Anmeldelse: Camilla Läckberg - Det gyldne bur

Jeg vidste godt, at den nye bog af Camilla Läckberg, ikke er en Erica Falck-krimi. Derudover vidste jeg intet. Jeg modtog den i første omgang som PDF, så jeg kunne heller ikke læse bagsideteksten. Det passede mig dog fino, for jeg læser sjældent bagsidetekster. Specielt ikke hvis det er bøger af forfattere jeg kender. Jeg vil helst overraskes.

Jack og Faye er gift og bor i en stor dyr lejlighed i Stockholms fine kvarter. Sammen har de datteren Julienne. De mødte hinanden i de unge år, hvor begge havde store karrieredrømme. Faye satte sin egen uddannelse i bero, for i stedet at hjælpe og støtte Jack i hans drømme. Hun fik de gode idéer og stille og roligt begyndte hans imperium at vokse. Som tiden går, forventer Jack mere og mere, at Faye går derhjemme og plejer omgang med de andre fine direktørfruer. Hun kommer aldrig i gang med sin egen karriere og Faye finder sig selv i ”et bur af guld”, som i øvrigt er den svenske titel på bogen. Da Jack begynder at miste interessen for hende, beslutter Faye sig for at det er tid til at sprede vingerne og flyve ud af guldburet.

Vinger er ikke det eneste der bliver spredt i Det gyldne bur. Faye spreder ben for en lang række mænd og der er ikke sparet på detaljerne. Kender man til mine præferencer i en krimi, så ved man også, at sex ikke er noget jeg gider bruge tid på at læse midt i uhyggen. Så ville jeg åbne en Grey-bog eller andre former for tissekonelitteratur. MEN … lige i dette tilfælde, synes jeg faktisk at det trods alt havde sin berettigelse. Det er med til at tegne et tydeligt billede af hvem Faye er. I denne bog, er hendes personlighed, en stor og vigtig del af fortællingen. Men forbered dig på en hel del stiv pik og fugt i fundamentet. Også dit eget 😉 

Som det er typisk for Camilla Läckbergs bøger, så følger vi også denne gang, to forskellige fortællinger igennem hele bogen. Den ene er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller. Kvinden der fører pennen, hedder Mathilde. Vi hører om hendes opvækst og om hendes liv som underkuet – både i skolen og derhjemme. Samtidig følger vi Faye. Hvordan hendes liv er, hvilke tanker hun gør sig og hvilke planer hun lægger. Om hendes forhold til Jack og til veninden Chris, som indtil nu, har været hendes eneste rigtige veninde. Normalt i Läckbergs bøger, er den ene person vi følger, en vi ikke ved hvem er. En som senere dukker op i nutiden som morder. Men ikke denne gang. Mathilde og Faye er én og samme person!

At Matildes del er skrevet i jeg-form og Fayes del i 3. person, tolker jeg som at Mathilde er den virkelige person og Faye den opdigtede. Hende som Faye på trods af store anstrengelser, måske alligevel ikke helt kan forlige sig med. Jeg ved ikke om det er sådan det er tænkt, men hvis det er, så finder jeg det ganske genialt. Selv ved jeg heller ikke helt hvad jeg synes om Faye. Er hun god eller er hun ond? Er hun helt eller forbryder? På den ene side håber jeg hendes plan holder - på den anden side, synes jeg hun udfører et par modbydelige handlinger, for at opnå egen lykke. 

Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem bogen. Jeg havde svært ved at slippe den og jeg var nødt til at vide, hvad det hele udviklede sig til. Jeg synes det er en vanvittigt god og yderst velskrevet bog. Nu hvor der er gået lidt mere end en uge siden jeg vendte sidste side, står handlingen stadig klart i min hukommelse. Dog er det ikke en bog, der har sat sig dybe spor i mig. 

Jeg var så heldig at møde Läckberg på årets krimimesse i Horsens. Hun er en utrolig sød og åben person, som fortalte om sig selv og sit forfatterskab. Hun er forkæmper for mange ting, og heriblandt kvindekønnet. Hun belyser, at det den dag i dag, stadig er en mandsdomineret verden vi lever i. En verden hvor folk ser ned på hende, fordi hun har giftet sig med en mand der er meget yngre end hende selv. Havde det nu været manden der var meget ældre end hende, havde ingen bemærket noget, mener hun. Camilla Läckberg, roder sig ind imellem ud i kontroversielle diskussioner på sine sociale medier, men hun siger, at hun med alderen er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om hende. Hun er en stærk og sej kvinde, synes jeg. 

