Anmeldelse: Mari Jungstedt - Den du elsker

Jeg vil godt indrømme, at jeg var kørt godt og grundigt træt i Mari Jungstedts bøger om Karin, Knutas, Johan og sidstnævntes parforhold. Virkelig godt og grundigt. Jeg havde ikke tænkt mig, at læse flere bøger i serien. Men så var der en af mine Krimifan-bloggerkollegaer, som sagde, at den faktisk var rigtig god. Vi plejer at have nogenlunde samme smag i krimier, så.. arg okay – den får en chance.

Og det skulle vise sig at være et fint valg, for bogen er ganske rigtigt helt okay.

Denne gang, bliver ejendomsmægler Sanna Widding brutalt myrdet med en boltpistol. Vi følger hende imens mordet sker, og vi følger de efterfølgende ofre imens mordene sker. Det giver lige spændingsniveauet et ekstra twist. Karin og Knutas skal opklare sagen, som trækker tråde i flere retninger og gør det svært for dem, at finde ud af hvilke spor de skal forfølge. Sanna Widding var i gang med at sælge en gård, som ejes af 3 søskende. 3 søskende som ikke er enige om, at sælge deres barndomshjem. Undervejs springer vi i tiden, ligesom vi også springer imellem personer.

På en eller anden måde, er det som om det er en anden forfatter end hende der har skrevet de andre bøger i serien. Johan og hans skrantende parforhold er helt skrevet ud af historien – tak for det! Det var virkelig også bevet trættende at læse om. Mordgåden er snørklet og historien er i det hele taget mere brutal end Jungstedts bøger plejer at være. Det virker som om der er blevet strammet op og barberet fra. Undervejs følger vi også morderens tanker og vedkommende er ikke sådan lige at regne ud. På en eller anden måde, synes jeg også plottet mangler noget substans, men det er overraskende og tankevækkende. Vi slipper (næsten) for romantik i denne bog, men jeg skal da lige love for, at den får hele armen på lyserøde skyer i slutningen. Så meget at det nærmest bliver komisk og sådan nærmest lidt… ej.. mener hun det seriøst?

Den ligger og vipper lidt mellem 3 og 4 perler, men ender på 3. Den har det brutale, men den mangler alligevel noget. Noget dybde måske. Den er på en eller anden måde meget let læst. 

Vil du følge bloggen på Facebook?

Anmeldelse: Katrine Engberg - Blodmåne

Dette er Katrine Engbergs 2. bog i serien om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner, men det er mit første møde med dem begge. Jeg synes med det samme godt om specielt Jeppe. Vi har et fællestræk, som jeg ikke er stødt på ret mange andre, der har. En endnu ret ukendt gren af Tourettespectret, som kaldes tanketics. Melodier, dele af en sang, et navn eller et ord, som kører inde i hovedet, bag de andre tanker. Hos Jeppe Kørner, er det vist hovedsageligt sange. 😊🎵

Liget af en kendt modemand dukker op i sneen. I første omgang, forveksles han med en hjemløs, men det står snart klart, at der er tale om mord, begået på grusom og særdeles udspekuleret vis. Jeppes gode ven, Johannes, er på en eller anden måde indblandet i sagen. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, men jeg vil godt afsløre, at programmet Mads & Monopolet, spiller en pænt stor rolle i sagen 😋

Bogen er nutidig og skrevet i et nutidigt sprog. Flere gange kom jeg til at smile og fik i øvrigt udvidet mit ordforråd, med det flatterende ord ”tørkneppe”… jow jow.

Blodmåne er en tankevækkende bog. Venskaber fylder en del, men temaet hævn og savn optager endnu mere. Der er flere af hovedpersonerne, som savner både mødre og fædre, på trods af et svigt, som har sat spor ind i voksenlivet. Det gør bogen levende og giver hurtigt en følelse af, at kende dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide uhyggelige krimier. De skal ryste mig og det skal helst risle koldt ned ad ryggen. Det fik jeg ikke rigtigt her. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere detaljer omkring mordene, evt. være kommet lidt tættere på offeret i de sidste minutter. Plottet er godt og ikke sådan lige at regne ud. Jeg gættede og gættede, for der var masser af mulige gerningsmænd. Den del var lige i øjet.

Af forskellige årsager vippede jeg lidt mellem 3 og 4 krimiperler, men jeg synes dog at den overordnet set fortjener de 4. Jeg var underholdt hele vejen igennem og havde svært ved, at lægge bogen fra mig. Sproget flyder og det er en af den slags bøger, som på en eller anden uforklarlig måde, gør mig lidt glad.

I fredags, var jeg så heldig, at være inviteret til udgivelsesreception for Katrine Engberg. Det foregik i Botanisk have på Observatoriehøjen. Det var en god og sjov oplevelse, og en del af handlingen i Blodmåne foregår netop der. Katrine fortalte os, at hun har fundet et suverænt godt mordvåben til bog 3. Hun mente også, at den ville blive mere uhyggelig. Jeg har svært ved at vente på den 😊

VIL DU VÆRE MED OVRE PÅ FACEBOOK??? 

