Anmeldelse: Christian Frost - Valmuemanden

Valmuemanden er 3. del i serien om kriminalassistenterne Erik Falster og Lars Hede, samt journalisten Pia Larsen. Jeg har læst første del, men ikke anden del. Det betyder ingenting for læsningen, så nye læsere kan sagtens starte her.

Det her er en af den slags bøger, hvor jeg lige skal passe på ikke at afsløre noget, som ville være ærgerligt at kende til inden man begynder at læse.

Der bliver lagt hårdt ud i første kapitel. Vi er med i fangehullet hos en ung kvinde, som bliver udsat for modbydeligheder, som det giver ondt i maven at læse om. Det viser sig snart, at den unge kvinde, er den 16-årige Hania, som er forsvundet fra sit hjem sammen med den kun 9-årige Inga. Pigerne bliver fundet i Spanien – den ene levende, den anden død. Det står hurtigt krystalklart, at folk i det øverste samfundslag, vil gøre alt for at lukke munden for evigt, på den overlevende pige. Men hvorfor Spanien og hvordan er en valmuedyrkende dansk rigmand, hvis kone tidligere i livet har mistet sin teenagedatter, blandet ind i historien?

Udover hovedpersonerne, er der masser af personligheder med, som tæller alt fra lejemordere, rigmænd, politibetjente, forbrydere osv. Til at begynde med, er det om at holde tungen lige i munden, men enderne når hurtigt sammen og det er et yderst interessant og velbeskrevet persongalleri. En enkelt af the bad guys er mere er mere end almindeligt likable (ja, jeg er lidt indernational i dag … uuuh) og efter min mening løfter han historien. De egentlige hovedpersoner kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg mener om. Det irriterer mig en lille smule, at Falster virker så tumpet engang imellem. En hovedperson må gerne være stærk og sej, det er han ikke i mine øjne. Og så alligevel til tider.

I bund og grund, synes jeg det er en god og interessant historie. Et virkelig vigtigt emne der tages op, men desværre synes jeg der bliver sprunget lidt hurtigt henover den del. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre mere om hvad, hvor og hvem. Jeg lander Valmuemanden på 4 perler, fordi jeg på trods af den gode historie, synes der er enormt meget unødvendig snak mellem personerne. Lange dialoger og tankerækker, som har mere til formål at skabe humor i historien, end egentlig betydning for noget som helst i forhold til handlingen. Der kunne godt skæres en hel del af på den konto, hvilket efter min mening ville skabe større intensitet. Det kommer simpelthen til at fylde for meget og den højintense spænding udebliver. Humordelen er sådan lidt ”falde-på-halen-komik” og den falder ikke helt i min smag. Er du til den form for humor, som Jussi Adler-Olsen bruger i sine bøger, så er jeg overbevist om, at du også vil være vild med humordelen i disse bøger. Heldigvis har vi ikke alle samme præferencer. 

Når det så er sagt, så er det faktisk en bog som har sat spor. Der er et par skæbner og et par personligheder, som jeg ikke blev færdig med og som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke længere skal følge. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Valmuemanden for en hyggekrimi. Til det er emnet for alvorligt, men det er trods alt en stille og rolig krimi, som måske og måske ikke, giver anledning til et par smil undervejs og som helt sikkert rører ved noget i de flestes følelser.  

Den opmærksomme læser vil opdage, at jeg har ændret antallet af perler på denne bog. Efter at have skrevet anmeldelsen, kan jeg mærke at bogen trods alt stikker dybere end først antaget. Jeg har valgt at give den 4 perler i stedet for 3. 

Anmeldelse: Søren Sveistrup - Kastanjemanden

Søren Sveistrup … er det ikke ham dér med hende dér med sweateren?? Jo det er så. Søren Sveistrup er manden bag tv-serien ”Forbrydelsen”, som rigtig mange nok har set. Bogen havde fået en virkelig cool og stærk promovering inden udgivelsen, så jeg kan godt indrømme, at mine forventninger var høje. Jeg har læst et interview med forfatteren, som sagde, at han egentlig gerne ville have skrevet bogen under pseudonym, for netop at undgå det store pres og de høje forventninger som ligger i navnet og de tidligere populære tv-serier. Jeg tror dog på, at det var det rette at gøre, at udgive under eget navn. Specielt fordi alle forventninger blev mere end indfriet for mig, men også fordi det gav et ekstra spændingselement til læsningen. Den der fornemmelse af, at vi bliver snydt og først fatter det til sidst, fulgte med mig hele vejen igennem bogen.

En ung mor bliver fundet myrdet på en legeplads nær sit hjem. Hendes ene hånd er savet af. Over hendes hoved hænger en kastanjemand, som i første omgang ikke får meget opmærksomhed fra efterforskerne. I det øjeblik der findes spor fra en tidligere sag om en forsvundet pige, går det op for politiet, at kastanjemanden er vigtig og samtidig et symbol på morderens hensigter med den myrdede kvinde og de efterfølgende mord. Mere får I ikke løftet sløret for i denne omgang.

Hovedpersonerne, Naia Thulin og Mark Hess er fuldstændig fremragende. Et par personligheder som i første omgang virker malplacerede sammen, men som vi hurtigt fornemmer, er mere eller mindre på samme bølgelængde. De er begge forholdsvis kølige og yderst skarpe i hjernen, hvilket giver en slagkraftig cocktail. Bogen ender ikke helt som jeg havde håbet i forhold til de to og deres fremtid sammen på flere måder, men jeg krydser mine små fedtede Anna og Lotte-fingre fra nu af og til den dag det forlyder, at der er en 2’er på vej. Der SKAL simpelthen bare komme en bog mere i den her serie.

Når man læser Kastanjemanden, så fornemmer man tydeligt på sproget, at vi har at gøre med en forfatter, som er vant til at beskrive i billeder. Det føles næsten som at se en film. Der er et eller andet med sproget som gør den her bog til en anderledes læseoplevelse. Da jeg havde læst første kapitel, tænkte jeg ”oh no, den bliver stram at komme igennem”. Det var som om det var skrevet lidt som en skolestil. Men så skete der et eller andet – måske glemte jeg bare at det var anderledes og måske var det bare fordi det er med til at gøre Kastanjemanden unik i forhold til andre bøger jeg har læst. Det er som om at nutid og datid bliver brugt som det lige passer. Jeg kunne ikke gennemskue en lige linje i det, men det fungerer og er med til at give ekstra dybde til karaktererne.

Jeg startede med at anmelde bøger, fordi jeg er typen der står i boghandleren og får lyst til at fortælle andre kunder i krimiafdelingen, om hvor fantastisk den ene eller den anden bog er. Kastanjemanden er sådan en bog, som jeg får lyst til at holde op foran alle krimielskere og sige ”læs dén her - sommerferiebogen is in da house”. Fornemmer man, at jeg synes den er fuldstændig fremragende? Hr. Sveistrup havde ikke behøvet bekymre sig om hvor vidt han var i stand til at skrive en krimi. Jeg synes bare han skal skynde sig at skrive en mere!

6 X S – Seriøst Stærk Start, Søren Sveistrup Styrer!

6 X Frk. Tines krimiperler

Anmeldelse: Anne Mette Hancock - Mercedes-snittet

Pyh altså, sikke en bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en forfærdelig masse følelser i kroppen. Glæde over en helt fantastisk historie, overrasket over en slutning jeg ikke havde set komme og samtidig også en følelse af tristhed over alle de skæbnesvangre hændelser der overgår størstedelen af persongalleriet.

En lille dreng meldes savnet, da han ikke møder op i skole og sfo. Der er ikke mange spor at gå efter, men da der findes blod og drengens jakke dukker op, peger tingene i den triste retning. Drengens Instagramprofil, viser sig at være yderst interessant. Den indeholder udelukkende billeder af genstande, som ligner ansigter. Pareidolia, hedder fænomenet, som er er en psykologisk måde at opfatte genstande på, så de omdannes til at ligne ansigter. Et typisk billede er smileyer, som i bund og grund bare er tegn, der til sammen, får menneskehjernen til at se et ansigt ➜  :-)

Det kan også være stikkontakter, tøjknager, porte osv. Tingene er ikke altid som først antaget. To og to giver ikke altid fire.

Heloise går igennem lidt af en livskrise, efter hun mistede sin far i forrige bog, Ligblomsten. Hun er ikke så involveret i mysteriet denne gang, men hun blander sig dog alligevel tilpas meget. Jeg synes godt det kan blive utroværdigt, når journalister begynder at opklare mere mord end politiet, så på den måde er det helt fint at det er Schäfer der får lov at være den der har bukserne på i selve politiarbejdet.

