lørdag den 21. december 2019

Anmeldelse: Riley Sager - Lock every door



For et stykke tid siden, købte jeg en stak engelske bøger, som endnu ikke er udgivet på dansk, men som jeg rigtig gerne ville læse. Først nu har jeg fundet tid til at læse dem. Én af dem var ”Lock every door” af Riley Sager. Jeg ved at forlaget Turbine har udgivet mindst én af hans bøger, nemlig ”Final girls”. Den har jeg aldrig fået læst, men det skal jeg helt sikkert efter at have læst denne.

På en eller anden måde, så lugter den lidt af domestic noir og så alligevel slet ikke.

Jules er forældreløs og hendes søster forsvandt sporløst da Jules var 15 år. Hun er derfor helt alene i verden, med undtagelse af sin gode veninde, Chloe. Jules bliver fyret fra sit job samme dag som hun slår op med sin kæreste og dermed mister sit hjem. Hun finder en annonce hvor man bliver tilbudt penge for at bo i en lejlighed i 3 måneder som apartmentsitter. En del penge faktisk. Lejligheden ligger tilmed i en af New Yorks mest ikoniske og fashionable bygninger – The Bartholomew. Udsigten fra lejligheden er ud over Central Park. Det er næsten for godt til at være sandt, men Jules er alt for betaget af stedet til at sige nej og desuden har hun ikke andre muligheder. Der bor mange berømtheder i Bartholomew og derfor er der også en lang række ekstremt strikse regler som skal overholdes. Lidt for sent, går det op for Jules at alt ikke er fryd og gammen i hendes nye bolig.

Jeg har læst en del omtaler af Lock every door på Instagram. Langt de fleste roser den til skyerne, så derfor blev jeg nysgerrig. Samtidig var jeg opmærksom på, at det let giver skuffelser når en bog er så hypet som denne er. Men omtalerne holdt ord og jeg indrømmer blankt at jeg var fuldstændig opslugt hele vejen fra start til slut. Jeg står også gerne ved, at den måske ikke er 100% realistisk, men det gør ikke noget. Den er spændende hele vejen - til tider ligefrem både hæsblæsende og uhyggelig samt fyldt med overraskelser, selvom den nok hovedsageligt er, hvad man kan kalde en slow pace-bog. Bedst af alt, synes jeg plottet er virkelig godt tænkt og her er det nok faktisk ikke helt urealistisk, selvom jeg virkelig håber det er tilfældet. Jeg kunne ikke gennemskue det, før det blev serveret for mig.

Bogen er fortalt i jeg-form af Jules. Den er delt op i to, så vi skiftevis følger Jules nu og samtidig tæller vi ned fra 6 dage før indtil de to dele bliver til én. På den måde kommer vi rigtig godt ind i hovedet på Jules og får en fin fornemmelse af hvem hun er. Samtidig er det med til at øge spændingen, fordi det er umuligt at forestille sig, hvad der kan nå at være sket på de forholdsvis få dage vi er med inden.  

En virkelig fed bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Umiddelbart tror jeg, at man er nødt til at læse den på engelsk, men hvem ved, måske den er på vej på dansk?



fredag den 20. december 2019

Anmeldelse: M. W. Craven - The puppet show



Jeg er på evig jagt efter krimier med intelligente plots og med overraskelser undervejs jeg ikke havde set komme. Krimier der er så uhyggelige at jeg holder vejret i spænding imens jeg læser, som ryster mig og giver mig kuldegysninger. Krimier hvor det sproglige element også imponerer mig undervejs og gerne med en smule tør humor. Hvis vi lige ser bort fra Harry Hole, så er jeg ikke sådan super meget til de der fordrukne typer med psykiske problemer. Jeg er mere til de rå typer som forholder sig cool i de fleste situationer og så synes jeg det er lidt fedt, hvis en af personerne har en lidt særlig evne, som IKKE er overnaturlig eller urealistisk.

Den slags bøger er der langt imellem, men helt tilfældigt faldt jeg over”The puppet show” af M. W. Craven. Jeg siger jer … den har alt det ovenfor nævnte! Dens to hovedpersoner Washington Poe og Tilly Bradshaw, er to virkelig stærke hovedpersoner. Den fandenivoldske Poe, som ingen midler skyr, men som alligevel kan bringes i knæ, når hans egen fortids skeletter bringes frem i lyset og trykkes på, lige dér hvor det gør allermest ondt. Tilly som er socialt handicappet og har levet med mobning og underkuelse hele sit liv, men som alligevel fortsætter ufortrødent med det computerprogrammeringsarbejde hun er så vanvittig dygtig til. Da hun kommer under vingerne hos Poe, løfter hendes potentiale sig endnu højere. Et makkerpar som jeg virkelig har savnet efter bogen var læst til ende. Jeg glæder mig simpelthen så meget, til at læse næste bog i serien, som hedder ”Black Summer”.

En seriemorder hærger Cumbria. Han brænder sine ofre levende og placerer dem rundt omkring i områdets mange stone cirkles (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk). Da de finder en tekst skåret ind i brystet på det ene offer, er der ingen tvivl om, at morderen vil have Poes opmærksomhed. Men er Poe næste offer eller ønsker morderen at provokere? Pile peger i retning af et nu lukket børnehjem, men andre pile peger i andre retninger. Holdet er mere eller mindre på bar bund. Hvis jeg nu afslører, at titlen henviser til et dukketeater, hvor nogen trækker i de snore, som får dukkerne til at bevæge sig – får dem til at gøre hvad dukkeføreren ønsker de skal gøre - så har I måske lidt en idé om hvad der er i vente med denne brillante bog. Og så bliver den ved med at overraske lige til det sidste!

Jeg har læst ”The puppet show” på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk. Der er dog gode nyheder, for jeg ved at Forlaget Jentas har købt rettighederne så bogen udkommer på dansk engang i løbet af næste år. Efter min mening passer M. W. Craven (Mike Craven) perfekt ind netop dér i selskab med Chris Carter og Paul Cleave! Her er virkelig noget at glæde sig til. 

Bare læn dig tilbage - siderne vender sig selv!

6 kæmpestore krimiperler






torsdag den 12. december 2019

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dåseskjul



Pyw altså, hvor har jeg glædet mig til at læse denne bog. Forrige bog i serien, ”Kongens efterfølger”, sluttede med en cliffhanger så vild, at jeg flere gange har overvejet at købe den på engelsk fordi jeg simpelthen nærmest ikke kunne vente på fortsættelsen.

Lad mig bare starte med at sige, at det ikke blev kedeligt på noget tidspunkt. Helen Grace er havnet i fængsel anklaget for at være brutal seriemorder. Vi der har læst de forrige bøger, ved godt, at det ikke er sandt, men så skal jeg nok lade være med at afsløre mere. Helen Grace er en sej dame. Hun lader sig ikke slå ud og hun bevarer håbet om en frifindelse når hendes sag en dag kommer for retten. Netop håb, er det der holder hende fra at blive vanvittig som flere af hendes medfanger. Har du set Netflix-serien ”Orange is the new black”? Hvis ja, så har du nogenlunde den stemning der hersker blandt fangerne i dette kvindefængsel. Voldeligt og brutalt og med et hierarki der ikke er til at tage fejl af. Det er beskrevet, så man næsten kan se det hele for sig.

Imens Helen er indsat, sker en række bestialske mord på hendes afdeling. Kvinder der bliver myrdet om natten i aflåste celler. Det varer ikke længe før reporteren Emilia Garanita ser sit snit til at vinkle sine nyhedsindslag, så det ser ud som om den morderiske pil peger på Helen Grace. Det ser sort udfor Helen, som har ikke så få fjender i et fængsel fyldt med kvinder hun selv har fået spærret inde.

Jeg er vild med Matthew Arlidge. Hans bøger er altid dejligt brutale og detaljerede. Det gælder også Dåseskjul, selvom den egentlig er en del anderledes end sine forgængere. Den er ikke uhyggelig, men den har et højintenst tempo. Hovedpersonen Helen Grace er helt sin egen. Hun er kølig og cool, hvilket jeg sætter større pris på end de der halvfordrunke typer der drukner i dårlig psyke. Giv mig de seje der rejser sig fra asken og gerne med særlige evner af en eller anden art, som ikke er for overnaturlig - så klapper jeg i mine Anna og Lotte-hænder.




søndag den 1. december 2019

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Iskold


Iskold hedder den nyeste bog fra amerikanske Tess Gerritsen. En sød og rar kvinde, som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at spise morgenmad med på Krimimessen for et par år siden. En kvinde som skriver dystre og uhyggelige krimier og hvor titlen til denne bog passer perfekt til handlingen.

