Anmeldelse: Jakob Melander - Jeg er Sarons rose

Hvis du nu kun skulle læse én krimi denne sommer, så skulle du vælge den her! Fy for den lede, hvor er den god!

Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal starte. Eller hvordan jeg skal få alt det med jeg gerne vil sige. Det er som om jeg bare er vild med alt ved den her bog. Jeg er vild med, at den er skrevet i jeg-form, så vi kommer helt ind og mærker hvem hovedpersonen Christian Porsing er. Ham er jeg i øvrigt også vild med. Jeg er vild med Sigga Freitag, hendes lidt halvsure men alligevel varme væsen. At hun har nogen evner ud over det sædvanlige, men som på ingen måde kommer til at virke utroværdige. Der er ingen nemme upti-vupti-løsninger på baggrund af hende. Tvært imod er der ingen nemme løsninger overhovedet. Det virker som om alt er grundigt gennemtænkt. Der er masser af snørklerier, som giver læseren mulighed for at gætte med undervejs. Jeg troede jeg havde luret den flere gange, men det viste sig at jeg tog fejl. På en måde i hvert fald

Jeg var sådan helt ægte opslugt fra start og blev trukket fuldstændig og aldeles ind i historien. Jeg var meldt ud af familien i den tid det tog mig at læse den og det er længe siden jeg er fløjet SÅ hurtigt gennem en så forholdsvis lang bog - heller ikke selvom jeg forsøgte at læse langsomt, fordi jeg ikke ville have, at den skulle slutte. Jeg tænkte på den når jeg ikke læste og hvis man kan sige at man kan savne en bog når man ikke læser i den, så var det dét jeg gjorde.

Jeg har altid synes at der manglede noget power og uhygge i Jakob Melanders bøger. Det skal jeg da lige love for, at han har lavet om på her! Den er uhyggelig, brutal og blodig på den fuldstændig fremragende måde. Plottet er klamt og beskrivelserne er billedlige. Hele bogen er generelt meget billedlig. Som at se en film. Ikke bare det der sker lige omkring personerne, men som om et bredere perspektiv bliver foldet ud. Jeg så ikke bare bilen, jeg så hele pladsen og omgivelserne bilen holdt på. Giver det mening? At lykkedes med dét, uden at bruge ret meget mere end et par ord på beskrivelsen, er en bedrift i sig selv.

Bør jeg skrive lidt om handlingen? Det er slet ikke nødvendigt, for uanset hvad, er denne bog en must read. Jeg lægger et billede på af bagsiden, så kan du læse om handlingen dér hvis du vil.

Der er slet ingen tvivl om, at der skal 6 kæmpe krimiperler til Jakob Melander og “Jeg er Sarons rose”. Hvem eller hvad mon Saron er? Skynd dig at læse og finde ud af det.

Fuld perleplade

 

Kend din krimiforfatter: Michael Clasen

KEND DIN KRIMIFORFATTER: Michael Clasen

1. Hvor er du født og vokset op? Jeg blev født i København i 1948 og voksede op i forstaden Bagsværd.
2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 
   