Anmeldelse: Stephenie Meyer - Kemikeren

Jeg har det som om jeg lige har læst en film.. kender I det? Når hele bogen, er skrevet i så tydeligt og billedligt et sprog, at man ser hver eneste handling, som en scene i en film. Sådan var det for mig, med Kemikeren. Hver gang jeg holdt læsepause, føltes det, som at blive afbrudt i en film jeg var ved at se.

Vi møder Juliana, eller Alex eller.. ja hvad hedder hun egentlig vores hovedperson? Hun har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Hendes job som kemiker, var med til på grummeste vis, at knække selv de mest hårdkogte terrorister. Enheden hun arbejdede for var tophemmelig, og derfor er der heller ikke nogen der savner hende, da hun pludselig forsvinder. Juliana kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og jagten på hendes liv er gået ind. Da vi møder hende, har hun levet sådan i flere år. På flugt og med skiftende identiteter. Altid paranoid og med højeste sikkerhedsforanstaltninger sat i værk.

Da hendes tidligere chef kontakter hende, øjner hun en chance for, at få gjort op med fortiden og de mennesker der vil hende til livs. Hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham, for derved at hjælpe sig selv. Det bliver på alle måder et skæbnesvangert foretagende.

Normalt er jeg ikke til alt for meget kærlighedsliv i de krimier jeg læser. Helst bare lige på og indviklet plot med masser af blod og gru. Det her er en hel anden slags bog. Den er kategoriseret som thriller, hvilket nok rammer meget godt plet. Den er spækket med masser af spænding og action, tilsat en god portion kærlighed. Heldigvis spildes tiden ikke med unødvendige sexscener, og det at læse bogen, føles som sagt,  som at se en film.  Derfor passer kærlighedshistorien virkelig godt ind, og man kan sige, at handlingen mere eller mindre, tager udgangspunkt i den. Det fungerer og jeg er vild med den her bog.               

Jeg er helt overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt, kommer til at kunne tage i biografen og se en filmatisering af Kemikeren. Og jeg sidder der helt sikkert - på bagerste række i mørket, med maven fuld af popcorn og høje forventninger!

Vil du også følge med på Facebook? Klik så bare lige HER

Anmeldelse: Stuart MacBride - En sang for de døde

Da sidste side var vendt i En sang for de døde, var jeg simpelthen nødt til at suse direkte ind på forfatterens website. Jeg skulle vide hvor mange bøger der er i serien om Ash Henderson. Aaaargg.. bare for at opdage at der kun er de to! Men det kan da ikke passe?? 

Heldigvis, har Stuart MacBride skrevet endnu en serie. En meget lang serie endda, så der er håb forude. Det danske forlag har trøstet mig med, at der bliver udgivet en bog fra den anden serie, til maj. Pyw… jeg håber den kan måle sig med Ash Henderson-serien. Det bliver spændende.

Jeg har lige været tilbage og kigge på min anmeldelse af første del i serien Hilsner fra de døde, og jeg kan stort set sige næsten det samme om denne bog. Til forskel, er Ash ikke længere en man har ondt af. Han kører sit eget løb, omend under skarp overvågning af overordnede og et squad team, der står parat med udstyret klar, hvis Ash bevæger sig længere end 100 meter væk fra sin fodlænkemakker, kriminalpsykolog Alice McDonald. Han er knapt så voldelig nu. Det betyder ikke, at han ikke stadig deler håndmadder ud til højre og venstre på den kølige måde. Har heller ikke de store skrupler, ved at bruge vold generelt. Ordet møgsvin får vi også genopfrisket en håndfuld gange eller to :)

Inside man, kaldes morderen de jagter. Han bortfører unge sygeplejersker, sprætter dem op og syr en dukke ind i maven på dem. Derefter syr han dem sammen igen og efterlader dem på øde steder. Men vi kommer vidt omkring. Vi runder også en sag om misbrug af børn, en forsvundet dreng, en psykopatisk voldtægtsmand og sidst men ikke mindst er der Mrs. Kerrigan, som stadig plager Ash. Jeg tog mig selv i at tænke, at sidstnævnte sag trak lidt i langdrag. Der var selvfølgelig en mening med det og det hele går op i en højere enhed, hen ad vejen.

Bogen er skrevet i jeg-form fortalt af Ash Henderson. Der er masser af humor og gang på gang kom jeg til at smile midt i alt blodet, døden og volden. Stuart McBride skriver i det mest fantastiske sprog og jeg elsker simpelthen den geniale måde han mestrer at blande de mest uhyggeligt udtænkte plots med den fedeste humor.

Til maj siger de… der er godtnok lang tid til. Til gengæld kan vi glæde os til, at møde Stuart MacBride på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvis du ikke allerede har læst Hilsner fra de døde, så snup den først. Det er bedst i rette rækkefølge. 

Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Syge sjæle

Følelsen hvor du synes det er svært, at skulle påbegynde en ny bog, fordi den du lige har lukket, var så afsindigt god, at du ikke kan få den ud af kroppen… kender du den følelse? Sådan har jeg det lige nu, efter at have vendt sidste side i Kristina Ohlssons nyeste bog ”Syge sjæle”. Gyser kalder de den. Hvad det mere præcist dækker over, når det gælder bøger, er jeg ikke sikker på. Én ting er dog sikkert – spændingen starter i første afsnit og så kører det ellers derudaf til bogen er slut. Fy for poks, hvor er det en nervepirrende bog. Den efterlod en konstant følelse af uhygge og gav det ene sug i maven efter det andet.

