Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 3 "Hævnen"

Så blev det endelig tid til 3. sæson af Pyromanen. Denne del har fået undertitlen ”Hævnen” og er efter sigende sidste del. Æv, siger jeg bare, for hold fast hvor er det bare en god serie!

Jeg har efterhånden læst en hel del krimier og der skal åbenbart mere og mere til at skræmme mig eller overraske mig når det kommer til plot. Jeg elsker at gætte med på hvem morderen er eller hvordan plottet hænger sammen. Det er selvfølgelig en lille sejr til mig selv når jeg gætter rigtigt, men allerbedst er det altså når jeg overraskes og ikke havde regnet den ud. Det havde jeg ikke her!

Jeg har sagt det før og jeg vil godt sige det igen … jeg er vild med Inger Wolfs bøger. Hun har lige den der ekstra tand af det grusomme og selvom Sebastian Vinther og Klara Larsson er kærester i denne del, så fylder parforholdet og dets problematikker minimalt. Der er dog skruet ned for grumskaben i denne, men spændingen er i top hele vejen og jeg var ude på kanten af stolen flere gange.

Den gennemgående historie i de to forrige sæsoner, har været Klaras fortid i Sverige. Hvad skete der egentlig dengang da hun var 8 år og forsvandt sporløst i et helt år? Lag for lag er sløret blevet løftet, men først i denne sæson 3, får vi den endelige afsløring. Der bliver dog ikke givet ved dørene, så vi må vente til de sidste sider før vi har alle brikkerne i puslespillet på plads.

En tragedie i Lycksele, som er byen Klara voksede op i og hvor hun i sin tid også blev bortført, oplever en tragedie. Et forældrepar bliver brutalt myrdet og deres yngste datter på 8 år forsvinder. Pigen har en slående lighed med Klara da hun forsvandt og da der bliver fundet en sort elefanthue på gerningsstedet, er det oplagt for det svenske politi, at hente Klara ind til afhøring. Måske husker hun noget, som kan kaste lys over sagen. Både Klara og makkeren Sebastian er nysgerrige af sind. Det varer ikke længe før de er rodet godt og grundigt ind i opklaringsarbejdet, selvom det ikke er med svenskernes gode vilje. Klara er opsat på at få løst sin barndoms mysterium.

Jeg er normalt ingen hurtiglæser, men denne her fløj jeg igennem på bare et par dage. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig igen og heldigvis bød forgangne uge på både en fridag og en weekend uden de helt store planer. Det er simpelthen så fremragende et sammenstrikket plot. Der er en masse tråde, men ikke nogen det er svært at holde styr på, for først hen mod slutningen går det op for os, hvor mange bolde der egentlig er i luften. Jeg synes det er både genialt og forfriskende, når det hele bare spiller og når intet er så ligetil som det umiddelbart ser ud. Jeg har armene i vejret af begejstring!

Super ærgerligt, hvis det her virkelig er det sidste vi skal høre til Sebastian og Klara. Jeg er vild med dem begge og jeg ville gerne følge dem videre.

Endnu engang scorer Pyromanen fuld perleplade 🔥🔥🔥🔥🔥🔥

Læs evt. mine anmeldelser af sæson 1 "Sorger" og sæson 2 "Giften"

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Jeg kan se dig

Jeg havde egentlig lagt Mari Jungstedts bøger på hylden og besluttet at NU var jeg altså færdig med dem. Jeg var godt underholdt i starten af hendes forfatterskab, men så gik der simpelthen alt for meget parforhold og ulykkelig kærlighed i den. Derfor er jeg sprunget over de sidste par stykker, men da ”Jeg ser dig” kom ind ad min dør sammen med en invitation til et online bogbloggermøde med Mari, læste jeg bagsideteksten og besluttede, at den lød så tilpas interessant, at jeg tænkte den skulle have en chance.

Historien starter med 5 universitetsstuderende, som tager på hyggeweekend på en øde ø. Kort før afgang springer den ene fra, hvilket bliver hans held. Næste dag, findes de 3 døde og den 4. i chok. Frida som den overlevende hedder, har svært ved at genkalde sig hvad der skete – i hvert fald når hun taler med politiet, for når vi er med i hendes tanker, så står det forholdsvist klart, at hun husker en del mere end hun giver udtryk for. Men hvorfor? Og var det held eller tilfælde, at hun blev skånet på øen? Er hun stadig i fare?

Karin og Knutas, skal finde hoved og hale i mysteriet. Vi er med på sidelinjen og følger deres tanker i opklaringsarbejdet, hvilket giver os rig mulighed for at gætte med. Jeg elsker at gætte med! Jeg havde et par bud undervejs, men var ikke sikker i min sag. Desværre afslørede forlaget tematikken i bogen, inden jeg var færdig med at læse, så derfor kunne jeg godt regne ud, hvilken retning jeg skulle kigge efter morderen. Det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen og jeg er glad for at jeg gav bogen en chance.

Størstedelen af de foregående bøger, har været én stor omgang problemfyldt Johan/Emma og Karin/Knutas ulykkelig problemfyldt kærlighed. I ”Jeg kan se dig”, er det hele ligesom faldet til ro. Karin og Knutas er et par og alt kører uden det store hurlumhej. Johan og Emma har det tilsyneladende godt og han spiller faktisk kun en mindre rolle i bogen her, sammen med fotografen Pia Lilja. I det hele taget er det dejligt forfriskende, at det endelig er drabssagen der er i fokus.

Bogen er ikke så lang – kun 276 sider, men det er god underholdning fra start til slut. Vi er ikke med når selve mordene sker, men vi er med i tiden lige op til - uhyggen og det snigende ubehag kom krybende ind under huden på mig. Det er ikke en fastpace historie, men heller ikke en langsommelig. Den ligger et sted lige midt imellem med et fint spændingsniveau og en god historie som fangede mig og holdt fast i min læselyst hele vejen igennem. Jeg er glad for at jeg gav den en chance og selvom jeg manglede at læse de foregående bøger i serien, så havde jeg ingen problemer i at følge med. Tvært imod, var det som at komme tilbage til et gammelt bekendtskab.

Anmeldelse: Kim Faber & Janni Pedersen - Satans sommer

Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.

Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude, hvor de har rigtig svært ved at bunde.

Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen. Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega, som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt for elementært for mig desværre.

Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider endda næsten juble lidt.

Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er modbydeligt, men fordi det er trist.

Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren ”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt. Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀

Anmeldelse: David Garmark - Sort arv

Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”. 
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.

Anmeldelse: Paul Cleave - Whatever it takes

Der er ingen tvivl om, at Paul Cleave er på toplisten over mine favoritforfattere. Han har en evne, som jeg sætter kæmpe pris på, men som virkelig hører til sjældenhederne. Han blander brutalitet, grusomhed, grov vold med en tør humor, som kan få mig til at trække på smilebåndet, selv når det går vildest for sig. Til gengæld ved han også hvornår humoren skal i baggrunden, så han i stedet får læsernes hjerter til at græde.

”Whatever it takes” er Cleaves seneste bog, udgivet i maj 2019. Den er endnu ikke udgivet på dansk, så hvis du ønsker at læse den nu, så må du forberede dig på det engelsksprogede.

Vi kommer ind i historien, hvor politibetjent Noah Harper, er i gang med at tæve en mand sønder og sammen, for at få ham til at afsløre, hvor han har gemt den 7-årige Alyssa Stone. På den positive front, så finder Noah pigen i tide og får hende hjem til hendes familie igen. Han lover Alyssa, at han aldrig vil lade noget dårligt ske hende igen – at han altid vil passe på hende. Bagsiden af medaljen er, at manden som han brutalt tæver en afsløring ud af, er sheriffens søn. Sheriffen er ikke typen man spøger med, så da han beder Noah forsvinde fra den lille by for evigt og aldrig sætte sine ben i byen igen, så retter Noah Harper ind. Han forlader, sin hustru, sit hjem og sin by, for aldrig mere at vende tilbage.

12 år senere, får han en opringning fra sin ekskone, som han ikke har talt med siden han forlod Acacia Pines. Alyssa Stone er forsvundet igen og selvom politiet mener, at hun har forladt byen af personlige årsager, så er hendes far, som ligger på sit dødsleje, sikker på, at der er sket hende noget. Noah Harper, er en mand der holder ord. Han vender tilbage til Acacia Pines, for at finde Alyssa. Sheriffen er også en mand der holder ord, så det varer ikke længe, før Noah har fået sin første dragt prygl og trusler på livet, hvis han ikke tager sit gode tøj og flyver tilbage hvor han kom fra.

Men Noah Harper kan tåle en omgang tæsk. Og han kan i høj grad også selv uddele tæsk. I det hele taget bliver der langet mere end almindeligt mange øretæverover disken i denne bog. Faktisk så mange, at jeg til sidst tænkte ”aaaarh, nu kan han da vist ikke tåle mere vold, hvis han skal overleve”. Men han tager hvad der kommer og han gør hvad han mener der skal gøres … alt sammen krydret med den der helt fantastiske tørre humor, som lige sætter prikken over i’et. Jeg er vild med Noah Harper og jeg håber virkelig at vi får mere af ham, nu hvor det ikke umiddelbart ser ud til, at vi får lov at få mere Theodor Tate. 

Dette er egentlig hvad jeg vil kalde en lidt langsommelig bog. Der er ikke meget udvikling i handlingen til at begynde med, selvom den på alle måder er pakket med action. Ind imellem tog jeg mig selv i at tænke ”så, kom nuuuu …” men så skete der uventede ting og følelsen forsvandt. Sjov kombi egentlig, som dog fungerer som det skal. Selvom bogen har et lidt langsomt tempo, så er det alligevel den slags bog, som kræver at man som læser lige vender en side mere … og én mere og … man ved bare, at der er noget stort i vente og ganske rigtigt. Jeg havde på ingen måde regnet ud hvad der ville ske og at den omgang hævn jeg håbede på, pludselig ikke var det vigtigste. Overhovedet. Slutningen kalder på en efterfølger, så jeg krydser hvad krydses kan.

Paul Cleave er fra New Zealand og plejer at skrive bøger der foregår netop dér. Denne bog er dog flyttet til en lille soveby i USA. Det fungerer virkelig fint og beskrivelsen af byen står skarpt, på trods af, at byen er fiktiv.

Jeg er vild med Paul Cleaves bøger. Han er den type forfatter, som fortjener at blive fremhævet for sine bøger, fordi han i mine øjne, er en smule overset. Det er synd, når han har sådan et enormt talent. Han bruger ikke sine jeg-fortællere til at snyde os læsere, han bruger dem til at styrke deres personlighed for os. Og det virker. Virkelig godt endda. Hver gang jeg har lukket en bog af Paul Cleave, så føler jeg et savn og en længsel efter mere.

"Paul Cleave er en mester i mørke thrillers", står der på forsiden af bogen. Jeg er fuldstændig enig!

Anmeldelse: Alex Michaelides - Den tavse patient

Indimellem er der bøger, som bliver hypet fuldstændig vildt på de sociale medier. Så vildt, at jeg bare er nødt til at skynde mig at læse. Ved den slags bøger, er det svært ikke at få gejlet forventningerne helt op. Indimellem bliver de høje forventninger indfriet – andre gange gør de ikke. For mig, var det sidste tilfældet med ”Den tavse patient”.

Bogen er ligesom delt op i to dagbøger. Den ene fortalt af Alicia Berenson, som er indlagt på sikringsanstalten The Grove. Hun er her fordi hun har skudt sin mand i hovedet 6 år tidligere.

Den anden halvdel er fortalt af psykoterapeut Theo Faber, som søger job på The Grove. Tidligt i hans dagbog, fornemmer vi, at han ansøger The Grove for at komme til at arbejde med netop Alicia Berenson. Vi fornemmer at han har kendskab til hende og er fascineret af hende, men vi ved ikke hvorfor og hvordan.

Alicia er tavs. Hun har ikke sagt et ord siden den dag hun skød sin mand. Theo nærer et stort behov for at hjælpe hende og han bruger alle kneb til at få hende i tale. Kneb som ikke følger reglementet på den lukkede afdeling. Jeg kunne godt fortælle mere, men jeg synes I selv skal læse det.

Og hvad er det så der gør, at denne bog ikke gør så frygtelig meget for mig? Jeg synes simpelthen der sker for lidt. Selvom det er en forholdsvis lang bog på 390 sider, så føltes det som om det var en meget kort bog. Ja, det kan selvfølgelig godt skyldes, at den er så højspændt og man flyver igennem den … men det gør det ikke. Tvært imod, så er den temmelig langsommelig. Grænsende til næsten lidt kedelig. Bevares, den har da et overraskende twist, som jeg ikke havde regnet ud. Ikke helt i hvert fald. Jeg har efterhånden læst en del af disse psykologiske krimier, så derfor er det ikke så svært at spore sig ind på, hvordan det sådan nogenlunde hænger sammen. Jeg indrømmer at jeg ikke havde regnet plottet ud, men når man efterhånden ved, hvilke tricks der kan laves med jeg-fortællere, så kan man godt gennemskue når man bliver taget i røveren, også selvom man ikke ved præcist hvordan før det bliver afsløret.

