskriptforfatter. Han har været med til at lave både "Nikolaj og Julie" og Nynnes dagbog". Hver gang jeg læser bøger af Michael Katz Krefeld, så har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg lige har set en film. Det giver god mening når man kender hans baggrund. Det er en kunst at skabe så fine og tydelige billeder hos læseren ved hjælp af få, men vigtige detaljer, men her er altså en forfatter, som mestrer det til fulde. 

Mørket kalder er det man kalder en "stand alone", hvilket vil sige, at den ikke er en del af en serie. I følge Michael selv, så er der heller ingen planer om at den skal blive det. Heller ikke selvom vi sad en del bogbloggere om bordet i mandags, og sendte bedende hundeøjneblikke. På den anden side - selvom jeg er vild med Cecilie og ked af at mødet slutter her, så synes jeg samtidig at det er ret suverænt med de her bøger, hvor ALT bare kan ske. Hvor du som læser ikke er sikker på hvor noget som helst ender, fordi du ved, at bogen ikke har en fortsættelse hvor personerne skal medvirke igen. Jeg er vild med serier, men kan samtidig mærke, at jeg er på vej ind i en periode, hvor jeg finder det forfriskende, når forfattere med lange serier, viser hvad de ellers kan. Jeg håber håber hååååååber, at der kommer flere af denne type krimier fra Michael Katz Krefeld. Næste bog bliver endnu en Ravn og ham kan jeg også godt lide, men det er som om denne her lige er trådt et skridt op. Mere af dét!! Please 😍

Fed fed bog. Jeg sender simpelthen 6 krimiperler efter den. Det synes jeg den har fortjent!










fredag den 16. november 2018

Anmeldelse: Sara Blædel - Den tredje søster



Endelig blev det tid til tredje og sidste del i serien om Ilka Jensen, som er bedemandens datter. Jeg ved at vandene er delte med denne serie, men jeg er en af dem der har været ret begejstret for de første to. Jeg har glædet mig virkelig meget til denne tredje og sidste del.

Ilka er stadig i Racine og hendes far er stadig død. Eller er han? Noget peger pludselig i en anden retning. Spor af hendes far, peger mod Key West, så Ilka tager afsted og følger de spor hun har fundet. I Key West venter der hende flere overraskelser og endnu et lag af sandhedens løg, bliver skrællet af. Søster forsvinder pludselig sporløst, og da Ilka borer i hendes fortid, dukker der en yderst grufuld sandhed op. En sandhed som ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Enkelte ved dog hvordan det hele hænger sammen og de er ikke det mindste blege for, at tage ekstreme metoder i brug for at stoppe sandheden fra at se dagens lys.

Den tredje datter starter ud i højt tempo. Sådan fortsætter den et stykke tid og så er det som om den står lidt i stampe. Jeg nåede lige at tænke ”Nåååh” på den jyske måde, før handlingen atter tog fart og intensiteten steg igen. Jeg ved godt, at serien om Bedemandens datter ikke er kategoriseret som krimi, men jeg synes alligevel at de sidste to dele har været mere spændingsromaner end almindelige romaner. Specielt Ilkas arv, fik fuld skrald på tempoet. Jeg synes det er en forfriskende historie med en anderledes baggrund end den gængse. Jeg kan godt lide når en forfatter finder vinkler, som ikke er brugt før. Og så har titlen en lille overraskelse i form af en dobbeltbetydning.

Jeg synes stadig virkelig godt om Ilka og de andre personer der omgiver hende. Bag hendes temperament som skyder i det røde felt på to sekunder, findes der en sød person med medmenneskeligheden på det rette sted. At kalde hende varm, ville være en overdrivelse, men Ilka tror på det bedste i de fleste. Sara Blædel fortæller, at hun fik idéen til bogen og dens omdrejningspunkt, fordi hun selv har mistet begge sine forældre i en forholdsvis ung alder. Hendes møde med en fantastisk hjælpsom og dygtig bedemand, som i øvrigt var en kvinde, var altafgørende i den periode med dyb sorg. Med tiden har Sara følt, at det nu – udover hendes søn, i stedet er en håndfuld nære venner, som gør det ud for hendes familie. At det er følelsen af at høre til, som betyder alt. I forbindelse med sin fars død, fandt hun også ud af, at hun har en halvbror som er 9 år yngre end hende selv. Dengang kom det som et chok, men forholdet til ham i dag, er super godt og også han, er en vigtig del af hendes liv. Når man kender den historie, så mærker man tydeligt hvor Sara Blædel vil hen med personbeskrivelserne og de følelser og relationer der opstår og ikke opstår, i Den tredje søster. Det giver fortællingen en ekstra dimension synes jeg.

Jeg var ikke revet helt så meget med at denne bog nr. 3 som af bog 2, men jeg synes stadig det er en virkelig god fortælling, som også fik mig til at holde vejret et par gange. Den rundes fint af, der er ingen løse ender som kalder på flere dele i serien. Alt er som det skal være. Alligevel er jeg kommet til at synes godt om Ilka, så det er en smule trist, at tage afsked med hende. Jeg ved, at den næste bog fra Sara Blædel, bliver endnu en Louise Rick. Personligt er jeg kørt godt og grundigt træt i Louise Rick og kan næsten ikke se hvad hendes omgangskreds ellers kan komme ud for. Jeg havde håbet på en hel ny figur og en helt ny serie. Sara siger dog selv, at hun har lært meget og har udviklet sin skrivestil ved at skrive serien om bedemandens datter, så jeg vil selvfølgelig give den en chance og tro på endnu en god historie.

