Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet 3 - Hyrden"

Så nåede jeg igennem 3. sæson af Akademiet. Hyrden hedder den, hvilket henleder til en indsat i Kumla-fængslet og som kommer til at spille en rolle for en af vores hovedpersoner. Hvilken, vil jeg ikke afsløre, men i første omgang, besøger Nadia ham i fængslet, for at finde ud af om han kender til trusselsbreve sendt til Akademiets norske medlem, Bjørn Ekholt.

Aspiranterne er ved at være ved vejs ende i deres uddannelsesforløb og de skal igennem en særlig opgave som afslutning på sidste elitemodul. De bliver sat til at opklare en sag, som viser sig at have at gøre med menneskesmugling. Samtidig kører de en separat og privat efterforskning, for at finde ud af hvad der skete med Hampus Cedergrens kæreste Elin. Hendes forsvinding har været et gennemgående tema gennem både sæson 2 og nu 3. Muligvis også i sæson 1, men den har jeg ikke læst, så derfor ved jeg det ikke med sikkerhed.

Jeg har gået og glædet mig til sæson 3, for det er et ualmindeligt spændende hold vi følger. Profilere og it-specialister og godt gang i teknologien. Jeg kan lide det og jeg tror næsten jeg har været mere opslugt af personerne og deres indbyrdes forhold end af selve sagen. I hvert fald i denne 3. del, som på en eller anden måde føles lidt mere som en afrunding end som en egentlig sag som den vi fulgte i sæson 2. Jeg vil derfor anbefale, at du som minimum læser sæson 2 ”Drengen der forsvandt”, før du kaster dig over ”Hyrden”.

Jeg var ikke så medrevet af denne som af den forrige og jeg manglede noget spænding og uhygge. Plottet var godt og ikke ligetil at regne ud, men enkelte ting omkring opklaringen af de to sager, fandt jeg dog lidt for ”tilfældigt”. Persongalleriet opvejer for en del og jeg kedede mig på intet tidspunkt.

Jeg håber der kommer en sæson mere.

Bogen er indtil videre kun udgivet som lyd- og e-bog hos Mofibo. Da jeg havde lyttet til forgængeren, valgte jeg at gøre det samme med denne. Den er indlæst af Lars Brygmann, hvilket gav en glimrende lytteoplevelse.

4 krimiperler af 6 til Akademiet og Hyrden

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster

Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?

Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!

Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen

Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.

Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Jeg kan se dig

Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker, men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.

Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun stadig i fare?

Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.

Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her, sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende, at det endelig er drabssagen der er i fokus.

Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med. Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.

Anmeldelse: David Garmark - Sort arv

Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”. 
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Anmeldelse: Alex North - The Whisper Man

The whisper man er en bog som har været helt enormt hypet på SoMe. Jeg var simpelthen nødt til at bestille den hjem og se om den ville fange mig, som den har fanget så mange andre.

Det gjorde den!! Fra første side nærmest. Der er helt vildt mange ting jeg gerne ville sige og fortælle om bogen, for den har så mange lag og så mange aspekter. Indimellem er det en lille smule besværligt at skrive anmeldelser, når jeg bare har lyst til at fortælle om det hele. Det gør jeg naturligvis ikke.

Tom Kennedy har mistet sin kone, og sønnen Jake, har mistet sin mor. For at starte på en frisk og komme væk fra huset med de mange minder, flytter de til en ny by, nyt hus, ny skole. Men sorgen er stor og tristheden kan man ikke sådan flytte fra. Begge har det hårdt på hver deres måde. En lille dreng forsvinder fra byen og noget tyder på at morderen, The whisper man, som dræbte 5 børn for 20 år siden, er tilbage. Inden børnene forsvandt, havde de hørt en mand hviske udenfor deres vinduer. Jake er en dreng som ofte taler med usynlige venner, så da han fortæller sin far, at han hører en mand hviske, tror Tom i første omgang, at det er Jakes fantasi.  

” If you leave a door half open, soon you’ll hear the whispers spoken …”

Bogen har flere fortællervinkler. Både Jake, politimanden Pete og Tom Kennedy. De to førstnævnte fortæller i 3. person imens Tom taler i jeg-form. Det giver det hele lidt ekstra krydderi når vi hører flere sider af samme sag. Samtidig var jeg-formen medvirkende til, at jeg konstant sad med en nagende følelse af at blive snydt. Som om Tom holder noget skjult for os. Det er nemlig blot ét af de tricks man kan lave med en jeg-fortæller. Den er skrevet i et stille og roligt tempo med en underliggende stemning af uhygge. Ingen makabre udpenslinger eller blodsudgydelser. 

”If you’re lonely, sad or blue, The whisper man will come for you …”

Jeg vil ikke sige, at jeg er blæst fuldstændig bagover af The whisper man, men jeg er virkelig virkelig imponeret over opbygningen af både krybende spænding, overraskelserne undervejs og forfatterens evne til at få mig til at tro, at jeg havde regnet ud hvordan den røv (undskyld ræv) var barberet. Flere gange bogen igennem, blev der smidt en lille bisætning, som jeg ikke tænkte over, hvorefter der senere kom en betydning som overraskede mig fuldstændig og gav historien en uventet drejning. Samtidig var der ledetråde som jeg troede jeg forstod, men som viste sig at være uden betydning. Fandme godt tænkt!

The whisper man er virkelig flot skrevet. Den er gennemtænkt på et højt niveau og så efterlod den mig med en masse tanker og en slutning, som jeg stadig ikke er sikker på at jeg har fattet.

Jeg glæder mig allerede til næste bog fra Alex North (som i øvrigt er et pseudonym). Den hedder ”The shadows” og udkommer til juli. Jeg er samtidig spændt på, om der er nogen danske forlag som har købt manuskriptet til The whisper man.  

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Den der banker på

”Den der banker på”, er 3. del i serien om advokaten Martin Benner. De første to hedder ”Lotus blues” og ”Mios blues”. På svensk hedder denne 3. del faktisk ”Henrys hemmelighed”, hvilket jeg egentlig synes er en bedre titel, fordi det passer sammen med de to første som også indeholder navne. Samtidig så dækker begge titler lige godt over indholdet af bogen, så jeg forstår slet ikke begrundelsen for at ændre titlen så drastisk. Men pyt … det betyder jo heldigvis intet for handlingen.

I første omgang var det ikke meningen at der skulle komme en bog nr. 3 i denne serie, men hvor er jeg dog glad og taknemmelig for at der alligevel gjorde. Jeg er helt og aldeles vild med Martin Benner! Simpelthen en fantastisk karakter. Så skide ligeglad med alt og alle og alligevel så følsom når det kommer til plejedatteren Belle som i virkeligheden er hans niece og til ekskæresten Lucy, som skal giftes lige om lidt, samt til nære venner, som der ikke findes mange af.

Martin Benners gode ven Henry går hen og dør. Under begravelsen, som foregår i Sverige, trods det, at Henry bor i New York, møder en fremmed op og konfronterer Martin Benner med en række undrende spørgsmål omkring dødsfaldet. Martin har, som altid, svært ved at lade tingene ligge, så han begynder at undersøge sagen. Samtidig modtager Lucy et forkert skakspil fra New York. Der begynder at ske mystiske ting og det lugter lidt af at der er forbindelse imellem sagerne. Jo mere Martin gør for at holde sig ude af suppedasen, jo dybere synker han ned i den.

”Den der banker på”, er et mysterium med en masse forskellige tråde, som ikke er sådan lige at regne ud. Selvom Martin Benner er lidt en type der ikke spekulerer for længe over sine handlinger, så er det ikke nogen lynhurtig bog med masser af action. Tvært imod er den en anelse for langsommelig i sit tempo, men for mit vedkommende var det et plus. Jeg nyder hvert sekund i selskab med Benner. Han er simpelthen så sjov på sin egen kølige egoistiske facon. Det er en af den slags bøger hvor jeg forundres og glædes over forfatterens evner. Hold nu k… hvor må det være sjovt at skrive Martin Benners tanker. Bogen er skrevet med jeg-fortæller, så vi får det hele med.

Jeg lander den på 5 krimiperler, fordi den på trods af, at jeg er fuldstændig forgabt i denne hovedperson, samtidig mangler lidt mere uhygge. Bogen har et godt plot som jeg ikke gennemskuede før de endelige afsløringer før de kom.

