Jeg vil gerne indrømme, at jeg er virkelig svær at stille
tilfreds når det kommer til krimier. Måske har jeg bare læst for mange og
kræver for meget efterhånden. Jeg vil gerne rystes og have den der isnende følelse
i kroppen, af at blive skræmt. Der skal ske noget. Der må gerne være følelser
og der må gerne være vedkommende emner og forhold der udvikler sig – venskaber så
vel som kærlighed. Det kan også være okay med et langsommere tempo, så længe
jeg føler mig fastholdt i historien og spændingen holder. Det gjorde den
desværre ikke for mig i ”Satans sommer”.
Juncker som stadig bor i sin fars hus i Sandsted, får en sag
om en højtstående advokat, som findes skudt i en park. Samtidig bliver hans
ekskone, Charlotte, kontaktet af en person som har beviser på, at
terrorangrebet, som skete i forrige bog, Vinterland, kunne have været
forhindret og at 19 mennesker som blev dræbt under angrebet, kunne have været i
live i dag. Da Juncker ikke ønsker at samarbejde med Charlotte, drager hun i
stedet hans kollega Signe, ind i sagen. Det varer ikke længe før de to er ude,
hvor de har rigtig svært ved at bunde.
Som nævnt i begyndelsen, så er jeg nok svær at stille
tilfreds efterhånden. Satans sommer får rigtig meget ros rundt omkring, men jeg
er altså nødt til at stå ved, at jeg kedede mig gennem størstedelen af bogen.
Der sker simpelthen for lidt for mig. Der er alt for meget parforhold og tanker
omkring parforhold. Der er enormt meget snak og selvom jeg synes det allerbedste
ved bogen egentlig er det sproglige aspekt, så synes jeg samtidig at der er alt
for meget overflødig snak – fx at en person genfortæller alt det til en kollega,
som vi lige har læst. Her kunne man have nøjes med at skrive ”han fortalte hvad
der var sket …” eller noget i den stil. Beskrivelserne af personer og
omgivelser, er fantastiske og medvirkende til at gøre det hele mere levende for
læseren, men der er også grænser for, hvor detaljeret det behøver at være hver
gang – at et kontor er lille, er rigeligt for mig at få at vide – jeg behøver
ikke vide hvor mange der måske kunne være derinde på en god dag, f.eks. Først
godt 300 sider inde i bogen, begynder spændingen, som desværre også brydes af en
lidt for nem opklaring – ”Elementært, kære Watson”, står der endda i bogen. Lidt
for elementært for mig desværre.
Når det så er nævnt, så synes jeg vi skal slutte af med det
positive, for Satans sommer indeholder også en masse gode ting. Det der
springer mig mest i øjnene, er autenciteten. Specielt journalistdelen er på en
eller anden måde, meget anderledes end andre bøger med journalister i
hovedrollerne. Det er tydeligt at Faber og Pedersen, er professionelle på
området og ved præcis hvordan det foregår når en stor sag er gravet frem og
tingene går løs. Der er også lagt en masse energi i at gøre karaktererne
autentiske. Deres følelser og deres tanker og deres indbyrdes samtaler, giver en
fin dimension til historien. Nu ved jeg godt, at jeg lagde ud med at skrive, at
der er for meget snak, men samtidig, så er netop snakken og samtalerne og måden
de udspiller sig, noget af det der løfter bogen. Som jeg også skrev om den
første bog af Faber & Pedersen, så er de mestre i skønne vendinger og leg
med sproget. Billedlige beskrivelser, der fik mig til at smile og til tider
endda næsten juble lidt.
Hen mod slutningen (og desværre først dér), begynder tingene
at ske og det beskrives, så det giver ondt i maven. Ikke fordi det er
modbydeligt, men fordi det er trist.
Der er mange bolde i luften her. Ikke alle bolde fra forgængeren
”Vinterland” kommer i spil, men afslutningsvis er der noget der tyder på, at
den del jeg havde glædet mig mest til, kommer i spil på et senere tidspunkt.
Det ser jeg frem til, ligesom jeg også ser frem til at finde ud af hvad der
sker med Juncker og Signe efter denne omgang af ”ulydighed” fra deres side 😀