Jeg lander den på tre, fordi der trods alt er et overraskende plot, en slags morale der lærer os, at vi ikke kan slippe godt fra vores dårlige handlinger. Hvis vi forsøger at snyde skæbnen, så rammer den os på en anden måde i stedet. Slutning viser os billedet af en ægte iskold psykopat.

Det føles som om jeg er lidt for hård ved den. Jeg tror egentlig det skyldes, at jeg bare har læst for mange bøger i lignende stil. Har du ikke det, så tror jeg du vil være godt underholdt og blive godt og grundigt overrasket, når afsløringen kommer. Forvent dog ikke en højtempo spændingsbog med gys og kuldegysninger. Det synes jeg altså ikke den byder på. Ikke hos mig i hvert fald.

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Løftet 1-4

Løftet er en miniserie i 4 dele, som findes som lydbog på Mofibo. Det er en nem lille bog at gå i gang med, hvis du som mig har lidt svært ved at samle tankerne om læsning i denne tid, hvor verden vender op og ned. Hvert afsnit varer lige omkring en time, eller knapt det halve, hvis du som mig, sætter hastigheden op.

Løftet handler om Nina, som sidder i fængsel. Hun er den hårdtslående type i mere end én forstand, kan man vist roligt sige. Nina bliver prøveløsladt og skal bo hos en person, som hun kender. Hvem det er, vil jeg ikke afsløre.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet er med denne lille historie. Nina bliver sluset ud i samfundet, men hun har ikke brug for ro – Nina er en slags hævner med en ekstremt stor retfærdighedssans. Hendes tid i fængsel har gjort hende stærk og rå. Hun kæmper for en sag, som giver hende styrke, men som samtidig bringer en undren ind i mit hoved. Hvis man brænder så stærkt for at opnå noget vigtigt for én, vil man så bringe sig selv i fare og risikere at sætte sit mål over styr?

Hvis man kan se bort fra det lidt urealistiske i historien, så er det altså ret god underholdning. Jeg blev optaget af den med det samme og skyndte mig at skifte til næste afsnit, så snart et afsnit sluttede. Løftet er skrevet i et typisk Steffen Jacobsen-sprog, med både humoristiske og meget billedligt beskrevne detaljer. Selvom bogen er kort, så nåede jeg alligevel at sætte pris på Nina og kunne godt ønske mig mere om hende. Endnu engang tager jeg mig selv i at juble lidt over denne type karakter, som er en lille bitte smule superhelteagtig. Typen der tager hævn på en måde som får os læsere til at klappe i vores hænder og juble når det lykkedes. Vi kan jo håbe, at der kommer en del 2. Jeg krydser i hvert fald fingre.

Jeg giver den 3 perler, fordi den, selvom det er god underholdning, trods alt ikke er så lang, at den kan nå at komme i dybden med ret meget.

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet II - Drengen der forsvandt"

Dette er 2. del i en serie om Akademiet. Jeg har ikke læst 1. del, men jeg synes ikke jeg manglede noget for at forstå baggrunden, så nye læsere kan sagtens starte her, om end man selvfølgelig nok bør starte fra begyndelsen, hvis man endnu har denne serie til gode.

Jeg har ofte hørt Eva Maria Fredensborg omtalt positivt, men jeg har ikke læst noget af hende før nu. Jeg havde derfor ikke rigtig nogen forestillinger om hvad jeg gik ind til, men jeg kan godt afsløre at det var en meget positiv oplevelse.

Akademiet er et nordisk politisamarbejde, som denne gang mødes for at tage fat på sager, som andre har givet op på. De giver sig i kast med en sag om en forsvunden babydreng, som blev fjernet fra sin barnevogn for 2 år siden og stadig savnes. 

Drengens forældre var ikke under mistanke dengang, men omstændigheder gør, at Akademiet nu kigger nærmere på dem igen. Noget ved deres forklaring halter. Et andet sted, sidder to computernørder og arbejder på udviklingen af et nyt spil. Som bibeskæftigelse, hjælper de med at udføre lyssky gerninger for suspekte typer.