Jeg er vild med både Schäfer, Heloise og alle de andre bipersoner der er med. Jeg forstår ikke Heloise i store dele af bogen – bliver ligefrem lidt vred på hende over visse handlinger, men hun mister ikke troværdigheden og hun bliver heldigvis reddet på målstregen. Næsten da😊 Begge er de hovedpersoner, som jeg glæder mig til at følge.

Normalt er jeg ikke nogen hurtiglæser, men denne her fløj jeg simpelthen igennem. Den er spændende fra start til slut og jeg kunne næsten ikke stoppe når jeg først var i gang. Glædede mig til at læse videre når jeg var stoppet. Men hvad er det så der gør Mercedes-snittet så fantastisk? Den har ikke en masse blod, ej heller bunker af lig. Den har ikke en udspekuleret overintelligent morder, som ved alt, finder alle. Til gengæld så har den et par stærke seje hovedpersoner, den har så meget dybde og giver så meget stof til eftertanke, at jeg jævnligt sad med en klump i halsen. Den har elementer af noget – i mine øjne – virkelig interessant læring, som er tilsat i de helt rette doser. Jeg fik lyst til at kigge på flere pareidoliabilleder og jeg fik en viden omkring smil, som jeg allerede har draget nytte af. Jeg elsker den slags. Yderligere giver den læseren masser af muligheder for at gætte med på hvordan plottet er skruet sammen. Sproget er nutidigt og flyder let og lækkert. Overordnet set, er alt bare let og lækkert ved Mercedes-snittet.

Anne Mette Hancock, kan noget helt særligt! Fuld perleplade fra mig 💯

Anmeldelse: Angela Marsons - Tavse skrig

Tavse skrig er en af den slags bøger, som giver ondt i maven imens man læser. Ikke sådan på kvalmemåden fordi det hele er penslet ud, men på den der ”rørt dybt ned i maven-måde”. De skæbner vi møder – både de døde og de levende … arg mand, hvor er det hjerteskærende!!

Jeg er vild med hovedpersonen, Kim Stone. Hun er på den ene side iskold, ligeglad og utilnærmelig. På den anden side, er hun det varmeste og mest omsorgsfulde menneske man kan forestille sig. Det lykkedes til fulde for forfatteren, at koble de to sider af hende sammen, så hun bliver en yderst troværdig person, som jeg glæder mig til at følge.

Liget af en kvinde findes. Hun er myrdet ved drukning i sit eget badekar. Kim Stone er den ledende efterforsker, men da det viser sig, at sagen trækker tråde til et nedlagt børnehjem for unge piger, bliver sagen personlig for Kim. Hun har selv en fortid, på netop sådan et sted. Flere lig dukker op, nye såvel som gamle og det står snart klart, at der er tale om en kold og beregnende morder. Én som på ingen måde er nybegynder.

Vi følger hovedsageligt Kim Stone i hendes arbejde og i hendes møde med forskellige kollegaer, men vi følger også nogen af ofrene, i det øjeblik de bliver slået ihjel. Et par gange kommer vi endda med ind i hovedet på morderen. Den er en af den slags bøger der giver mulighed for at man gætter med og forsøger at regne ud, hvad motivet kan være. Jeg troede jeg havde regnet den ud på snedigste vis, men sandheden viste sig, at være endnu snedigere.

Jeg synes virkelig det her er en cool debut! Den er så veldrejet og fint skrevet. Den har uhygge og den er spækket med følelser, men samtidig er den støvsuget for kærlighed og parforhold 😊

Fem krimiperler får den af mig.

Anmeldelse: Bernard Minier - Cirklen

Claire Diemar er blevet myrdet. Hun er bundet og druknet i sit eget badekar. I poolen i hendes have, flyder der en masse dukker rundt i vandet. På kanten af bassinet sidder en ung mand. Han husker intet af aftenens forløb, men den myrdede kvinde, er både hans lærer og hans elskerinde.

Martin Servaz er tilbage og det samme er muligvis den seriemorder der også hærgede i forrige bog, ”Iskold død”. Julian Hirtmann er besat af Servaz og måske gælder det samme, den anden vej rundt. Men sporene er få og Servaz må kigge i andre retninger, som peger mod hans egen fortid og det universitet han selv studerede på og som hans egen datter studerer på nu. En af hendes bekendte, er det unge mand på swimmingpoolens kant. Tilfældighed?