Jeg vipper lidt mellem 4 og 5 krimiperler, men af forskellige årsager lander jeg den på 4. Det bliver dog 4 kæmpestore perler. Hvis du har gået og glædet sig til at få slutningen på trilogien, så har du virkelig en god historie i vente. Jeg er vild med den. 





lørdag den 10. november 2018

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Ghostwriter



Steffen Jacobsen er langt om længe tilbage med en ny bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. Den har været ventet med længsel af mange. Steffen Jacobsen føler, at det bliver for nemt for ham som forfatter, at blive ved at skrive på den samme serie i længere tid. Derfor har han holdt en pause fra denne serie og har i mellemtiden skrevet noget andet. Af samme årsag, er han i øjeblikket i gang med at skrive på en ny bog, som heller ikke er i Sander/Jensen-serien. ØV siger jeg bare.

Nå, men godt at vi trods alt fik Ghostwriter. Og sikke et come back. Jeg åbnede bogen og gik i gang med at læse. Herefter var jeg ikke meget for at skulle slippe bogen igen. Jeg synes den er spændende fra side 1. Der er masser af action og endda også en smule actionhelt i form af Micael Sander og hans tidligere tilværelse som elitesoldat. Ghostwriter er ikke en egentlig krimi med en mordgåde der skal opklares og spor der fører på kryds og tværs, for til sidst at flette sammen i en højere enhed. Der kradses i lag efter lag og den grufulde sandhed træder tydeligere og tydeligere frem. Selv beskriver forfatteren det som en spændingsroman. 

Michael og Lene er nu gift og bor sammen med deres datter. Michael har droslet ned på sit privatdetektivarbejde – tror Lene. I virkeligheden er han hemmeligt involveret i et selvtægtsprojekt, og hjælper ligesindede med at optrævle pædofiliringe. Det går ikke ligefrem blidt for sig. Lene skal opklare et dødsfald på direktøren for et førende medicinalfirma. Umiddelbart ser det ud som selvmord, men da den unge ghostwriter, som er hyret til at skrive direktørens biografi, findes skudt ikke langt derfra, får Lene mistanke om, at der er noget uldent ved selvmordet. Der trækkes tråde til Afrika, hvor vi via en dagbog, følger med i en voldsom episode. En brutal nedslagtning af uskyldige, som har sammenhæng med de mord, Lene og Michael forsøger at opklare.

Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Jeg er vild med det sproglige i den. Steffen Jacobsen mestrer virkelig, at skrive personernes dialoger, så jeg næsten følte, at jeg var tilstede selv og min indre biograf kørte for fuld skrue. Dialogerne er skrevet i et dagligdags talesprog tilsat en god portion humor. En tør humor, som er naturlig og som på ingen måde virker påtaget eller som et forsøg på at være sjov. Jeg er virkelig vild med det. Flere gange igennem bogen, tog jeg mig selv i at tænke, at den var en ekstremt velskrevet.

Har man ikke læst de foregående 4 bøger i serien, så tror jeg ikke nødvendigvis man vil synes denne er så fantastisk. Man vil ganske enkelt mangle for meget baggrundshistorie. Der er sket virkelig meget imellem Lene og Michael, siden Trofæ, som er første del i serien. Har man der imod læst de forrige, vil man givetvis elske den og være fanget fra start til slut. Nogen vil måske mene at Michael Sander er lidt for effektiv. Personligt synes jeg han er både cool og sej og indrømmer blankt, at han er en af de fiktive mænd, som jeg har et lille crush på. Jeg er vild med samspillet, på både godt og ondt, ægteparret imellem.




Steffen Jacobsen er uddannet læge. Han har forsket i hoftedysplasi hos unge mennesker,  skrevet en doktordisputats og forsvaret den. Derefter følte han en form for tomhed. Han følte han var nået så langt som han kunne indenfor lægeverdenen, så da en god ven foreslog ham at skrive en bog, tog han udfordringen op. På det tidspunkt, arbejdede Steffen Jacobsen stadig som læge, så de første bøger blev skrevet om aftenen ved køkkenbordet. Humoren i bøgerne er vigtig for ham. Han siger, at det nemt bliver kedeligt at sidde alene at skrive, så derfor er det rart at have noget at sidde og gnække lidt af. 




tirsdag den 30. oktober 2018

Anmeldelse: Teddy Vork - Forglemmigej



Forglemmigej, foregår på et ældrecenter for demensramte. Jeg lyttede til bogen på vej til og fra BogForum og valgte den, fordi dens forside så tilpas creepy ud og den lød spændende. Man skal ikke skue hunden på hårene siger man, og oftest menes det, at man ikke skal tro noget dårligt om hunden (eller bogen), blot fordi pelsen (eller forsiden) ikke falder i ens egen smag. I dette tilfælde, skulle det dog vise sig at være den omvendte verden.

Bogen handler om den skrøbelige Mie, som lige er startet som nattevagt på et demenscenter, efter en længere sygemelding og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det viser sig hurtigt, at der sker underlige ting på afdelingen, og Mie som tidligere er blevet mobbet ud af en arbejdsplads, frygter at de nye kollegaer forsøger at hyle hende ud af den. Hun får støtte af en tidligere studiekammerat, men også her har hun svært ved at finde ud af, om han er til at stole på, eller en del af en sammensværgelse. De ældre på centret sover ikke meget om natten, men flakser rundt og foretager sig underlige ting. Mie er dygtig til sit arbejde og har gode snakke med de ældre, som dog alle fabler om den samme uhyggelige sang. Mie begynder at frygte, at stedet er hjemsøgt af ånder. Vi kommer virkelig i dybden med hendes personlighed og jeg synes faktisk ret godt om hende. Haaaavde hun da bare haft lidt mere nosser. Men så havde hun jo ikke været den samme.

Jeg satte bogen i gang da vi kørte hjemmefra og allerede kort tid efter, fortalte jeg min datter som var med mig i bilen, hvordan jeg troede det hang sammen. Jeg fik ret. Alt i alt en meget langsommelig og forudsigelig bog. Jeg kan mærke, at jeg har en modvilje imod bøger, som forsøger at gøre et hjem for ældre – demenscenter eller ej – til noget uhyggeligt. Jeg kan mærke, at jeg ønsker at bevare mit billede af, at ældre ikke er uhyggelige. Bevares, jeg ville da også skide i bukserne af skræk, sådan et sted, hvis jeg skulle opholde mig der helt alene og beboerne opfører sig som de gør i Forglemmigej. Jeg ved intet om den slags steder, men jeg kan ikke forestille mig, at man er på nattevagt helt alene. Yderligere, så har jeg det svært med bøger, hvor hovedpersonen er SÅ svag som Mie er. Hvor man oplever hvordan hun lader sig kue uden at kæmpe for det hun selv står for og tror på. Hun lader de andre træde på sig og ødelægge tilværelsen for hende. Jeg ved godt der er mennesker der har det sådan og mon ikke vi alle kender det i en eller anden grad? Jeg bliver bare frustreret af at læse om det. I det hele taget, gjorde denne bog mig frustreret og i halvdårligt humør på flere måder.

Bogen gjorde intet for mig og jeg hørte den kun færdig fordi jeg alligevel sad i bilen og fordi jeg trods alt blev nysgerrig på hvordan det hang sammen og hvordan den ville ende. Slutningen er underligt tam og efterlod mig med sådan lidt en nå-følelse. Forglemmigej, hedder den, men det bliver den trods alt nok alligevel hurtigt. Desværre.



torsdag den 25. oktober 2018

Anmeldelse: Lone Theils - Hjemvendt. (Sæson 1 - Savnet)



Hjemvendt er en Storytel original, hvilket betyder at du kun kan få adgang til bogen, hvis du har adgang til Mofibo eller Storytel.

Vores spændende hovedperson hedder Signe Brask, og er politiassistent i Holstebro politikreds. For 10 år siden, i Signes tid som nyuddannet, blev hun sat på en sag om en forsvundet 10-årig pige. Mille Lindberg hed hun. Mille blev aldrig fundet og Signe bærer stadig sagen og alle dens ofre i sit hjerte. Da Mille pludselig dukker op og genforenes med sin familie, burde alt være fryd og gammen. Men en forbryder er stadig på fri fod. Selvom familien helst bare vil være i fred og lære hinanden at kende igen, så kører Signe og hendes partner, Martinus på, for at finde manden, inden endnu en pige bliver taget til fange.

Jo mere de roder i sagen, jo flere overraskelser dukker der op. Jeg vil ikke afsløre plottets egentlige tema, men jeg havde ikke set den komme. Jeg havde godt luret hvem der var skyldig, men alligevel blev jeg overrasket gang på gang. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig og ønskede bare at nå frem til sidste side, så hurtigt som muligt, for at finde ud af hvordan det hele hang sammen. Men sidste side fik mig til at tænke ”oh no, skynd dig at skrive næste sæson!”

Jeg kan virkelig godt lide måden Lone Theils mestrer at blande spænding og dagligdags ting sammen. Jeg sad på kanten af stolen med vidt opspærrede øjne i spænding. Samtidig så hører vi om personernes trang til bl.a. brunsviger og oplever når de foretager sig dagligdags ting. Det er med til at give personerne en ekstra dybde, så jeg følte at jeg kom til at kende, især Signe, rigtig godt.  

Jeg blev ikke rystet af gru i min grundvold, og der var en smule forudsigelighed. Samtidig gjorde det ikke så meget, fordi jeg alligevel ikke var sikker på sammenhængen. Spændingen er i top fra start til slut og jeg blev overrasket gang på gang. Jeg synes Hjemvendt er sindssygt god og jeg glæder mig voldmeget til næste sæson (som det hedder) i serien.



søndag den 21. oktober 2018

Anmeldelse: Karin Slaughter - Brudstykker





Hvor godt føler du, at du kender din egen mor? Hvor meget ved du om hendes opvækst og hendes ungdom? Jeg ved nok til at vide, at min mor ikke har levet et hemmeligt liv som en anden person. Det tror jeg da i hvert fald nok at jeg gør … hmmm. Det tror Andrea også at hun ved om sin mor, Laura. De lever et stille og roligt helt almindeligt liv.  