3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange? Jeg var den ældste af tre brødre. Min far solgte først herretøj og sidenhen forsikringer, min mor var uddannet syerske, men var mestendels hjemmegående husmor.
4. Hvor har du gået i skole? De fleste år gik jeg på Bagsværd Kostskole og Gymnasium – dog som såkaldt dag-elev. Det var en skole, som kom til at betyde rigtig meget for mig.
5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor? Jeg holdt mest af faget ”tegning”, fordi her var jeg dygtig, og her behøvede man ikke lave lektier.
6. Hvad var det værste fag og hvorfor? Regning og matematik, for jeg har aldrig været god til det der med tal.
7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige? Ja, hvad mon?
8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18~årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være? Jeg var ikke specielt glad for at være teenager, og jeg ville nok hviske til mig selv, at jeg skulle til at tage mig lidt mere sammen.
9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single? Jeg er på halvtredsindstyvende år gift med Karen -
10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn) – og sammen er vi forældre til Nikolaj.
11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje? I mange år drak jeg ikke kaffe, men det har jeg lært mig som pensionist. Og så er jeg tosset med cola.
12. Hvad er dine livretter? Jeg er ret vild med italiensk mad.
13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? I min krimiserie ”Daniel & Dødssynderne” har jeg ladet min helt være fan af gruppen ”Jethro Tull” – lige som jeg selv er.
14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? Jeg elsker at lave lækker mad.
15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter? I mange år var jeg lærer, men har også arbejdet som skuespiller og som pr-medarbejder på et museum.
16. Hvad fik dig i gang med at skrive? En iboende lyst til at fortælle gode historier.
17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du? Det var stort! Men det er svært at huske i detaljer; det var i 1989!
18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet) ?
19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? ?
20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det? Da jeg mistede min far.
21. Hvornår har livet gjort dig mest glad? Da jeg selv blev far.
22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter? I høj grad. Jeg er meget kritisk: hvis ikke bogen fænger efter 20 sider, så må den væk og så i gang med en ny. Jeg har læst mange krimier, men mine yndlingsforfattere er John Steinbeck og John Irving.
23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet? En dag skriver jeg sgu en bog i stilen ”magisk realisme”.
24. Hvad er din dårligste vane? At spilde mad ned ad mig.
25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til? Jeg er vist meget god til at formulere mig.
26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv? Sidder i skyggen i min have og lytter til lyde.
27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor? Den seneste krimi: ”Tripel Salto”. Det er den bedst sammenhængende bog, jeg har skrevet.
28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger? Det vigtigste er at underholde, når man skriver en krimi, men det er sgu også vigtigt at give læserne lidt ”rugbrød”. Der må gerne være lidt samfundskritik, som kan give noget at tænke over.
29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. Øhhh?
30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive? Jeg sidder og tænker, mens jeg kigger på min robot-plæneklipper ”Lawn John”, og får ideer til at opfinde folk og slå dem ihjel. Sidenhen foregår det i programmerne Aeon Timeline og Word.
31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige? Jeg tør da ikke spørge dem!
32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende? ?
33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? Ved mit skrivebord foran min 19” skærm.
34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) Nej, der er alt for rodet!
35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med? En 71-årig har nok med at passe sin motionscykel.
36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? Jeg bryder mig ikke om at udpensle ondskab, vold og grusomhed.
37. Hvor vil du helst holde ferie? I Rom.
38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende? Det skulle være Anita Sloth, som er kæreste med Daniel Dreyer og som er en fantastisk kvinde. Jeg tror jeg ville sige: ”Hej, Smukke.”
39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser? Jeg er ved bind 4 i min krimiserie om ”Daniel og Dødssynderne” og er nået til synden ”Hovmod”. En del af handlingen kommer til at foregå i kirkelige kredse. Jeg håber at have den klar inden julen 2020. På et tidspunkt lægger jeg nogle gratis læseprøver op på min hjemmeside, men det er jeg ikke klar til endnu.
40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind. Det har været sjovt at være med til.

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Harlan Coben - Led ikke efter mig

Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.

Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.

Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.

Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke, om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.

Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie! 

Absolut topkarakter på perlepladen.

Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september, har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det er simpelthen en vanvittigt god bog!! 

Anmeldelse: Lotte Petri - Blodengel 2, Åndemaneren

Selvom jeg sidder og sveder under sydens sol, så har jeg samtidig taget mig endnu en tur ud i iskolde snedækkede landskaber. Denne gang er destinationen Grønland, hvor kulden bider og sneen fyger. Der er ingen tvivl om, at Lotte Petri har været på researchtur til verdens største ø, for alt- lige fra smukke snelandskaber til stolene i venteværelset - er beskrevet i så flotte detaljer, at jeg næsten kunne fornemme stemningen og de indre billeder stod meget tydeligt frem.

Sofie Engell er politibetjent og er netop gået på en velfortjent ferie, da hun bliver ringet op af retsmediciner Hack, som er udlånt til Grønland, hvor to unge mennesker er fundet dræbt. Hvad der i første omgang ser ud som en mand der har slået sin kone ihjel for derefter at begå selvmord, ligner i Hacks trænede øje, uden tvivl to mord. Han beder Sofie komme derop for at hjælpe, og da det viser sig, at være en mere omfattende omgang, ender hele E-gruppen, som Sofie står i spidsen for, snart deroppe.

Der begynder stille og roligt, at tegne sig et billede, hvor folk har haft indbrud, men intet særligt er stjålet. Mennesker bliver slået ihjel, men hvad der i første omgang ser ud som ulykker, giver snart Sofie mistanke om, at noget andet er på spil. Det grønlandske folk, er et folk som i stor stil tror på ånder og overjordiske kræfter. Der går rygter om en fjeldvandrer, som er en ånd, der går rundt om natten og slår folk ihjel. E-gruppen tror ikke på ånder, så de går benhårdt efter at fange den høje mand i hvidt tøj, som er blevet set af mange og som betegnes som Spøgelset.

Udover mordgåden, så følger vi også med i Sofies svære tid, efter hun mistede datteren, Liva, imens babypigen stadig lå i maven. Sofie var udsat for hustruvold, og er nu så svært psykisk tilredt, at hun klarer sig igennem aftnerne og nætterne, på en cocktail af piller og sprut. Til daglig er hun en cool efterforsker, der har styr på sit game og følger sine instinkter som både er stærke og oftest rigtige. Ikke desto mindre, så lader hun sig stadig underkue af et flot udseende, så meget at hun knalder chefen, på hvad der meget tydeligt, er hans præmisser. ”Kom nu, Sofie – tag dig sammen og spark idioten ud”, tænkte jeg flere gange. Men det er en interessant vinkel på historien og en del af den udvikling, Sofie forhåbentlig skal igennem i de kommende sæsoner.

En isnende kulde sneg sig stille og roligt ind på mig imens jeg læste. Lotte Petri har den dér evne til at skrive, så man hele tiden har fornemmelsen af, at lige om et øjeblik springer morderen frem og slår ihjel. En følelse, der er med til at øge spændingen for mig. Og der er masser af spænding i Åndemaneren. Ovenikøbet, fik jeg også mit ønske opfyldt omkring blodige, brutale mord og gerningssteder beskrevet i detaljer, samt en slutning der kørte helt op i topfart på spænding. 

Åndemaneren har næsten det hele. Og med næsten mener jeg, at der er et lille bitte men. Jeg ved godt, at jeg er svær at stille tilfreds når det gælder uhygge, men jeg savnede lidt noget mere plot. Vi, der har læst mange krimier og som i øvrigt heller ikke tror super meget på ånder, vi kan godt regne ud, at Spøgelset er en person. Det står dog hurtigt klart, hvad hans motiv er og herefter er der ikke meget plot tilbage som kan tage uventede drejninger. Bevares, vi ved ikke hvem drabsmanden er, men på en eller anden måde, blev det mere jagt end overraskelse til sidst. Sammen med det faktum, at jeg heller ikke synes det sproglige bare flyder, så mangler jeg lige prikken over i’et på denne ellers fremragende og meget velfortalte historie. 

5 iskolde krimiperler til Åndemaneren ❆❆❆

Blodengel - Åndemaneren 2, er en Mofibo Original. Det betyder, at du skal have abonnement hos Mofibo for at kunne læse eller lytte den. Fortvivl dog ej, hvis du ikke har abonnement. Første del i serien, "Blodengel 1, Tandsamleren" udkommer i papirform, sidst på året. 

Anmeldelse: Rikke Dahl - Som om vi aldrig rigtigt fandtes

”Krimi”, står der på forsiden af denne bog. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Spænding måske nærmere – en af den dér type bøger, hvor man fornemmer at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget som afsløres lidt efter lidt. Noget som gør det svært at vente til man når til slutningen og den ultimative afsløring. En bog der rammer dybt ind i følelserne.

Har du læst Undtagelsen af Christian Jungersen? Denne bog er bygget op lidt på samme måde. Vi følger forskellige hovedpersoner og får hver deres synsvinkler på de samme situationer og personer. Hvad vi først tror er sandheden, viser sig pludselig at være helt forkert. Eller helt misforstået.

Christin har forladt sin gamle hjemby, for aldrig at se sig tilbage. Lige indtil hun får et opkald fra en folkeskoleveninde, som fortæller at en anden folkeskoleveninde er død. Et dødsfald, som Christin har svært ved at skjule sin lettelse over. Hun rejser til den lille jyske by, for at overvære begravelsen, men samtidig også for at undersøge detaljer omkring et andet dødsfald, af en nær ven fra gymnasietiden. Christins forsøg på at afdække omstændighederne, bringer hende længere end hun har lyst til. Hvad der skulle have været et lille krads i overfladen, bliver pludselig til et dybt hul gravet med spade. Vi fornemmer fra begyndelsen, at der er hemmeligheder og løgne, som Christin helst vil glemme, men stille og roligt sniger der sig et mørke ind fra sidelinjen og kulden begynder for alvor at brede sig. Det er tydeligt, at der venter os en overraskelse og hjernevrideriet gik ret hurtigt i gang for mit vedkommende.

”Som om vi aldrig rigtig fandtes”, satte en masse tanker i gang hos mig. Og følelser ikke mindst. Jeg tror ikke nogen kan læse denne bog, uden at kunne associere til flere af de følelser, som personerne gennemlever. Vi har alle været unge engang og, med mindre man stadig er helt ung, så er man blevet klogere nu og ved at man stadig intet rigtig vidste om livet dengang i gymnasietiden. Ikke helt i hvert fald. Der sker ting og opstår følelser i bogen her, som vi i første omgang måske tænker på som ondskab. I virkeligheden synes jeg mest bare det er ulykkelige skæbner såvel som omstændigheder der gør, at tingene går som de gør i denne bog. At en hel gruppe venner splittes og får ødelagt deres liv. Nogen mere end andre. For det hele handler i alt sin enkelthed om, hvor gode eller dårlige vi er til at håndtere de ting livet byder os. Om vi giver andre skylden for alle vores ulykker, om det altid er nogen andres skyld, at tingene ikke bliver præcis som vi ønsker det. At det er os selv der altid har ret og de andre der handler forkert eller uretmæssigt. Eller om vi tager alle verdens ulykker på vores egne skuldre og har svært ved at give slip på hændelser og oplevelser, som vi i bund og grund ikke har indflydelse på.

Det er en bog med vanvittigt mange vinkler og måder at anskue livet. Den gav mig en hel masse at tænke over undervejs og stadig efter endt læsning, har jeg dens hovedpersoner og deres livsanskuelser under huden. Den er nuanceret og særdeles velskrevet. En fantastisk flot debut.

Når jeg så skal til at vurdere den ud fra mit krimiperlesystem, så er der et par ting der gør, at den ikke scorer helt fuld perleplade. Først og fremmest, er den lidt langsom om at komme op i spændingsgear. Den bruger en del tid på at varme op, og først næsten 200 sider inde i bogen, begynder der fora alvor at komme spænding i feltet. Den er på ingen måde kedelig indtil da, men der lugter heller ikke meget af spænding før da. Selvom det  er en bog som rystede op i mig og satte gang i mine tanker, så var det ikke en bog der skræmte mig eller fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander den på 4 perler. Til gengæld, så synes jeg faktisk det er en bog, som er yderst læseværdig og som jeg vil anbefale andre at læse – undlad bare at se den som en krimi, hvor der forventes tempo og uhygge. Den her bog, kan noget helt andet.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Arvesynderen

Præst og tidligere frømand, Daniel Vest, er tilbage. I første del af serien, Jihadbruden, reddede han pigen Mathilde ud af Syrien, hvor hun var havnet som jihadbrud. Mathilde og Daniel er tilbage i Århus og Mathilde virker til at være kommet sig over sin traumatiske oplevelse. Hun er glad for Daniel og nyder at besøge ham på gården, langt ude i Hvide Sande.

Daniel har en hemmelig identitet. Han kalder sig Poseidon og har en hjemmeside der hedder www.poseidonhelps.com, hvor folk kan bede ham om hjælp til forskellige problemer de er rodet ud i. Poseidon vælger en enkelt ud, som han gerne vil hjælpe. Denne gang med input fra Mathilde.

Eva, er damen de ender med at hjælpe. Hun har overtaget et vognfirma efter sin afdøde mand, men han har sat hende i en frygtelig situation, som hun ikke kan komme ud af igen. En situation, som involverer, rockere, rumænere og narko. Hvad der virker til at være en forholdsvis simpel mission for en mand af Daniels kaliber, viser sig at blive en hel del mere omfattende og voldsomt end forventet.

Bogen starter stille og roligt ud, med en spænding og god energi, som gjorde at jeg glædede mig til at læse videre. Den er skrevet i et dagligdags sprog, som flyder og gør bogen nutidig. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også virkelig godt lide præsten, Daniel. Han er så rolig og nede på jorden og samtidig så vanvittigt cool i sin egenskab af soldat. MEN … for der er altså et men i den her historie. Hvad der starter som en spændende og realistisk historie, ender i et fuldstændig vanvittigt action-inferno. Det går komplet amok og skifter på et splitsekund til at virke urealistisk. Havde det nu været en amerikansk actionfilm, havde den nok været lige i øjet, men vi snakker om en præst fra Hvide Sande, som dræber til højre og venstre uden at blinke og uden nogen former for frygt for at blive anholdt for drab, selvom han bruger sit eget navn i flere situationer. Det bliver simpelthen for rodet og for maskulint for mig. Jeg ved godt, der er folk der stejler helt, når der tales om femikrimi og mandekrimi, hvis sidstnævnte begreb findes. Jeg vil dog vove den påstand, at denne bog, vil henvende sig hovedsageligt til mænd der er vilde med actionfilm som fx ”Die Hard” og ”Mission impossible”. Dermed ikke sagt, at der ikke findes kvinder der er vilde med den slags, ligesom der nok også findes mænd, der gerne vil læse om kvinder og deres udvikling gennem parforhold og familieliv. Og ja, jeg kan egentlig også godt være med på en action packed krimi med en superhelt af en hovedperson. I Arvesynderen, bliver det bare for urealistisk på for mange måder. Både til Århus og til Danmark i det hele taget. Lav den om til en amerikansk actionfilm og den er et pletskud.

Når det er sagt, så vil jeg endnu engang fremhæve, at jeg kan lide hovedpersonen og jeg kan lide den grundlæggende idé om præsten som er tidligere frømand og hjælper fremmede i nød. Jeg vil gerne læse næste del, men håber at der igen er droslet ned til noget lidt mere realistisk og knapt så mange personer at holde styr på.

Anmeldelse: Jo Nesbø - Kniv

Åh hvor jeg dog elsker Harry Hole og åh hvor jeg dog synes, at Jo Nesbø er en brilliant forfatter. Det hele flyder ligesom bare afsted på den lækre måde. Jeg blev draget ind i historien med det samme og havde svært ved at give slip igen.

Jeg synes det er en anelse svært, at skrive for meget af handlingen, uden at afsløre en væsentlig del, som I selv skal have lov at overraskes over, når I læser. Jeg kan dog godt afsløre, at Rakel har smidt Hole ud. Det har taget hårdt på ham og Harry er røget seriøst på drukvognen igen. Samtidig havner han midt i sit livs mareridt, hvilket er endnu sværere, når man ligger i blød i sprit. Men vi kender jo alle sammen Harry Hole … han formår at trække sig selv mere eller mindre ud af alkoholbadet og indlede jagten på en tidligere kending. En person, som ønsker hævn over Harry og som samtidig voldtager unge kvinder når de har ægløsning. En person som bruger kniv, når han dræber.

Endnu engang har Nesbø skrevet en fuldstændig fantastisk Hole-bog. En bog som fangede mig og som gav mig lyst til at læse i alle ledige stunder. Jeg var sikker på, at jeg havde gennemskuet plottet forholdsvist tidligt. Jeg nåede at tænke, at det var en mikrosmule kedeligt, men så skal jeg da ellers lige love for, at røven blev taget på mig. Jeg burde efterhånden kende Jo Nesbø godtnok til at vide, at alt kan ske. Og alt sker. Og arg altså en slutning – det er jo ikke til at holde ud, at der (grangiveligt, for at bruge et Hole-ord) skal gå en evighed, før vi får mere Harry Hole! Og så behøver I vist ikke høre mere for at vide, at her er noget at glæde sig til. 