Iskold … det var den gennemgående fornemmelse jeg havde i kroppen imens jeg læste bogen. Ikke alene foregår den midt i en iskold snestorm, den gennemstrømmes også af en iskold uhygge hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at det onde lurer lige om hjørnet. Hvor man ikke ved hvem der er til at stole på. At det samtidig er gået hen og blevet p…. koldt udenfor, satte lige den berømte prik over i’et.

Maura Isles tager på lægekonference i Wyoming. Hun er ked af det helt ind i knoglerne og da en tidligere medstuderende tilbyder hende lidt sjov i form af en hyttetur med skiløb, springer hun til. Det bliver en skæbnesvanger tur og selskabet bestående af 5 personer, strander i et mystisk og forladt landsby i bjergene, uden strøm eller mobilforbindelse.

Lige siden jeg læste Kirurgen, som er første bog i Rizzoli & Isles-serien har jeg været fan. Tess Gerritsen skriver medrivende, billedligt og så mestrer hun en krybende uhygge til perfektion. Også denne gang var jeg fuldstændig opslugt fra start til slut og min kvalmerefleks rørte på sig op til flere gange, når Gerritsen, som oprindeligt er uddannet læge, beskriver blodige detaljer så de står skarpt i den indre biograf.

Selvom det er en bog der mere eller mindre foregår samme sted, så sker der virkelig mange ting undervejs, så bogen bliver aldrig langsommelig. Plottet er virkelig godt og der kommer også et par overraskelser undervejs. Jeg ville ønske jeg havde næste bog ved hånden allerede. Tess Gerritsens bøger er den slags bøger, der er svære at vente på.





fredag den 15. november 2019

Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet




Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.
I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊









fredag den 1. november 2019

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Skytsengel



Michael Katz Krefeld og Ravn er tilbage, efter et lille ophold i serien, hvor vi i stedet for Ravn, fik Cecilie Mars.

Imens mørket kaldte på os, sejlede Ravn rundt på et længerevarende krydstogt på sin båd, Bianca. Nu er han tilbage, men hvad han troede skulle blive en hyggelig hjemvending til alle vennerne og den elskede bydel Christianshavn, bliver i stedet til kaos, drama og tragiske omstændigheder.

Bogen starter på et hustag i bagende sol. En skarpskytte sigter med sin riffel. I kikkertsigtet har han mange forskellige mennesker - herunder både Victoria, Johnson og den højgravide Belinda. Så trykker han aftrækkeren i bund og fyrer sit skarpladte våben af igen og igen.

Jeg kan afsløre, at den ene af de tre nævnte venner bliver ramt. Ravn tager attentatet personligt og vil hjælpe med at finde den skyldige. Da han bliver kontaktet af advokaten Miriam, som vil have ham til at finde en klients forsvundne søn, takker Ravn derfor nej. Men vi kender ham jo efterhånden … og da hun afslører, at det handler om en mor, som mistænker at hendes søn er attentatmanden, springer han alligevel på vognen.

Man kan sige, at denne bog har to hovedpersoner, for udover Ravn, så følger vi også skarpskytten og hans tanker og følelser. Vi følger hans frustrationer, hans meget små og få glæder, hans vanvittige togt mod uskyldige mennesker. Vi kommer helt tæt på hans ødelagte personlighed og vi skiftevis sympatiserer med ham og håber han bliver fanget og får den hårdeste straf. Hvorfor?? Fordi vi hader terrorisme og ønsker terrorister til livs, og fordi vi samtidig sympatiserer med veteraner som har tjent deres land i krig, men som er vendt hjem med PTSD og evige ar på krop og sjæl!

Bogen har et vigtigt fokus og den fik mig igennem næsten hele følelsesregisteret. Veteraner hjemvendt fra krig – et vigtigt emne, fordi der tilsyneladende er berøringsangst omkring det - vi hylder soldaternes mod, men vi lukker øjnene for, at de kan være nedbrudte mennesker bagefter. Vi forventer at de klarer sig og selv tager sig af deres problemer. Vi synes det er dejligt, at der findes steder de kan opholde sig og få hjælp og støtte, men samtidig ønsker vi ikke disse opholdsteder i vores egen baghave, af frygt for hvad de kan finde på i tilfælde af psykoser osv. Et vigtigt dilemma at få sat fokus på, synes jeg.

Hver gang jeg læser en bog af Michael Katz Krefeld, er det som at se en indre film. Skytsengel er ingen undtagelse. Som at se endnu et afsnit af en god serie man har fulgt længe. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er han kan, som gør det hele så billedligt for mig, men det er ret fantastisk! Med ganske få ord, kan han beskrive steder og personer, så man som læser næsten føler, at man virkelig er der. Den effekt har han i hvert fald på mig og det giver læseoplevelsen endnu større substans.
Der er ingen tvivl om, at Michael Katz Krefeld er en vanvittigt dygtig forfatter. Det beviser han endnu engang med denne dybdeborende bog. 

For der ER virkelig meget dybde i denne bog. Der er spænding og der er smæk på det følelsesmæssige – på kærlighed og på venskaber og på alt det gode de fører med sig. Jeg synes det er spændende at komme ind i hovedet på attentatmanden og jeg synes han er utrolig godt beskrevet. Samtidig, så medfører det, at vi hele tiden kender hans planer. Når vi så følger Ravn, er vi læsere hele tiden et skridt foran og ved om han er på rette spor eller ej. Det tog desværre en del af spændingen fra mig. Jeg savnede noget der fik mig til at gyse og jeg savnede følelsen af frygt for hvad der mere ville ske. Jeg synes det hele blev lidt for forudsigeligt. Der er et fint twist undervejs, men når man har læst ualmindeligt mange krimier, så kan man til tider fange selv et ganske lille hint 😊

For mig og mit gys-hungrende krimihjerte, så blev det lidt for meget af det samme og lidt for få overraskelser. Jeg blev oprørt, men jeg blev ikke hverken skræmt eller særligt overrasket. Uhyggen udeblev. I hvert fald på dén måde som skubber til min frygt.

4 krimiperler - dem i det helt store format 😊




søndag den 20. oktober 2019

Anmeldelse: Stephen King - Anstalten



Stephen King kendt som gysets mester.  I min optik er det ikke gysere han skriver, men filmatiseringen af flere af hans bøger, er dog drejet temmelig meget i dén retning. For mig er det spænding i høj kaliber og ofte med et twist af noget overnaturligt – noget som måske, måske ikke, kunne være virkeligt.

Sådan er det også i Anstalten. Den greb mig om hjertet nærmest fra starten og så holdt den spændingsniveauet selvom det er en lang bog på over 600 sider. Den er på én gang både hjertegribende trist og vanvittigt spændende.

Luke Ellis bliver kidnappet og anbragt på en anstalt, som viser sig at være fyldt med børn. Alle er højt begavede og alle har de en helt særlig evne i form af enten telepati eller telekinese. De ansatte på anstalten skyr ingen midler når det kommer til at lave forsøg med børnene og deres særlige evner. De ansatte er for længst holdt op med at opfatte børnene som individer med følelser. Børnene er som dyr og bliver straffet, for at skabe respekt og frygt.

Samtidig et andet sted i landet, beder et flyselskab folk om at stige af flyet grundet pladsmangel. Tim Jamieson stiger af og i stedet for at tage imod selskabets tilbud om hotel og ny rejse næste dag, så tomler han den mod New York. Tim har ikke travlt, så da han undervejs havner i en lille flække midt i ingenmandsland, beslutter han at blive hængende. Den beslutning kommer til at ændre hans liv for evigt.