Et cafébesøg en helt almindelig dag, ender i et blodbad, hvor Andres mor slår en ung mand ihjel i selvforsvar. Da politiet efterfølgende viser Andre og hendes far en optagelse fra stedet, går det op for Andrea, at hendes mor har en hemmelighed. En gigantisk hemmelighed, som afslører at hun ikke er hvem hun udgiver sig for at være. Andrea aner at der er dødsensfarlige kræfter på spil, så hun tager flugten. Jagten på sandheden er hermed begyndt.

Jeg har ikke læst så mange Karin Slaughter-bøger endnu. Mit første møde med hende for en hel del år siden, var ikke en succes, så derfor gik der lang tid før jeg læste noget af hende igen. Mit næste møde med hende, blev derfor ”De smukkeste”, som jeg fandt fuldstændig eminent fantastisk og velskrevet. Min interesse var vakt og jeg læste første del i serien om Sara Linton – ”Mord for øje”. Også den var jeg vild med. Så nåede jeg til ”Den godedatter” og her synes jeg, når man ser bort fra det tydelige skrivetalent, at det blev lige langsommeligt nok.

Med Brudstykker, synes jeg Slaughter rammer min interesse bedre end i Den gode datter, men jeg synes stadig ikke den når til toppen. Der er spænding og der er action, men den er samtidig lidt for langtrukket og mangler den gysende gru, som jeg ved at denne forfatter er i stand til at levere. På aller bedste vis endda. Den starter yderst spændende ud og jeg havde fuld fokus. Vi følger Andres flugt og hendes jagt på sandheden og samtidig følger vi hendes mor tilbage i 1986. Stille og roligt når vi frem til en sandhed og de to historier kan flettes sammen på bedste vis. Desværre gik det liiiige langsomt nok og min iver efter at vide mere, dalede stille og roligt. Det er en god historie der fortælles. En historie om rigdom og magt og om manipulerende mennesker og de bånd man knytter til dem man elsker og til dem man tror man elsker. En historie om idealisme og om at kæmpe for det man tror på - også selvom det koster uskyldige liv.

Min interesse for Karin Slaughter er heldigvis ikke dalet. Jeg synes det skinner tydeligt igennem, at hendes sproglige kompetencer hæver hendes bøger et trin på skalaen.  Jeg har planer om at få læste resten af Sara Linton-serien på et tidspunkt og jeg glæder mig til det.




lørdag den 20. oktober 2018

Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården



Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”
-          - Stephen King.





fredag den 5. oktober 2018

Anmeldelse: Julie Hastrup - Blodspor



Det her er en anmeldelse, som er svær at skrive. Bogen og dens historie, er fuldstændig fremragende. Intet mindre. Det som gør anmeldelsen svær at skrive, er at selve plottet og bogens indhold, på ingen måde bør spoiles. Jeg var nået et godt stykke ind i bogen, før det begyndte at gå op for mig, hvad den egentlige handling gik ud på. Den overraskelse synes jeg også andre læsere skal have lov at få.

Bogen starter med fundet af en dræbt familien Friis. De sidder alle bundet til deres stole rundt om spisebordet. Ilde tilredt er de, og hvor jeg til tider har ment, at Julie Hastrup var for ”pæn” i sine krimier, så er der her skruet godt op for detaljen, så jeg nåede at få den dér følelse af gru. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vild med det lidt mere brutale og billedligt ulækre i krimier. Måske netop fordi det ryster mig og fordi det giver en krimi lidt mere kant, når det hele ikke bare er så pænt og ordentligt.

Resten af bogen holder sig uden mere ækelhed, men til gengæld er der knald på spændingen og endnu mere på følelserne, hele vejen igennem. Vi følger en masse forskellige tråde, som til at begynde med, virker uden betydning for det drab der skal opklares. Man kan selvfølgelig regne ud at der er en sammenhæng, men der er ingen rød tråd der indikerer hvad den sammenhæng kunne være. Jeg brød virkelig min hjerne med at nå frem til hemmeligheden og stille og roligt begyndte mistanken at spire for til sidst at være helt tydelig. På daværende tidspunkt havde jeg godt luret morderen, men tvivlen nagende alligevel til sidste side og der kom da også en overraskelse ind fra sidelinjen.

Blodspor er en bog der er så tankevækkende, at jeg her dagen efter jeg er færdig med den, stadig spekulerer over den. Jeg var endda nødt til at drøfte nogen etiske ting i den, med en veninde, som ikke læser krimi, så jeg kunne godt afsløre alt for hende. Det føltes næsten som om det var en historie fra den virkelige verden jeg fortalte hende, hvilket det på sin vis også er. Bogens hovedtema er hentet efter inspiration fra virkelige begivenheder. De fleste af personerne, er særdeles godt beskrevet og flere passager giver decideret ondt i maven at læse om. Samtlige 445 sider vender sig selv og det er en af den slags bøger man ikke vil hjem fra. Eller noget i den stil 😊 Hermed et nyt begreb opfundet - en Spies-krimi 😂

Blodspor er 7. del i serien om politiefterforsker Rebekka Holm. Jeg tror faktisk, at jeg synes det er den bedste i serien indtil videre. I de tidligere bøger i serien, har jeg anklaget Rebekka for at være for naiv og teenageagtig i sine tankemønstre - specielt omkring hendes parforhold. I denne bog, synes jeg hun er modnet en hel del. Jeg synes det klæder hende og jeg synes endnu bedre om hende end jeg plejer.

