Iskold hedder den nyeste bog fra amerikanske Tess Gerritsen. En sød og rar kvinde, som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at spise morgenmad med på Krimimessen for et par år siden. En kvinde som skriver dystre og uhyggelige krimier og hvor titlen til denne bog passer perfekt til handlingen.
Iskold … det var den gennemgående fornemmelse jeg havde i
kroppen imens jeg læste bogen. Ikke alene foregår den midt i en iskold
snestorm, den gennemstrømmes også af en iskold uhygge hvor man hele tiden har
fornemmelsen af, at det onde lurer lige om hjørnet. Hvor man ikke ved hvem der
er til at stole på. At det samtidig er gået hen og blevet p…. koldt udenfor,
satte lige den berømte prik over i’et.
Maura Isles tager på lægekonference i Wyoming. Hun er ked af
det helt ind i knoglerne og da en tidligere medstuderende tilbyder hende lidt
sjov i form af en hyttetur med skiløb, springer hun til. Det bliver en
skæbnesvanger tur og selskabet bestående af 5 personer, strander i et mystisk
og forladt landsby i bjergene, uden strøm eller mobilforbindelse.
Lige siden jeg læste Kirurgen, som er første bog i Rizzoli
& Isles-serien har jeg været fan. Tess Gerritsen skriver medrivende, billedligt
og så mestrer hun en krybende uhygge til perfektion. Også denne gang var jeg
fuldstændig opslugt fra start til slut og min kvalmerefleks rørte på sig op til
flere gange, når Gerritsen, som oprindeligt er uddannet læge, beskriver blodige
detaljer så de står skarpt i den indre biograf.
Selvom det er en bog der mere eller mindre foregår samme
sted, så sker der virkelig mange ting undervejs, så bogen bliver aldrig langsommelig.
Plottet er virkelig godt og der kommer også et par overraskelser undervejs. Jeg
ville ønske jeg havde næste bog ved hånden allerede. Tess Gerritsens bøger er
den slags bøger, der er svære at vente på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar