Anmeldelse: Sara Blædel - Kvinden de meldte savnet

Jeg har haft Kvinden de meldte savnet, liggende i et stykke tid. Jeg havde et par bøger der trak mere, for sandt at sige, så har jeg kedet mig igennem de foregående 3-4 bøger af Sara Blædel – dog med undtagelse af De glemte piger, som var helt okay. Det er som om det hele går lidt igen i alle bøgerne og det bliver trættende i længden. Opklaringen sker mere eller mindre ved tilfældigheder eller også er det veninden Camilla, som tilfældigvis lige kommer til at opklare halvdelen af sagen i forbindelse med, at hun bringer sig selv i fare. Der er ikke grænser for, hvad Louise, Camilla og deres pårørende kommer ud for. Desværre gør det samme sig gældende i denne bog og det er møg ærgerligt, for det er et super fedt emne der bliver taget fat i og jeg var faktisk fastholdt gennem hele bogen.

Kvinden de meldte savnet, starter brutalt med mordet på kvinden Sofie Parker. Hun bliver skudt i hovedet i sit eget køkken, for øjnene af sin mand og datter. Kvinden bor i England, men det viser sig hurtigt, at hun er dansk og har været meldt savnet i 18 år. Opklaringsarbejdet peger mod Danmark og Louise Rick bliver sat på sagen.

Med fare for at røbe noget af plottet, så synes jeg det er væsentligt at nævne bogens hovedtema, som er aktiv dødshjælp eller mere præcist, assisteret selvmord. Jeg synes det er et vanvittigt interessant emne og selvom der muligvis kunne være gået dybere med emnet, så synes jeg egentlig det er fint som det er. Bogen satte tanker igang hos mig og bedst som jeg var sikker i min holdning, var der en af hovedpersonerne der gjorde sig tanker, som fik mig til at se, at jeg ikke havde overvejet alle aspekter endnu. Jeg kan godt se problematikken ved assisteret selvmord, men i bund og grund, forstår jeg ikke hvorfor flertallet af danske partier, tilsyneladende er imod. Foregår det under ordnede forhold og med en fornuftig lovgivning på området, så kan jeg umiddelbart kun se det som noget positivt. Men hvem ved – måske er der stadig sider af sagen jeg ikke har overvejet :)

Kvinden de meldte savnet er ikke en bog fuld af overraskelser – tværtimod kommer intet uventet og som læser er man hele tiden et skridt foran i forhold til hvad der sker næst. Morderen og plot, havde jeg gennemskuet allerede omkring 100 sider inde i bogen, men det fik mig alligevel ikke til at kede mig. Bogen er letlæst og medrivende og jeg var godt underholdt hele vejen igennem, lige med undtagelse af slutningen, som godt kunne være skåret ned, så vi havde undgået at Louises nære igen er i livsfare.

Jeg kan godt høre, at det kommer til at lyde lidt negativt, men alt i alt synes jeg det er en rigtig fin og tankevækkende bog. En af de bedste fra Sara Blædel. Selvom emnet er tungt, så blev jeg af en eller anden grund, i godt humør af at læse den. Min favorit Blædel-bog er dog stadig Kald mig prinsesse :)

3 krimiperler får den. Med pil op :)  

 

Anmeldelse: Roger Hobbs - Ghostman

Inden jeg gik igang med denne bog, anede jeg ikke hvad en ghostman var. Jeg fandt hurtigt ud af, at vi er ude i den lidt gangsteragtige genre, hvilket lige gjorde mig lidt træt til at begynde med. Jeg ville nu alligevel forsøge at bevæge mig ud af min comfortzone og give den en reel chance. Det er jeg vildt glad for at jeg gjorde, for ja, det var anderledes end det jeg plejer at læse, men virkelig virkelig fedt.

Ifølge forfatteren Roger Hobbs, er en ghostman en fikser som hjælper kriminelle bander og bagmænd. En ghostman er ekspert i at forsvinde og i at hjælpe andre med at forsvinde. Vores ghostman er ekspert i bl.a. bankrøverier og samtidig er han en af de bedste til at forsvinde. Med forsvinde, menes der ikke bare at gå under jorden, men at ændre identitet så radikalt, at han ikke genkendes. Han kan ændre alder, mimik, måden at gestikulere på og sågar sin stemme og talemåde. 

Bogen starter med et røveri mod et kasino og en topsikret pengetransport. Jeg synes egentlig ikke jeg vil gå så meget mere i detaljer, af frygt for at ødelægge noget af overraskelsen i det. Lad mig bare sige, at så er vi lissom igang og det går ikke stille for sig. Som nævnt før, er jeg ikke den store tilhænger af gangsterhistorier. Jeg har boet 1,5 år i gangsternes by Chicago og var dengang vild med gangsterfilm. Det har tilsyneladende alligevel ikke helt forladt mig, for hold kæft hvor blev jeg bare fanget af den her. Når jeg tænker over det, er det ikke fordi der er vildt meget dybde eller noget egentligt plot. Bogen er bare så hæsblæsende, så nervepirrende og så anderledes på den fede måde. 

Ifølge forfatteren, er Ghostman ikke en helt, men et ensomt menneske. At hans største problem er, at han må leve med de psykologiske og følelsesmæssige konsekvenser af ikke at have nogen identitet. For mig at se, er det der har allermest dybde i den her bog, hovedpersonen Jack Delton aka Ghostman. Han virker til at trivedes med sin tilværelse, selvom han indimellem er nødt til at se sig i spejlet, for at sikre sig, at han rent faktisk eksisterer :) Men det gør han og han er totalt sej. Et lille crush på Ghostie undgår man nok ikke som kvindelig læser :) :) 

Da jeg først var igang, havde jeg bare lyst til at læse i den hele tiden. Jeg måtte vide hvad der mere skete og hvordan den endte. Jeg mangler den lidt nu hvor sidste side er vendt og jeg synes den fortjener 5 krimiperler! 

Anmeldelse: Lars Kepler - Stalker

Kan de gøre det bedre end Sandmanden og kan den overhovedet leve op til den vanvittigt spændende og uhyggelige krimi som forgængeren er?? Sådan tænkte jeg inden jeg gik igang med Stalker. Og ja... det kan den sagtens. Her er tale om en bog i moppedrengskategorien, men den er ikke en eneste side for lang. Allerede fra de første sider, løb det mig koldt ned ad ryggen og sådan blev det egentlig mere eller mindre ved. Stalker har et sindssygt pace, så jeg blev næsten helt stakåndet imens jeg læste.

Hypnotisøren Erik Maria Bark er tilbage. Han starter ud med at blive bedt om at hjælpe i en sag. Yderst uhyggelig med kvinder der bliver filmet gennem vinduet i deres hjem, for derefter at blive brutalt myrdet. Filmen bliver sendt til politiet samtidig med at mordet foregår. De har ikke en chance for at nå at identificere offeret før det er for sent. Selve mordene får vi serveret på første parket og der er ikke sparet på hverken detaljerne eller uhyggen. Jeg følte næsten offerets angst. Ganske simpelt gennemført gys. Erik ender som mistænkt og må have hjælp fra Joona Linna, som er særdeles nedbrudt, men stadig sej. Ind imellem bliver han næsten FOR sej og overmenneskelig, men af en eller anden grund, så gør det bare ikke så meget når det er Joona :)

Stalker er uden tvivl på min top 3 over årets bedste krimier. Den har taget min nattesøvn og den har givet mig en fesen angst for sprækker i gardinerne :) Jeg elsker det...

Jeg plejer at sige at jeg vil rystes når jeg læser en krimi. For dælen det blev jeg her og 5 krimiperler er fuldt fortjent!

 

Mo Hayder - Dukkebarn

Dukkebarn foregår hovedsageligt på en lukket sikringsanstalt og det i sig selv danner grobund for isnende uhygge. Jeg har et svagt punkt for den slags bøger, for jeg synes simpelthen det er så skræmmende og Mo Hayder formår da også at beskrive stemningen så levende, at jeg tydeligt så billederne for mig som en indre film.
Til at begynde med, var det lidt svært at hitte rede i hvad der var drøm og hvad der var virkelighed. Snart viser det sig dog, at der ikke er meget drøm eller overnaturlige kræfter indblandet, men ren og skær sindssyge. Handlingen er let at følge med i og spændingen stiger i takt med sidetallet.

Kort fortalt, så handler Dukkebarn om den lukkede afdeling på Beechway sikringsanstalt, hvor oversygeplejeren GB efterhånden må tage alle nattevagterne selv. Både patienter og ansatte er skrækslagne for noget de kalder maren. Den kommer om natten og bringer uhygge og død med sig. GB begynder at undre sig over sammenfald de gange en patient er fundet død, så han kontakter politikommisær Jack Caffery. Caffery sætter en efterforskning igang og snart åbnes der for hidtil skjulte hemmeligheder.

Samarbejdet mellem GB og Caffery er velfungerende. Jeg synes det er dejligt at læse en bog med to sideløbende opklaringsarbejder, hvor hovedpersonerne faktisk arbejder sammen og fortæller hinanden om deres opagelser og bekymringer. Ofte i krimier, kører de hver sit ræs og som læser irriteres jeg over at sidde inde med en viden, som hovedpersonerne ikke har og som egentlig ikke gør stort meget andet, end at trække historien i langdrag.

Jeg kunne virkelig godt lide Dukkebarn og specielt hovedpersonen GB, som er beskrevet så fint, at jeg helt kom til at holde af ham. Jeg er nødt til at give bogen 5 krimiperler for en uhygge der lurer hele vejen igennem og for et kreativt plot jeg ikke havde gennemskuet.

Dukkebarn er 4 del af en serie med Jack Caffery som hovedperson. Jeg har ikke læst nogen af de foregående. Selvom den trak enkelte tråde til forrige bog, så havde jeg intet problem i at læse den som en selvstændig historie.

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Den grænseløse

Carl, Assad og Rose er tilbage i Afdeling Q. Denne gang må de til Bornholm, hvor en politibetjent begår selvmord efter, at han i 17 år, har efterforsket den samme sag. En sag som han bare ikke kunne slippe igen – sagen om en ung pige som blev fundet hængende i et træ, efter at være blevet påkørt af en bil. Sagen trækker tråde ind i noget nyreligiøs bevægelse og de tre fra Afdeling Q kommer på prøve i deres forsøg på at opklare sagen.

Bogen er bygget op, så vi til dels følger Carl, Assad og Rose og dels får fortalt en sideløbende histore hovedsageligt via kvinden Pirjo, men til tider også via andre personer. Det fungerer fint, men jeg må sige, at det ind imellem virker lidt overflødigt og historien i det hele taget er temmelig langtrukket. Efter min mening går der alt for meget snak og lidt for lidt spænding i Den grænseløse. Var det nu bare et helt almindeligt stykke skønlitteratur og ikke en krimi, så synes jeg egentlig at det er en yderst velskrevet bog. God humor og gode peronskildringer. En bog som man bliver glad af at læse. Men jeg vil ha krimi og jeg vil ha spænding. Jeg vil rystes og blive bange imens jeg læser. Jeg vil ud på kanten af stolen og holde vejret i spænding. Det kom jeg da også en lille smule i Den grænseløse, men først da vi var ved at være 50-100 sider fra bogens slutning og det er bare for sent for mig. Jeg har været ualmindeligt længe om at komme igennem denne bog, da jeg blev ved at miste koncentrationen og foretage mig andre ting end at læse – den fangede mig simpelthen ikke.
Det er ikke nogen dårlig bog, slet ikke, men forvent ikke at blive rystet hvis du er til hårrejsende krimi.