Akademiet med Hampus Cedergren og Nadia Elmkvist som er vores hovedpersoner, skal forsøge at lave en profil af gerningsmanden og ud fra den, prøve at finde ud af hvordan han tænker og arbejder. De kommer langt omkring og ikke uden problemer. Både den indviklede sag, men også interne anliggender gør det svært for holdet at samarbejde.

Vi har ikke at gøre med en uhyggelig bog og heller ikke en med bog med noget videre bestialske morderscener. Til gengæld er plottet skræmmende fordi det er så realistisk og med garanti er alle forældres værste frygt. Tempoet er jævnt hele vejen igennem og ikke på ét eneste tidspunkt, kedede jeg mig eller tænkte at det blev for langt eller ligegyldigt. Tvært imod, så var jeg fastholdt fra første side og jeg ærgrede mig, da jeg nåede slutningen.

Alle hovedpersonerne er stærke og jeg følte hurtigt, at jeg lærte dem at kende – også selvom jeg altså ikke har læst 1. sæson. Deres beskæftigelser er anderledes og interessante. Hampus som profiler, Nadia som forhørsleder & ekspert i kropssprog, samt Bjørn og hans ekspertise inden for it. Jeg kan virkelig godt lide det her univers og jeg får svært ved at vente på sæson 3.

Akademiet er oprindeligt en Mofibo-original, men den fåes nu også i helt almindelig bogform. Denne gang har jeg valgt at lytte til bogen, hvilket også var en positiv oplevelse med indlæsning af Lars Brygmann.

Anmeldelse: Alex North - The Whisper Man

The whisper man er en bog som har været helt enormt hypet på SoMe. Jeg var simpelthen nødt til at bestille den hjem og se om den ville fange mig, som den har fanget så mange andre.

Det gjorde den!! Fra første side nærmest. Der er helt vildt mange ting jeg gerne ville sige og fortælle om bogen, for den har så mange lag og så mange aspekter. Indimellem er det en lille smule besværligt at skrive anmeldelser, når jeg bare har lyst til at fortælle om det hele. Det gør jeg naturligvis ikke.

Tom Kennedy har mistet sin kone, og sønnen Jake, har mistet sin mor. For at starte på en frisk og komme væk fra huset med de mange minder, flytter de til en ny by, nyt hus, ny skole. Men sorgen er stor og tristheden kan man ikke sådan flytte fra. Begge har det hårdt på hver deres måde. En lille dreng forsvinder fra byen og noget tyder på at morderen, The whisper man, som dræbte 5 børn for 20 år siden, er tilbage. Inden børnene forsvandt, havde de hørt en mand hviske udenfor deres vinduer. Jake er en dreng som ofte taler med usynlige venner, så da han fortæller sin far, at han hører en mand hviske, tror Tom i første omgang, at det er Jakes fantasi.  

” If you leave a door half open, soon you’ll hear the whispers spoken …”

Bogen har flere fortællervinkler. Både Jake, politimanden Pete og Tom Kennedy. De to førstnævnte fortæller i 3. person imens Tom taler i jeg-form. Det giver det hele lidt ekstra krydderi når vi hører flere sider af samme sag. Samtidig var jeg-formen medvirkende til, at jeg konstant sad med en nagende følelse af at blive snydt. Som om Tom holder noget skjult for os. Det er nemlig blot ét af de tricks man kan lave med en jeg-fortæller. Den er skrevet i et stille og roligt tempo med en underliggende stemning af uhygge. Ingen makabre udpenslinger eller blodsudgydelser. 

”If you’re lonely, sad or blue, The whisper man will come for you …”

Jeg vil ikke sige, at jeg er blæst fuldstændig bagover af The whisper man, men jeg er virkelig virkelig imponeret over opbygningen af både krybende spænding, overraskelserne undervejs og forfatterens evne til at få mig til at tro, at jeg havde regnet ud hvordan den røv (undskyld ræv) var barberet. Flere gange bogen igennem, blev der smidt en lille bisætning, som jeg ikke tænkte over, hvorefter der senere kom en betydning som overraskede mig fuldstændig og gav historien en uventet drejning. Samtidig var der ledetråde som jeg troede jeg forstod, men som viste sig at være uden betydning. Fandme godt tænkt!

The whisper man er virkelig flot skrevet. Den er gennemtænkt på et højt niveau og så efterlod den mig med en masse tanker og en slutning, som jeg stadig ikke er sikker på at jeg har fattet.

Jeg glæder mig allerede til næste bog fra Alex North (som i øvrigt er et pseudonym). Den hedder ”The shadows” og udkommer til juli. Jeg er samtidig spændt på, om der er nogen danske forlag som har købt manuskriptet til The whisper man.  

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Riley Sager - Lock every door

For et stykke tid siden, købte jeg en stak engelske bøger, som endnu ikke er udgivet på dansk, men som jeg rigtig gerne ville læse. Først nu har jeg fundet tid til at læse dem. Én af dem var ”Lock every door” af Riley Sager. Jeg ved at forlaget Turbine har udgivet mindst én af hans bøger, nemlig ”Final girls”. Den har jeg aldrig fået læst, men det skal jeg helt sikkert efter at have læst denne.

På en eller anden måde, så lugter den lidt af domestic noir og så alligevel slet ikke.

Jules er forældreløs og hendes søster forsvandt sporløst da Jules var 15 år. Hun er derfor helt alene i verden, med undtagelse af sin gode veninde, Chloe. Jules bliver fyret fra sit job samme dag som hun slår op med sin kæreste og dermed mister sit hjem. Hun finder en annonce hvor man bliver tilbudt penge for at bo i en lejlighed i 3 måneder som apartmentsitter. En del penge faktisk. Lejligheden ligger tilmed i en af New Yorks mest ikoniske og fashionable bygninger – The Bartholomew. Udsigten fra lejligheden er ud over Central Park. Det er næsten for godt til at være sandt, men Jules er alt for betaget af stedet til at sige nej og desuden har hun ikke andre muligheder. Der bor mange berømtheder i Bartholomew og derfor er der også en lang række ekstremt strikse regler som skal overholdes. Lidt for sent, går det op for Jules at alt ikke er fryd og gammen i hendes nye bolig.

Jeg har læst en del omtaler af Lock every door på Instagram. Langt de fleste roser den til skyerne, så derfor blev jeg nysgerrig. Samtidig var jeg opmærksom på, at det let giver skuffelser når en bog er så hypet som denne er. Men omtalerne holdt ord og jeg indrømmer blankt at jeg var fuldstændig opslugt hele vejen fra start til slut. Jeg står også gerne ved, at den måske ikke er 100% realistisk, men det gør ikke noget. Den er spændende hele vejen - til tider ligefrem både hæsblæsende og uhyggelig samt fyldt med overraskelser, selvom den nok hovedsageligt er, hvad man kan kalde en slow pace-bog. Bedst af alt, synes jeg plottet er virkelig godt tænkt og her er det nok faktisk ikke helt urealistisk, selvom jeg virkelig håber det er tilfældet. Jeg kunne ikke gennemskue det, før det blev serveret for mig.

Bogen er fortalt i jeg-form af Jules. Den er delt op i to, så vi skiftevis følger Jules nu og samtidig tæller vi ned fra 6 dage før indtil de to dele bliver til én. På den måde kommer vi rigtig godt ind i hovedet på Jules og får en fin fornemmelse af hvem hun er. Samtidig er det med til at øge spændingen, fordi det er umuligt at forestille sig, hvad der kan nå at være sket på de forholdsvis få dage vi er med inden.  

En virkelig fed bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Umiddelbart tror jeg, at man er nødt til at læse den på engelsk, men hvem ved, måske den er på vej på dansk?

Anmeldelse: M. W. Craven - The puppet show

Jeg er på evig jagt efter krimier med intelligente plots og med overraskelser undervejs jeg ikke havde set komme. Krimier der er så uhyggelige at jeg holder vejret i spænding imens jeg læser, som ryster mig og giver mig kuldegysninger. Krimier hvor det sproglige element også imponerer mig undervejs og gerne med en smule tør humor. Hvis vi lige ser bort fra Harry Hole, så er jeg ikke sådan super meget til de der fordrukne typer med psykiske problemer. Jeg er mere til de rå typer som forholder sig cool i de fleste situationer og så synes jeg det er lidt fedt, hvis en af personerne har en lidt særlig evne, som IKKE er overnaturlig eller urealistisk.

Den slags bøger er der langt imellem, men helt tilfældigt faldt jeg over”The puppet show” af M. W. Craven. Jeg siger jer … den har alt det ovenfor nævnte! Dens to hovedpersoner Washington Poe og Tilly Bradshaw, er to virkelig stærke hovedpersoner. Den fandenivoldske Poe, som ingen midler skyr, men som alligevel kan bringes i knæ, når hans egen fortids skeletter bringes frem i lyset og trykkes på, lige dér hvor det gør allermest ondt. Tilly som er socialt handicappet og har levet med mobning og underkuelse hele sit liv, men som alligevel fortsætter ufortrødent med det computerprogrammeringsarbejde hun er så vanvittig dygtig til. Da hun kommer under vingerne hos Poe, løfter hendes potentiale sig endnu højere. Et makkerpar som jeg virkelig har savnet efter bogen var læst til ende. Jeg glæder mig simpelthen så meget, til at læse næste bog i serien, som hedder ”Black Summer”.

En seriemorder hærger Cumbria. Han brænder sine ofre levende og placerer dem rundt omkring i områdets mange stone cirkles (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk). Da de finder en tekst skåret ind i brystet på det ene offer, er der ingen tvivl om, at morderen vil have Poes opmærksomhed. Men er Poe næste offer eller ønsker morderen at provokere? Pile peger i retning af et nu lukket børnehjem, men andre pile peger i andre retninger. Holdet er mere eller mindre på bar bund. Hvis jeg nu afslører, at titlen henviser til et dukketeater, hvor nogen trækker i de snore, som får dukkerne til at bevæge sig – får dem til at gøre hvad dukkeføreren ønsker de skal gøre - så har I måske lidt en idé om hvad der er i vente med denne brillante bog. Og så bliver den ved med at overraske lige til det sidste!

Jeg har læst ”The puppet show” på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk. Der er dog gode nyheder, for jeg ved at Forlaget Jentas har købt rettighederne så bogen udkommer på dansk engang i løbet af næste år. Efter min mening passer M. W. Craven (Mike Craven) perfekt ind netop dér i selskab med Chris Carter og Paul Cleave! Her er virkelig noget at glæde sig til. 

Bare læn dig tilbage - siderne vender sig selv!

6 kæmpestore krimiperler

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dåseskjul

Pyw altså, hvor har jeg glædet mig til at læse denne bog. Forrige bog i serien, ”Kongens efterfølger”, sluttede med en cliffhanger så vild, at jeg flere gange har overvejet at købe den på engelsk fordi jeg simpelthen nærmest ikke kunne vente på fortsættelsen.

Lad mig bare starte med at sige, at det ikke blev kedeligt på noget tidspunkt. Helen Grace er havnet i fængsel anklaget for at være brutal seriemorder. Vi der har læst de forrige bøger, ved godt, at det ikke er sandt, men så skal jeg nok lade være med at afsløre mere. Helen Grace er en sej dame. Hun lader sig ikke slå ud og hun bevarer håbet om en frifindelse når hendes sag en dag kommer for retten. Netop håb, er det der holder hende fra at blive vanvittig som flere af hendes medfanger. Har du set Netflix-serien ”Orange is the new black”? Hvis ja, så har du nogenlunde den stemning der hersker blandt fangerne i dette kvindefængsel. Voldeligt og brutalt og med et hierarki der ikke er til at tage fejl af. Det er beskrevet, så man næsten kan se det hele for sig.

Imens Helen er indsat, sker en række bestialske mord på hendes afdeling. Kvinder der bliver myrdet om natten i aflåste celler. Det varer ikke længe før reporteren Emilia Garanita ser sit snit til at vinkle sine nyhedsindslag, så det ser ud som om den morderiske pil peger på Helen Grace. Det ser sort udfor Helen, som har ikke så få fjender i et fængsel fyldt med kvinder hun selv har fået spærret inde.

Jeg er vild med Matthew Arlidge. Hans bøger er altid dejligt brutale og detaljerede. Det gælder også Dåseskjul, selvom den egentlig er en del anderledes end sine forgængere. Den er ikke uhyggelig, men den har et højintenst tempo. Hovedpersonen Helen Grace er helt sin egen. Hun er kølig og cool, hvilket jeg sætter større pris på end de der halvfordrunke typer der drukner i dårlig psyke. Giv mig de seje der rejser sig fra asken og gerne med særlige evner af en eller anden art, som ikke er for overnaturlig - så klapper jeg i mine Anna og Lotte-hænder.

Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet

Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.

I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