Egentlig er jeg ikke til bøger med alt muligt overnaturligt hejs, men i Anstalten er det beskrevet så fint og virkeligt, at jeg helt sad og kom i tvivl, om nogen faktisk har disse evner i virkeligheden. Samtidig er det noget af dét der giver bogen et ekstra løft mod toppen. Jeg synes det var fantastisk under scenerne med tankelæsning. Nøj hvor ville det somme tider være en praktisk evne at have. Efter min mening bliver det ikke for meget på noget tidspunkt. Hvis du har stiftet bekendtskab med enten bogen eller filmen ”Den grønne mil”, så har du enten læst, set eller begge dele, hvordan en lille smule af det overnaturlige, kan give både spænding og samtidig stramme grebet om følelserne.

Der er mange emner i denne bog, men den vigtigste er nok venskab. Hvordan fællesskab avler styrke, i en verden hvor man ikke altid ved, hvem der vil en det bedste og hvem der ikke vil.
Hjertegribende historie og fuldstændig fremragende skruet sammen. Måske den bedste Stephen King-bog jeg har læst!

5 krimiperler til Luke, Tim og Stephen K.





søndag den 13. oktober 2019

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen



Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder. 





fredag den 27. september 2019

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy



Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!











torsdag den 19. september 2019

Anmeldelse: Katrine Engberg - Vådeskud


Det er ved at være et stykke tid siden, jeg vendte sidste side i ”Vådeskud”. Der sker lidt for meget i mit liv i øjeblikket, så jeg føler mig helt drænet for overskud. Af samme grund, er der gået lidt lang tid før jeg kunne samle mig om at få skrevet en anmeldelse til jer. Jeg håber der snart er lidt mere energi på kontoen. Jeg håber også, at I bærer over med mig til da.

Vådeskud er 4. bind i Katrine Engbergs serie om Anette Werner og Jeppe Kørner. Et solidt makkerpar med et fantastisk indbyrdes forhold. Afslappet og ligetil og alligevel virker det til tider som om, især Anette, har svært ved hvordan hun skal gebærde sig overfor Jeppe, og jeg oplever hende påtaget sej. I det hele taget er hun lidt en smart i en fart coolio-type, som jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg synes om. Hun er egentlig en følsom kvinde, men hun gemmer det bag sin hårde facade. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcist hvorfor. Dette er ikke ment som noget negativt – tvært imod, så synes jeg det er ret fedt, at ikke alle hovedpersoner er lige lette at holde af.

Denne gang forsvinder en teenager, som er søn af en velhavende familie. Samtidig dukker et lig op på Amagerforbrændingen. Kørner og Werner afhører familie, venner, ansatte på forbrændingen samt alle mulige andre. Når vi har at gøre med meget rige mennesker i krimier, så ved vi oftest godt, at der er noget i bageriet der lugter brændt. Det gør sig selvfølgelig også gældende her, men hvordan og hvorledes, er ikke helt ligetil at greje. Selvom jeg havde sporet mig lidt ind på dele af plottet, så overraskede den endelige afsløring mig alligevel.

Jeg synes der er mange følelser på spil i denne bog. Og mange gode og interessante emner og problemstillinger. Det gør sig hovedsageligt gældende omkring familier, familiekonstellationer og de følelser det bringer med sig, når vi sammen skal få vores hverdagsfamilieliv til at fungere på bedst mulig måde. For vi er alle forskellige og selvom vi elsker hinanden og vil hinanden det bedste, så rammer vi ikke altid plet i vores forsøg på at gøre det rigtige.

Katrine Engberg er en mester når det kommer til det sproglige. Dialogerne er så dagligdags, flydende og ligetil. Beskrivelserne er så fine og billedlige, at det føles som at være der selv. Kender du fx Amagerforbrændingen? Det gør jeg ikke, men alligevel har jeg et klart og tydeligt billede i mit hoved omkring stedet- både indvendigt og udvendigt. Samtidig er det her en forfatter, som ikke stiller sig tilfreds med mord begået på simpel vis og lig fundet på et intetsigende sted. Det skal være interessant og anderledes. Det er tydeligt at mærke, at der er gjort noget ud af research på omgivelserne og mordmetoderne. Det er både cool og spændende, synes jeg.