Det er ikke en hverken skræmmende eller uhyggelig historie, men den er ekstremt godt gennemtænkt. Har man ikke læst de forrige bøger i serien, så skal man ikke starte her. 

6 krimiperler til Kniv, Jo, Harry og slænget.

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Det gyldne bur

Jeg vidste godt, at den nye bog af Camilla Läckberg, ikke er en Erica Falck-krimi. Derudover vidste jeg intet. Jeg modtog den i første omgang som PDF, så jeg kunne heller ikke læse bagsideteksten. Det passede mig dog fino, for jeg læser sjældent bagsidetekster. Specielt ikke hvis det er bøger af forfattere jeg kender. Jeg vil helst overraskes.

Jack og Faye er gift og bor i en stor dyr lejlighed i Stockholms fine kvarter. Sammen har de datteren Julienne. De mødte hinanden i de unge år, hvor begge havde store karrieredrømme. Faye satte sin egen uddannelse i bero, for i stedet at hjælpe og støtte Jack i hans drømme. Hun fik de gode idéer og stille og roligt begyndte hans imperium at vokse. Som tiden går, forventer Jack mere og mere, at Faye går derhjemme og plejer omgang med de andre fine direktørfruer. Hun kommer aldrig i gang med sin egen karriere og Faye finder sig selv i ”et bur af guld”, som i øvrigt er den svenske titel på bogen. Da Jack begynder at miste interessen for hende, beslutter Faye sig for at det er tid til at sprede vingerne og flyve ud af guldburet.

Vinger er ikke det eneste der bliver spredt i Det gyldne bur. Faye spreder ben for en lang række mænd og der er ikke sparet på detaljerne. Kender man til mine præferencer i en krimi, så ved man også, at sex ikke er noget jeg gider bruge tid på at læse midt i uhyggen. Så ville jeg åbne en Grey-bog eller andre former for tissekonelitteratur. MEN … lige i dette tilfælde, synes jeg faktisk at det trods alt havde sin berettigelse. Det er med til at tegne et tydeligt billede af hvem Faye er. I denne bog, er hendes personlighed, en stor og vigtig del af fortællingen. Men forbered dig på en hel del stiv pik og fugt i fundamentet. Også dit eget 😉 

Som det er typisk for Camilla Läckbergs bøger, så følger vi også denne gang, to forskellige fortællinger igennem hele bogen. Den ene er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller. Kvinden der fører pennen, hedder Mathilde. Vi hører om hendes opvækst og om hendes liv som underkuet – både i skolen og derhjemme. Samtidig følger vi Faye. Hvordan hendes liv er, hvilke tanker hun gør sig og hvilke planer hun lægger. Om hendes forhold til Jack og til veninden Chris, som indtil nu, har været hendes eneste rigtige veninde. Normalt i Läckbergs bøger, er den ene person vi følger, en vi ikke ved hvem er. En som senere dukker op i nutiden som morder. Men ikke denne gang. Mathilde og Faye er én og samme person!

At Matildes del er skrevet i jeg-form og Fayes del i 3. person, tolker jeg som at Mathilde er den virkelige person og Faye den opdigtede. Hende som Faye på trods af store anstrengelser, måske alligevel ikke helt kan forlige sig med. Jeg ved ikke om det er sådan det er tænkt, men hvis det er, så finder jeg det ganske genialt. Selv ved jeg heller ikke helt hvad jeg synes om Faye. Er hun god eller er hun ond? Er hun helt eller forbryder? På den ene side håber jeg hendes plan holder - på den anden side, synes jeg hun udfører et par modbydelige handlinger, for at opnå egen lykke. 

Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem bogen. Jeg havde svært ved at slippe den og jeg var nødt til at vide, hvad det hele udviklede sig til. Jeg synes det er en vanvittigt god og yderst velskrevet bog. Nu hvor der er gået lidt mere end en uge siden jeg vendte sidste side, står handlingen stadig klart i min hukommelse. Dog er det ikke en bog, der har sat sig dybe spor i mig. 

Jeg var så heldig at møde Läckberg på årets krimimesse i Horsens. Hun er en utrolig sød og åben person, som fortalte om sig selv og sit forfatterskab. Hun er forkæmper for mange ting, og heriblandt kvindekønnet. Hun belyser, at det den dag i dag, stadig er en mandsdomineret verden vi lever i. En verden hvor folk ser ned på hende, fordi hun har giftet sig med en mand der er meget yngre end hende selv. Havde det nu været manden der var meget ældre end hende, havde ingen bemærket noget, mener hun. Camilla Läckberg, roder sig ind imellem ud i kontroversielle diskussioner på sine sociale medier, men hun siger, at hun med alderen er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om hende. Hun er en stærk og sej kvinde, synes jeg. 

Det kræver mod, at springe fra en lang krimiserie, til en miniserie så anderledes som denne. Det gyldne bur, er mere en spændingsroman med en snert af tissekonelitteratur, end det er en egentlig krimi. Stor respekt herfra! 

Jeg glæder mig virkelig meget til næste del i serien om Faye.

4 flotte krimiperler.

Anmeldelse: Helle Vincentz - Søster min

For et stykke tid siden, opfandt jeg et nyt hashtag - #bøgerduikkevilhjemfra. Den følelse fik jeg i kroppen endnu engang, da jeg begyndte på at læse Søster min. Jeg fik den der kildende fornemmelse i kroppen og havde bare lyst til at læse i bogen hele tiden. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den.

Søster min er 2. del i serien om antropologen, Sofie Munk, der nu arbejder som privat efterforsker i et lille tremandsfirma. Sofie får til opgave, at undersøge et medicinalfirma, hvor direktøren har brug for at vide, hvem af medarbejderne der anonymt har sendt ulovlige dokumenter til lægemiddelstyrelsen. Direktøren er typen der gerne vil gøre tingene efter bogen, men en af hans medarbejdere, har travlt med at presse en godkendelse af en helt bestemt type medicin igennem. En pille som udover at hjælpe folk med ADHD og depression, samtidig også kan hjælpe kvinder som både har depression og mistet sexlysten.

Sofie er cool og hun har et drive der hovedsageligt styres af hendes kæmpe utålmodighed. Ting skal ske og de skal ske nu! Hun kører derud af i højt tempo med undersøgelser, interviews og undercover. Det var så spændende at jeg glemte alt omkring mig. Da jeg var omkring to tredjedele inde i bogen, synes jeg dog alligevel at den tabte lidt tempo. Ikke i fortællingen som sådan, men for mig og min læseoplevelse. Det var som om det totale fravær at politi, blev for urealistisk trods alt. Jeg ved godt det er fiktion, men alligevel. Slutningen og selve plottet, synes jeg også var en smule tyndt. Som om det skulle være så stor en overraskelse som muligt hvem der var skyldig. Når man som læser gætter med, men det viser sig, at man ikke rigtig for alvor har haft en chance alligevel, så er det en lidt flad fornemmelse når spændingen udløses. Dybere i detaljen kan jeg ikke gå, uden at afsløre noget.

Sofie Munk bærer bogen, synes jeg. Hendes personlighed er beskrevet helt fantastisk. Humoristisk kan man nok ikke ligefrem kalde hende, men det sprogbrug hun har, er humoristisk og dagligdags. Hun er så naturlig og så ligefrem og man (jeg) kan ikke andet end at holde af hende. Mon ikke også de fleste af os, kan kende hende i os selv? Kæmpe ros til Vincentz for hendes skrivestil – både i udformningen af karakteren Sofie Munk, men også bare sådan helt generelt. Jeg er vild med det.

Alt i alt, en virkelig god og spændende bog. Den tager fat i et spændende emne og den formår at sætte forskellige synsvinkler op imod hinanden. Jeg blev tvunget til at tage stilling til flere forskellige, men modsatrettede holdninger, som giver mening på hver deres måde. Det viser hvor svært det kan være at tage parti – specielt når der er stærke følelser involveret.