For ti år siden, forsvandt tre personer fra byen Kristianstad i Sverige. Tre uger senere dukker den ene af de forsvundne op igen. Lukas hedder han og er stærkt forslået, mishandlet og med et hoved så ødelagt, at hukommelsen er væk. Lukas forlader byen og vender ikke tilbage før 10 år senere. Hans forældre bor hvor de også boede dengang, og Lukas finder spor der tyder på, at han har været på jagt efter en morder før han forsvandt. Eller er det ham selv der er ondskaben – morderen?

Samtidig med at Lukas vender tilbage, vender også barndomsvennen David tilbage til byen. Med sig, har han sin gravide kone Anna. De har købt den gamle præstegård og er i gang med at sætte den i stand. Men der florerer en historie om en seriemorder der engang boede i præstegården og da Anna kommer ud for en masse uhyggelige og uforklarlige ting, begynder uhyggen for alvor at krybe ind under huden.

Jeg er simpelthen fuldstændig betaget af den her bog. Jeg synes den er intet mindre end suveræn. Forfatteren formåede at skabe følelsen af uhygge imens jeg læste, og samtidig er det sådan en bog, der lod en lille snert af samme uhygge, sidde i kroppen på mig, selv når jeg havde lagt den fra mig. Jeg elsker, at min hjerne kørte på højtryk konstant, fordi det er en af den slags bøger, som lægger op til, at man som læser, skal gætte med. Så jeg gættede og gættede og jeg kom da også i nærheden af sandheden, men aldrig tæt nok på, til at regne sammenhængen ud. Jeg ville ønske, jeg stadig havde den her bog til gode. Jeg har stadig længsel i kroppen efter at læse mere… og den slutning altså.. aaargh….

5 kæmpeperler til ”Syge sjæle”, hvis titel i øvrigt rammer fuldstændig spot on!!

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook?

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Selfies

Hvis man spørger mig, så er Selfies den hidtil bedste bog af Jussi Adler-Olsen. Udover ”Kvinden i buret” og ”Flaskepost fra P.”, har jeg ikke været en del af den ovenud begejstrede fanskare, men med denne her, har Jussi skabt noget helt igennem godt. ”Selfies” er spændende fra ende til anden og samtidig er den både interessant og humoristisk.

Og netop humoren, er et af Jussis kendetegn. Normaltvis er det dog hovedsageligt samtalerne personerne imellem, som er sjove, men i denne her, er det også personkarakteristikkerne, der er trukket helt ud i alle vores fordomme. Bistandsklienterne Denise, Jazmine og Michelle, er beskrevet så fuldendt, at jeg ikke kunne lade vær at smile. Bogens titel ”Selfies”, bygger udfra min tolkning, på disse tre pigers opførsel, som i bund og grund også kan vendes til selvfede eller selvoptagede. Det er dog ikke ren sjov det hele, for på trods af, at der tegnes et billede af en flok trælse tøser, så husker forfatteren at fortælle os om deres baggrunde. Ikke noget der bliver gået meget i dybden med, men nok til, at jeg som læser, fik en lille klump i halsen, over den skæbne de har fået.

Pigernes socialrådgiver, Anne-Line Svendsen, har også fået nok af pigernes attitude, løgne og sociale bedrageri. Hun sætter sig for, at skille sig af med dem, én gang for alle. Så er historien ligesom i gang.

Carl Mørck og Assad, har også deres at slås med. De står med et nyt mord, som har så mange lighedspunkter med en af de gamle sager de efterforsker, at det ikke kan være et tilfælde. Samtidig forsøger de at hjælpe deres kollega, Rose, som er gået helt i hundene med psykisk sygdom. Roses fortid er så grim, at det er lige før det trækker tårer. En del af handlingen i ”Selfies”, udspiller sig via Roses tanker, hvilket gør det endnu mere autentisk.

Så vil jeg ikke afsløre meget mere. Jeg er vild med den her bog. Det er som om Jussi har ændret på noget i sin skrivestil, selvom det på sin vis, stadig er det samme omkring humoren. Måske er det bare fordi denne her har et dybere og mere snørklet plot, hvilket jeg synes er fantastisk. Jeg elsker, når jeg kan mærke min hjerne køre på højtryk hele vejen igennem en bog, for at finde frem til hvordan det hele hænger sammen.

Kanon god bog. Jeg stikker den 5 store krimiperler.

Har du lyst til at følge med på Facebook også? Klik lige HER for at komme direkte videre :)

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Du går ikke alene

Jeg troede egentlig, at Mari Jungstedt havde afsluttet sin serie om Knutas, Karin og Johan, efter hun havde skrevet bog med kæresten, Ruben Eliassen. Men nej, den serie ser ud til at fortsætte videre og videre.

I "Du går ikke alene"' er vi altså atter tilbage på Gotland sammen med de efterhånden meget velkendte personer. I denne bog er det dog Karin der på en måde er i fokus, da Knutas er på orlov ovenpå en hændelse som skete i forrige bog i serien. Når jeg siger, at hun "på en måde" er i fokus, så skyldes det, at vi også følger Knutas i hans hjem og med hans tanker og gøremål. Han er da heller ikke helt uden for drama, da det ser ud til, at nogen har et udestående med ham og udsætter ham for modbydeligheder.

En lille treårig pige, er med sin mor på arbejde. Pludselig er hun væk, og da det går op for hendes forældre, at hun ikke er at finde, bliver politiet tilkaldt. Der er ikke mange spor at gå efter, og det varer ikke længe, før endnu en pige bliver taget.

Sideløbende følger vi en mand, som opdager, at hans kone har et lidt lyssky sidegeshæft kørende om natten, imens han selv er på arbejde. Det gør ham selvfølgelig både ked af det og vred, så han søger hjælp i kirken, bag om ryggen på sin kone.

Personligt synes jeg nok, det var en god idé, hvis Mari Jungstedt startede forfra med en helt ny historie. Jeg synes der er tærsket nok langhalm på de her personer og det bliver simpelthen bare for kedeligt. I det mindste slap vi for Johan og hans evindelige problemer med kæresten, men i stedet er det så Karin og Knutas der er blevet kærester og deres indbyrdes forhold og usikkerhed på hinandens følelser osv, vi skal trækkes rundt i. Plottet er tyndt og nemt regnet ud. Der er ikke nogen snørklerier ved opklaringen, som vi skal delagtigøres i som læsere og alt i alt, er det en pænt tam historie. Den er dog ikke så lang og dermed let læst.

Anmeldelse: Karin Slaughter - Mord for øje

Engang for lææænge siden, læste jeg en bog af Karin Slaughter. Mørk treenighed, eller noget i den retning, hed den. Det var en del af serien om Will Trent. Jeg kan huske, at jeg synes den var så tilpas underlig, at jeg ikke har haft behov for, at læse mere af Slaughter siden. Folk rundt omkring, er begejstrede for hende, har jeg selvfølgelig godt bemærket, men aaarh, jeg synes ikke helt jeg orkede mere underlighed. Men så kom hendes bog "De smukkeste", som var en stand alone. Jeg satsede, læste den og blev fuldstændig blæst bagover. Suveræn bog... så nu var jeg ligesom hooked og tænkte, at hun skulle have en chance mere. Som den opmærksomme læser jeg er (host), har jeg selvfølgelig fanget, at der er hele tre serier at vælge imellem, af Karin Slaughter. Jeg ville selvfølgelig godt springe over Will Trent indtil videre, så jeg lagde ud med første del i serien om Sara Linton. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det var lige præcis en bog efter mit hoved!

Sara er børnelæge på et hospital i en mindre by, i de amerikanske sydstater. Som bijob, hjælper hun politiet som retsmediciner, når de har brug for det. Det plejer bare at være mindre problemer, men pludselig står Sara og politiet i Grant County, bogstavelig talt med et lig mellem hænderne. Den unge kvinde er ilde tilredt og er blevet mishandlet og voldtaget på bestialsk vis. 

Sara Lintons eksmand, Jeffrey, som er byens vicekriminalbetjent, er den, som sammen med sit team, skal forsøge at opklare det grufulde mord. I den lille by hvor alle kender alle, er det svært ikke at tage sagen personligt. Sara har en fortid, som hun forsøger at glemme, men som gør det endnu mere magtpåliggende for hende, at få fanget morderen. Hendes fortid er ved at indhente hende, selvom hun gør hvad hun kan for at undgå det.

Jeg er hermed meldt ind i klubben af Karin Slaughter-tilhængere. Jeg kan næsten ikke vente til at komme igang med næste del i serien. "Mord for øje", har alt det, der gør en krimi til noget særligt i mine øjne. Den har spændingen, den har det gode plot, som ikke lige er til at gennemskue. Jeg havde en idé om morderen, men var trods alt ikke sikker. Motivet var da også overraskende om end ikke noget, man kunne have regnet ud. Der er masser af blod og bestialske voldsomheder udpenslet i detaljer. Ingen tvivl om, at Slauhgter har haft fantasien i omdrejninger. Jeg synes det er fantastisk, når der ikke springes over hvor gærdet er lavest, og det gør der bestemt ikke her. Jeg er fan! 

Anmeldelse: Palle Schmidt - Fanden på væggen

På Bagsiden står der:

Detektivbureauet Jankowski I/S kæmper for at overleve. Helena forsøger at holde butikken kørende, mens den tidligere militærmand David er gledet ud på en deroute af vold. Yasin bruger mere tid på afpresning og et skrantende familieliv end på arbejdet. Den tidligere kriminelle Frank ser magtesløs til, mens det sidste han har, smuldrer mellem fingrene. Og den pensionerede politimand Schebel har sin helt egen agenda.

Da en gammel sag om et kidnappet barn dukker op, virker det som en gave fra himlen, men efterhånden som de graver dybere, åbnes en Pandoras æske af rædsler og det viser sig, at sagen snarere er en enkeltbillet til helvede.

Ovenstående er egentlig meget præcist beskrevet, men jeg må være ærlig og sige, at når det tager 240 sider at nå frem til noget spænding og når vejen dertil er krydret med ituslåede parforhold og ulykkelig kærlighed, så er jeg altså tabt inden jeg når så langt. Der bliver brugt for meget tid på ting og tanker, som ikke er vigtige for handlingen. Sproget i bogen er ført som dagligdags talesprog, hvilket er super fint, så længe det er personerne der taler sammen. Det bliver for meget, når resten af historien også er skrevet på den måde – når mødre der har mistet deres børn begynder at ”tude” og ”vræle”, når ingen nogensinde kigger, men altid glor, når man ikke tænder en cigaret, men stikker en cigaret i flaben osv… jeg ved godt det er småtingsafdelingen, men for mig bryder det flowet i teksten, og det får mig til at stoppe op og tænke på ordvalget, frem for at fordybe mig i historien.

Men nu skal det heller ikke være negativt det hele, for når spændingen først starter, så kommer der fuld smæk på, og fra at sidde og hænge med bogen, så var der pludselig masser af spænding, som holdt mig ude på kanten af stolen. Historien tager en drejning jeg ikke havde set komme, og de sidste 100 sider af bogen, er aktion og ondskab fra ende til anden. Jeg vil undlade at fortælle hvad det går ud på, af frygt for at afsløre noget. Det fungerer bedst, når det kommer som en overraskelse. Der er stadig nogle løse ender når bogen slutter, så mon ikke der er en toer på vej. Fx hvad sker der med Yasin, hvad var det egentlig helt han havde gang i ham Schebel og får det følger for den person der ser ud til at have del i det hele? Det glæder jeg mig til at finde ud af. I næste bog vil jeg dog ønske, at der er skåret noget af alt det ligegyldige væk, og der i stedet bliver skåret ind til benet, fra starten af.

Vil du også være med på Facebook :)

*FØDSELSDAGSKONKURRENCE*

Hej med jer,

Nu er der fødselsdagskonkurrence på Facebooksiden. Vil du være med i lodtrækningen om en uhyggelig præmie? 

Til møde med Jussi..

”Bedre sent end aldrig”, siger man vist, så her kommer et lille referat, af mit møde med Jussi Adler-Olsen :)

Fredag d. 6. maj, var jeg inviteret til Hjørring bibliotek. I samarbejde med min gode bloggerkollega Rikke, havde de arrangeret workshop for en gruppe bloggere, som mundede ud i, at Jussi Adler-Olsen kom forbi til en snak med os.

Til at starte med, var vi inddelt i to grupper, hvor vi skulle snakke om, hvordan vi kunne optimere vores blogs, hæve besøgstallet, gøre dem mere interessante med flotte billeder osv. Afslutningsvis, skulle vi lave en anmeldelse af Jussis kriminovelle ”Sprækken” samt tage et billede af den til brug i blogindlægget. Ingen af grupperne nåede dog at få lavet en anmeldelse, men til gengæld fik vi en rigtig god debat. Hvad der virker for den ene, føles ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Konklusionen blev, at det vigtigste er, at være tro mod sig selv, at have sig selv med når man blogger, for på den måde virker det også mest autentisk på vores følgere.

Tilbage i gruppelokalet igen, kom kaffe og kagemand på bordet. Rikke havde nemlig fødselsdag. Det var også her Jussi dukkede op. Imens vi drak kaffe og spiste kage, fortalte han om sine bøger, sit arbejde og om sit forhold til bloggere som os.

Han talte meget varmt for bogbloggere. At man kan være sikker på, at vi skriver vores mening i de anmeldelser vi laver, fordi der ikke er penge imellem os og forlag + forfattere, som det eksempelvis forholder sig med de professionelle anmeldere på aviser og blade. Vi bogbloggere læser det vi har lyst til og vi skriver vores ærlige mening om det.

Vi havde Jussi på 8-mandshånd i en god time og herefter var der en hel sal fuld af forventningsfulde mennesker der ventede på at møde ham. Herinde talte han også i bedste stand up-stil i en god halvanden time. Super interessant og meget underholdende. Jeg lærte også en masse som jeg ikke vidste i forvejen om både Jussi og hans bøger. Fx har jeg nok været temmelig ignorant, når det aldrig er gået op for mig, at alle hans bøger har magtmisbrug som tema… ej heller anede jeg, at hele serien om Carl Mørck og Afd. Q, er en planlagt serie på i alt 10 bøger, som Hr. Adler-Olsen allerede kender afslutningen på! I øjeblikket skriver Jussi på bog 7 i serien om Carl Mørck. Den er planlagt til at udkomme engang i oktober. Vi var heldige, at få læst hele to passager op fra bogen. Spændende hvad den kommer til at byde på, men jeg kan afsløre, at hovedpersonen næste gang er Rose. En meget forvirret Rose.

Alt i alt, var det en super god dag. Jussi er en virkelig sød og behagelig mand. Helt nede på jorden og meget åben og hjertelig. Til sidst var der både uddeling af autografer, selfies og krammere. Høj på oplevelser, kunne jeg vende snuden tilbage til Aalborg og det fodboldstævne, som mine to ældste piger var deltagere i.

Anmeldelse: Robert Pobi - Blodmanden

Jeg havde aldrig hørt om Robert Pobi, men jeg så en anbefaling af Blodmanden, på en af de mange grupper om bøger jeg følger på Facebook. Jeg skylder en tak til vedkommende!  

Til at begynde med, starter den lidt rodet og en anelse langsommeligt på en måde. Jeg mistede fokus, på trods af en mor og hendes barn, som er blevet flået levende, men det varede ikke længe, før spændingen steg og jeg bare var nødt til at vide, hvad der kom til at ske.

FBI agent Jake Cole, ankommer til Long Island for at hjælpe sin far, en berømt kunstmaler, som har sat ild til sig selv og er sprunget gennem et vindue. Jakes forhold til faren er yderst anstrengt og de har ikke set hinanden i 33 år. Samtidig findes en kvinde og hendes lille barn myrdet. Begge er blevet flået levende. Jake har fotografisk hukommelse og bliver sat på efterforskningen, som dog snart viser sig, at have en forbindelse til Jakes fortid. Hans mor blev fundet myrdet på samme måde da Jake var en lille dreng. Midt i opklaringsarbejdet, er en orkan i kategori 5 på vej direkte mod Long Island. Alle skal evakueres, så tiden er knap.

Engang imellem sker det, at jeg får fingrene i en bog der er så spændende og medrivende, at jeg har lyst til at fortælle om den til alle jeg er sammen med. Sådan var det med Blodmanden.. da den først havde bidt sig fast, var den ikke til at slippe. Den har det vildeste twist tilsidst, som efterlod mig uden ord, men fuld af tanker. En af den slags bøger, som lige tager et par dage for mig at komme over, før jeg har sluppet den nok, til at starte på en ny. Ganske enkelt fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok!

Jeg skal helt sikkert have læst de næste bøger af Robert Pobi.  5 kæmpe perler til Blodmanden fra mig

Anmeldelse: Carina Bergfeldt - Fotografiet

Færdig med Fotografiet og jeg sidder tilbage med en følelse af, ikke at være kommet ordentligt ind i historien. Vi følger både den ene, den anden og den tredje og vi springer fra person til person i ét væk. Indimellem følger vi også lige tankerne hos en fjerde og femte person… jeg synes det blev rodet og usammenhængende.

En kvinde kontakter politiet, da hendes mand ikke er kommet hjem efter en tur i byen. Anna Eiler bliver sat på sagen og til at begynde med, tager hun det ikke så alvorligt og forventer, at manden snart dukker op. Det gør han selvfølgelig ikke og da hans afskårne hoved bliver fundet i en sø, må Anna og hendes kollegaer i gang med opklaringsarbejdet. Annas veninde, Julia Almliden, er journalist og er hurtigt på pletten ved findestedet. Julias egen far forsvandt for et år siden og da der findes endnu et parteret lig i søen, frygter hun, at det er hendes egen far.

”Omgivet af åkander, bliver et parteret lig fundet i en sø…” Sådan lyder det i bagsideteksten og det lyder jo godt i ørerne på en der kan li de makabre krimier. Desværre bliver denne bog aldrig hverken makaber eller uhyggelig. Det er lige før jeg vil sige, at der er mere ulykkelig kærlighed og brændte sjæle end der er mord og egentlig krimi. Måden de (specielt journalistens måde) opklarer hvem morderen er, er også en anelse tam og slutningen som nok var tænkt som en stor overraskelse, faldt ligesom lidt til jorden. Denne bog, tror jeg, er 2. del af en serie. Det var i hvert fald det indtryk jeg fik da jeg læste – som om der var sket noget imellem personerne, i en tidligere historie. Måske er det derfor jeg finder det hele lidt rodet og aldrig rigtigt var i stand til, at leve mig ordentligt ind i historien.

Jeg håber du har lyst til at følge med på Facebook også. Klik lige HER :)

Anmeldelse: C.L. Taylor - Løgnen

I Løgnen møder vi 4 veninder. Emma, Leanne, Al og Daisy. De døjer hver især med forskellige problemer og da Al er ude af flippen over, at blive forladt af sin kæreste til fordel for en anden, beslutter de 4, at tage på en længere rejse til Nepal. Her ender de på et retreat højt oppe i bjergene og langt væk fra civilisationen. Hvad der skulle have været en afslappende ferie med udrensning af krop og sjæl, ender som et mareridtslignende ophold, som det er svært at se en ende på.

I en sideløbende historie, følger vi Jane Hughes. Hun arbejder på et dyreinternat og har sit drømmejob. Men Jane lever på en løgn. Historien foregår fem år efter de fire veninders rejse til Nepal. Tidligere i livet var Jane en af de fire veninder. Dengang hed hun Emma. Nu er nogen på sporet af hende og snart er Jane tilbage i tiden og frygter for sit liv – med god grund!

Jeg har aldrig før læst noget af C.L. Taylor om end aldrig hørt om hende. Jeg har læst mig til, at der har været en masse hype omkring denne bog i England, og jeg kan godt forstå hvorfor. Den er virkelig medrivende og vanvittigt spændende. Hændelserne på retreatet er så grumme, at det gav mig både åndenød og hjertebanken. Selvom der ikke er noget decideret opklaringsarbejde, spekulerede jeg hele tiden på sammenhængen. Vi ved jo fra begyndelsen, at i hvert fald vores hovedperson Emma, slipper levende derfra, men hvilke grusomheder hun og veninderne bliver udsat for inden, finder vi først ud af bid for bid.