Jeg er virkelig virkelig vild med denne bog. Den er formidabel på den tankevækkende måde. Jeg drøner 6 store krimiperler lige ned i blodsporet.



onsdag den 3. oktober 2018

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Motiv X



Endelig er det blevet tid til en ny Stefan Ahnhem-bog. Det har jeg glædet mig virkelig meget til.
Bogen starter ud på grummeste vis, og uden at røbe for meget, kan jeg godt løfte sløret for, at synet af en vaskemaskine, for evigt vil give mig kuldegysninger.

Der er mange bolde i luften i Motiv X. Fabian har orlov i starten af bogen, fordi datteren Matilda, som blev skudt i forrige bog, Atten grader minus, nu er i bedring og er vågnet op af sin koma. Familielivet skranter generelt og det får lov at fylde en del, men ikke så meget, at det bliver irriterende. På trods af orlov, arbejder Risk med spor, han har fundet hos en afdød kollega. En kollega, som har haft begrundet mistanke til en anden kollegas morderiske tendenser. Samtidig følger vi en bindegal person, som kaster med terninger, når han skal finde ud af hvem der skal myrdes næste gang, hvornår, hvordan og med hvilken type mordvåben. I sig selv en fremragende og genial historie, men …

Vi kommer også tættere på Irene Lilja, som kæmper med en kæreste der viser sig at være medlem af Sverigesdemokraterne og samtidig lægger hun sig ud med en gruppe hårdkogte højreekstremister. I sammenhæng med vaskemaskinen nævnt tidligere, forsvinder en 11-årig syrisk dreng. Jagten på hans morder er også i gang. I det hele taget er der utroligt mange tråde der trækkes i. Også flere end jeg har nævnt her.

Bogen er god, og i bedste Stefan Ahnhem-stil trækkes vi rundt i manegen og bliver mere og mere forvirrede. Jeg læste og læste og gættede og gættede på hvordan det hele hang sammen. Som slutningen nærmede sig, blev det dog tydeligt, at der ikke ville komme en opklaring på alle gåderne. Jeg er faktisk nødt til at indrømme, at jeg følte mig lidt snydt da sidste side var vendt. Der bliver opklaret et par ting, men der er kæmpe store løse ender der hænger og flagrer. Jeg kan godt arbejde med, at der er en sideløbende historie som strækker sig over flere bøger, men sådan en historie har vi faktisk allerede i spil i denne serie, nemlig i form af Dunja Hovgaard og Kim Fucking Schleizner. Historien om deres indbyrdes had til hinanden, berøres kun kanske lidt i Motiv X. Jeg synes som udgangspunkt, at de to historier som nu er åbne, var ”hovedhistorierne” og de mest spændende og interessante. De historier der blev afsluttet, kunne på sin vis have været skåret helt ud af bogen, for at give plads til en slutning på dem vi nu skal vente det meste af et år på. ÆV!

Når det så er sagt, så er det en god og underholdende bog, som havde mig fanget i spænding fra start til slut. Der er masser af lækre udpenslede detaljer, som jeg sætter pris på ved en krimi. Jeg elsker det der gys det giver i kroppen, når de fæle billeder dannes i mit hoved. Eneste minus er, at bogen ikke er slut når den er slut, hvilket også er grunden til, at den kun lander på 4 perler. Det bliver voldsvært at vente på næste bog!





torsdag den 30. august 2018

Anmeldelse: Inger Wolf - En djævelsk plan



Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er begejstret for Inger Wolfs bøger. Derfor har jeg ventet i spænding på denne tredje og – vistnok – sidste del af serien om psykiateren Christian Falk.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg bliver en lille anelse irriteret, hver gang helten eller dennes nærmeste, er dem der bliver taget til fange af den gale vanvidsmorder. Det er ligesom et lidt for nemt spændings-trick og man veeeeeed jo, at helten slipper væk til sidst. Derfor blev jeg også en lille smule nervøs over udfaldet, da jeg fandt ud af, at det denne gang skulle være Christian Falk, som var jagtet af polisen. 

Heldigvis er det anderledes her. Jeg indrømmer, at selvom bogen starter spændende ud, så kom der en passage hvor tingene lige skulle falde på plads for både os læsere og for Christian selv – en passage hvor jeg begyndte at savne den sædvanlige spænding og uhygge som Inger Wolf er så god til at skabe. Uhyggen udeblev, men jeg skal love for, at der kom fart over spændingsfeltet. Jeg vil nærmest gå så langt, som til at kalde den hæsblæsende hen mod slutningen.

Jeg er lidt påpasselig med at afsløre noget af handlingen, som man helst selv skal læse sig til, men i hovedtræk, sker der det, at liget af en ung handicappet mand bliver fundet i en swimmingpool. Christian får skylden og der er ingen tvivl i politiets bog, om hans tilstedeværelse på gerningsstedet. Christian er i lort til halsen og der er meget få mennesker han tør stole på. Hans egen kæreste, begynder han også at tvivle på. Heldigvis er der hjælp at hente fra uventet kant og så starter Christians jagt på den eller de personer, som forsøger at hænge ham op på mordet.

Jeg kunne rigtig godt lide historien og jeg synes virkelig godt om Christian Falk og Victor. Jeg synes måske der kom lige lovlig meget kærlighed ind over, men samtidig var det dét, som gav Christian et ekstra drive og en del af plottets fundament. Selvom der var højtspændt tempo, så havde jeg godt regnet sammenhængen ud rimelig tidligt i forløbet og selve handlingen var derfor ikke så overraskende. Slutningen derimod – den havde jeg ikke set komme … fy for pokker altså. Der kan vi virkelig tale om stof til eftertanke!!

Jeg synes det er en virkelig god og medrivende bog. Der plejer at være mere grusomhed og mindre kærlighed i Inger Wolfs bøger, hvilket jeg sætter stor pris på. Alligevel synes jeg hun har formået at skrive en superspændende bog, som endte på mest hæsblæsende vis og hun giver os også enkelte af de grusomheder, som jeg sætter stor pris på i hendes forfatterskab. Hvis det her var den sidste bog i serien, så kommer jeg til at savne Christian Falk.

5 krimiperler fra mig til ”En djævelsk plan”.



søndag den 26. august 2018

Anmeldelse: Øbro & Tornbjerg - De ustraffede



Jeg synes på den ene side, at det er et virkelig alvorligt og vigtigt emne Øbro og Tornbjerg har taget op i denne bog. Det handler om voldtægt … og selvtægt. Om hvor mange kvinder i både Danmark og resten af verden, som bliver voldtaget, anmelder det og enten ikke bliver taget seriøst eller hvor voldtægtsmanden går fri på baggrund af manglende beviser. Disse kvinders liv, er selvklart ødelagt herefter.

På den anden side - set fra et krimilæserperspektiv - så må jeg indrømme, at jeg kom til at kede mig en smule. Der er ingen overraskelser i bogen. Som i overhovedet ingen. Selvfølgelig er der dele, som vi finder ud af hen ad vejen, ligesom vi ikke ved præcis hvem morderen er. Men vi kan regne ud hvem det er, og der er som sådan, ikke brug for et navn. Det ligger ligesom i kortene hele vejen igennem bogen, hvordan tingene hænger sammen. Vi får det hele serveret, og der efterlades ikke meget til trangen til, at bruge hjernen og gætte med.

En mand findes hængende i et træ. I første omgang formodes det at være selvmord, men den dygtige retsmediciner Anne Mi, finder tegn på, at manden er udsat for mord. Snart finder de ud af, at der har været en del selvmordere i Danmarks skove. Rigtig mange mænd og alle med en ting til fælles. De har været anmeldt for voldtægt, men er forblevet ustraffede. Katrine Wraa og hendes kollegaer Naja og Oscar, begynder at efterforske de mange mystiske selvmord og efterhånden som de arbejder, tegner der sig et billede med uoverskuelige konsekvenser.

Som sagt, et dybt alvorligt og meget vigtigt emne der tages fat i her. Bogens persongalleri, indeholder også en voldtægtsekspert, og jeg synes at de diskussioner der er imellem hende og den mere hårdkogte betjent, Naja, formår at vende tingene, så vi ser dem fra flere sider. Jeg tog mig selv i at blive lidt forvirret, fordi jeg godt kunne se det fra begge kvinders synsvinkler. Jeg synes det er en fin detalje, at vi får kvindernes følelser og handlemønstre beskrevet så direkte, fordi vores hovedperson må døje med en stalker. Det sætter tingene i et endnu tydeligere lys. Her kan man så mene, at det er lidt for tilfældigt. Det er det også i mine øjne, men jeg synes alligevel det fungerer. 

For mig bliver bogen lidt for meget teori og lidt for lidt krimi. Det bliver for seriøst det hele og der mangler noget god gedigen spænding og uhygge. Til gengæld, kan jeg rigtig godt lide både Katrine, Oscar og Naja. 

3 krimiperler til De ustraffede.



fredag den 10. august 2018

Anmeldelse: Cathrine Ryan Howard - Dødelig løgn



Jeg hørte denne bog på lyd i bilen, på vej på sommerferie sydpå. Jeg havde intet hørt om den inden, så jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, og vidste ingenting om handlingen.
Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var første del i en serie. Det stod også ret hurtigt klart, at jeg ikke ville behøve at læse 1. del, eftersom både plot og morder bliver afsløret allerede på de første sider.

”Dødelig løgn” foregår 10 år efter første bog, men den er ligesom delt op i karakterernes fortællinger før og nu. Både hovedpersonen Alison, men også den formodede morder, Will.

Og netop formodede, er det som Dødelig løgn handler om. For i første del, hærger den frygtede Kanalmorder. Bl.a. bliver Alisons veninde, Liz, slået ihjel og det viser sig, at være Alisons kæreste Will, som er Kanalmorderen. Helt uforståeligt for Alison, som selvfølgelig får traumer og må flytte fra byen. Der er ingen tvivl om hans skyld, for han tilstod selv mordene.

Nu 10 år senere, slår Kanalmorderen til igen. Eller er det bare en copycat? Will sidder stadig i fængsel, men påstår at han ved noget. Han vil dog kun tale med Alison. Hun indvilliger og snart har han sået tvivl i hendes sind. Jagten på en morder er fløjtet i gang og sammen med en lokal politibetjent, begynder Alison at rede trådene ud. Kan det virkelig passe er Will er uskyldig?

Jeg synes i bund og grund, at det er en god og spændende bog. Jeg synes der er et fint plot, og selvom vi godt ved hvem morderen er inden sagen er opklaret, så var der stadig flere overraskelser. For mit vedkommende, så blev den lidt for langsommelig til tider og kørte lidt for meget rundt i Alisons følelser af angst, tvivl og gammel kærlighed. En lille smule kedelig til min bloddryppende smag, og sprogligt kunne jeg godt ønskemig lidt mere ”spræl”.





tirsdag den 7. august 2018

Anmeldelse: Belinda Bauer - Klarsyn



Den forrige bog jeg læste af Belinda Bauer, var De smukke døde. Virkelig en god krimi, så forventningerne til denne var forholdsvist høje.

Handligen er trist. Et ungt forældrepar, har mistet deres 4-årige søn. En morgen glemte hans far at lukke hoveddøren da han gik på arbejde. Lille Daniel forlod huset og eneste spor af ham, var fem små fodspor i noget nystøbt cement udenfor deres hus. Forældrene er knuste, men hvor faren forsøger at komme videre og begynder at arbejde igen, går moren helt i sort og ligger nok nærmest og vipper på vanviddets rand. Anna, som moren hedder, bebrejder James og i stedet for at snakke med ham om sine følelser, bliver hun indesluttet og sær og ender med at opsøge en synsk mand i en kirke.

For lidt over et år siden, forsvandt et andet barn i samme by. Politimand John Marvel, kan ikke slippe sagen, som aldrig er blevet opklaret. Da Daniel forsvinder, vækker det hans interesse og han bliver nærmest besat af at finde de to børn. Marvel er meget levende beskrevet. Jeg fattede hurtigt sympati for ham og hans på én gang iver og nedtrykthed, over at finde ud af, hvad der er sket.

Jeg synes i bund og grund det var en kedsommelig affære, at komme igennem den her bog. Der sker intet sindsoprivende eller tilnærmelsesvis særligt spændende. For mig var den også lige lovlig urealistisk og unuanceret. Ikke blot pga. de overnaturlige synske evner, men også Annas forvandling sidst i bogen. Da jeg var færdig med den, havde den ikke givet mig noget som helst.

1 sølle krimiperle må den få. Øv.



Anmeldelse: Tess Gerritsen - I Satans tjeneste




I denne bog nr. 6 i serien om Jane Rizzoli og Maura Isles, er Tess Gerritsen i høj grad tilbage på sporet, sådan rent uhyggemæssigt. Forrige bog, blev lidt for mild og der gik for meget barsel og følelser i den. Jeg frygtede, at stilen var ændret, men det var heldigvis ikke tilfældet.

En ung kvinde findes brutalt myrdet. Der er ikke sparet på blod og detaljer. En hilsen er skrevet med blod på væggen og noget lugter af satanisk fanatisme. Efterforskerne indser hurtigt, at de har brug for hjælp fra en lille eksklusiv gruppe af folk, som mener at ondskab har en fysisk tilstedeværelse i vores samfund. De mener, at der lever dæmoner i blandt os almindelige mennesker. Rizzoli og Isles, er ikke tilhængere af den forklaring, men ikke desto mindre, har klubben en viden, som de har brug for i deres efterforskning.

Samtidig med, at vi følger det som altid spændende og medrivende opklaringsarbejde, følger vi også to andre individer. Den ene er en kvinde på flugt. Hun er angst helt ind i knoglerne og har levet skjult i årevis. Hendes frygt for en iskold dræber, er beskrevet så jeg selv sad og blev helt nervøs. Den anden vi følger, er morderen, hvis tanker om hændelser i fortiden, ikke efterlader nogen tvivl om hans grufulde personlighed.  

Jeg elsker den undertone af uhygge og gru, som ligger som baggrund igennem hele bogen. Jeg elsker, at bogen er fuld af overraskende uhyggelige hændelser, at der forekommer twist på twist, at der ikke er sparet på blodige detaljer. Allerbedst er det, at vi læsere får lov at bryde vores hjerner hele vejen igennem bogen, med hvordan Fanø det hele hænger sammen. Personligt gennemskuede jeg ikke plottet, før det blev serveret for mig.

Frygt ikke, at bogen er fyldt med overnaturlige eller uforklarlige hændelser pga. det djævelske emne. Det er der heldigvis intet af! Jeg synes det her er en af Tess Gerritsens bedste bøger indtil videre, selvom den trods alt ikke slår Kirurgen.

6 krimiperler på pladen!



mandag den 6. august 2018

Anmeldelse: Cody McFadyen - Bødlens værksted



Jeg har hele tiden været en af dem, som var vild med Cody McFadyen. Hans første 3 bøger er virkelig suveræne. Fyldt med uhygge og detaljer på et opfindsomt og skræmmende plan. Nr. 4 er også virkelig god, men en anelse mere langsommelig. Dog ikke noget der var bemærkelsesværdigt, for den var stadig virkelig god. Det kan man ikke sige om Bødlens værksted!

Jeg havde godt læst, at den skulle være virkelig dårlig, men da jeg plejer at være tilhænger af McFadyen, synes jeg alligevel, at jeg selv ville bedømme. Det er som om bogen er delt op i tre dele. Den første korte del, er sindssygt spændende og lige som jeg kan li det. Der er gysende uhygge, kvalmende detaljer og spænding så man holder vejret. Smoky Barrett og hendes team, bliver kaldt til Colorado, hvor tre familier er blevet myrdet på samme villavej. Her er tingene ikke som de ser ud og holdet gør en meget grum og særdeles bestialsk opdagelse. Den del er så ekstrem at det grænser til det kvalmende. Jeg elsker det!

