Anmeldelse: Paul Cleave - Dybet

Endelig endelig endelig, blev det tid til endnu en tur til Christchurch, New Zealand. Denne bog er så vidt jeg har forstået, den første i serien, men den 4. udgivet på dansk. Theodor Tate, som vi også stiftede bekendtskab med i Samleren, er vores hovedperson denne gang. Theo Tate er simpelthen så fed en personlighed. På den ene side, er han fandenivoldsk, ligeglad, handler ud fra sine umiddelbare følelser uden at tænke på konsekvenserne. På den anden side er han følsom, venlig, hjælpsom, sårbar og tænker rigtig meget over de konsekvenser hans handlinger kan få. Han er beskrevet med en tør form for humor, som får mig som læser, til at tænke på ham som en der går og morer sig indeni, over sine omgivelser. Jeg tror dog mere det er beskrivelsen af ham der får ham til at fremstå sådan. Sådan er det i alle Paul Cleaves bøger, hvilket er hvad der gør dem så fantastiske. Selvom de er barske, så har jeg jævnligt smil på læben når jeg læser ham. Jeg tror jeg kunne læse alle hans bøger i én køre og aldrig blive træt af ham. Det er den slags bøger, som bliver siddende i kroppen.

Theo Tate er tidligere kriminalbetjent. En af de aller bedste. Hans kone og datter blev kørt ned af en spritbilist. Datteren dræbt på stedet, konen endt som grøntsag. Theo gik i hundene og afskediget fra sit job. Han arbejder nu som privatdetektiv. I Dybet, har politiet bedt om hans assistance ved opgravningen af en kiste. Da kisten viser sig at indeholde liget af en ung kvinde, i stedet for den forventede ældre mand, bliver Theo nysgerrig og stikker sin næse i sagen. Politiet i Christchurch, har travlt med en seriemorder, så Theo er hele tiden et skridt foran dem, til deres store irritation. Sporene trækker tråde til kirken og den kirkegård hvor Theos datter ligger begravet. Jeg kan godt afsløre, at det lig de graver op i starten, langt fra bliver det sidste.

Det er ikke meget slør der bliver løftet her, det ved jeg godt, men jeg er bange for, at komme til at afsløre noget der ikke skal afsløres.

Jeg er nødt til at sige det igen, Paul Cleave skriver simpelthen de mest forrygende bøger i det mest forrygende sprog. Som alle de andre bøger af ham, er også denne skrevet i jeg-form. Det gør den på en eller anden måde mere nærværende og personlig. Samtidig er det en sjov detalje, at bøgerne alle har små bitte tråde, der får dem til at hænge sammen, uden at de egentlig gør det. Mht. rækkefølgen, så bør man nok starte med denne, men jeg har læst dem lidt hulter til bulter og det kan man også godt uden at man mister noget særligt på dét.

Cleave ligger stadig lunt i top 5 over yndlingskrimiforfattere. Ham bør du altså ikke gå glip af :)

For at følge på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Paul Cleave - Samleren

Jeg har været begejstret for Paul Cleave lige fra første bog jeg læste af ham. Mest vild var jeg med den første - ”Det syvende mord”, men jeg er faktisk lige ved at tro, at Samleren er hans bedste af dem der er udgivet på dansk til nu. Den er intet mindre end forrygende.

Oftest når jeg læser en bog, så har jeg det sådan, at fyldtekst mest bare er irriterende. Når det kommer til Paul Cleave, så kan jeg næsten ikke få nok. Han formår at flette virkelig meget humor ind i en vanvittigt seriøs tekst. Ofte er det hovedpersonens tanker der indeholder de tørreste kommentarer, men som samtidig bare er så geniale. Små observationer han gør sig undervejs og de tanker han gør sig når han svarer ét og tænker noget andet. Det er ret svært at forklare ordentligt – man er nok næsten nødt til at opleve det selv :)

I Samleren møder vi Theodore Tate, som er tidligere kriminalbetjent. Han er netop kommet ud af fængslet, efter at have afsonet 4 mdr. for drabet af den mand, som slog hans datter ihjel og forvandlede hans kone til en grøntsag. Bogen lægger hårdt ud med bortførelsen af pigen Emma Green og kort tid efter, opsøges Tate af hendes far. Han vil, at Tate skal finde hans datter og da han har en seriøs klemme på Tate, indvilliger han uden megen tøven.

Opklaringen fører os vidt omkring og viser sig at have sammenhæng med en anden sag, som kriminalassistent Carl Schroeder arbejder på. Schroeder mødte vi også i bog nr. 2 – Hævn – og sådan er der flere eksempler på, at personerne fra de to foregående bøger bliver nævnt og det derved bliver en helhed, uden alligevel at være det på nogen som helst måde. Alle tre bøger er uafhængige og kan læses selvstændigt. Det er dog lidt sjovt, at man ved hvad der hentydes til, men det har ingen betydning for handling eller forståelse.

Vi er ude i noget psykiatrisk patient og vi er ude i noget seriemorder. Hvordan det hænger sammen vil jeg ikke afsløre her, men jeg kan sige så meget, at der var mange følelser på spil imens jeg læste bogen. Jeg gik imellem sympati med bortføreren til at synes han var totalt syg i potten og så tilbage til sympatien. Jeg tog mig selv i at finde det temmelig svært, at finde ud af hvem jeg skulle holde med i alt det der skete. Nok i virkeligheden ikke rigtig nogen af dem og så alligevel lidt mere den ene end den anden. Samtidig midt i alt det klamme og det tragiske, så kom jeg jævnligt til at smile pga de førnævnte tanker som Tate gør sig. Bogen er ikke sådan lige at gennemskue på trods af, at vi følger flere forskellige personers tankerækker, men alt i alt, er det nok heller ikke rigtig meningen, at plottet skal være hemmeligt, selvom der kommer overraskelser undervejs. Tates tanker er skrevet i jeg-form og resten i 3. person. Det fungerer virkelig fint. Vi kommer tæt ind på livet af Tate og en enkelt anden. Resten er lidt mere periferiske, men det gør absolut ingenting.

Jeg er fuldstændig vild med Paul Cleave. Han skriver i det mest forrygende sprog og historierne er drønspændende og samtidig temmelig rørende. Jeg kan slet ikke få nok af hans bøger. I år gæster han Krimimessen i Horsens og jeg glæder mig vildt til at møde ham og finde ud af hvad han er for en :)