Helle Vincentz vil gerne skrive om kontroversielle emner. Emner som folk har følelser omkring og holdninger til. Gerne emner som ligger og vipper på grænsen til tabu. I denne bog, tager hun som sagt fat i depression. Det har været et vigtigt emne for hende at skrive om. Helle er vokset op med en far som led af svær depression og som også til tider var indlagt. Hun har også selv gennemlevet en depression og er heldigvis helt ude af den igen. Bogen er ikke Helles egen historie, men til tider krævede det en del af hende at skrive den, fordi det var svært for hende, ikke at hænge fast i hvordan det var for hende selv, frem for at fokusere på hvordan karaktererne i bogen havde det. Jeg synes hun er lykkedes virkelig fint med det.

Bogen kører i et jævnt tempo hele vejen og kommer aldrig ud hvor den bliver uhyggelig eller skræmmende. 

5 krimiperler til Søster min

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Motiv X

Endelig er det blevet tid til en ny Stefan Ahnhem-bog. Det har jeg glædet mig virkelig meget til.

Bogen starter ud på grummeste vis, og uden at røbe for meget, kan jeg godt løfte sløret for, at synet af en vaskemaskine, for evigt vil give mig kuldegysninger.

Der er mange bolde i luften i Motiv X. Fabian har orlov i starten af bogen, fordi datteren Matilda, som blev skudt i forrige bog, Atten grader minus, nu er i bedring og er vågnet op af sin koma. Familielivet skranter generelt og det får lov at fylde en del, men ikke så meget, at det bliver irriterende. På trods af orlov, arbejder Risk med spor, han har fundet hos en afdød kollega. En kollega, som har haft begrundet mistanke til en anden kollegas morderiske tendenser. Samtidig følger vi en bindegal person, som kaster med terninger, når han skal finde ud af hvem der skal myrdes næste gang, hvornår, hvordan og med hvilken type mordvåben. I sig selv en fremragende og genial historie, men …

Vi kommer også tættere på Irene Lilja, som kæmper med en kæreste der viser sig at være medlem af Sverigesdemokraterne og samtidig lægger hun sig ud med en gruppe hårdkogte højreekstremister. I sammenhæng med vaskemaskinen nævnt tidligere, forsvinder en 11-årig syrisk dreng. Jagten på hans morder er også i gang. I det hele taget er der utroligt mange tråde der trækkes i. Også flere end jeg har nævnt her.

Bogen er god, og i bedste Stefan Ahnhem-stil trækkes vi rundt i manegen og bliver mere og mere forvirrede. Jeg læste og læste og gættede og gættede på hvordan det hele hang sammen. Som slutningen nærmede sig, blev det dog tydeligt, at der ikke ville komme en opklaring på alle gåderne. Jeg er faktisk nødt til at indrømme, at jeg følte mig lidt snydt da sidste side var vendt. Der bliver opklaret et par ting, men der er kæmpe store løse ender der hænger og flagrer. Jeg kan godt arbejde med, at der er en sideløbende historie som strækker sig over flere bøger, men sådan en historie har vi faktisk allerede i spil i denne serie, nemlig i form af Dunja Hovgaard og Kim Fucking Schleizner. Historien om deres indbyrdes had til hinanden, berøres kun kanske lidt i Motiv X. Jeg synes som udgangspunkt, at de to historier som nu er åbne, var ”hovedhistorierne” og de mest spændende og interessante. De historier der blev afsluttet, kunne på sin vis have været skåret helt ud af bogen, for at give plads til en slutning på dem vi nu skal vente det meste af et år på. ÆV!

Når det så er sagt, så er det en god og underholdende bog, som havde mig fanget i spænding fra start til slut. Der er masser af lækre udpenslede detaljer, som jeg sætter pris på ved en krimi. Jeg elsker det der gys det giver i kroppen, når de fæle billeder dannes i mit hoved. Eneste minus er, at bogen ikke er slut når den er slut, hvilket også er grunden til, at den kun lander på 4 perler. Det bliver voldsvært at vente på næste bog!