Selvom Vådeskud indeholder så meget godt, så er der altså alligevel noget jeg savner. For mig blev handlingen lidt for personlig på karaktererne denne gang. Jeg synes om Esther og jeg bliver rørt af de ting der sker mellem hende og Gregers – af hvordan Gregers har det. Samtidig så synes jeg hendes rolle i denne bog er overflødig og mestendels er hun nødvendig fordi hun er den der faktisk ender med at opklare en stor del af sagen, hvilket man godt fornemmer gennem bogen. Jeg synes det er ærgerligt og jeg synes på en eller anden måde det bliver en lidt nem og flad opklaring. En skam med så mange ”tilfældigheder”, når man ved, hvad Engberg ellers kan mestre.

Så altså summa summarum, så er det en super god og virkelig velskrevet historie. Interessante vinkler, spændende steder og anderledes personligheder. I bund og grund, så synes jeg også plottet er fedt, men måden vi når frem til det på, er bare lidt for letkøbt for mig. Samtidig savner jeg noget uhygge og følelsen af at blive rystet udeblev helt.

Selvom der ikke er nogen som helst tvivl om, at Katrine Engberg er en topklasse krimiforfatter, så bliver det ikke helt fuld perleplade denne gang.


Billederne herunder er taget til et bloggermøde med Katrine Engberg i hendes hjemby, København. Her viste hun os rundt i byen og fortalte om steder der betyder noget for hende. Steder fra blandt andet hendes barndom, som har en plads i hendes hjerte og nu også i bøger. I kan se flere billeder fra mødet på min Instagramprofil
Katrine Engberg, er en helt utrolig sød, smuk og fantastisk kvinde. Sådan en man bliver glad i hele kroppen af at være sammen med! 💗💗💗












fredag den 13. september 2019

Anmeldelse: Harlan Coben - Led ikke efter mig



Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.

Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.

Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.

Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke, om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.

Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie! 

Absolut topkarakter på perlepladen.

Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september, har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det er simpelthen en vanvittigt god bog!! 



torsdag den 5. september 2019

Anmeldelse: David Lagercrantz - Hende der må dø



Så kom den endelig – 6. og sidste del af Milleniumserien. Stieg Larsson startede serien og skrev de første tre. David Lagercrantz, tog over efter Larssons død og har nu skrevet 6. og, siges det, sidste del.

Der har været mange skriverier og sågar tv-programmer om hele Larsson/Lagercrantz-problematikken. Folk der har boykottet serien i vrede over den nye forfatter. Jeg er ikke en af dem der har haft et problem. Jeg har læst både bog 4 og 5 med begejstring. Jeg er ikke typen der er så nærlæsende, at jeg har lagt mærke til om der var stor forskel i deres skrivestil. Det samme gør sig gældende i denne bog nr. 6. Desværre synes jeg ikke det er en specielt velskrevet bog. Jeg synes der er mange underlige sætninger og alt for mange sætninger der starter med et ”Men” uden at det rigtigt passer ind. Det kan gøres cool, men jeg synes ikke det er tilfældet her. Ja, det er givetvis flueknepperi, men det skyldes nok, at jeg bare generelt kedede mig.

Lisbeth Salander er forsvundet og Michael Blomkvist forsøger uden held at komme i kontakt med hende. Først da der sker et mystisk dødsfald, som lugter hen ad mord, viser Lisbeth flaget, men dog kun i form af en krypteret besked i Michaels computer. Manden er ikke nem at identificere, men ved hjælp af bl.a. Lisbeths kloge hjerne og hendes evner med en computer, nærmer man sig en identitet. Da man finder en seddel i mandens lomme med Michaels telefonnummer, og da vidner har hørt manden tale om en højtstående politiker, som er kommet i svær modvind, fatter politiet interesse. Samtidig har Lisbeths søster, Camilla, aldrig været så opsat på at tilintetgøre Lisbeth som nu.

