Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans
hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger.
Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret
hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen
deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den
anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret
effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke
skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt
med Cleave!
Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i
den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et
killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og
venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet
op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder
at ane sammenhængen.
For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.
Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar