Anmeldelse: Jakob Melander - Jeg er Sarons rose

Hvis du nu kun skulle læse én krimi denne sommer, så skulle du vælge den her! Fy for den lede, hvor er den god!

Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal starte. Eller hvordan jeg skal få alt det med jeg gerne vil sige. Det er som om jeg bare er vild med alt ved den her bog. Jeg er vild med, at den er skrevet i jeg-form, så vi kommer helt ind og mærker hvem hovedpersonen Christian Porsing er. Ham er jeg i øvrigt også vild med. Jeg er vild med Sigga Freitag, hendes lidt halvsure men alligevel varme væsen. At hun har nogen evner ud over det sædvanlige, men som på ingen måde kommer til at virke utroværdige. Der er ingen nemme upti-vupti-løsninger på baggrund af hende. Tvært imod er der ingen nemme løsninger overhovedet. Det virker som om alt er grundigt gennemtænkt. Der er masser af snørklerier, som giver læseren mulighed for at gætte med undervejs. Jeg troede jeg havde luret den flere gange, men det viste sig at jeg tog fejl. På en måde i hvert fald

Jeg var sådan helt ægte opslugt fra start og blev trukket fuldstændig og aldeles ind i historien. Jeg var meldt ud af familien i den tid det tog mig at læse den og det er længe siden jeg er fløjet SÅ hurtigt gennem en så forholdsvis lang bog - heller ikke selvom jeg forsøgte at læse langsomt, fordi jeg ikke ville have, at den skulle slutte. Jeg tænkte på den når jeg ikke læste og hvis man kan sige at man kan savne en bog når man ikke læser i den, så var det dét jeg gjorde.

Jeg har altid synes at der manglede noget power og uhygge i Jakob Melanders bøger. Det skal jeg da lige love for, at han har lavet om på her! Den er uhyggelig, brutal og blodig på den fuldstændig fremragende måde. Plottet er klamt og beskrivelserne er billedlige. Hele bogen er generelt meget billedlig. Som at se en film. Ikke bare det der sker lige omkring personerne, men som om et bredere perspektiv bliver foldet ud. Jeg så ikke bare bilen, jeg så hele pladsen og omgivelserne bilen holdt på. Giver det mening? At lykkedes med dét, uden at bruge ret meget mere end et par ord på beskrivelsen, er en bedrift i sig selv.

Bør jeg skrive lidt om handlingen? Det er slet ikke nødvendigt, for uanset hvad, er denne bog en must read. Jeg lægger et billede på af bagsiden, så kan du læse om handlingen dér hvis du vil.

Der er slet ingen tvivl om, at der skal 6 kæmpe krimiperler til Jakob Melander og “Jeg er Sarons rose”. Hvem eller hvad mon Saron er? Skynd dig at læse og finde ud af det.

Fuld perleplade

 

Anmeldelse: Kristian Corfixen - Sygeplejersken

Jeg har kastet mig over endnu en true crime-bog. Denne gang var det Sygeplejersken, som omhandler sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en ung sygeplejerske blev dømt for drabsforsøg, på 4 indlagte patienter. Nogen mener, at tallet er langt langt større og andre mener, at sygeplejersken er uskyldig og burde være frifundet.

Jeg kender et menneske, som har denne sag tæt inde på livet, idet vedkommende er i nær familie med den dømte. Derfor fulgte jeg sagen ret nært, da den var på sit højeste i medierne. Af samme årsag, så gav det mig ondt i maven at læse denne bog. Jeg forsøgte at holde mine tanker omkring sagen neutrale. Det samme forsøgte jeg at gøre under læsningen, og jeg synes bogen er belyst rigtig fint fra begge vinkler.

Vi får fortalt en historie, som også her vinkles fra flere personers oplevelser, som de har haft på nattevagter op til den nat det hele kulminerede. Et hændelsesforløb, som er så spændende fortalt, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg gik fra at tænke ”Ej, hun må jo være skyldig, det kan ikke være anderledes”, til at komme i tvivl og spekulere over de ord, som Jakob Buch-Jepsen skrev i sin bog. "Hellere lade 10 skyldige gå fri, end at én uskyldig bliver dømt". For ja, der er masser af spor der beviser, at der er en person på sygehuset, som har haft i sinde enten at dræbe, eller også har hensigten været, at skabe en livstruende situation, for derved at skabe spænding i egen tilværelse. Men selvom der er beviser, så er der jo ingen af dem, som endegyldigt beviser, at det er pågældende sygeplejerske som har gjort det. Og dog. Hvad der i virkeligheden skete, er der kun én person der ved. 

Jeg er sikker på, at der er masser af mennesker som sidder derude og har en mening om sagen. Jeg synes selvfølgelig det er svært at forholde mig neutral, men samtidig så får jeg lidt sådan en følelse når jeg læser bogen, som nok bedst kan sammenlignes med en ”kigge-kø”. Som om jeg ved at læse bogen, stikker næsen i noget der i bund og grund ikke kommer mig ved. Som om jeg bare burde se at komme videre og lade sagen og dens involverede være i fred. Som om det ikke tilkommer mig, at have en mening. Som om jeg har læst den af ren nysgerrighed. Måske den følelse opstår, fordi det stadig er så relativt ny en sag. Fordi sagens involverede stadig lider.

Bogen er skrevet fint og sagligt. Den tager ikke parti og den belyser som sagt begge sider. Måske trods alt, så tager den mest parti med ofrene, de pårørende og de andre sygeplejersker. Det skinner en smule igennem, synes jeg, om end jeg ikke tror det er hensigten. Den er så spændende fortalt at siderne nærmest vender sig selv. 

Det er en skræmmende historie. For når vi er syge er vi allermest sårbare og netop da, bør vi kunne føle os trygge og stole på at vi selv og vores pårørende er i de bedste hænder. Kærlige hænder som ønsker os raske igen. Jeg håber at Sygeplejerskesagen har været medvirkende til at skabe større sikkerhed omkring medicinen på landets sygehuse. Ikke bare i forhold til drab, som forhåbentlig er yderst sjældent, men også i forhold til fx læger og sygeplejerskers misbrug, som også er et issue i denne sag. Den slags farlig medicin, bør der være skærpet opsyn omkring - men det er en anden historie.  

4 krimiperler fra Frk. Tine til Sygeplejersken.