Jeg havde glædet mig til denne bog. Jeg var spændt på afslutningen, men jeg er simpelthen nødt til at være ærlig og sige, at jeg blev gevaldigt skuffet. Jeg synes egentlig ikke der skete noget særligt og jeg synes mest af alt det var en temmelig rodet historie. Vi springer frem og tilbage i både tid og personer, men jeg synes historien er tynd. For mig gik der for meget russisk mafia, motorcykelklub og politik i den. Jeg kedede mig og var flere gange lige ved at give op. Men det er trods alt en afslutning på en serie jeg har sat pris på, så jeg læste videre, selvom jeg til sidst, var nærmest ligeglad med hvordan det endte. Hen mod slutningen, kommer der den form for action og gru, som jeg sætter pris på, men da var det ligesom lidt for sent.

Det jeg bedst har kunnet lide ved Milleniumserien, er Lisbeths evner til at hacke alt og alle. Hendes metoder at tage hævn over de modbydelige typer der har krydset enten hendes vej, eller folk hun holder af. Der har været nogen af bøgerne hvor det næsten ikke var med, men det er det trods alt i denne. Det var et plus for mig i en ellers rodet affære.

2 perler kan det desværre kun blive til fra mig til Blomkvist og Salander.  



lørdag den 24. august 2019

Anmeldelse: Mattias Edvardsson - En helt normal familie



Jeg ved simpelthen næsten ikke hvordan jeg skal starte på at skrive min anmeldelse af denne bog. Der er så forfærdelig mange ting jeg har lyst til at sige og til at fortælle. Samtidig kan jeg ikke fortælle særlig meget, uden at afsløre det plot og den handling, som er hele bogens grundlag.

Jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig helt fremdeles betaget af den her bog, måden den er skrevet på og den dybde der er i personerne mere eller mindre udelukkende ved hjælp af sproget, som personerne benytter sig af. ”Show, don’t tell”, siger den ene hovedpersons lærer, på et tidspunkt i bogen. Lige netop dette, styrer Mattias Edvardsson perfekt. Mesterligt, siger jeg bare – bogen efterlod mig mundlam!

”En helt normal familie”, handler om ægteparret Adam og Ulrika og deres datter, Stella. Bogen er fortalt i jeg-form, hvor alle tre personer kommer til orde og fortæller os deres synsvinkel på hændelserne. Vi starter med Adam og følger ham, da datteren Stella bliver anholdt for mord på en ung forretningsmand. Han fortæller både om tiden op til drabet og om sine følelser omkring anholdelsen. Det er selvfølgelig hårdt for Adam. Han er præst og en retskaffen mand. Alligevel driver frustrationen ham til, at tage sagerne i egen hånd.

Herefter skifter fortællervinklen og vi følger nu Stellas oplevelser omkring flere af de hændelser vi også hører fra Adam. Imens jeg læste Adams del, tænkte jeg, at vi har at gøre med en lidt ”pæn” forfatter. Ikke de store udskejelser og et vældig pænt sprog. Men så skifter vi til Stella og her går forfatterens evner for alvor op for mig. Stella er på mange områder som teenagere er flest og det er ikke svært at huske egen ungdom eller få øje på egne teenagedøtre i Stella. Jo, hun agerer ekstremt i mange situationer, men jeg forstod hende alligevel. Da vi til sidst skifter fortællervinkel og får mor og forsvarsadvokat, Ulrikas syn på sagen, var jeg spændt på at finde ud af hvem hun er bag facaden … for vi ved ligesom bare, at der ER en facade.

Der er dukkede umanerligt mange tanker og følelser op undervejs gennem læsningen. Jeg vil næsten anbefale, at man laver noget fælleslæsning med en veninde eller en læsegruppe, for det her er en bog, hvor man får brug for at vende tankerne og til tider også have nogen at bande sammen med.
Så … ”show, don’t tell” – Mattias Edvardsson formår at beskrive de tre hovedpersoner ved hjælp af den måde hvorpå de taler, viser os hvem de er – fandme sejt, jeg er dybt imponeret!

”En roman om en forbrydelse”, står der på forsiden af bogen. Så ikke rigtig en krimi, men alligevel lidt. En bog om, hvordan langt de fleste forældre ville reagere, hvis deres børn blev anklaget for noget så grusomt som Stella bliver. En bog om hvor meget facade de fleste af os har, selvom den er harmløs det meste af tiden. En bog om, at vi ikke kender hinandens inderste selvom vi føler vi ved det meste om hinanden.

Mine hænder i vejret og fuld perleplade! 👐