Min weekend på BogForum

Jeg ved godt, at det vrimler med updates om BogForum alle vegne lige i øjeblikket. Jeg lover at gøre det kort og mest i billeder :) 

Tidligt fredag morgen, stod jeg op og kørte afsted mod Ørestaden og Bella Centeret. Jeg ankom kort efter åbning og mødtes med et par af de andre faste bloggere fra Krimifan.dk. Vi ses kun to gange om året, når der er enten BogForum eller krimimesse, så det var fedt at se dem igen. 

Der er så vanvittigt mange ting og mennesker at kigge på, så den første dag gik hovedsageligt med at tulle rundt og indtage stemningen. Jeg havde da også lige et par ledige timer, som gik med at passe standen hos Forlaget Jentas. Så hyggeligt. 

Fredag aften var jeg ude at spise, sammen med de andre Krimifan-bloggere. Vi spiste inde i København og planen var egentlig, at tage ud at drikke et par øl senere. Vi var dog alle så trætte ovenpå de mange indtryk, så vi droppede byturen og gik på hovedet i seng. 

Lørdag var jeg klar igen. Lagde ud med at høre Christian Frost blive interviewet af ingen ringere end Mads Christensen. Den mand forstår jo at gøre alting sjovt, så det var lidt af en oplevelse. 

Umiddelbart efter, var der endnu et højdepunkt for mig. Det var tid til, at høre min gode ven Niels, interviewe en af mine yndlingsforfattere - Inger Wolf. Se det var jo en fremragende cocktail :) De talte om Ingers nye bog "Det perfekte sted at dø" og klarede det begge helt fantastisk. 

Men nu er der jo også andet end krimi på BogForum og jeg havde sat mig som mål, at blive fotograferet sammen med Christian Bitz, det pæne stykke mand :) Desværre for mig og sikkert mange andre, var Christian B. aflyst. What??? Så var der ikke andet for, end at improvisere! 

Bagefter var det ved at være frokosttid og dermed også tid til at mødes med de andre Krimifan-bloggere og en af folkene fra People's Press, som står bag Krimifan.dk i det daglige. Vi fik snakket lidt om fremtidige tiltag for Krimifan og glæder os alle til Krimimessen i Horsens hvor vi selv skal stå på en stand. 

Og apropos stand, så havde jeg sagt ja til, at hjælpe ved en reception hos forlaget Jentas. Jeg skulle skænke øl til gæsterne. Det drejede sig om hjemmebryggede Chris Carter-øl som forlaget selv havde produceret. 

 

Herefter var det tid til at tage ud at spise. Forlaget inviterede, som tak for hjælpen på deres stand. På billederne ses Rikke fra Krimifan/Andrups Bookshelf, Chris Carter og mig selv. Jeg tror billederne taler for sig selv, men vi havde en temmelig sjov aften... 

Her skulle vi smile falsk.. 

Her undrer vi os..

Pegebilledet.. 

Hvor dælen er mine briller-billedet.. 

Efter et par timer på diverse mærkelige steder i jagten på at finde et godt sted at blive hængende, var vi alle godt trætte og sagde godnat. 

Søndag og sidste dag på BogForum. Jeg lagde ud med at lave et interview med Chris Carter, som hovedsageligt gik på spørgsmål der dukkede op i forbindelse med hans seneste bog "Ondskab". Det interview kan du læse her på bloggen om forhåbentlig ikke alt for lang tid. 

