Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!

Anmeldelse: Katrine Engberg - Vådeskud

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg vendte sidste side i ”Vådeskud”. Der sker lidt for meget i mit liv i øjeblikket, så jeg føler mig helt drænet for overskud. Af samme grund, er der gået lidt lang tid før jeg kunne samle mig om at få skrevet en anmeldelse til jer. Jeg håber der snart er lidt mere energi på kontoen. Jeg håber også, at I bærer over med mig til da.

Vådeskud er 4. bind i Katrine Engbergs serie om Anette Werner og Jeppe Kørner. Et solidt makkerpar med et fantastisk indbyrdes forhold. Afslappet og ligetil og alligevel virker det til tider som om, især Anette, har svært ved hvordan hun skal gebærde sig overfor Jeppe, og jeg oplever hende påtaget sej. I det hele taget er hun lidt en smart i en fart coolio-type, som jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg synes om. Hun er egentlig en følsom kvinde, men hun gemmer det bag sin hårde facade. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcist hvorfor. Dette er ikke ment som noget negativt – tvært imod, så synes jeg det er ret fedt, at ikke alle hovedpersoner er lige lette at holde af.

Denne gang forsvinder en teenager, som er søn af en velhavende familie. Samtidig dukker et lig op på Amagerforbrændingen. Kørner og Werner afhører familie, venner, ansatte på forbrændingen samt alle mulige andre. Når vi har at gøre med meget rige mennesker i krimier, så ved vi oftest godt, at der er noget i bageriet der lugter brændt. Det gør sig selvfølgelig også gældende her, men hvordan og hvorledes, er ikke helt ligetil at greje. Selvom jeg havde sporet mig lidt ind på dele af plottet, så overraskede den endelige afsløring mig alligevel.

Jeg synes der er mange følelser på spil i denne bog. Og mange gode og interessante emner og problemstillinger. Det gør sig hovedsageligt gældende omkring familier, familiekonstellationer og de følelser det bringer med sig, når vi sammen skal få vores hverdagsfamilieliv til at fungere på bedst mulig måde. For vi er alle forskellige og selvom vi elsker hinanden og vil hinanden det bedste, så rammer vi ikke altid plet i vores forsøg på at gøre det rigtige.

Katrine Engberg er en mester når det kommer til det sproglige. Dialogerne er så dagligdags, flydende og ligetil. Beskrivelserne er så fine og billedlige, at det føles som at være der selv. Kender du fx Amagerforbrændingen? Det gør jeg ikke, men alligevel har jeg et klart og tydeligt billede i mit hoved omkring stedet- både indvendigt og udvendigt. Samtidig er det her en forfatter, som ikke stiller sig tilfreds med mord begået på simpel vis og lig fundet på et intetsigende sted. Det skal være interessant og anderledes. Det er tydeligt at mærke, at der er gjort noget ud af research på omgivelserne og mordmetoderne. Det er både cool og spændende, synes jeg.

Selvom Vådeskud indeholder så meget godt, så er der altså alligevel noget jeg savner. For mig blev handlingen lidt for personlig på karaktererne denne gang. Jeg synes om Esther og jeg bliver rørt af de ting der sker mellem hende og Gregers – af hvordan Gregers har det. Samtidig så synes jeg hendes rolle i denne bog er overflødig og mestendels er hun nødvendig fordi hun er den der faktisk ender med at opklare en stor del af sagen, hvilket man godt fornemmer gennem bogen. Jeg synes det er ærgerligt og jeg synes på en eller anden måde det bliver en lidt nem og flad opklaring. En skam med så mange ”tilfældigheder”, når man ved, hvad Engberg ellers kan mestre.

Så altså summa summarum, så er det en super god og virkelig velskrevet historie. Interessante vinkler, spændende steder og anderledes personligheder. I bund og grund, så synes jeg også plottet er fedt, men måden vi når frem til det på, er bare lidt for letkøbt for mig. Samtidig savner jeg noget uhygge og følelsen af at blive rystet udeblev helt.

Selvom der ikke er nogen som helst tvivl om, at Katrine Engberg er en topklasse krimiforfatter, så bliver det ikke helt fuld perleplade denne gang.

Billederne herunder er taget til et bloggermøde med Katrine Engberg i hendes hjemby, København. Her viste hun os rundt i byen og fortalte om steder der betyder noget for hende. Steder fra blandt andet hendes barndom, som har en plads i hendes hjerte og nu også i bøger. I kan se flere billeder fra mødet på min Instagramprofil. 

Katrine Engberg, er en helt utrolig sød, smuk og fantastisk kvinde. Sådan en man bliver glad i hele kroppen af at være sammen med! 💗💗💗

Anmeldelse: Harlan Coben - Led ikke efter mig

Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.

Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.

Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.

Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke, om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.

Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie! 

Absolut topkarakter på perlepladen.

Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september, har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det er simpelthen en vanvittigt god bog!! 

Anmeldelse: David Lagercrantz - Hende der må dø

Så kom den endelig – 6. og sidste del af Milleniumserien. Stieg Larsson startede serien og skrev de første tre. David Lagercrantz, tog over efter Larssons død og har nu skrevet 6. og, siges det, sidste del.

Der har været mange skriverier og sågar tv-programmer om hele Larsson/Lagercrantz-problematikken. Folk der har boykottet serien i vrede over den nye forfatter. Jeg er ikke en af dem der har haft et problem. Jeg har læst både bog 4 og 5 med begejstring. Jeg er ikke typen der er så nærlæsende, at jeg har lagt mærke til om der var stor forskel i deres skrivestil. Det samme gør sig gældende i denne bog nr. 6. Desværre synes jeg ikke det er en specielt velskrevet bog. Jeg synes der er mange underlige sætninger og alt for mange sætninger der starter med et ”Men” uden at det rigtigt passer ind. Det kan gøres cool, men jeg synes ikke det er tilfældet her. Ja, det er givetvis flueknepperi, men det skyldes nok, at jeg bare generelt kedede mig.

Lisbeth Salander er forsvundet og Michael Blomkvist forsøger uden held at komme i kontakt med hende. Først da der sker et mystisk dødsfald, som lugter hen ad mord, viser Lisbeth flaget, men dog kun i form af en krypteret besked i Michaels computer. Manden er ikke nem at identificere, men ved hjælp af bl.a. Lisbeths kloge hjerne og hendes evner med en computer, nærmer man sig en identitet. Da man finder en seddel i mandens lomme med Michaels telefonnummer, og da vidner har hørt manden tale om en højtstående politiker, som er kommet i svær modvind, fatter politiet interesse. Samtidig har Lisbeths søster, Camilla, aldrig været så opsat på at tilintetgøre Lisbeth som nu.

Jeg havde glædet mig til denne bog. Jeg var spændt på afslutningen, men jeg er simpelthen nødt til at være ærlig og sige, at jeg blev gevaldigt skuffet. Jeg synes egentlig ikke der skete noget særligt og jeg synes mest af alt det var en temmelig rodet historie. Vi springer frem og tilbage i både tid og personer, men jeg synes historien er tynd. For mig gik der for meget russisk mafia, motorcykelklub og politik i den. Jeg kedede mig og var flere gange lige ved at give op. Men det er trods alt en afslutning på en serie jeg har sat pris på, så jeg læste videre, selvom jeg til sidst, var nærmest ligeglad med hvordan det endte. Hen mod slutningen, kommer der den form for action og gru, som jeg sætter pris på, men da var det ligesom lidt for sent.

Det jeg bedst har kunnet lide ved Milleniumserien, er Lisbeths evner til at hacke alt og alle. Hendes metoder at tage hævn over de modbydelige typer der har krydset enten hendes vej, eller folk hun holder af. Der har været nogen af bøgerne hvor det næsten ikke var med, men det er det trods alt i denne. Det var et plus for mig i en ellers rodet affære.

2 perler kan det desværre kun blive til fra mig til Blomkvist og Salander.  

Anmeldelse: Mattias Edvardsson - En helt normal familie

Jeg ved simpelthen næsten ikke hvordan jeg skal starte på at skrive min anmeldelse af denne bog. Der er så forfærdelig mange ting jeg har lyst til at sige og til at fortælle. Samtidig kan jeg ikke fortælle særlig meget, uden at afsløre det plot og den handling, som er hele bogens grundlag.

Jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig helt fremdeles betaget af den her bog, måden den er skrevet på og den dybde der er i personerne mere eller mindre udelukkende ved hjælp af sproget, som personerne benytter sig af. ”Show, don’t tell”, siger den ene hovedpersons lærer, på et tidspunkt i bogen. Lige netop dette, styrer Mattias Edvardsson perfekt. Mesterligt, siger jeg bare – bogen efterlod mig mundlam!

”En helt normal familie”, handler om ægteparret Adam og Ulrika og deres datter, Stella. Bogen er fortalt i jeg-form, hvor alle tre personer kommer til orde og fortæller os deres synsvinkel på hændelserne. Vi starter med Adam og følger ham, da datteren Stella bliver anholdt for mord på en ung forretningsmand. Han fortæller både om tiden op til drabet og om sine følelser omkring anholdelsen. Det er selvfølgelig hårdt for Adam. Han er præst og en retskaffen mand. Alligevel driver frustrationen ham til, at tage sagerne i egen hånd.

Herefter skifter fortællervinklen og vi følger nu Stellas oplevelser omkring flere af de hændelser vi også hører fra Adam. Imens jeg læste Adams del, tænkte jeg, at vi har at gøre med en lidt ”pæn” forfatter. Ikke de store udskejelser og et vældig pænt sprog. Men så skifter vi til Stella og her går forfatterens evner for alvor op for mig. Stella er på mange områder som teenagere er flest og det er ikke svært at huske egen ungdom eller få øje på egne teenagedøtre i Stella. Jo, hun agerer ekstremt i mange situationer, men jeg forstod hende alligevel. Da vi til sidst skifter fortællervinkel og får mor og forsvarsadvokat, Ulrikas syn på sagen, var jeg spændt på at finde ud af hvem hun er bag facaden … for vi ved ligesom bare, at der ER en facade.

Der er dukkede umanerligt mange tanker og følelser op undervejs gennem læsningen. Jeg vil næsten anbefale, at man laver noget fælleslæsning med en veninde eller en læsegruppe, for det her er en bog, hvor man får brug for at vende tankerne og til tider også have nogen at bande sammen med.

Så … ”show, don’t tell” – Mattias Edvardsson formår at beskrive de tre hovedpersoner ved hjælp af den måde hvorpå de taler, viser os hvem de er – fandme sejt, jeg er dybt imponeret!

”En roman om en forbrydelse”, står der på forsiden af bogen. Så ikke rigtig en krimi, men alligevel lidt. En bog om, hvordan langt de fleste forældre ville reagere, hvis deres børn blev anklaget for noget så grusomt som Stella bliver. En bog om hvor meget facade de fleste af os har, selvom den er harmløs det meste af tiden. En bog om, at vi ikke kender hinandens inderste selvom vi føler vi ved det meste om hinanden.

Mine hænder i vejret og fuld perleplade! 👐

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kvinden med dødsmasken

Kvinden med dødsmasken, er 3. og sidste del af en trilogi, hvor af de første to er Pigen uden hud og Kold angst. Det ser dog ud til, at denne alligevel ikke bliver sidste del, da forlaget allerede har solgt bog nr. 4 til det store udland. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du læser de to første inden du kaster dig over denne. Ellers går du simpelthen glip af alt den vigtige baggrundsviden!

Der er ingen tvivl om, at Mads Peder Nordbo, virkelig ved hvad han har med at gøre og har fingeren på pulsen i forhold til det grønlandske samfund. Jeg hørte i radioavisen i går, at Donald Trump har sat sig det mål, at få Grønland gjort amerikansk. Det gør Kvinden med dødsmasken til en højaktuel bog.

Der er en del politisk spil i både denne 3. bog og i de to foregående. Ikke så det fylder og bliver tørt, men dog på en måde, som gør, at man skal holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i det hele. For mit vedkommende, gør det samme sig faktisk gældende omkring selve handlingen i Kvinden med dødsmasken.

Vores hovedperson Matthew Cave, er så småt ved at komme sig over et drab han har begået tidligere i fortællingen. Et drab, som blev begået i selvforsvar og for at redde en anden. Et drab på en morder. Alligevel har det forandret ham grundlæggende. Samtidig spirer en forelskelse til den ødelagte grønlandske pige, Tupaarnaq. Pigen er forsvundet og selvom Matthew er sikker på hendes uskyld, så er hun jaget af politiet for en række mord begået af en kvinde. Inden længe, findes der DNA-spor, som tyder på at morderen er en anden kvinde. En kvinde som har været død og begravet i mere end to måneder.

Det grønlandske folk tror på ånder og er generelt temmelig overtroiske. I Grønland findes der noget som hedder en Qivittoq. Det er sindssyge mennesker, som bliver udstødt af samfundet og som herefter vandrer ud på isen eller op i fjeldene for at søge ensomheden. Herude i den iskolde intethed, bliver de endnu mere vanvittige og kommer tilbage efter hævn. Med dette i tankerne, er det ikke svært at forestille sig den angst der begynder at sprede sig i det lille samfund, da de hører om den døde kvinde. Da ordet Qivittoq også bliver nævnt af mordersken ved et af drabene, bryder panikken ud.

Mads Peder Nordbo, forstår virkelig at skabe stemning i sine bøger. Jeg følte kulden, jeg mærkede mørket og jeg fornemmede tydeligt både ensomhed og angst. Jeg synes det er super interessant at høre om den barske, skræmmende, men smukke grønlandske natur. Hvor nemt det er at miste livet deroppe, hvis man træder bare et lille skridt forkert og fx havner i det iskolde hav. Omgivelserne er beskrevet så præcist, at det føles som at læse en film. Desværre blev det mere brudstykker end en hel film for mig i denne bog. Jeg synes desværre, at det er lidt en rodet fortælling. Jeg synes det blev svært at hitte rede i tid, sted og personer. Dét mørke og den ensomhed der burde have påvirket mine følelser, fik mig i stedet til at kede mig i længden. Der er både spænding, uhyggelige passager og sågar en snert af action, men for mig blev det desværre lidt ved netop dét – passager. Jeg havde svært ved at fastholde min opmærksomhed på bogen og det tog mig lang tid at komme igennem den. Når hovedpersonen bare ud af det blå gætter hvor morderen er gået hen og derefter opsøger vedkommende helt alene, så bliver det også en smule for urealistisk for mig.

Men … slutningen sammenholdt med en viden om, at der er en bog nr. 4 i støbeskeen, gør at jeg glæder mig til at læse om, hvad der mere kommer til at ske med Matthew Cave. Han er beskrevet yderst levende og nærværende, så jeg næsten føler at jeg kender ham en lille smule. Denne gang, kan det dog kun blive til 3 krimiperler fra mig.

Anmeldelse: Thomas Bagger - Grav

Thomas Bagger har skrevet tre bøger om Camilla Staal og Ask Hjortheede. De to første – ”Den permanente” og ”Superstar” – var begge gode og velskrevne krimier … men så kom Grav!

Ask er tilbage på fuld styrke, efter sin sygemelding i forrige bog. Førhen var han chef, men nu er Camilla Staal den øverste af de to. Det giver komplikationer, men udelukkende pga de misforståelser, som nok er meget typiske mellem mænd og kvinder. Når kvinder siger én ting, men mener noget andet og når mænd forsøger deres bedste, men deres handlinger bliver misforstået.

Camilla og Ask, bliver sendt ud i en voldsom jagt på liv eller død, da en ældre mand tvinger sig adgang til vicepolitidirektørens kontor. At de ikke længere er fuldstændig på bølgelængde, bliver en udfordring for dem i den hæsblæsende kamp, for at redde en kollegas liv. Undervejs får de ledetråde, som peger i retning af noget, som er foregået på politigården i 1992.

Imens vi følger Ask og Camilla, følger vi samtidig en række mennesker og begivenheder i 1992. Begivenheder, som fører til drabet på betjenten Kat Dürr og begivenheder, som er skyld i, at Ask og Camilla ikke forventes at slippe levende fra den mission de er sendt ud på.

Selve handlingen vil jeg ikke skrive mere om, men jeg vil meget gerne slå fast, at det her er en krimi i allerhøjeste kaliber. Den er så afsindigt godt skrevet og den indeholder alle de elementer jeg sætter pris på i en krimi. Den har detaljerede og blodige beskrivelser, den har uhygge som fik mig til, helt bogstaveligt, at holde vejret gennem store dele af bogen. Den har et spændingsniveau, som trak mig langt væk fra virkelighedens verden og gjorde mig uimodtagelig for, hvad der foregik omkring mig. Den har et persongalleri, som er beskrevet, så de kom langt ind under huden på mig. Følelsen af ikke helt at vide om jeg skal holde med dem eller ønske det værst tænkelige for dem, vidner om en forfatter der kan sit kram, eller opper sit game, som min teenagedatter ville sige.

Der er langt mellem den type bøger, hvor jeg hele vejen igennem, imponeres over forfatterens evner på både det sproglige og det indholdsmæssige. Men sådan en bog er Grav! Jeg er vild med temaet om illusioner og jeg elsker, den dér tydelige fornemmelse i kroppen om, at det ikke kun er bogens personer, der bliver grundigt taget i røven og snydt af illusioner.

Der er ingen illusioner omkring de 6 krimiperler, som jeg synes Grav fortjener.