mandag den 11. august 2014

S O M M E R T A N K E R :)


Hermed en lille sommerhilsen fra mig. Jeg håber I alle sammen har haft en dejlig sommer.
Min sommer har været helt fantastisk, med hele 4 ugers ferie sammen med min kæreste og vores tre skønne piger. To uger var vi i Italien, med et temmelig ustadigt vejr, men trods alt også masser af solskin. Nu er pigerne tilbage i skole og børnehave og jeg på arbejde igen.

Jeg fik også tid til at læse lidt i ferien. Bl.a. læste jeg den nye bog af Chris Carter, som jeg denne gang valgte at læse på engelsk for at prøve at læse den med Chris Carters egne ord. Det var egentlig meningen, at I skulle have haft en anmeldelse af den nu, men efter samtale med forlaget Jentas, som udgiver Chris Carter på dansk, besluttede jeg, at vente med at lægge anmeldelsen på, til vi nærmer os den danske udgivelsesdato i starten af oktober. Indtil da, kan jeg fortælle, at det er en topklasse bog og efter min mening en af hans bedste til dato :) 


I sommerferien, måtte jeg også sande, at jeg er en kylling hvad angår uhyggelige ting sådan irl. Jeg var i Tivoli med mine piger og spøgelsestoget skulle selvfølgelig prøves. Jeg var den af os der var mest bange og på et tidspunkt, var jeg tæt på, at skubbe min datter ud af vognen, da to lig lænede sig indover mig og skreg. Da vi tog en tur igen lidt senere, sad jeg med lukkede øjne hele vejen og åbnede dem kun, når vi kom til 5D-området, hvor vi skulle skyde monstre med laserpistoler. Dét var så til gengæld ret sjovt.


I Italien, tog pigerne og mig et par timer i wellness. Her var der bl.a. et dampbad, som selvfølgelig skulle prøves. Det viste sig, at være temmelig mørkt derinde og jeg var så rystende nervøs for, hvad der kunne gemme sig inde i mørket og alt dampen, så jeg satte mig yderst på bænken lige inden for døren. Sad der højst to minutter, før det simpelthen blev for uhyggeligt og jeg skyndte mig ud med et "Pyyyyhw, det er simpelthen for varmt..." :) Underligt at jeg har det sådan, når jeg næsten ikke kan få krimier der er blodige og uhyggelige nok. Eller måske er det netop derfor??

Det er nu næsten en uge siden jeg blev færdig med den sidste bog. Af en eller anden grund, er jeg ikke startet på en ny endnu. Jeg tror aldrig før der er gået så lang tid mellem to bøger, så nu er det i gang igen. Jeg har en hel række bøger, der venter på at blive læst og så udkommer der snart en hel stribe bøger, som jeg glæder mig til at læse. I november venter BogForum, som jeg selvfølgelig også skal deltage i. Det bliver et godt efterår :)
 

 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar