Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Anmeldelse: Paul Cleave - Slagtehuset

Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger. Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt med Cleave!

Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder at ane sammenhængen.

For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.

Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.  

Følg gerne med på Facebook også :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Dybet

Endelig endelig endelig, blev det tid til endnu en tur til Christchurch, New Zealand. Denne bog er så vidt jeg har forstået, den første i serien, men den 4. udgivet på dansk. Theodor Tate, som vi også stiftede bekendtskab med i Samleren, er vores hovedperson denne gang. Theo Tate er simpelthen så fed en personlighed. På den ene side, er han fandenivoldsk, ligeglad, handler ud fra sine umiddelbare følelser uden at tænke på konsekvenserne. På den anden side er han følsom, venlig, hjælpsom, sårbar og tænker rigtig meget over de konsekvenser hans handlinger kan få. Han er beskrevet med en tør form for humor, som får mig som læser, til at tænke på ham som en der går og morer sig indeni, over sine omgivelser. Jeg tror dog mere det er beskrivelsen af ham der får ham til at fremstå sådan. Sådan er det i alle Paul Cleaves bøger, hvilket er hvad der gør dem så fantastiske. Selvom de er barske, så har jeg jævnligt smil på læben når jeg læser ham. Jeg tror jeg kunne læse alle hans bøger i én køre og aldrig blive træt af ham. Det er den slags bøger, som bliver siddende i kroppen.

Theo Tate er tidligere kriminalbetjent. En af de aller bedste. Hans kone og datter blev kørt ned af en spritbilist. Datteren dræbt på stedet, konen endt som grøntsag. Theo gik i hundene og afskediget fra sit job. Han arbejder nu som privatdetektiv. I Dybet, har politiet bedt om hans assistance ved opgravningen af en kiste. Da kisten viser sig at indeholde liget af en ung kvinde, i stedet for den forventede ældre mand, bliver Theo nysgerrig og stikker sin næse i sagen. Politiet i Christchurch, har travlt med en seriemorder, så Theo er hele tiden et skridt foran dem, til deres store irritation. Sporene trækker tråde til kirken og den kirkegård hvor Theos datter ligger begravet. Jeg kan godt afsløre, at det lig de graver op i starten, langt fra bliver det sidste.

Det er ikke meget slør der bliver løftet her, det ved jeg godt, men jeg er bange for, at komme til at afsløre noget der ikke skal afsløres.

Jeg er nødt til at sige det igen, Paul Cleave skriver simpelthen de mest forrygende bøger i det mest forrygende sprog. Som alle de andre bøger af ham, er også denne skrevet i jeg-form. Det gør den på en eller anden måde mere nærværende og personlig. Samtidig er det en sjov detalje, at bøgerne alle har små bitte tråde, der får dem til at hænge sammen, uden at de egentlig gør det. Mht. rækkefølgen, så bør man nok starte med denne, men jeg har læst dem lidt hulter til bulter og det kan man også godt uden at man mister noget særligt på dét.

Cleave ligger stadig lunt i top 5 over yndlingskrimiforfattere. Ham bør du altså ikke gå glip af :)

For at følge på Facebook - klik H E R