fredag den 10. juli 2020

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet 3 - Hyrden"



Så nåede jeg igennem 3. sæson af Akademiet. Hyrden hedder den, hvilket henleder til en indsat i Kumla-fængslet og som kommer til at spille en rolle for en af vores hovedpersoner. Hvilken, vil jeg ikke afsløre, men i første omgang, besøger Nadia ham i fængslet, for at finde ud af om han kender til trusselsbreve sendt til Akademiets norske medlem, Bjørn Ekholt.

Aspiranterne er ved at være ved vejs ende i deres uddannelsesforløb og de skal igennem en særlig opgave som afslutning på sidste elitemodul. De bliver sat til at opklare en sag, som viser sig at have at gøre med menneskesmugling. Samtidig kører de en separat og privat efterforskning, for at finde ud af hvad der skete med Hampus Cedergrens kæreste Elin. Hendes forsvinding har været et gennemgående tema gennem både sæson 2 og nu 3. Muligvis også i sæson 1, men den har jeg ikke læst, så derfor ved jeg det ikke med sikkerhed.

Jeg har gået og glædet mig til sæson 3, for det er et ualmindeligt spændende hold vi følger. Profilere og it-specialister og godt gang i teknologien. Jeg kan lide det og jeg tror næsten jeg har været mere opslugt af personerne og deres indbyrdes forhold end af selve sagen. I hvert fald i denne 3. del, som på en eller anden måde føles lidt mere som en afrunding end som en egentlig sag som den vi fulgte i sæson 2. Jeg vil derfor anbefale, at du som minimum læser sæson 2 ”Drengen der forsvandt”, før du kaster dig over ”Hyrden”.

Jeg var ikke så medrevet af denne som af den forrige og jeg manglede noget spænding og uhygge. Plottet var godt og ikke ligetil at regne ud, men enkelte ting omkring opklaringen af de to sager, fandt jeg dog lidt for ”tilfældigt”. Persongalleriet opvejer for en del og jeg kedede mig på intet tidspunkt.
Jeg håber der kommer en sæson mere.

Bogen er indtil videre kun udgivet som lyd- og e-bog hos Mofibo. Da jeg havde lyttet til forgængeren, valgte jeg at gøre det samme med denne. Den er indlæst af Lars Brygmann, hvilket gav en glimrende lytteoplevelse.

4 krimiperler af 6 til Akademiet og Hyrden



onsdag den 8. juli 2020

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster



Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?
Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!




Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

søndag den 5. juli 2020

Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen


Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.






Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM