Endelig er den her – Jakob Melanders næste bind i serien om Lars Winkler. 7. del bliver det. Og selvom jeg er glad for Melanders skrivestil, så synes jeg samtidig at han mangler noget power eller råstyrke eller hvad man skal kalde det, i sine krimier. Noget mere gru og uhygge. Jeg ved godt, at det ikke er dét jeg får når jeg læser Melanders bøger om Lars Winkler, men sidste bog, ”Fjenden iblandt os”, havde dog en anelse af det, så jeg håbede at der ville være lidt af samme skuffe denne gang.
Lars og Sanne går en tur på stranden og finder kadaveret af en ko skyllet i land. Koen er skamferet på ubehagelige steder, hvilket får Lars til at ekspedere den videre til retsmedicinske undersøgelser. Det skal da også snart vise sig at være det rigtige valg. Unge mennesker begynder at dukke op på hospitalerne med psykoser efter indtagelse af LSD-lignende stoffer. Hvordan de to ting hænger sammen, skal du selv læse dig frem til 😊
I en sideløbende historie, følger vi Nanna Christoffersen, som er betjent i indbrudsafdelingen. Desværre har Nanna rodet sig ud i noget med stoffer og skylder penge til uheldige hårdtslående typer. For at skaffe de penge hun ikke har, snyder hun sig til at sjæle penge og genstande på de steder de bliver kaldt ud. En af de genstande hun stjæler, kommer til at besegle hendes skæbne.
Jeg troede at hele scenariet med Lars og Sanne og deres ødelagte forhold, endelig var forbi. Det var det så ikke – desværre. Selvom det ikke får lov at fylde alt for meget, så er det dog stadig mere end det behøver. Stod det til mig, var Sanne flyttet videre og ude af øje … Jeg kan godt lide Lars Winkler og hvis han nu var en virkelig person, var det helt sikkert fedt, at han har de følsomme sider. Men det er han ikke og jeg synes han kommer til at fremstå lidt for svagelig. Heldigvis mander han sig op til sidst og tak fordi han ikke igen synker ned på bunden af ”den hvide sne”. At han tager sagen i egen hånd og forlader rundkreds og gruppekram, giver ham også noget coolness.
Der sker simpelthen alt for lidt for mig i denne bog. Jeg har brugt meget lang tid på at komme igennem den. Det sidste af den, valgte jeg faktisk at lytte til, for derved at kunne sætte tempoet op og ikke blive distraheret af ting der foregik omkring mig. Jeg savner samtidig noget dybdeborende i historien, som for mig at se, har for mange hændelser der passer lidt for tilfældigt sammen. Selve plottet er egentlig ret fedt, men det hører vi stort set intet om. Her ville jeg gerne have fulgt en af forsøgspersonerne under agten fx.
Der er til gengæld masser af dybde i personerne og netop dét er Jakob Melanders allerstærkeste side, synes jeg. Han forstår at skildre de menneskelige følelser på fineste vis. Nanna Christoffersen fik mig til både at føle vrede og irritation hele vejen igennem bogen. Men jeg mærkede hende og lærte hende at kende. Måske var det meningen at vi ikke skulle synes om hende, måske skulle vi fatte sympati. Måske er det helt bevidst, at hun taler til nogen og ikke til andre. Lars Winkler er et andet godt eksempel. Selvom jeg skrev længere oppe, at han er lidt for blød til tider, så kommer vi hele vejen rundt om en fin og nuanceret mand. Han føles nærmest helt virkelig på en eller anden måde. Lige præcist dét, er denne bogs styrke.
Slutteligt er jeg altså lige nødt til at nævne bogens fine cover – hvordan dét og bogens titel rammer helt plet i forhold til indhold. Jeg kan jo tage fejl i min analyse, men kraniet i et psykedelisk mønster sammen med de hvide striber, der for mig ligner baner af et snifbart stof. Stoffet er hvidt, det bringer dig ind i en psykedelisk rus, men samtidig bringer det dig ind i natten enten i form af psykoser, døden eller slet og ret et ødelagt liv for personen og vedkommendes nærmeste. Godt tænkt!
3 krimiperler
Ingen kommentarer:
Send en kommentar