Det kræver mod, at springe fra en lang krimiserie, til en miniserie så anderledes som denne. Det gyldne bur, er mere en spændingsroman med en snert af tissekonelitteratur, end det er en egentlig krimi. Stor respekt herfra! 

Jeg glæder mig virkelig meget til næste del i serien om Faye.

4 flotte krimiperler.

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Heksen

Hvad er en heks? I 1600-tallet, var det kvinder som blev anklaget for at være i besiddelse af overnaturlige, onde kræfter og som blev ført igennem vandprøven, tortureret og til sidst brændt på bål.

Op igennem tiden forsvandt disse hekseafbrændinger, men mennesker bliver stadig uskyldigt hængt ud offentligt, for ting de ikke er dømt for i retten. Men folket har dømt dem og det er ofte nok.

I Heksen, følger vi tre historier i tre forskellige årstal. Den ene er helt tilbage i 1672, hvor Elin fortæller sin næsten ubærlige historie om både kærlighed, jalousi og ubeskriveligt had. Den anden foregår for 25 år siden, hvor den 4-årige Stella blev dræbt og smidt i en skovsø. To 13-årige piger tilstod mordet, og da de senere trak deres tilståelse tilbage, var det for sent. De var dømt af både retten og folket.

Sidste historie foregår i nutiden og med alle de gode gamle og meget velkendte personer, i hele Camilla Läckbergs Fjällbacka-univers. Det er lidt som at komme hjem, når læsningen går i gang. Endnu en 4-årig pige forsvinder og så endda fra samme gård, som for 25 år siden. Kan det være et tilfælde? Måske, for der findes nu et flygningecenter i byen og mon ikke det må være en af dem? Dog bor flere af de involverede personer fra Stella-sagen stadig i byen, så alle sten skal vendes.

Det er lang tid siden jeg har læst en bog, der går så meget i følelserne. Den gav mig en konstant indre tristhed, ondt i maven og trak tårer op til mange gange imens jeg læste. Så mange forskellige personligheder, som livet har ramt for hårdt og brutalt.

Historien om heksen Elin, er det der ramte mig mest. Jeg blev dog ved at spekulere over hvordan det kunne have en sammenhæng med mordgåden i de to øvrige historier. En lille notits på bogens sidste side, forklarer det som jeg efterhånden selv nåede frem til, men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg nok ikke helt der er sammenhæng i det. Jeg forstår godt hvad forfatteren vil med det. At drage paralleller til de uskyldigt dømte. Dem som bliver dømt af befolkningen og hængt ud som farlige mennesker. Det som mange flygtninge oplever i dag – dette tilfælde i Sverige. Jeg synes bogen blev meget lang. Også lidt for lang og jeg kom ind imellem til at kede mig med passager, som ikke virkede vigtige for handlingen. Der er for mange af de der episoder hvor en eller anden ”fornemmer” at have overset et eller andet vigtigt for opklaringen. Det bliver for urealistisk og jeg mener bogen kunne være kortet minimum 200 sider ned, for at gøre spændingen i opklaringsarbejdet mere intens. Lidt en kedelig krimi synes jeg det er.

Når det så er sagt, så er det en vanvittigt tankevækkende bog. Jeg tænker, at budskabet er, at man ikke skal dømme andre uden at kende deres inderste tanker og følelser. Bevæggrunden for deres handlinger, kan være noget helt andet, end det vi tror vi ved om det andet menneske. Og ved vi nogensinde hvad der foregår i andres inderste? Jeg tror det ikke. Ser vi bort fra krimidelen, så er det en hård bog. Så mange triste skæbner, så mange uskyldige ”gerningsmænd”. Hjertegribende, tårefremkaldende og yderst tankevækkende. 

En bog der ikke slipper sit tag følelserne, lige med det samme. 

BogForum 2015 - dag 1

Så er årets BogForum skudt igang og første dag på messen er slut.

Første dag er altid lidt underlig, da man lige skal gå et par runder og se det hele lidt an. 

Jeg kørte afsted fra Århus tidligt imorges. Med i bilen, havde jeg den fantastiske og søde krimiforfatter, Inger Wolf. Vi fik snakket en hel masse og turen herover føltes ikke så lang. 

Jeg havde lovet mine to ældste døtre, at jeg ville købe den populære youtuber, Kristine Sloths nye bog og forsøge at få en autograf og et billede. "Intet problem", tænkte jeg, "det gør jeg da lige.." Men!! Hold nu k... hvor var der mange andre der havde fået samme idé. Dog var alle de andre teenagere og yngre og de fleste af dem iført bunnyører fra Alvildas forlag. (Kaninen der så gerne ville sove-bogen) Men jeg stillede mig op i kø med alle de unge og der stod jeg så i evigheder. Tilsidst fik jeg hvad jeg kom efter plus mere til. Hun var så sød at indspille en videohilsen til mine piger, så ikke et øje var tørt da den kom på sms hjemme i Århus :) 

Kl. 14 var der afgang til den svenske ambassade, sammen med min bloggerkollega fra Krimifan.dk, Niels. Her skulle der være et krimiarrangement med Ninni Schulman og Camilla Läckberg. Sidstnævnte havde jeg endnu aldrig mødt, så det var ret stort. Jeg mener... Camilla Läckberg - hun er altså lidt noget særligt :) 

Efter de to forfattere var blevet interviewet, var der mad, som bestod af svenske egnsretter, nærmere bestemt fra  Fjällbacka :) 

Der var mange andre dygtige krimiforfattere til stede. Julie Hastrup, Sara Blædel, Helle Vincentz og så Inger Wolf, som iøvrigt havde mig med som sin ledsager. Mega hyggelig aften.

Nu er jeg havnet på Bella Sky Hotel hvor jeg skal bo de næste to nætter. Jeg vil læse lidt inden jeg skal sove. Jeg glæder mig helt vildt til endnu en sjov og begivenhedsrig dag imorgen. 

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Løvetæmmeren

Jeg synes de sidste krimier fra Camilla Läckberg, har været temmelig tynde og ikke særlig krimiagtige. Der gik lige lovlig meget familie og privatliv i den, men sådan er det ikke med Løvetæmmeren. Der er stadig familieliv ind over og Annas historie kunne godt have været skåret væk hvis du spørger mig :) Familielivet er dog langtfra så altoverskyggende og Camilla Läckberg er tilbage i topform, som hun var i de første bøger i rækken. Jeg havde lyst til at læse og læse og læse. En morgen var jeg ved at komme for sent på arbejde, fordi jeg liiiige skulle have et kapitel mere med og den ødelagde da også min skønhedssøvn et par gange :)

Løvetæmmeren starter ud med fundet af en forsvunden pige. Hun har været udsat for den grummeste form for tortur og mishandlig jeg kan forestille mig! Patrik Hedström bliver sat på sagen. Hans hustru, Erica Falck, er igang med at skrive en dokumentar om et mord, begået af en kvinde på dennes mand. Kvinden har siddet fægslet i mange år og har ikke længere kontakt til sine børn. Erica får mistanke om, at de to sager hænger sammen og hun begynder at blande sig i politiets arbejde. Rundt omkring i landet er flere unge piger forsvundet sporløst og politiet i de forskellige distrikter er tvunget til at arbejde sammen.

Jeg vil ikke røbe alt for meget af handlingen. Jeg vil blot sige, at det er en bog der er svær at lægge fra sig igen. Den er bygget op med masser af små kapitler, der alle slutter med en eller anden form for afsløring som vi alligevel ikke får at vide, og derfor må skynde os at læse videre, så vi kan nå hen til det sted, hvor sløret løftes. Ind imellem blev det dog for meget af det gode og jeg begyndte at blive utålmodig over alle de afbræk. Kom nu bare til sagen og giv mig svaret :) På den anden side, var det jo det der holdt mig fanget, så konklusionen må være, at jeg skal øve mig i at styre min utålmodighed og min nysgerrighed :)

På en eller anden måde er Løvetæmmeren en trist bog med helt utroligt mange sørgelige skæbner. Børn der bliver mishandlet på det groveste og en kvinde der er så underkuet at man ikke fatter, at hun ikke tager affære når chancen byder sig. Samtidig handler den om kærlighed så stærk, at den får forældre til at beskytte deres børn på trods af alverdens grusomheder og frygtelige konsekvenser.

Bogen har nogle løse ender tilsidst, men det skal man nok bare ikke tænke så meget over, men i stedet huske på, at det har været kanon god underholdning fra start til slut!