Anmeldelse: Inger Wolf - Det perfekte sted at dø

Det perfekte sted at dø, er en af de bøger jeg har ventet mest på i år. Skulle det have forbigået nogens opmærksomhed, så er jeg stor Inger Wolf-fan :)

Denne gang bliver Daniel Trokic sendt til Japan og selvmordsskoven Aokigahara. Her skal han forsøge at opklare mordet på en ung dansk forsker, som er fundet hængt i den uhyggelige skov. Mordet er blevet arkiveret som selvmord, så Trokic har ingen hjælp at hente hos det japanske politi, som ikke er interesserede i at hjælpe ham, grundet stolthed og frygten for at tabe ansigt i de højere lag hos politiet. Trokic indlogerer sig, på et lille hyggeligt hostel, hvor den dræbte boede og hvor alle hans kollegaer fra forskerteamet også bor. Angst, hemmeligheder og overtro, blander sig med løgne, hyggelig atmosfære og folk som holder af hinanden, samtidig med, at ingen stoler på hinanden. Imens jeg læste, nåede jeg at mærke det hele. Stemningen blandt de indlogerede, er beskrevet så fint, at jeg næsten følte jeg var en flue på væggen.

Det perfekte sted at dø, er en super god bog. Den holdt mig fanget fra start til slut og blev på intet tidspunkt kedelig. Beskrivelsen af skoven og søen, er så levende at jeg næsten kunne se den for mig og mærke stemningen omkring dem. Yderligere var jeg efterfølgende nødt til, at google Aokigahara og se billeder derfra. Der er både smukke billeder af skoven, men også masser uhyggelige billeder af folk, som har hængt sig i træerne. Trokic viser lidt flere følelser end han plejer. Både hans egne dæmoner fra fortiden i Kroatien, men også hans følelser for politikvinden Angie, som han mødte i forrige bog ”Under en sort himmel”. Heldigvis får sidstnævnte ikke lov at fylde for meget, så vi har stadig en rendyrket krimi, uden alt for meget føleri :)

Plottet i bogen, er, som altid i Inger Wolfs bøger, rigtig godt gennemtænkt og snørklet, så det ikke er sådan lige at regne ud, hvordan det hele hænger sammen. Det perfekte sted at dø, er ikke så makaber som flere af hendes tidligere bøger, men uhyggen er der – både i form af stemningen fra omgivelserne, men også den der snigende fornemmelse af, at lige om lidt sker der noget grumt.  

Efter sigende, skriver Inger Wolf i øjeblikket på en bog, som ikke er i Trokic-serien. Det glæder jeg mig meget til, men samtidig håber jeg ikke vi har hørt det sidste til Daniel Trokic og Lisa Kornelius :)

5 krimiperler fra mig til Inger :)

Anmeldelse: Samuel Bjørk - Der hænger en engel alene i skoven

Der hænger en engel alene i skoven, er en god og spændende krimi. Der er godt tempo i den det meste af vejen, men det er som om den har flere temaer, som ikke helt formår at flette enderne sammen. Ikke at der som sådan er huller i plottet som ikke bliver udfyldt, men mere fordi der er en del emner som forfatteren gerne vil berøre, men ikke helt kommer i dybden med eller får flettet sammen så det virker autentisk.

Bogen handler om politiefterforsker Mia Krüger, som har bosat sig på en øde ø, hvor hun planlægger at tage sit eget liv. Hendes tidligere chef Holger Munch, dukker op i huset og får hende overbevist om, at komme tilbage til politiet for at hjælpe med en alvorlig sag. En sag hvor seksårige piger bliver dræbt og iført gammeldags dukkekjoler, inden de efterlades på offentlige steder. De opdager snart, at der er en forbindelse til en tidligere sag, hvor et spædbarn forsvandt fra det lokale hospital. Barnet blev aldrig fundet.

Samtidig hører vi om forskellige mennesker i en religiøs sekt i skoven. Her kunne jeg godt have tænkt mig, at vi var kommet lidt mere ind i en sag med den sekt. Uden at røbe for meget, så er hele sekt-scenariet en lille smule overflødigt for handlingen, selvom det er spændende læsning.

Mia Krüger og Holger Munch, kan jeg rigtig godt li. Selvom Mias konklusioner til tider er lidt søgte, så kunne jeg godt se bort fra det. Jeg synes det holder.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig god bog, som jeg bestemt anbefaler andre at læse. Den scorer ikke toppoint fordi jeg synes den blir en smule rodet til sidst og pga den manglende sammenhæng mellem de ellers spændende emner!

S O M M E R T A N K E R :)

Hermed en lille sommerhilsen fra mig. Jeg håber I alle sammen har haft en dejlig sommer.
Min sommer har været helt fantastisk, med hele 4 ugers ferie sammen med min kæreste og vores tre skønne piger. To uger var vi i Italien, med et temmelig ustadigt vejr, men trods alt også masser af solskin. Nu er pigerne tilbage i skole og børnehave og jeg på arbejde igen.

Jeg fik også tid til at læse lidt i ferien. Bl.a. læste jeg den nye bog af Chris Carter, som jeg denne gang valgte at læse på engelsk for at prøve at læse den med Chris Carters egne ord. Det var egentlig meningen, at I skulle have haft en anmeldelse af den nu, men efter samtale med forlaget Jentas, som udgiver Chris Carter på dansk, besluttede jeg, at vente med at lægge anmeldelsen på, til vi nærmer os den danske udgivelsesdato i starten af oktober. Indtil da, kan jeg fortælle, at det er en topklasse bog og efter min mening en af hans bedste til dato :) 

I sommerferien, måtte jeg også sande, at jeg er en kylling hvad angår uhyggelige ting sådan irl. Jeg var i Tivoli med mine piger og spøgelsestoget skulle selvfølgelig prøves. Jeg var den af os der var mest bange og på et tidspunkt, var jeg tæt på, at skubbe min datter ud af vognen, da to lig lænede sig indover mig og skreg. Da vi tog en tur igen lidt senere, sad jeg med lukkede øjne hele vejen og åbnede dem kun, når vi kom til 5D-området, hvor vi skulle skyde monstre med laserpistoler. Dét var så til gengæld ret sjovt.

I Italien, tog pigerne og mig et par timer i wellness. Her var der bl.a. et dampbad, som selvfølgelig skulle prøves. Det viste sig, at være temmelig mørkt derinde og jeg var så rystende nervøs for, hvad der kunne gemme sig inde i mørket og alt dampen, så jeg satte mig yderst på bænken lige inden for døren. Sad der højst to minutter, før det simpelthen blev for uhyggeligt og jeg skyndte mig ud med et "Pyyyyhw, det er simpelthen for varmt..." :) Underligt at jeg har det sådan, når jeg næsten ikke kan få krimier der er blodige og uhyggelige nok. Eller måske er det netop derfor??

Det er nu næsten en uge siden jeg blev færdig med den sidste bog. Af en eller anden grund, er jeg ikke startet på en ny endnu. Jeg tror aldrig før der er gået så lang tid mellem to bøger, så nu er det i gang igen. Jeg har en hel række bøger, der venter på at blive læst og så udkommer der snart en hel stribe bøger, som jeg glæder mig til at læse. I november venter BogForum, som jeg selvfølgelig også skal deltage i. Det bliver et godt efterår :)
 

 

 

Anmeldelse: Roberto Costantini - Du er det onde

Jeg har en lille smule svært ved, at finde ud af, hvad jeg mener om denne bog. På den ene side, så havde jeg enormt svært ved at komme igennem den. Jeg synes den var sindssygt langstrakt og jeg kedede mig jævnt flere gange. Alligevel var der et eller andet der fik mig til at holde fast ved den. Måske fordi bogens hovedperson Michele Balistreri (og til dels også hans ven Angelo Dioguardi), er så autentisk beskrevet. Jeg kom lynhurtigt til, at synes rigtig godt om dem begge og jeg havde lyst til at finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Samtidig er den velskrevet og har en ret god portion humor.

Bogen foregår i Rom, Italien. Vi starter ud i 1982 da den unge smukke Elisa Sordi forsvinder. Balistreri har på daværende tidspunkt, ikke meget andet i hovedet, end at score flotte piger og da Elisa Sordi forsvinder den aften, hvor Italien bliver verdensmestre i fodbold, slår han sagen hen og overbeviser sig selv om, at Elisa er sammen med venner for at se fodbold. Kort tid efter, findes Elisa Sordis lig mishandlet i Tiberen og Michele Balistreri må se i øjnene, at han har skidt i nælderne. Sagen trækker tråde helt ind i Vatikanet og ingen er særligt samarbejdsvillige. Tværtimod.

Del 2 foregår i 2006 hvor Michele Balistreri nu fungerer som politikommisær. Snart begynder en ny række mord, som har ligheder  med det gamle uopklarede mord, fra 1982. Et mord der har forfulgt Balistreri lige siden.  Også denne gang strækker trådene sig ind i Vatikanet og gang på gang, lægges der bevidst forhindringer for opklaringen. Er det Vatikanet eller andre højtstående der stikker kæppe i hjulet, eller er det en udspekuleret seriemorder der udnytter de svagere til at opnå sit mål?

Selvom ”Du er det onde” ind imellem var lidt halvlang, så har den helt sikkert også sine gode og spændende øjeblikke. Jeg læste den imens jeg var i Italien, så det gav muligvis også et ekstra plus på kontoen. Den handler en del om magt og korruption i Italiensk politik, politi og ikke mindst i Vatikanet. Det får dog heldigvis ikke lov at fylde meget i forhold til opklaringen af mordgåden. Slutningen er yderst spændende, men jeg kunne ha ønsket, at den havde haft lidt mere af stemningen fra slutningen, hele vejen igennem.

Ikke nogen dårlig bog, bestemt ikke... men heller ikke toppen af poppen.

Den lander på 3 krimiperler, da den faktisk stadig står tydeligt for mig, nu 1 uge og endnu en bog senere :)

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Offer uden ansigt

Jeg kan lige så godt sige det med det samme... offer uden ansigt, er en af de bedste bøger jeg har læst længe!

Jeg havde høje forventninger til den inden jeg gik igang, grundet de mange gode anmeldelser den har fået. Når jeg starter ud på den måde, synes jeg ofte jeg bliver en smule skuffet, men i det her tilfælde, var det lige omvendt. Jeg havde ikke drømt om en pageturner af denne kaliber, men fra første side kørte det derudaf og selvom bogen indeholder hele 749 sider, når man læser den i iPad-version, så holder den et højt pace fra start til slut og ikke på et eneste tidspunkt, bliver den hverken langtrukken eller kedelig. Jeg kunne næsten ønske, at den havde været endnu længere. 

Offer uden ansigt, handler om kriminalbetjent Fabian Risk, som flytter med sin familie fra Stockholm og tilbage til Helsingborg hvor han oprindeligt kommer fra. Familien har brug for at starte på en frisk og først og fremmest holde en god velfortjent sommerferie, inden Fabian starter på sit nye job, hos Helsingborgs politi. Der skal dog ikke gå mange timer, før han er blevet ringet op af sin nye chef og kaldt ud til et gerningssted. Et yderst brutalt mord, begået på en af Fabians tidligere klassekammerater. Fabian Risk, forstår hurtigt hvorfor manden er blevet myrdet og forudser endnu et mord. Han har sågar et svar på hvem morderen må være. Men er det nu også så ligetil?? Morderen er brutal og han har en plan som han skal have ført ud i livet - koste hvad det vil! 

Der er ikke sparet på mordene i denne bog og der er heller ikke sparet på detaljerne på de enkelte mord. Morderen er yderst intelligent og selvom plottet ikke er nogen hemmelighed, så er politiets jagt på ham, rigtig godt gennemtænkt. Kort sagt, så er alting lige præcist som jeg godt kan li det! Skulle jeg nævne en ting, der er knapt så fantastisk, så må det være, at det efter min mening, virker lidt urealistisk, at en person kan være så usynlig igennem hele sit liv, som det forekommer her. Det kunne jeg dog godt se bort fra og det ødelægger ikke noget for bogen. 

5 kæmpe krimiperler til Offer uden ansigt!

 

Anmeldelse: Paul Finch - Stalkers

Pyw, jeg synes det tog mig lang tid at komme igennem den her bog. Hovedsageligt nok fordi den er på engelsk.. britisk engelsk. Jeg er vant til amerikansk engelsk, hvilket alligevel er en del anderledes. Det gik fint med at læse den, men da sproget ikke flød 100 P for mig, så blev jeg heller aldrig rigtig bidt af den.

Stalkers er en god bog synes jeg. Indimellem sad jeg på kanten af stolen og tog mig selv i at speede læsehastigheden op, fordi den var så spændende.

Den handler om Kriminalbetjent Mark Heckenburg, som dog går under navnet Heck. Heck har ledet efterforskningen af et stort antal forsvundne kvinder, men ingen tror rigtigt på, at sagerne hænger sammen og Heck bliver taget af sagen og sendt på ferie. Det hele ligger dog så dybt i ham, at han har svært ved at give slip og samtidig har han en fornemmelse af, at nogen bevidst forsøger at stoppe ham i hans arbejde. Han har fundet et nyt spor at gå efter og noget tyder på, at sagen er meget mere omfattet og uhyggelig end først antaget.

Undervejs følger vi tankerne fra både ofre, gerningsmand og bagmænd. Sådan kan jeg vist godt udtrykke det uden at røbe for meget. Det virker godt og er med til at gøre bogen grum.

”Stalkers” er så vidt jeg kan se, endnu ikke oversat til dansk. Jeg fik kendskab til den igennem forfatter Chris Carter, som dog ikke selv havde læst bogen endnu. Han havde den på hylden, fordi han havde fået at vide, at Paul Finch blev sammenlignet med ham – eller var det omvendt ;) Vi googlede det og blev bekræftet i det på Amazon. Jeg havde derfor ret høje forventninger til bogen før jeg gik igang. Måske osse derfor jeg blev en smule skuffet, for der var ikke super meget Chris Carter over den. Hvis jeg skal sammenligne noget imellem de to, så må det være, at der ikke spares på blodige detaljer i forhold til de mord der bliver begået eller de skader der sker på folk under slåskampe. Og netop slåskampe var der lige rigeligt af for mig, men på den anden side, var det samtidig ofte her, at den blev spændende. Som hos Chris Carter, spildes tiden heller ikke her, med alt for meget personligt udenomshalløj med følelser, sex osv. Hele bogen er koncentreret om sagen og opklaringen af den. Man kan sige, at der ikke er meget tøs over den, hvilket jeg egentlig rigtig godt kan li.

Stalkers er en af den slags bøger, som ikke leverer en ordentlig afslutning tilsidst. Langt det meste er stadig løse ender, så vi er nødt til at læse næste bog i rækken -  ”The killing club” - for at få at vide hvad der mere sker. Det gør jeg også gerne, selvom jeg kunne ønske, at den var oversat til dansk :)

Hvis jeg kunne give 3½ krimiperler, ville jeg nok gøre det, men da jeg skal vælge mellem 3 og 4, så får den altså lov, at snige sig op på et lille firtal :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Hævn

Årets krimi i New Zealand 2011 – det forstår jeg dælme godt!

Hold da op, hvor en vanvittigt velskrevet bog. Jeg er vild med Paul Cleaves måde at skrive på. Detaljeret på den gode måde, rystende til et plan der gav mig isninger i kroppen. Samtidig efterlod den mig med den største klump i halsen, da jeg havde læst sidste side. Vi kommer igennem hele følelsesregistret her. Medfølelse er nok det ord, der bedst beskriver hvordan jeg havde det, imens jeg læste! Paul Cleave skriver så meget anderledes end alle andre jeg har læst. Hans bøger er fyldt med humor, der lige får mig til at trække på smilebåndet, midt i tragedien og bestialiteten.

Edward Hunter er søn af en seriemorder. Hans far, Jack Hunter, dræbte et stort antal prostituerede, da Edward var barn.  Edward kom på forsiden af alle landets aviser, med billedet af ham som 9-årig, hvor han står og græder imens han ser på, at hans far bliver ført væk af politiet. At være en seriemorders søn, har forfulgt ham livet igennem. Men Edward er ikke som sin far. Han har en dejlig kone og en smuk lille datter. Han er lykkelig familiefar. En hændelse får Edwards verden til at styrte i grus og herefter tager begivenhederne fart.

Jeg havde set virkelig meget frem til denne bog, for dens forgænger ”Det syvende mord”, var intet mindre end genial. I den er vi med i hovedet på morderen Joe og også i ”Hævn”, følger vi Edwards tanker i jeg-form. Om Edward er som sin far eller ej, skal jeg ikke afsløre. En lille forsmag skal I dog ha, i form af et citat, fra en af de første sider i bogen:

”Der er nogle, der mener, at det lå i min fars gener, og at det er gået i arv til mig. Der er nogle, der mener, at jeg er bestemt til også at blive en blodtørstig mand,” siger jeg og kigger på blodet, der siver ned i betrækket, fra den kvinde, der er faldet sammen på passagersædet, ”at vi har det samme blod i årerne. De tager fejl...”

Paul Cleave, har slået sit navn fast på min top 5 over yndlingsforfattere. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde denne bog til gode. Sommerens ”must-read”!

5 krimiperler til Edward og Paul :)