Jeg vil skyde på, at Løgnen er en af den slags bøger der går under betegnelsen Domestic Noir, men jeg skal blankt indrømme, at jeg faktisk ikke er helt sikker på hvad definitionen på domestic noir helt præcist er. Selvom denne bog ikke udelukkende foregår indenfor hjemmets fire vægge, så er det trods alt i hovedpersonens nære omgangskreds, at uhyggen opstår. Vi har skiftende synsvinkler og vi har skjulte motiver. Samtidig fornemmes en konstant dyster stemning som gør bogen så gribende, at den er svær at give slip på.  

Jeg lander på 4 krimiperler, fordi der trods spændingen gennem hele bogen, alligevel manglede et twist tilsidst, som jeg bare ikke havde set komme.

Følg også meget gerne med på Facebook :)

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Brudekjolen

Brudekjolen er lidt en anderledes krimi, synes jeg. Der er ikke noget politi eller andre der forsøger at opklare en forbrydelse. Vi følger et offer og en gerningsmand på skift og det fungerer super godt, at vi først hører den ene side og derefter den anden. På trods af fravær at det sædvanlige politi eller andre opklaringsenheder, så er bogen alligevel spækket med mystik og jeg spekulerede som en vanvittig på, hvordan plottet var skruet sammen. Brudekjolen er ikke en del af en serie, så hvis du endnu ikke har læst noget af Pierre Lemaitre, kan du sagtens starte her.

Sophie Auverney havde engang det hele. Hun var lykkeligt gift og ventede et barn. Hendes karriere kørte på skinner. Så begyndte hun at glemme alt muligt og har samtidigt blackouts hvorfra hun intet husker. Da vi møder hende, har hun mistet alt og arbejder som barnepige, for en lille dreng på 6 år. Da Sophie en dag bliver vred på drengen og han dagen efter ligger død, kvalt i sine egne snørebånd, bliver Sophie for alvor bange og stikker af. Hun planlægger en flugt og en ny identitet, men nogen ved stadig hvem hun er og hvor hun gemmer sig. En person som har en plan med hende og ikke har tænkt sig at lade hende slippe væk.

Man kan sikkert kalde denne bog for en psykologisk thriller eller noget i den stil. Den spiller i hvert fald i høj grad på følelserne. Den havde mig fanget fra start til slut og størstedelen af tiden var det med tilbageholdt åndedræt. Den er vanvittigt spændende og de mange små kapitler gjorde, at jeg hele tiden lige skulle snuppe et kapitel mere. Det er en bog, der er virkelig svær at lægge fra sig.

Brudekjolen er oversat fra fransk og det fremgår tydeligt i oversættelsen. I Frankrig bruger man tilsyneladende stadig, at tiltale hinanden med De, Dem og Deres. Det er også brugt i oversættelsen og jeg synes det virker underligt og upersonligt. Det tog mig lidt tid at forene mig med, men jeg vænnede mig til det hen ad vejen. Politi og politibetjent, er også oversat til gendarm og gendarmen… småtingsafdelingen det ved jeg godt, men det er bare med til at forstyrre fordybelsen. Alligevel er jeg vild med den her historie og når sidste side er vendt, er der stadig ting at spekulere over. Den fortjener topkarakterer.

**KONKURRENCE**

Så er der konkurrence igen. Hop over på Facebooksiden og deltag. Du kan vinde "Jeg er pilgrim" af Terry Hayes, som udgives hos Forlaget Ordenes By :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Dybet

Endelig endelig endelig, blev det tid til endnu en tur til Christchurch, New Zealand. Denne bog er så vidt jeg har forstået, den første i serien, men den 4. udgivet på dansk. Theodor Tate, som vi også stiftede bekendtskab med i Samleren, er vores hovedperson denne gang. Theo Tate er simpelthen så fed en personlighed. På den ene side, er han fandenivoldsk, ligeglad, handler ud fra sine umiddelbare følelser uden at tænke på konsekvenserne. På den anden side er han følsom, venlig, hjælpsom, sårbar og tænker rigtig meget over de konsekvenser hans handlinger kan få. Han er beskrevet med en tør form for humor, som får mig som læser, til at tænke på ham som en der går og morer sig indeni, over sine omgivelser. Jeg tror dog mere det er beskrivelsen af ham der får ham til at fremstå sådan. Sådan er det i alle Paul Cleaves bøger, hvilket er hvad der gør dem så fantastiske. Selvom de er barske, så har jeg jævnligt smil på læben når jeg læser ham. Jeg tror jeg kunne læse alle hans bøger i én køre og aldrig blive træt af ham. Det er den slags bøger, som bliver siddende i kroppen.

Theo Tate er tidligere kriminalbetjent. En af de aller bedste. Hans kone og datter blev kørt ned af en spritbilist. Datteren dræbt på stedet, konen endt som grøntsag. Theo gik i hundene og afskediget fra sit job. Han arbejder nu som privatdetektiv. I Dybet, har politiet bedt om hans assistance ved opgravningen af en kiste. Da kisten viser sig at indeholde liget af en ung kvinde, i stedet for den forventede ældre mand, bliver Theo nysgerrig og stikker sin næse i sagen. Politiet i Christchurch, har travlt med en seriemorder, så Theo er hele tiden et skridt foran dem, til deres store irritation. Sporene trækker tråde til kirken og den kirkegård hvor Theos datter ligger begravet. Jeg kan godt afsløre, at det lig de graver op i starten, langt fra bliver det sidste.