Samtidig med historien, følger vi sideløbende en kvinde som holdes indespærret og som er udsat for modbydelige ting igennem en langvarig periode. Historien er spændende og jeg havde svært ved at vente på afslutningen af denne del i bogen. Afsløringen kom bag på mig og gav den i forvejen fremragende bog, et lille ekstra plus på genialitetskontoen.

Det her er en ordentlig fed moppedreng på hele 590 sider. Det har taget mig lang tid, at komme igennem den. Til tider, synes jeg den blev en smule langsommelig, men alligevel blev den aldrig egentlig kedelig. Den har både spænding, tempo, uhygge, mulighed for selv at gætte med, stærke hovedpersoner samt det vigtigste – et rigtig godt plot og flere overraskelser til slut. Jeg har det som om jeg kender Martin Servaz og alligevel er der stadig en masse der venter på at blive belyst. Både ham og de to kvindelige betjente, er personer jeg har lyst til at følge og jeg føler på en eller anden måde en tomhed nu hvor bogen er slut. Måske fordi den er så lang, at man følger med i personernes gøren og laden lidt længere tid.

Jeg vakler lidt mellem 4 og 5 perler, men jeg synes faktisk den er så velskrevet, at den fortjener 5.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dukkehuset

Ruby vågner i sin seng. Hun har tømmermænd og orker ikke at åbne øjnene. Hun trækker dynen tættere om sig, men noget er ikke som det bør være. Duften er forkert. Ruby åbner øjnene og finder sig selv i en fremmed seng. Spærret inde i et kælderrum. 

Liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand. Hun har ligget der i flere år, men ingen har meldt hende savnet. Nogen har sendt dem beskeder fra hende, så familie og venner har ikke anet uråd.

Så er stilen ligesom lagt for denne 3. del i Matthew Arlidges serie om Helen Grace. Grum, creepy og med en fuldstændig forskruet morder. Der er højt tempo og spænding fra start til slut. Helen Grace er ikke den typiske heltinde. Hun er stærk og sej udadtil, men indeni har hun ar, som aldrig forsvinder. Det er ikke noget som får lov at tage meget plads i bogen, men mere noget som vi fornemmer eller som bliver afdækket bid for bid. Personligt synes jeg, at hun er en super cool hovedperson. En som jeg føler jeg kommer til at kende når jeg læser, og en som jeg savner at høre mere om, når de sidste sider er vendt. I det hele taget er Matthew Arlidge en forfatter, som jeg synes bliver bedre og bedre bog for bog. Jeg ærgrede mig da bogen var slut og over at der nu er ventetid helt til hen omkring september, før næste bog er på hylderne. Hans bøger er velskrevne og når jeg læser dem, føles det lidt som at se en film. Kæmpe plus.

Specielt med denne serie, vil jeg anbefale at du starter fra bog nr. 1. Der sker en hel del ting i de to første bøger, som der henvises til i denne. Der er også baggrundsviden om hovedpersonerne, som bedst forstås hvis man ved hvad der hentydes til. 

Dukkehuset gav mig den der helt særlige følelse af spænding i hele kroppen, men efter flere overvejelser, kommer den ikke helt op til de nye 6 perler. Den ligger dog på grænsen, så det bliver 5 store perler 😊

Den 6. krimiperle siger goddag

Byd velkommen til den 6. krimiperle. 

Hidtil har jeg kørt med 5 perler, men jeg synes ofte, at det er for lidt difference. En treer hos mig, er egentlig en okay karakter, men den kan godt føles svær at give, når bogen egentlig var god, men lige manglede den sidste prik over i’et. 

Det samme gør sig gældende med en rigtig god bog. Dem lander jeg ofte på fem perler, men så er det svært at vide, hvornår vi har med de der bøger at gøre, som bare lige er ekstra gode. Som giver rislen ned ad ryggen, gys, uhygge og ondskab på den helt rigtige måde. Dem der fortjener en ekstra perle. Det kan de få nu. 

Jeg har selvfølgelig overvejet om jeg skulle gå tilbage og rette alle anmeldelser. Jeg er nået frem til, at det bliver for stort et arbejde og for svært at huske. Et par stykker, bliver dog alligevel nok rettet lidt. Jeg håber det vil bidrage til et bredere spektrum i mine anmeldelser. 😅