Jeg vil sige, at man ikke bør kaste sig ud i denne før man har læst dens to forgængere. Jo, det er muligt at læse den selvstændigt, men taget i betragtning, at de to første egentlig var én lang historie hvor vi finder ud af hvem Martin Benner er, hvorfor han har adopteret sin niece, hvorfor han ikke vil giftes med Lucy, hvorfor han har en mafiabosstype på speed dial, så synes jeg bare man må mangle alt for meget af det gode og måske man ikke fornemmer præcist hvor underholdende det er at følge ham. Jeg krydser fingre, tæer, arme, ben, hår …. ALT … i håbet om, at der kommer endnu en Benner-bog. Jeg er slet slet ikke færdig med ham!!

Anmeldelse: Riley Sager - Lock every door

For et stykke tid siden, købte jeg en stak engelske bøger, som endnu ikke er udgivet på dansk, men som jeg rigtig gerne ville læse. Først nu har jeg fundet tid til at læse dem. Én af dem var ”Lock every door” af Riley Sager. Jeg ved at forlaget Turbine har udgivet mindst én af hans bøger, nemlig ”Final girls”. Den har jeg aldrig fået læst, men det skal jeg helt sikkert efter at have læst denne.

På en eller anden måde, så lugter den lidt af domestic noir og så alligevel slet ikke.

Jules er forældreløs og hendes søster forsvandt sporløst da Jules var 15 år. Hun er derfor helt alene i verden, med undtagelse af sin gode veninde, Chloe. Jules bliver fyret fra sit job samme dag som hun slår op med sin kæreste og dermed mister sit hjem. Hun finder en annonce hvor man bliver tilbudt penge for at bo i en lejlighed i 3 måneder som apartmentsitter. En del penge faktisk. Lejligheden ligger tilmed i en af New Yorks mest ikoniske og fashionable bygninger – The Bartholomew. Udsigten fra lejligheden er ud over Central Park. Det er næsten for godt til at være sandt, men Jules er alt for betaget af stedet til at sige nej og desuden har hun ikke andre muligheder. Der bor mange berømtheder i Bartholomew og derfor er der også en lang række ekstremt strikse regler som skal overholdes. Lidt for sent, går det op for Jules at alt ikke er fryd og gammen i hendes nye bolig.

Jeg har læst en del omtaler af Lock every door på Instagram. Langt de fleste roser den til skyerne, så derfor blev jeg nysgerrig. Samtidig var jeg opmærksom på, at det let giver skuffelser når en bog er så hypet som denne er. Men omtalerne holdt ord og jeg indrømmer blankt at jeg var fuldstændig opslugt hele vejen fra start til slut. Jeg står også gerne ved, at den måske ikke er 100% realistisk, men det gør ikke noget. Den er spændende hele vejen - til tider ligefrem både hæsblæsende og uhyggelig samt fyldt med overraskelser, selvom den nok hovedsageligt er, hvad man kan kalde en slow pace-bog. Bedst af alt, synes jeg plottet er virkelig godt tænkt og her er det nok faktisk ikke helt urealistisk, selvom jeg virkelig håber det er tilfældet. Jeg kunne ikke gennemskue det, før det blev serveret for mig.

Bogen er fortalt i jeg-form af Jules. Den er delt op i to, så vi skiftevis følger Jules nu og samtidig tæller vi ned fra 6 dage før indtil de to dele bliver til én. På den måde kommer vi rigtig godt ind i hovedet på Jules og får en fin fornemmelse af hvem hun er. Samtidig er det med til at øge spændingen, fordi det er umuligt at forestille sig, hvad der kan nå at være sket på de forholdsvis få dage vi er med inden.  

En virkelig fed bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Umiddelbart tror jeg, at man er nødt til at læse den på engelsk, men hvem ved, måske den er på vej på dansk?

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Skytsengel

Michael Katz Krefeld og Ravn er tilbage, efter et lille ophold i serien, hvor vi i stedet for Ravn, fik Cecilie Mars.

Imens mørket kaldte på os, sejlede Ravn rundt på et længerevarende krydstogt på sin båd, Bianca. Nu er han tilbage, men hvad han troede skulle blive en hyggelig hjemvending til alle vennerne og den elskede bydel Christianshavn, bliver i stedet til kaos, drama og tragiske omstændigheder.

Bogen starter på et hustag i bagende sol. En skarpskytte sigter med sin riffel. I kikkertsigtet har han mange forskellige mennesker - herunder både Victoria, Johnson og den højgravide Belinda. Så trykker han aftrækkeren i bund og fyrer sit skarpladte våben af igen og igen.

Jeg kan afsløre, at den ene af de tre nævnte venner bliver ramt. Ravn tager attentatet personligt og vil hjælpe med at finde den skyldige. Da han bliver kontaktet af advokaten Miriam, som vil have ham til at finde en klients forsvundne søn, takker Ravn derfor nej. Men vi kender ham jo efterhånden … og da hun afslører, at det handler om en mor, som mistænker at hendes søn er attentatmanden, springer han alligevel på vognen.

Man kan sige, at denne bog har to hovedpersoner, for udover Ravn, så følger vi også skarpskytten og hans tanker og følelser. Vi følger hans frustrationer, hans meget små og få glæder, hans vanvittige togt mod uskyldige mennesker. Vi kommer helt tæt på hans ødelagte personlighed og vi skiftevis sympatiserer med ham og håber han bliver fanget og får den hårdeste straf. Hvorfor?? Fordi vi hader terrorisme og ønsker terrorister til livs, og fordi vi samtidig sympatiserer med veteraner som har tjent deres land i krig, men som er vendt hjem med PTSD og evige ar på krop og sjæl!

Bogen har et vigtigt fokus og den fik mig igennem næsten hele følelsesregisteret. Veteraner hjemvendt fra krig – et vigtigt emne, fordi der tilsyneladende er berøringsangst omkring det - vi hylder soldaternes mod, men vi lukker øjnene for, at de kan være nedbrudte mennesker bagefter. Vi forventer at de klarer sig og selv tager sig af deres problemer. Vi synes det er dejligt, at der findes steder de kan opholde sig og få hjælp og støtte, men samtidig ønsker vi ikke disse opholdsteder i vores egen baghave, af frygt for hvad de kan finde på i tilfælde af psykoser osv. Et vigtigt dilemma at få sat fokus på, synes jeg.

Hver gang jeg læser en bog af Michael Katz Krefeld, er det som at se en indre film. Skytsengel er ingen undtagelse. Som at se endnu et afsnit af en god serie man har fulgt længe. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er han kan, som gør det hele så billedligt for mig, men det er ret fantastisk! Med ganske få ord, kan han beskrive steder og personer, så man som læser næsten føler, at man virkelig er der. Den effekt har han i hvert fald på mig og det giver læseoplevelsen endnu større substans.

Der er ingen tvivl om, at Michael Katz Krefeld er en vanvittigt dygtig forfatter. Det beviser han endnu engang med denne dybdeborende bog. 

For der ER virkelig meget dybde i denne bog. Der er spænding og der er smæk på det følelsesmæssige – på kærlighed og på venskaber og på alt det gode de fører med sig. Jeg synes det er spændende at komme ind i hovedet på attentatmanden og jeg synes han er utrolig godt beskrevet. Samtidig, så medfører det, at vi hele tiden kender hans planer. Når vi så følger Ravn, er vi læsere hele tiden et skridt foran og ved om han er på rette spor eller ej. Det tog desværre en del af spændingen fra mig. Jeg savnede noget der fik mig til at gyse og jeg savnede følelsen af frygt for hvad der mere ville ske. Jeg synes det hele blev lidt for forudsigeligt. Der er et fint twist undervejs, men når man har læst ualmindeligt mange krimier, så kan man til tider fange selv et ganske lille hint 😊

For mig og mit gys-hungrende krimihjerte, så blev det lidt for meget af det samme og lidt for få overraskelser. Jeg blev oprørt, men jeg blev ikke hverken skræmt eller særligt overrasket. Uhyggen udeblev. I hvert fald på dén måde som skubber til min frygt.

4 krimiperler - dem i det helt store format 😊

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!

Anmeldelse: Harlan Coben - Led ikke efter mig

Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.

Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.

Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.

Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke, om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.

Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie! 

Absolut topkarakter på perlepladen.

Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september, har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det er simpelthen en vanvittigt god bog!!