Så kommer del to. Og den er ikke bare lang, den er riiiiiiigtig lang. Og langsommelig. Og kedelig. Det er som om forfatteren forsøger på at være filosofisk på et eller andet plan. Det lykkedes bare ikke for ham. Jeg havde vanvittigt svært ved at få det læst og jeg overvejede flere gange at stoppe. Jeg var dog nødt til at have slutningen med, så jeg læste videre. På et tidspunkt, måtte jeg finde lydbogsversionen frem, for jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at læse. I denne del, følger vi Smoky, som har fået et sammenbrud efter oplevelser som skete i ”første del”. Dem vil jeg lade være op til dig selv at læse, men jeg har hermed lært, at jeg sætter pris på en stærk og sej hovedperson. Sådan en person, som Smoky plejer at være, på trods af alle sine ar og sin grusomme fortid. Jeg forstår ikke hvad det er forfatteren vil med denne del. Jeg forstår ikke hvorfor der bliver brugt SÅ meget spalteplads på lige netop det her. Det er ikke engang tankevækkende. I hvert fald ikke på mig.

Del tre var lidt bedre. Som om der kom mere og mere kød på historien igen. Så jeg lyttede videre i håbet om, at komme tilbage på sporet. Det kom den aldrig helt. Men trods alt nærmede den sig. Smoky bliver stærkere igen og viser en del af sin gamle styrke og vilje. Morderen var ingen overraskelse og desværre synes jeg også at det virkede som en tam løsning. Som om det havde været lidt svært at finde et rigtig godt plot. Men når det så er sagt, så bliver historien ikke afsluttet, så jeg tror der kommer en fortsættelse. Så kan vi jo krydse fingre for, at næste del er tilbage på sporet. Jeg er i hvert fald ikke parat til at afslutte bekendtskabet her. Jeg er vild med Smoky og resten af hendes gruppe. Jeg vil glæde mig til næste bog, som forhåbentlig også får læst bedre korrektur end der er tilfældet denne gang. Der er virkelig mange fejl, som forstyrrer læsningen. The only way is up!

Jeg giver den to krimiperler, fordi starten trods alt sparkede seriøst røv!




mandag den 16. juli 2018

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen



Hold k… hvor er det her en god bog! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet lægge den fra mig. Jeg har ferie og vågnede kl. 6.15 for at tisse. I stedet for at gå i seng igen og sove videre, så stod jeg op, lavede kaffe og satte mig til rette i læsestolen.
Pyromanen er en helt ny serie af Inger Wolf. Den er det der hedder en ”Storytel original”, så derfor kan du indtil videre, kun læse (eller lytte) den på enten Mofibo eller Storytel. Serien er i 10 afsnit, som dog ligger i forlængelse af hinanden som en rigtig bog, og den fylder 354 sider.

I Pyromanen møder vi brandefterforsker Klara Larsen og hendes nye makker Sebastian Vinther. Til at begynde med, er Klara ikke tilfreds med at få en makker. Hun er en indesluttet enspænder og arbejder helst alene. Sebastian er et snakkehoved og forstår ikke en hentydning til at skrue ned for de nysgerrige spørgsmål. Klara har en hemmelighed. En der ligger helt tilbage til hendes barndom og noget hun gør alt for at holde skjult. De er et godt par de to og som den kvikke nok kan regne ud, så bliver Klara da også lidt nemmere at have med at gøre, efterhånden som deres samarbejde skrider frem.

Bogen starter med en forfærdelig brand i en families hjem. Vi er med i hovedet på pyromanen, som han sidder i et træ og beundrer sit eget værk og bliver liderlig ved synet. Kvalmende. De to drenge der boede i huset forsvinder og en eftersøgning sættes i gang. Det står snart klart, at der ikke bare er tale om en pyromanbrand, men også en alvorlig forbrydelse. Historien foregår i en lille by nær Herning, og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, bliver det tydeligt, at der er rigtig mange, som kunne have et motiv.

Personerne er beskrevet meget autentisk og jeg fik et godt indtryk af hvem de er. Der er en del psykologisk indover, så vi kommer en tand dybere og får en forståelse for deres tanker og handlinger. Der er dog dybde nok i vores hovedpersoner, til at de stadig har mere at afsløre og byde på i næste sæson af serien. Mine følelser  blev sat i spil, temmelig mange gange under læsningen.

Det er en af den slags bøger, hvor man som læser, gætter og gætter og forsøger at regne den ud. Jeg havde på ingen måde regnet ud, hvordan det hele hang sammen og spændingen bliver ved, mere eller mindre til sidste side. Da bogen var slut, havde jeg på den ene side en øv-følelse i kroppen over at bogen var slut, for jeg er på ingen måder færdig med Klara og Sebastian. På den anden side følte jeg den dér boblende glædesfølelse, som kun de færreste og allerbedste bøger, giver mig. Jeg synes virkelig den er fuldstændig fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok – til alle! 

Jeg har altid ment, at Inger Wolf er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg kan ikke forstå, at hendes navn ikke for længst er slået fast som et af de helt store. Med denne serie, synes jeg, at hun for alvor beviser sin sejhed og jeg håber hun får den opmærksomhed som jeg synes hun fortjener. 

Pyromanen er for vild!

6 kæmpestore flammende krimiperler, får den.