Bagefter var det ved at være sidste udkald for at få set de sidste ting og købt de sidste bøger. Det blev ikke til mange krimier til mig. Faktisk kun en enkelt, som jeg endda endte med at købe som e-bog. Jeg har så mange der ligger og venter på at blive læst, så jeg købte mest bøger til mine piger. Udbyttet kan du se lige her:

Så blev det tid til det triste, nemlig at sige farvel til alle de søde mennesker, som jeg ikke ser igen før til marts når der er Krimimesse. Vi krammede og vinkede til den store guldmedalje og så vendte mig og Skodaen snuden hjem mod Århus. På gensyn til næste år! 

Hvad er en god krimi??

Lige i øjeblikket er jeg i gang med en bog, som nu 300 sider inde i bogen, endnu ikke har fanget mig. Jeg har været længe om at nå igennem de 300 sider, for jeg har den ikke så meget inde under huden, at jeg hele tiden lige skal læse lidt mere. Det har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er der gør en krimi god. Hvad er det der appellerer til folk og hvorfor appellerer nogen bredere end andre, selvom bogen er samme genre? Jeg synes faktisk det er svært at sætte fingeren på hvad det præcist er der gør, at jeg enten kan li en bog eller ikke bliver fanget af den. 

Af en eller anden grund, er jeg mest til bøger der er så nutidige som muligt. De må gerne indeholde emner der er oppe i tiden, men de må ikke komme til at virke som om de har et budskab som er vigtigere end selve historien og så skal de heller ikke blive for politiske.
Det kan næsten ikke blive uhyggeligt nok for mig. Jeg er ikke til splatteragtigt klamt, men bare sådan gennemgribende uhyggeligt. Ting som højst sandsynligt aldrig ville ske i virkeligheden, men som alligevel ikke er urealistisk. Forfatteren Chris Carter, som osse er uddannet kriminalpsykolog, siger at den slags udspekulerede mordere som vi læser om i romaner og ser på film, de eksisterer ikke i virkeligheden. Men i fiktion kan jeg ikke få det udspekuleret nok.

Men hvad er det så der gør forskellen? Mine personlige favoritter er Chris Carter, Inger Wolf,  Donato Carrisi og Elsebeth Egholm, Lars Kepler og Cody McFadyen. Lige bortset fra Donato Carrisi, så har de alle skrevet serier. Og jeg er vild med serier. Elsker at følge personernes udvikling og følelsen af at kende dem, når jeg åbner en ny bog i serien. Men der er så mange andre forfattere der skriver serier i samme stil. Hvorfor er det så ikke dem der er mine favoritter? Camilla Läckberg, har osse været en af mine favoritter, men på det seneste synes jeg hendes bøger er kommet til at handle for meget om familien Falch frem for at være gennemtænkt krimi. Det samme gælder for Sara Blædel og Mari Jungstedt. Måske det er et af punkterne? Personerne er vigtige, men de må ikke fylde alt for meget. Historien skal være gennemtænkt og plottet udspekuleret. Ikke alt for mange tilfældige sammentræf. Så er det lissom ”for nemt” synes jeg. Jeg har osse tænkt på, om det er vigtigt at jeg kan lide hovedpersonerne. Det tror jeg nok at det er. Og så alligevel ikke. Det er vigtigt, at jeg kan gætte med og spekulere på hvem morderen kan være. Jeg vil ikke kunne gætte det alt for tidligt, for så forsvinder spændingen.

Jeg tror konklusionen må være, at jeg simpelthen ikke kan sætte en finger på hvad det er der fanger mig, før jeg sidder med bogen i hænderne. Heldigvis kan smag ikke diskuteres og der er lige så mange holdninger til, hvad en god krimi er, som der er læsere :)

 

I den kommende weekend er der BogForum i Bellacenteret. Jeg glæder mig som et lille barn til at være omgivet af bøger, forfattere og andre bloggere i hele 3 dage!! Mon ikke der kommer en stemningsrapport i løbet af weekenden, derfra :)

 

Husk også, at Frk. Tines Krimitanker er på Facebook. Du kan finde mig og følge med på siden lige her