Viser opslag med etiketten Gengældelsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gengældelsen. Vis alle opslag

lørdag den 10. oktober 2015

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Et bjerg af løgne


Michael Sander er tilbage og det samme gør sig gældende for Lene Jensen. Eminent makkerpar, hvis det ikke lige var fordi de ikke er et makkerpar i denne bog. Faktisk nærmest det stik modsatte. Michael Sander er ansat af Nobel oil til at finde en USB-nøgle, som er forsvundet i forbindelse med mordet på Nobel Oil’s chefgeolog. Lene, som siden sidst, er blevet forfremmet til vicepolitiinspektør, er sat på sagen for at opklare mordet på chefgeologen. Bogens hovedemne er olieboringer i Grønland og hvor meget folk er villige til at feje ind under gulvtæppet, til fordel for enorme pengesummer. Nobel Oil står for, at lave en af historiens største olieboringer, da chefgeolog Peter Holm, opdager et problem livsfarligt for menneskeheden. Kort tid efter, findes Holm dræbt og alle hans data samt sikkerhedskopieringer er forsvundet.

Der er intet samarbejde imellem Lene og Michael og mest af alt virker det som om de har lyst til at slå hinanden ihjel. Og dog.. der ligger en slags had-kærlighedsforhold og ulmer imellem dem, så selvom de ikke kan tåle synet af hinanden, så passer de alligevel på hinanden.

Jeg synes Lene er blevet hårdere end hun plejer at være, imens Michael tværtimod er blevet mere følsom. Hans søster er psykisk syg og selvmordstruet, men Michael har sat sig for at passe hende og beskytte hende. Flere gange er han opløst i tårer og jeg synes faktisk den lidt mere bløde side klæder ham. Han er sådan en hovedperson, man kommer til at blive en lille smule forelsket i imens man læser.. haha :)

Et bjerg af løgne, er en af den slags bøger der næsten læser sig selv. Den er spændende fra start til slut og det er svært ikke at lade sig rive med. Jeg synes ikke helt den lever op til Trofæ, men på den anden side… der er ikke meget der lever op til Trofæ :) Den har masser af aktion og der er heller ikke sparet på detaljerne, når det kommer til brutale drab og obduktioner! Vupti havner man helt ude på kanten af stolen :)

Har du læst de to første i rækken og kunne li dem, er der ingen tvivl om, at du også skal nappe denne her. Har du endnu de andre til gode, så er mit råd at starte med Trofæ – en af den slags bøger man ikke glemmer! Personligt er jeg ret vild med Steffen Jacobsen! 


Klik her, for at følge mig på Facebook

onsdag den 8. oktober 2014

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Gengældelsen


Når en forfatter har skrevet en helt igennem forrygende bog, så kan jeg godt være lidt skeptisk når jeg skal igang med næste bog i rækken. Er forventningerne sat for højt? Sådan havde jeg det også da jeg skulle igang med Gengældelsen, som er efterfølgeren til bestselleren Trofæ.

Bogen lægger hårdt ud, med beskrivelsen af en terrorhandling lige midt i Tivoli. En handling som slår mere end tusind mennesker ihjel. Så er stilen lissom lagt og tempoet også for den sags skyld. Det er en bog med fart på og den er vanvittigt spændende fra start til slut. En af den slags bøger jeg ikke kan vente med at læse liiiige et kapitel mere i, men som jeg samtidig ønsker ikke får en ende foreløbig. En af den slags bøger hvor siderne mere eller mindre vender sig selv.

Endnu engang er vi i selskab med Lene Jensen og Michael Sanders. Sidstnævnte har jeg nok et mindre crush på, så det er skønt selskab :) Steffen Jacobsen har formået at skabe et par stærke hovedpersoner, hvilket jeg synes er vigtigt for at skabe en troværdig og medrivende historie. Jeg savner dog stadig at vide lidt mere om Michael Sanders som er lidt en enspænder. Jeg plejer at sige, at jeg ikke gider alt for meget kærlighed og helst slet ingen sexscener i en krimi, men lige i det her tilfælde, sad jeg lidt og håbede på, at der kom lidt romance mellem Michael og Lene. Slutningen set i netop dét perspektiv, ærgrer mig en smule. Det gør den af flere årsager, som jeg ikke kan nævne uden at afsløre for meget :) Alt dét er dog kun mindre detaljer i en krimi med et enormt højt tempo.

Som det måske fremgår af ovenstående, så er hovedtemaet i Gengældelsen, terror. Terror imod Danmark. Det er beskrevet så livagtigt, at jeg indimellem var nødt til lige at standse læsningen og lade tankerne få frit løb - hvad nu hvis... kan det virkelig lade sig gøre? Ville det være så nemt? Er terroristerne så langt fremme i deres udvikling af terrorvåben? Det er skræmmende og samtidig ret vedkommende for det der sker omkring os lige nu, med Danmark der deltager i antiterroraktioner osv. Jeg kunne ikke undgå at blive en lille smule bange. Ja, det er bare en bog, men hvor nær virkeligheden er det egentlig?

Hvis du har læst Trofæ og kunne li den, så må du ikke snyde dig selv for Gengældelsen. For mig var den ikke til at slippe igen og det er en af den slags bøger der lige skal bundfælde sig når den er slut. Steffen Jacobsen skriver ganske enkelt forrygende og i et flydende sprog, med masser af tør humor på den fede måde!

Mindre end 5 krimiperler kan ikke gøre det :)