Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Anmeldelse: M. W. Craven - The puppet show

Jeg er på evig jagt efter krimier med intelligente plots og med overraskelser undervejs jeg ikke havde set komme. Krimier der er så uhyggelige at jeg holder vejret i spænding imens jeg læser, som ryster mig og giver mig kuldegysninger. Krimier hvor det sproglige element også imponerer mig undervejs og gerne med en smule tør humor. Hvis vi lige ser bort fra Harry Hole, så er jeg ikke sådan super meget til de der fordrukne typer med psykiske problemer. Jeg er mere til de rå typer som forholder sig cool i de fleste situationer og så synes jeg det er lidt fedt, hvis en af personerne har en lidt særlig evne, som IKKE er overnaturlig eller urealistisk.

Den slags bøger er der langt imellem, men helt tilfældigt faldt jeg over”The puppet show” af M. W. Craven. Jeg siger jer … den har alt det ovenfor nævnte! Dens to hovedpersoner Washington Poe og Tilly Bradshaw, er to virkelig stærke hovedpersoner. Den fandenivoldske Poe, som ingen midler skyr, men som alligevel kan bringes i knæ, når hans egen fortids skeletter bringes frem i lyset og trykkes på, lige dér hvor det gør allermest ondt. Tilly som er socialt handicappet og har levet med mobning og underkuelse hele sit liv, men som alligevel fortsætter ufortrødent med det computerprogrammeringsarbejde hun er så vanvittig dygtig til. Da hun kommer under vingerne hos Poe, løfter hendes potentiale sig endnu højere. Et makkerpar som jeg virkelig har savnet efter bogen var læst til ende. Jeg glæder mig simpelthen så meget, til at læse næste bog i serien, som hedder ”Black Summer”.

En seriemorder hærger Cumbria. Han brænder sine ofre levende og placerer dem rundt omkring i områdets mange stone cirkles (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk). Da de finder en tekst skåret ind i brystet på det ene offer, er der ingen tvivl om, at morderen vil have Poes opmærksomhed. Men er Poe næste offer eller ønsker morderen at provokere? Pile peger i retning af et nu lukket børnehjem, men andre pile peger i andre retninger. Holdet er mere eller mindre på bar bund. Hvis jeg nu afslører, at titlen henviser til et dukketeater, hvor nogen trækker i de snore, som får dukkerne til at bevæge sig – får dem til at gøre hvad dukkeføreren ønsker de skal gøre - så har I måske lidt en idé om hvad der er i vente med denne brillante bog. Og så bliver den ved med at overraske lige til det sidste!

Jeg har læst ”The puppet show” på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk. Der er dog gode nyheder, for jeg ved at Forlaget Jentas har købt rettighederne så bogen udkommer på dansk engang i løbet af næste år. Efter min mening passer M. W. Craven (Mike Craven) perfekt ind netop dér i selskab med Chris Carter og Paul Cleave! Her er virkelig noget at glæde sig til. 

Bare læn dig tilbage - siderne vender sig selv!

6 kæmpestore krimiperler

Anmeldelse: Stephenie Meyer - Kemikeren

Jeg har det som om jeg lige har læst en film.. kender I det? Når hele bogen, er skrevet i så tydeligt og billedligt et sprog, at man ser hver eneste handling, som en scene i en film. Sådan var det for mig, med Kemikeren. Hver gang jeg holdt læsepause, føltes det, som at blive afbrudt i en film jeg var ved at se.

Vi møder Juliana, eller Alex eller.. ja hvad hedder hun egentlig vores hovedperson? Hun har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Hendes job som kemiker, var med til på grummeste vis, at knække selv de mest hårdkogte terrorister. Enheden hun arbejdede for var tophemmelig, og derfor er der heller ikke nogen der savner hende, da hun pludselig forsvinder. Juliana kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og jagten på hendes liv er gået ind. Da vi møder hende, har hun levet sådan i flere år. På flugt og med skiftende identiteter. Altid paranoid og med højeste sikkerhedsforanstaltninger sat i værk.

Da hendes tidligere chef kontakter hende, øjner hun en chance for, at få gjort op med fortiden og de mennesker der vil hende til livs. Hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham, for derved at hjælpe sig selv. Det bliver på alle måder et skæbnesvangert foretagende.

Normalt er jeg ikke til alt for meget kærlighedsliv i de krimier jeg læser. Helst bare lige på og indviklet plot med masser af blod og gru. Det her er en hel anden slags bog. Den er kategoriseret som thriller, hvilket nok rammer meget godt plet. Den er spækket med masser af spænding og action, tilsat en god portion kærlighed. Heldigvis spildes tiden ikke med unødvendige sexscener, og det at læse bogen, føles som sagt,  som at se en film.  Derfor passer kærlighedshistorien virkelig godt ind, og man kan sige, at handlingen mere eller mindre, tager udgangspunkt i den. Det fungerer og jeg er vild med den her bog.               

Jeg er helt overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt, kommer til at kunne tage i biografen og se en filmatisering af Kemikeren. Og jeg sidder der helt sikkert - på bagerste række i mørket, med maven fuld af popcorn og høje forventninger!

Vil du også følge med på Facebook? Klik så bare lige HER