Jeg må være ærlig og sige, at jeg var begyndt at kede mig
med de sidste bøger i Sara Blædels serie om Louise Rick. Jeg var ellers stor
fan i starten, men så blev det ligesom bare for meget med de samme personer og
for mange ”tilfældige” sammenfald osv. Det var gode nyheder, da det blev meldt
ud, at der var en ny serie på vej.
Og hvad er det så for noget med den her nye serie? Egentlig
er det en meget anderledes bog. Det er som om den kun er starten på noget
(hvilket den jo også er), men som om den aldrig når at komme i gang før den er
slut. Jeg synes hele tiden jeg ventede på, at der skulle begynde at ske noget
vildt eller uhyggeligt, men det skete bare ikke. Det underlige er, at det ikke
gjorde noget. Kender I de der dokumentaragtige film, hvor man følger en vare hele
vejen gennem produktionen? Finder ud af hvordan det foregår når den bliver til.
Jeg elsker den slags film. På en måde minder Bedemandens datter om de film,
forstået på den måde, at vi lærer om bedemandsgerningen bag om det pæne ydre,
som den slags steder normalt repræsenterer. Bl.a. anede jeg ikke hvordan man
balsamerer et lig. Eller hvordan de håndterer et lig. Eller at bedemænd ikke må
kalde dem lig, men skal omtale dem som afdøde. Det ved jeg nu og jeg synes det
var drøninteressant læsning.
De fleste af os, forbinder Sara Blædel med krimi, men om man
kan kalde denne bog for krimi, er jeg ikke helt sikker på. Alligevel har den
elementer der lugter i den retning og der ligger også hele tiden en spænding og
lurer under overfladen om noget der kommer til at ske, eller nogen der ikke har
rent mel i posen. I store træk, går Bedemandens datter nok mest ud på, at
beskrive hovedpersonen Ilka, hendes følelser og så en grundig redegørelse af,
hvor vigtigt en god bedemand er, når folk mister dem de elsker. På et eller
andet plan, er det også en temmelig følelsesladet bog. Alle de ting og følelser
som Ilka går igennem, føles virkelige fordi de er så levende beskrevet. Da jeg
lukkede bogen, sad jeg tilbage med en klump i halsen og samtidig en frustration
over bogens slutning, som er… ”fortsættes”. Jeg vil helst bare vide hvad der
kommer til at ske og jeg vil vide det NU!
Så… jeg synes egentlig det her er noget af det bedste jeg
har læst af Sara Blædel. Forvent ikke højspændt krimi, forvent ikke indviklede
mordgåder eller makabre myrderier. Forvent en stille og rolig bog, med en masse
ny viden (for mig var det nyt i hvert fald), men som alligevel har noget mysterium
over sig. Der bliver da også opklaret et enkelt mord undervejs, men det er ikke
noget vores hovedperson har aktier i.
Jeg giver den 4 perler. Havde uhyggen fyldt lidt mere
undervejs, havde den fået en femmer. Måske der bliver bedre plads til det i
næste del, når nu baggrunden er på plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar