fredag den 20. september 2013

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Den farlige leg


 
Så nåede jeg vejs ende med Den farlige leg. Jeg vil sige, at det har været lidt af en blandet fornøjelse.
 
Det startede egentlig meget godt ud, med et hyggeligt gensyn med kriminalkommisær Knutas og Karin på Gotland politigård. Journalisten Johan, havde jeg nok ikke savnet så meget, da han stadig kørte rundt i det samme Emma-dilemma som de sidste mange bøger. Det bliver altså trættende i længden! Nu bliver der dog lagt lidt op til noget utroskab fra Johans side.. den havde jeg ikke set komme – han plejer at tilbede Emma som en lille hund :)

Bogen lægger ud med et mordforsøg og det tegner til at blive spændende, men det er som om det så bare strander dér. Spændingen går i stå og jeg synes der går alt for meget privat tankegang i den. Knutas tænker på Karin og Karin tænker på sin datter og Johan tænker på Emma og det arbejde hun er sur over han laver i julen osv. Der er alt for meget udenomstankegang og alt for lidt mord og spænding.
Jeg troede, at jeg havde en idé om hvem morderen var. Det var osse delvist rigtigt, men ikke helt. Og på trods af, at plottet havde et lille twist, så synes jeg stadig, at bogen er forudsigelig og halvkedelig. Slutningen virker som om den lige er skrevet lynhurtigt og bare skulle være færdig nu og her – såsom at morderen lige tilfældigvis opholder sig i det samme øde og forladte hus som hovedpersonen helt tilfældigt lige kommer forbi.

Det er dog ikke det hele der er skidt. Igennem bogen følger vi Agnes som har anorkesi og er indlagt på en anoreksiafdeling. Agnes mistede sin mor og sin bror i en trafikulykke og i de passager hvor hun beskriver sine følelser omkring tabet af sin mor og bror, ja da tudede jeg altså hver eneste gang! Givetvis fordi jeg selv har tre små piger og derfor kommer til at forestille mig, at det var mig der var død fra dem, og det var en af mine piger, der besad de følelser. Hjerteskærende og hamrende godt skrevet - intet mindre!

Bogen var letlæst og sproget flydende. Selvom jeg synes den var en kedelig og forudsigelig, så gik det så nemt med at læse den, at jeg ikke på noget tidspunkt, gik i stå eller tænkte, at jeg ikke gad læse den færdig. Jeg må nok sande, at jeg er ved at være færdig med Mari Jungstedts bøger. Der kan simpelthen ikke koges mere suppe på de personer. Heller ikke selvom hun smider en hidtil ukendt datter efter Karin. At smide Johan ud i utroskab, vil bare give hele hans i forvejen drønirriterende parforholdsproblemer yderligere plads i bøgerne og det magter jeg næsten ikke at læse mere om!

Den farlige leg, er 8. bog i en serie.

2 krimiperler får den med på sin vej fra mig.


 

1 kommentar: