tirsdag den 23. januar 2018

Anmeldelse: Harlan Coben - Hjem


Harlan Coben er en forfatter, som jeg har stor respekt for. Jeg synes virkelig han har en fantastisk og helt enestående måde at skrive på. Det er en smule svært at sætte fingeren på, hvad det helt præcist er der gør forskellen, men jeg tror det er noget med, at hans bøger ofte handler om helt almindelige familier og hverdagsproblematikker. Så er de selvfølgelig tilsat en portion krimi. Nogen gange mere, andre gange mindre. Samtidig er der tilsat en god portion humor, så der ofte lige trækkes et smil frem på læben. Ikke nok med det, så er Cobens bøger altid - helt diskret - tilsat en eller anden form for livsfilosofi, som lige sætter tankerne i gang. Jeg er vild med det. Det her er en forfatter, som jeg virkelig godt gad møde. Jeg har på fornemmelsen, at han er en virkelig interessant person. Jeg håber, at han på et eller andet tidspunkt, skal med på Krimimessen i Horsens 😊

Nå, men nok snak om forfatteren. Jeg må også hellere komme til sagen og fortælle jer, hvad mine tanker er om bogen.

I ”Hjem” møder vi Myron og Win, som er venner og et stærkt makkerpar, når det kommer til fælles detektivarbejde. De er et par hårde typer, som ikke er bange for at opsøge selv de værste forbrydere, snitte halsen og brække et par knogler, på folk der stiller sig i vejen for dem. Og denne sag er vigtig for dem, for det drejer sig om to forsvundne drenge – den ene er Wins kusines søn. Drengene som blev kidnappet fra den enes hjem som 6-årige, har været sporløst forsvundne siden. Nu, 10 år senere, får Win et tip om, at den ene af drengene er blevet set i London. Drengenes familier, som har levet så mange år med uvisheden, har brug for afklaring, men ingen af dem bryder sig om, at få prikket til skeletterne i skabet. De er knuste og jeg kan godt afsløre, at det her er en tragisk og frygtelig ulykkelig historie.

Hjem, er en god og velfortalt historie. Set ud fra et krimiperspektiv, så synes jeg alligevel at den mangler noget. Den bliver en lille smule langsommelig og på trods af de følelser der kom op i mig efterhånden som brikkerne faldt på plads, så manglede den altså desværre noget spænding og noget uhygge.


Er du vild med Harlan Coben, så skal du selvfølgelig også læse denne. Den gjorde mig glad imens jeg læste. Harlan Coben har den evne!


Følg gerne med på Facebook og Instagram

lørdag den 20. januar 2018

Anmeldelse: David Lagercrantz - Manden der søgte sin skygge


Jeg har været en smule længe om at komme i gang med ”Manden der søgte sin skygge”. Jeg tror det skyldes, at forrige bog, på trods af, at jeg endte med at synes godt om den, var lidt længe om at fange mig. Det var imidlertid ikke tilfældet med denne.

Jeg er ikke en af dem, som har været helt oppe at ringe over Millenium-serien. Som jeg også nævnte i min anmeldelse af ”Det der ikke slår os ihjel”, så synes jeg egentlig nr. 2 og 3 i serien var forholdsvis kedelige. Jeg synes det mest spændende er Lisbeth og hendes hackerevner og hævnakter. Denne 5. bog, handler hovedsageligt om netop det. Om Lisbeth, som vil hjælpe og hævne en medindsat i fængslet og mordet på hendes gode ven, Holger Palmgren. Jeg blev fuldstændig grebet af historien helt fra start og gentagne gange, tog jeg mig selv i at tænke, at ham Lagercrantz faktisk gør det vanvittigt godt. Jeg er dybt imponeret over hans evne til at brygge videre og gå i dybden med Lisbeths historie og fortid – en historie han ikke selv har startet, men som han på fineste vis fører videre. Samtidig synes jeg det står klart, at vi har at gøre med en super dygtig forfatter – også sådan rent sprogligt. Hvor vidt det er godt eller skidt, at nogen skriver videre på historien efter Stieg Larssons død, forholder jeg mig ikke til. Jeg forholder mig til den enkelte historie, og den her synes jeg virkelig godt om.

Jeg må også hellere løfte sløret lidt for handlingen. Lisbeth sidder i fængsel, hvor hun opfører sig eksemplarisk, men fra sidelinjen følger hun med i, hvordan en bande hærger og styrer fængslet. Hvordan især en enkelt kvinde bliver mishandlet og hvordan vagterne vender ryggen til i frygt. Lisbeth er de uskyldiges ven og hun tager sagen i egen hånd. Vi følger hendes kamp og sideløbende følger vi historien bagom, så vi bid for bid, får afsløret hvorfor den unge kvinde er havnet i fængsel. En tragisk historie om stolthed, svigt og kærlighed. Lisbeths egen fortid, bliver også trevlet op. Hun beder Mikael om at undersøge en person, hvilket fører ham dybt ned i en velbevaret hemmelighed. En hemmelighed, som nogen vil gøre alt for at bevare hemmelig.

Næste efter ”Mænd der hader kvinder”, synes jeg denne er den bedste i serien. Jeg synes Lagercrantz gør det fremragende.

Fem krimiperler får den af mig.





 Hvis du har lyst til at følge med på Facebook og Instagram, bliver jeg glad :) 

lørdag den 13. januar 2018

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Skindød


Jeg er nødt til at indrømme, at jeg simpelthen har glemt at skrive anmeldelse af denne her. Bedre sent end aldrig, er der nogen der siger, så her får I den.

Jane Rizzoli er stadig gravid, men hun har nået sin terminsdato og går hjemme på barsel. Det har hun det svært med, for hun trives bedst med at arbejde. Maura Isles er derimod på arbejde og kommer i modvind i pressen, da en kvinde i lighuset hvor Maura arbejder, viser sig stadig at være levende. Pressen går amok og forsøger at finde en syndebuk, at hænge op for fejlen. Den stakkels kvinde bliver kørt på hospitalet, hvor hun vågner op og går helt i chok, for derefter at dræbe en vagt og tage gidsler. Et af gidslerne, er Jane Rizzoli, som er på hospitalet for at føde.

Hvordan kvinden endte i lighuset og hvorfor hun er så skræmt, at hun er parat til at slå ihjel, finder vi ud af i den parallelhistorie, som kører ved siden af opklaringen af et andet mord. En yderst rørende og meget følelsesladet historie. En der vækkede sorg, vrede og medfølelse i mig og samtidig nok den historie, som løftede denne bog.

Jeg kan godt afsløre, at Jane føder sin baby og slipper ud af gidseldramaet. Hendes måde at håndtere moderskabet herefter, ligger milevidt fra min egen tilgang til babyer og familie. For Jane har ikke den vilde interesse for babyen og udviser heller ikke nogen varme følelser. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt af hende i denne bog, for ja, der er givetvis mødre der har det som hende, men jeg vil mene, at det så er mødre med fødselsdepressioner eller lignende. Jeg synes simpelthen det blev for urealistisk, at hun havde så travlt med at komme ud og fange en voldsom morder, når hun lige er blevet mor og hendes baby er få dage gammel. Men hvad ved jeg.

Vi har at gøre med en super dygtig forfatter. Det fornemmes tydeligt, at der er kvalitet i sproget og måden historien er fortalt. Normalt er Tess Gerritsens bøger til den meget brutale og uhyggelige side. Den del ser vi ikke rigtigt her, synes jeg. Det er på en eller anden måde, lidt mere en følelsesbog tilsat socialrealisme og spænding, så den når ikke helt til tops i min flagstang desværre.


4 perler får den af mig 




Følg også meget gerne med på Facebook og Instagram 

mandag den 4. december 2017

Adventskonkurrence på Facebook


Julen nærmer sig, så derfor har jeg lavet en lille adventskonkurrence til jer. For at deltage, skal du over på Facebook. 

Bogen der kan vindes, er Kludedukken, som du kan læse min anmeldelse af lige H E R

Anmeldelse: Lotte Petri - Black notice


Black notice er en krimiserie. En miniserie, kan man nok kalde det. 5 afsnit har den og hvert afsnit har omkring 45 sider. Nogen lidt flere, andre lidt færre. Selvom den er kort, så er den spækket med spænding og grusomhed.

Drabsefterforsker Felix Jørgensen og hans nye makker Kathrine Nymark, bliver sat på sagen om at finde en brutal morder, som lemlæster og forulemper unge kvinder, for til sidst at slå dem ihjel. Det står hurtigt klart, at der er tale om en seriemorder, som er på spil flere steder i Europa. Vi følger flere forskellige efterforskere og det hele kædes fint sammen.  


Der er tilpas mange beskrivelser, til at fodre min fantasi med uhyggelige billeder. Det er en kort historie, så jeg var hurtigt igennem den, hvilket var både godt og skidt. Jeg ville gerne vide hvordan den endte og samtidig ville jeg have mere. I en miniserie som denne, har forfatteren friere spil og kan gøre som det passer hende/ham med sine hovedpersoner. Det gjorde, at jeg hele tiden havde en fornemmelse af, at tingene ikke nødvendigvis kom til at ende lykkeligt. Og arg altså, hvilken slutning. Jeg håber ikke det her er det sidste vi har hørt til Felix og Kathrine - de er et stærkt makkerpar. Jeg ønsker mig enten 5 afsnit mere eller en hel roman om de to.

Bogen kan læses afsnit for afsnit på e-bog, men er også udgivet samlet i papirbog.


Følg meget gerne med på Facebook og Instagram



søndag den 3. december 2017

Anmeldelse: Paul Cleave - Øje for øje


Forestil dig, at en af de personer du elsker allermest, blev udsat for en grov forbrydelse med døden til følge. Hvis et eller andet møgsvin, havde voldtaget og/eller dræbt din elskede eller dit barn. Hvordan ville du have det – ville du ønske 5 minutter alene med drabsmanden og udøve hævn?

Theodore Tate og hans makker Carl Schroeder, oplever gang på gang at de pårørende til grove forbrydelser, ønsker netop dette. 5-minuttermanden har sat sig for at hjælpe disse pårørende, så han opsøger dem og tilbyder dem deres fem minutter alene. Flere af dem tager imod tilbuddet og Tate har til opgave at sætte en stopper for disse drab. Det er svært for ham på flere måder. Dels fordi han har en formodning om hvem 5-minuttermanden er, men også fordi Tate selv har haft sine 5 minutter, da hans datter blev slået ihjel og hans kone blev katatonisk. Han har aldrig fortrudt sin handling.

Paul Cleave er god til, at skrive krimier, som ikke er som alle andre. Dette er 2. bog fra ham, hvor vi faktisk følger morderen og ved (næsten) fra starten hvem han er. Alligevel formår han at skabe masser af spænding og jeg var fastholdt hele vejen igennem. Jeg synes dog ikke ”Øje for øje”, er helt på højde med de andre bøger jeg har læst af ham. Selvom der er spænding, så er den ikke så højintens som normalt i Cleaves bøger og jeg synes der bygges mere på følelser i bogen her. For jeg kom selvfølgelig til at tænke på alt det her med straf. Hvis vi forestiller os, at man fik sine 5 minutter med den der har fået vores liv til at styrte i grus, så sidder der en familie et sted derude, som også får taget en person fra sig, som de elsker højt – voldsforbryder eller ej. Har de så også ret til at hævne? Skruen uden ende. Spørgsmålet om dødsstraf rejses også. Hvem er det der straffes hårdest når det sker? Er det morderen der forlader denne jord med en giftsprøjte i armen, eller er det morderens efterladte? Hans mor og far, kone og børn?

Øje for øje er en god og spændende bog, som sætter tankerne i gang. Jeg fik lidt en følelse af, at der er sprunget en bog i rækken over, med udgivelsen af denne. Der henvises en hel masse til en anden sag. Hvis det er tilfældet, så kender vi allerede slutningen af den bog nu, hvilket er ærgerligt. Det har dog ikke stor betydning for handlingen i denne bog. Øje for øje, er 6. bog af Paul Cleave udgivet på dansk. Forlaget har dog ikke valgt at udgive bøgerne i den rækkefølge de er skrevet, så derfor skaber det til tider lidt forvirring i læsningen. 
Sproget og humoren står skarpt som altid. Det er nok det jeg sætter størst pris på hos i Paul Cleaves bøger!

4 krimiperler til Øje for øje.



Følg også gerne med på Facebook og Instagram

 H E R kan du læse flere anmeldelser af Paul Cleaves bøger 😊





mandag den 20. november 2017

Anmeldelse: Mats Strandberg - Hjemmet


Hjemmet er bog nr. 2 fra svenske Mats Strandberg. Første bog hed Færgen og begge bøger er præget af et overnaturligt element. Hvor den første handlede om vampyrer, har denne djævelen som omdrejningspunkt. Eller måske er det noget andet tilsvarende ondt - det finder vi ikke helt ud af. 

Vi følger flere forskellige personer undervejs, men vores hovedpersoner er Joel og Nina. Joel er vendt tilbage til den lille by, fordi hans mor er blevet dement. Han har passet hende et stykke tid, men nu har hun fået plads på demenshjemmet "Fyrreskyggen". På Fyrreskyggen arbejder Nina. Joel og Nina har en fortid sammen, som bedste venner, men det sluttede brat og på en uhensigtsmæssig måde. Snart begynder underlige ting at ske på Fyrreskyggen. De demente ældre bliver bange og utrygge og begynder at se ting, som ikke umiddelbart er synlige for andre. Efterhånden som hændelserne eskalerer, finder Nina og Joel ud af, at de er nødt til at stå sammen. 

Hjemmet har en uhyggelig forside, synes jeg. Jeg synes også at scenen ligesom er sat, for en uhyggelig historie. Desværre synes jeg simpelthen ikke der skete nok. Den krybende uhygge, som jeg havde sat mine forventninger op efter, udeblev desværre helt for mig. Jeg kan godt være med til det overnaturlige til en vis grænse, men når det kommer til djævlebesættelse og lignende, så står jeg altså åbenbart af. For mig blev bogen langsommelig og kedelig og jeg kunne simpelthen ikke svinge mig op til at finde noget som helst uhyggeligt eller spændende ved den. Til gengæld synes jeg de demente ældre er skildret virkelig fint og respektfuldt. Jeg har selv Alzheimers demens inde på livet, da min svigerfar er ramt af det. Bogen gav indblik i sygdommen og hvad vi kan forvente med tiden. På den måde blev jeg rørt af fortællingen. 

Bogen er betegnet som en hjertegribende gyser. Hjertegribende er jeg meget enig i. Gyser ... not so much. 

2 perler må den desværre nøjes med. 




Frk Tines Krimitanker er både på Facebook og Instagram. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at følge med der også!