Det er ikke meget slør der bliver løftet her, det ved jeg godt, men jeg er bange for, at komme til at afsløre noget der ikke skal afsløres.

Jeg er nødt til at sige det igen, Paul Cleave skriver simpelthen de mest forrygende bøger i det mest forrygende sprog. Som alle de andre bøger af ham, er også denne skrevet i jeg-form. Det gør den på en eller anden måde mere nærværende og personlig. Samtidig er det en sjov detalje, at bøgerne alle har små bitte tråde, der får dem til at hænge sammen, uden at de egentlig gør det. Mht. rækkefølgen, så bør man nok starte med denne, men jeg har læst dem lidt hulter til bulter og det kan man også godt uden at man mister noget særligt på dét.

Cleave ligger stadig lunt i top 5 over yndlingskrimiforfattere. Ham bør du altså ikke gå glip af :)

For at følge på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Lee Child - Værd at dø for

Forlagets beskrivelse:

Der er dødbringende problemer i bondelandet Nebraska… og Jack Reacher havner midt i dem. Først lægger han sig ud med familien Duncan, en lokal klan, der har skræmt en hel egn til underkastelse. Men det er en gammel uløst sag om et forsvundet barn, der for alvor fanger Reacher.

Familien Duncan vil af med Reacher – og det er ikke kun hemmeligheder fra fortiden de forsøger at skjule. For deres egen farlighed til trods, er de blot den nederste led i en vidtforgrenet forbryderisk fødekæde. Det vil give meget mere mening for Reacher, at styre fri af de massive problemer hans indblanding vil medføre. Men det er umuligt for ham.

Og Reacher får i aller højeste grad blandet sig selv ind i den lille bys problemer. Som i den forrige bog jeg læste af Lee Child, udspillede der sig også i ”Værd at dø for”, en seriøs actionfilm i min indre biograf. Og Jack Reacher er sej – møghamrende sej. Og jeg elsker det. På et eller andet plan, er det nok en bog jeg vil beskrive som en rigtig mandebog, med action, rå vold og ”superhelt” ud over det hele. Alligevel taler den også til mig som kvindelig læser, fordi der hele tiden er en underliggende følelse af, at nogen bliver behandlet uretfærdigt, at noget forfærdeligt er sket og nogen ikke skal slippe ustraffet for at bortføre et barn og underkue en hel by i årevis. Udover at Jack Reacher er opvokset i militærmiljø og har deltaget i kamp et utal af gange, så er det som om han på en måde er usynlig. Som om han kan gøre hvad der passer ham og derefter forsvinde up in the air.

Specielt hen imod slutningen tog handlingen fart og spændingsniveauet steg. Indtil vi nåede dertil, synes jeg ind imellem bogen blev en smule kedelig. Vi følger forskellige grupper mennesker og ja det er nødvendigt for handlingen, men alligevel tog jeg mig selv i at læse sporadisk og hurtigt hen over de afsnit. Derfor lander Værd at dø for, på kun tre krimiperler ud af 5, selvom selve essensen af bogen er fængende og selvom jeg glæder mig til næste bog på dansk, af Lee Child, som udkommer i efteråret '16.

For at følge Frk. Krimitanker på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Rosy og John

Rosy og John, er 4. del i Pierre Lemaitres serie om Camille Verhoeven. Selvom der står bagpå, at det er en kort spændingsroman, så vil jeg mene, at den nærmere kan betegnes som en kriminovelle. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad forskellen er, men den her er bare temmelig kort J

En bombe sprænger midt i Paris. På mirakuløst vis, er der ingen der mister livet, men ødelæggelserne er massive. Kort tid efter, melder en ung mand sig selv og der er ikke meget tvivl om, at det virkelig er ham der er gerningsmanden. Han påstår, at have lagt 7 bomber rundt om i Paris. Èn bombe om dagen de næste 7 dage eller indtil politiet efterkommer hans krav. Næste bombe er placeret under en børnehave, siger han. Politiets specialstyrke, forsøger at presse ud af ham hvor bomberne er gemt, men den unge mand holder stejlt på sit. Camille Verhoeven, har hele tiden en fornemmelse af, at noget ikke stemmer.  Kort tid efter, sprænger endnu en bombe!!

Jeg har det sådan lidt blandet med den her bog. På den ene side, synes jeg egentlig ikke der skete noget særligt undervejs. Jeg savnede spænding og uhygge og synes lidt at handlingen blev for ”pæn”, hvis man kan sige det sådan. Det hele tager dog en uventet drejning til sidst og det var denne drejning der gjorde, at jeg blev ved at tænke over bogen bagefter. Sproget er anderledes end de bøger jeg plejer at læse. I Frankrig bruger man åbenbart stadig betegnelsen De, når man taler til andre mennesker. Bogen er bygget op af korte sætninger og selvom det egentlig forstyrrede min læsning en smule, så synes jeg samtidig det er fint, at læse noget anderledes og blive rykket lidt ud af min comfort zone engang imellem.

Har du læst de forrige tre bøger i serien, Iréne, Alex og Camille, så må du nok også have den her med. Personligt har jeg kun læst Alex, men synes stadig den her er en fin og tankevækkende lille historie. Dog ikke en jeg ikke kunne have været foruden.

Vil du også være med på Facebook?